11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

forsørgere. Men disse sidste strænge Vintre, i hvilke han undertiden
– som de fleste andre forøvrigt – havde maattet ernære sig af
Tang og nogle gamle Angmasæthoveder, som de gravede op
under Sneen fra Affaldsdyngerne, havde taget haardt paa ham, og
han saa' svag og lidende ud. Desuden havde han i denne Vinter
mistet to af sine bedste Hunde, der var døde af Sult; og om alt
dette gav han sig nu strax til vidtløftigt at berette for Thorkild, idet
han urokkelig blev staaende dér foran ham med Hænderne foldede
over Maven og ligesom mekanisk løftede og sænkede de buskede
Bryn uden at aabne Øjnene.
Thorkild forstod næppe Halvdelen af, hvad den gamle i sit
besynderlige Blandingssprog fortalte ham. Han stirrede ufravendt,
ligesom undseeligt, ned paa Jorden og nikkede blot nu og da
adspredt og tankefuldt.
Imidlertid stod nu ogsaa Rebekka lidt forlegen et Stykke
borte og skottede i Smug og nysgjerrigt hen paa denne underlig
sky og tavse Præst, som ingen ret kunde blive klog paa.
Selv var hun en lille munter, buttet én paa atten Aar, over hvem
Vinterens Nød og Elendighed syntes at være gaaet ganske sporløst
hen. Hun var en mere lys Hudfarve end Faderen, havde en smukt
formet Pande, skinnende hvide Tænder bag tykke, brune, livslystne
Læber og smaa, mørkebrune Øjne, der saa' skjælmske og
forstandige frem mellem de lange grove Vipper. Hun bar en Dragt
af rødfarvet Skind, der sluttede stramt om hendes korte, stærke,
sammentrængte Krop. "Toppen" – Haartoppen – af blaasorte,
stride Haar, var bundet op i et Kvarters Højde og omviklet med et
spraglet Skindbaand. Paa Fødderne havde hun et Par splinternye,
med hvidt broderede Kamikker, som det øjensynlig var hende
meget om at gjøre, at Præsten skulde faa at se; og det var aabenbart,
at hun nylig havde vasket sig; thi Snavset sad ikke som et
jævnt Lag over hele Ansigtet men i smaa Klatter rundt om paa de
struttende Kinder.
Pludselig afbrød Thorkild den gamles lange, ensformige
Passiar og spurgte med dump Stemme, hvornaar de rejste.
Uden Overgang eller Forandring i Tonen begyndte da Ephraim
med samme Vidtløftighed at udbrede sig over deres Rejseforberedelser
og Sommerplaner. De skulde – sagde han – slaa
Følge med tre andre Familjer, hver paa fem Personer, med hvilke
de havde haft Vinterbolig tilfælles, og om et Par Timer skulde de
bryde op for at være over det første Fjæld inden Aften.
Thorkild var for længst igjen sunket hen i sine Tanker.
Men lidt efter gav han sig atter – temmelig sagte og uden at
regnedes endnu blandt dens ædrueligste Familjeforsørgere.
Men de sidste strænge Vintre, i hvilke han undertiden — som saa
mange andre forøvrigt havde maattet ernære sig af Tang og nogle
gamle Angmasæthoveder, som han gravede op under Sneen fra
Affaldsdyngerne, havde taget haardt paa ham, og han saae svag og
lidende ud.
Thorkild bød ham sidde ned, og den Gamle gav sig til at
fortælle om sine Rejseforberedelser og Sommerplaner. Han og
Datteren skulde slaa Følge med et Par andre Familjer, med hvilke
de havde haft Vinterbolig tilfælles; og saasnart Hundene havde
faaet Mad, skulde de bryde op for at være over det første Fjæld
inden Aften. Thorkild, der endnu kun daarligt forstod de Indfødtes
Sprog, hørte temmelig adspredt efter ham
men skottede til Gengæld ofte hen til Datteren. Hun havde stillet
sig op ad en Klippeblok et Stykke fra dem og sendte herfra stjaalne
Øjekast til den underlig sky og tavse Præst, som ingen ret
kunde blive klog paa. Naar deres Blikke mødtes, blev de begge
røde paa Kinderne og saae bort.
Rebekka var et lille buttet Pigebarn paa atten Aar med en
noget lysere Hudfarve end Faderen og et livslystent Udtryk i sine
smaa, skæve Øjne.
Hun bar en Dragt af rødfarvet Skind, der sluttede godt om hendes
stærke, sammentrængte Krop. "Toppen" — Haartoppen — af
blaasorte, stride Haar var bundet op i et Kvarters Højde og omviklet
med et sprag let Skindbaand, og paa Fødderne havde hun et Par
splinternye, med hvidt broderede Kamikker, som hun tydeligt
umagede sig for at henlede Præstens Opmærksomhed paa.
20