Eskild Ebbesen - RUST-magasinet

d mig
rigtige. Men hun er selvfølgelig også fra en anden generation.
Farmor spørger, om ikke også jeg skal have sådan noget tøj, som
modellerne har på i programmet.
”Ej farmor, bare fordi det er på mode, er det ikke ens betydning
med, at alle skal gå med det.” Farmor rynker brynene
”Ja, altså da jeg var ung, gik vi alle i kjoler med det samme snit,
det blev vi ikke kaldt vindbøjtler af. Desuden er det da fuldstændig
umuligt ikke at ligne andre, med mindre du altså vil begynde
at sy dit eget tøj?” Jeg ryster på hovedet.
”Nå, jeg må videre.”
Jeg venter på bussen, mens jeg pulser på min cigaret. Jeg søger
ordet vindbøjtel på min telefon. Jeg ville ikke lyde dum over for
min belærende farmor, men jeg har da ingen som helst anelse
om, hvad det ord betyder. ’En, der følger strømmen’.
Jeg har aldrig set en så fantastisk ansigtshud som hans - den er
så lys, hans øjenlåg er næsten gennemsigtige. De fine blodkar
der vokser ved roden af hans perfekte øjenvipper som bittesmå,
blå silhuetter af træer… Jeg tager et hvæs af min smøg og stirrer
videre på ham, mens han laver mad. Snart skal vi flytte sammen.
Jeg er nervøs, men samtidigt føles det rigtigt. Og dog er
der så mange ting, der kan gå galt. En af os kunne blive træt af
den anden, være utro, forvandle sig til en sur skid, dø tidligt…
Jeg kigger på cigaretten. En af os kunne dø af de her banditter.
Jeg slukker den – ikke på grund af tanken, men fordi der ikke er
mere tilbage at ryge af. Man burde stoppe med det skidt.
Jeg ser for mig, hvordan hans rolige, kontrollerede ydre vil krakelere,
når vi første gang står alene uden for døren, med nøglen
der fører ind til vores nye hjem, hans smil der synes at indeholde
al verdens solskin - det stille, lykkelige grin, der pludselig er så
tæt på mit øre, de tre magiske ord, hans fyldige læber der finder
mine, skiller mine, hans varme ånde der smelter mig, til det eneste
der holder mig oppe er hans arme…
RUST
TUMULT
Åh, han kommer til at nyde at ligge dovent på vores nye sofa og
kigge på mig, sidde og læse iført hans t-shirt med et koncentreret
ansigtsudtryk og en rynke i panden - endnu mere kommer han
til at elske at kysse den rynke væk, krølle siderne i min bog, idet
han tager den ud af mine hænder og kaster den over i hjørnet for
bedre at kunne kilde mig, til jeg tigger om nåde…
Vores første søvnløse sommernat sammen. Den ildrøde solopgang
over byens tage, os med armene om hinanden ude på altanen.
Ingen ord, bare byen der vågner og os der stadig befinder os
i en drømme-tilstand og med smagen af nattens udskejelser på
tungen. Jeg med stilletterne i hånden, han med slipset løsnet og
skjorteærmerne smøget op.
Men pludselig skifter fokus, og jeg følger ikke længere træets
grene op i himlen, men røddernes vej længere ned i den mørke
muld, og jeg mærker kulden krybe helt ind til benet, selvom min
krop er varm og tilfreds under dynen…
Jeg kan næsten mærke støvregnen blande sig med min sved på
panden, jeg kan næsten fornemme den brændende smerte i mine
lunger, jeg -
”Hvad tænker du på skat?”
”Ikke noget særligt - med på en smøg?…”
Månedens forfatterinder er Fleur Bernburg og Victoria
Hatting. Deres veje passerede hinanden i betonklodsen, da
de begge studerer litteraturvidenskab på SDU. Victoria
elsker at have styr på alt, særligt når man ikke har styr på
en skid, mens Fleur bruger tiden på at filosofere over livet
med smøger i lange baner.
Månedens ord, vindbøjtel, skal bruges om en person,
der let skifter standpunkt, oftest efter hvad der betaler
sig bedst.
Nr. 2 – 2013
37