11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

Giften havde omsider gjort sin Virkning.
Meget kunde sikkert de gode Søby og Sorvad Bønder endnu være
gaaet med til, skjøndt allerede enkelte frygtsomme Sjæle i den sidste
Tid havde set sig tilbage og ment, om man dog alligevel ikke gik vel
haardt frem. Men at en Præst ikke tog imod Tiendepenge – Penge,
som man havde gammel lovlig Hævd paa – det kunde da enhver se
var Galmandstanke.
Og da der først var blevet et ømt Punkt, e n bar Plet for
Kapellan Basses Forestillinger i disse Hjærter, der i Forvejen var
bleven lidt urolige ved pludselige Melding om Bispens Ankomst, saa
var som om man med et saa, hvor langt man havde vovet sig frem,
og følte, at det sikkert var raadeligst forløbig at sunde sig lidt.
Der blev en almindelig ængstselig Trækken=sig=tilbage over
hele Linjen – bestandig stærkere jo mere man nærmede sig Tidspunktet
for Bispens Ankomst, og hvor den vrede Bamse rasede frem,
mødte han kun de samme usikre, sky Blikke og den samme talende
Tavshed.
Men hans kjære Embedsbrødre gneb sig triumferende i Hænderne;
og ligesom ragende op over den hele Bevægelse stod Kapel-
Der blev en almindelig forsigtig Trækken-sig-tilbage over hele
Linien – og bestandig stærkere, jo voldsommere Thorkild Müller nu
tumlede frem. Hele denne Uge før Bispens Ankomst rasede han som
et vildt Dyr rundt i Sognets Byer for at samle sine Tropper, ægge de
vaklende og rejse Bevægelsen paany.
Men han fandt alle Ørene lukkede saavel for sine Trusler som
for sine Overtalelser. Med ét Slag var det til sidst blevet dem alle
klar, at de havde en gal Præst.
Mange Steder, hvor han kom og bankede paa, smuttede
Mændene ud og gjemte sig i Staldene for at blive fri for at tale med
ham, mens de lod Konerne tage imod ham inde i Dagligstuen og
sidde og snakke ham efter Munden, indtil han gik.
Andre Steder vilde de slet ikke lukke ham ind, ja pudsede endog
i deres Forskrækkelse Hundene paa ham, naar han kom til deres Dør
med sin Pigstav, sine af Vejsølet tilstænkede Klæder, sit uredte Haar
og Skjæg og det blege, af Ophidselse fordrejede Ansigt.
Selv nogle blandt Egnens Højskoleungdom, der gjærne vilde
spille Friskfyre, og som derfor strax – fulde af Kamplyst – havde
stillet sig ved den gamle Kæmpes Side, blev stadig tammere og tammere,
efterhaanden som den skjæbnesvangre Dag nærmede sig. Og
da den tilsidst oprandt, var der i hele Sognet næppe en eneste, der
ikke til Beroligelse for sin egen Samvittighed havde fjærnet sig saa
vidt mulig fra denne Mand, over hvem Dommen nu skulde holdes.
Aftenen forud var der usædvanlig stille inde i Byen. Det var,
som om man vilde formilde Guderne ved at gaa tidlig til Ro.
En styg, kold Taage var ved Solnedgang steget op fra Mosen og
havde lagt sig ind over Byen, saa det dryppede fra alle Tage og
Træer. Alt var sort og klamt. Ikke en Stjærne lyste.
Ogsaa henne ved Præstegaarden var der mørkt.
Kun en smal Lysstribe kastedes ud i Taagen fra Kapellan
Ruggaards Gavlværelse, hvor han selv sad i Lænestolen ved sit
Skrivebord, indhyllet i sin graa Slobrok, og med dette ydmyge og
gudhengivne Smil, som i disse Dage ikke forlod ham.
Han stirrede gjennem sine runde Briller ufravendt ind i Lampen
og saa' for sig ligesom en lang Allé, et dybt Perspektiv, i hvis ene,
fjærne Ende han øjnede sig selv – Bondedrengen, den foragtede og
latterliggjorte Student – i Fløjlsdragt, i Bispeornat og med Kommandørkorset
om Halsen.
Og hans Sjæl fyldtes med Taknemmelighed, hans Øjne med
fromme Taarer.
Neden under ham – i "Hulen" – hvor alt var mørkt, og hvor den
tætte, kolde Taage væltede ind gjennem de aabentstaaende Vinduer,
sad "Bjørnen".
Han sad i Stolen midt paa Gulvet – urokkelig foroverbøjet, med
Ansigtet begravet i sine Hænder, som om han sov. Dødtræt var han
segnet om her efter i mange Dage ikke at have faaet Hvile.
Lige til det sidste havde han ikke kunnet faa sig selv til at tro,
at alt virkelig skulde være uigjenkaldelig tabt.
Der blev en almindelig, forsigtig Trækken-sig-tilbage fra
Thorkild efter denne Dag; og da han mærkede, at Vennerne begyndte
at svigte, foer han frem imod dem med en Voldsomhed, der kun
gjorde ondt værre. Med eet slag var det bleven alle klart, at de havde
en gal Præst.
I de sidste to Uger havde han raset omkring i Byerne som et
vildt Dyr for snart ved Trusler, snart ved Overtalelser at rejse sin
sunkne Anseelse; men hvor han kom hen, havde han enten fundet
Gaardportene lukkede, eller Mændene var smuttet bort og havde
gemt sig i Staldene for at blive fri for at tale med ham, mens de lod
Konerne tage imod ham inde i Stuen og snakke ham efter Munden,
indtil han gik. Enkelte Steder havde man endog i Forskrækkelse
pudset Hundene paa ham, naar han kom til Døren med sin Pigstav og
sine af Vejsølen tilstænkede Klæder, med uredt Haør og Skægget
strittende vildt ud fra det blege, af Ophidselse fordrejede Ansigt.
Bagefter havde man omhyggelig pudset Dørlaasen med Trippede —
for gal Mands Haandsved gav Sygdom i Leveren.
Endnu til den foregaaende Aften havde han indbudt sine Venner
til et Møde i Præstegården; men der var ingen mødt.
Derfor sad man nu i Kirken og ventede med Angst og Spænding
paa, hvad denne Time vilde bringe. Derfor sad der inde i Stolestaderne
saa mange duknakkede Skikkelser og stirrede ned paa de foldede
Hænder i Skødet, som om de angergivne befriede sig for enhver
44