11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

anden af Mændene, der hørte til hans bedste Venner og solideste
Støtter; men ingen af dem saa paa ham, hvorimod de stiltiende søgte
sig Pladser at sidde paa - to paa Sengekanten, en i Stolen ved Siden
af. Kapellanen blev staaende et Stykke fra Døren.
Manden i Stolen og den ene afa dem i Sengen var høje tunge
Skikkelser. Den tredje lille og med et ligesom forskræmt Udtryk i
sine Øjne, hvormed han agtpaagi ende fulgte enhver af de andres
mindste Bevægelser.
Præsten stod endnu midt paa Gulvet, med begge Hænderne i
Siden, og saa forbavset paa dem, indtil
endelig den ene - den største - lettede lidt paa Hovedet og sagde:
"Saa vi skal ikke betale Tiende, Müller."
"Nej, vist ikke nej; Hvad skal I det for?” Svarede han rask; han
forstod det endnu ikke.
Bønderne saa hen paa hinanden fra Huerne, som de sad og
drejede i Haanden. Men Müller begyndte at vandre op og ned ad
Gulvet for at udvikle det for dem.
Der var slet ingen Grund til de Tiender. Hvorfor kunde ikke han
lige saa godt leve af sin Gaard som de kunne det?
Hans var endda ikke saa lidt større og svarede dog færre Afgifter Det
var bare saadan en gammel daarlig Skik fra den Tid, Jorden ingen
Ting var værd.
Og hvem tilhørte saa egentlig Præstegaardsjorden? Den var jo netop
ttaget af Bøndernes Jorder, saa det var saamænd Betaling nok for det
Arbejde, en Præst gjorde, skulde han tro.
Han talte sig bestandig varmere og mærkede heller ikke nu,
hvorledes Bønderne Gnag efter Gang saa op paa ham med et sky
Blik og derpaa stille nikkede hen til Kapellanen, der stod og gned
Hænderne henne ved Døren med dette Smil, der lyste over hans
Ansigt, som om han vilde sige: hvad har jeg ikke altid sagt!
Da han standsede, blev der længe stille. Bønderne saa atter ned
i Huerne, og han paa dem. Han var pludselig bleven bleg.
vandre op og ned ad Gulvet med stærke, drønende Skridt for at
udvikle dette for dem.
Der var slet ingen Grund til de Tiender, sagde han. Hvorfor
kunde ikke han lige saa godt leve af sin Gaard, Præstegaarden, som
de af deres? Hans var endda ikke saa lidt større, havde bedre Jorder
og svarede dog færre Afgifter – blandt andet netop denne Tiende.
Det var i det hele kun saadan en gammel daarlig Skik fra den Tid, da
Jorden ingen Ting var værd. Men nu havde Sagen forandret sig.
Tænk blot! 70 Tønder Land, veldyrket, gjældfri Jord uden Afgifter!
– Og hvem tilhørte saa egentlig denne Præstegaardsjord? Den var jo
i sin Tid netop taget fra Bønderne, da disse drev deres Jord i Fællig,
saa de havde saamænd derigjennem givet Betaling nok for det
Arbejde, en Præst gjorde for dem.
Han talte sig bestandig ivrigere og varmere, og mærkede derved
ikke, hvorledes Bønderne Gnag efter Gang saa' op paa ham med et
mørkt, ligesom sky Blik og derpaa stille nikkede hen til Kapellanen,
der stod dér ved Døren med sine klamme Hænder foldede foran sin
graa Slobrok, Hovedet blidt paa Siden, og dette lille fromme Smil,
der syntes at svare: Kjære Venner! Hvad har jeg ikke altid sagt jer!
Da Thorkild Müller omsider standsede, saa' Bønderne atter ned
i deres Huer, og der blev igjen en lang, trykkende Stilhed.
"Jamen . . . Tienderne", beyndte den lille med en pibende
Stemme. Men han fortsatte ikke.
"Nu, ja – for Pokker!" udbrød Thorkild utaalmodigt. "Har I ikke
forstaaet det, Børn?"
Der var ingen, der svarede. Den Smaa gjorde et lille Tilløb dertil
ved ligesom at snappe efter Vejret; – men efter at have kastet et
forskræmt Blik om paa de andre, tav ogsaa han.
Endelig trak den største og bredeste af Brødrene op i sine Buxer
og sagde, idet han kastede et Øje op i Loftet og begyndte at vippe
med Huen i sin Haand:
"Det er dog vist ikke værd, Müller, at vi begi'er os paa de Dele.
La' os ikke rende grassat, Müller."
"Nej, la' os endelig ta'e den lidt med Rimelighed," sagde den
anden Broder.
"Og bruge vores Fornuft," faldt den lille ind med Eftertryk. Men
der faldt en Stilhed efter dette sidste Ord, og alle saa' atter ned, som
var det allerede for meget sagt.
Thorkild Müller stod igjen midt paa Gulvet med skrævende Ben
og flyttede sine stirrende Øjne fra den ene til den anden – og derfra
hen paa Kapellanen.
"Hvad er dette her, Børn?" sagde han omsider med usikker
Stemme; han begyndte at kunne forstaa.
"Hm!"
"Hm!"
"Hm – ja, Gu' er der noget i, hvad Kapellanen si'er. Man kan jo
godt være paa den rigtige Side og alligevel fare med Varsomhed."
Det var atter den største af Brødrene, der talte.
42