Siden sidst www.angstforeningen.dk ISSN 1601-8591

More documents

Recommendations

Info

Angst-Avisen Side 24 April 2002 GÆSTEN Af Boye Larsen. Jeg havde dog venner, men besøgte dem sjældent. Det var så problematisk for mig, fordi jeg selv var så problematisk og indviklet "skruet sammen" med alle mine komplekser. Er jeg nu pæn nok, er jeg nu ren nok, og taler jeg nu pænt nok, og siger jeg nu det rigtige på det rigtige tidspunkt. Det værste var nok angstens sved, der pludselig kunne drive af mig på grund af en eller anden ydre påvirkning. Det kunne næsten være hvad som helst, der kunne få svedperler til at pible frem på min pande. I svære tilfælde var det hele min krop, der afsondrede sved. Jeg fik en invitation og tog derned, til Fjenneslev. Fra det tidspunkt, hvor jeg havde sagt ja tak til invitationen, og indtil jeg havde sagt farvel til mine venner, med mange tak for en rigtig hyggelig og god dag, havde jeg "sommerfugle i maven" og frygtede konstant dagen hos vennerne. Hvordan ville jeg blive modtaget? Hvordan ville jeg få sagt de rigtige ord? Jeg var jo ikke vant til at sige ret meget, så jeg kunne let sige noget vrøvl, og min hjerne blokeredes af al den angst i mit sind, og de ville måske le af mig eller blot tænke deres, jeg ville blive meget flov, rødme og svede, blive forlegen. Det var så utroligt trættende, men alligevel ville jeg meget gerne besøge dem. Jo nærmere tidspunktet kom, hvor jeg skulle afsted, jo mere nervøs blev jeg, dag og nat. Det "kørte" rundt inde i hovedet på mig, det var sygt, hvor unødvendigt med alle disse på forhånd tænkte situationer jeg kunne komme ud i, for mig så pinlige situationer. De var dog altid så søde og rare disse venner, og to kære børn havde de, den ene 4 år, den anden blot nogle måneder gammel. Jeg havde skyldfølelse over at skulle besøge dem, jeg kom nok til ulejlighed, de havde sikkert travlt. At have arbejde, holde et stort hus og passe de to kære unger, det måtte kræve meget. Det kostede dem også penge, at jeg skulle komme. Drikke kaffe, spise kage, joo, det kostede, og jeg følte mig skyldig, havde dårlig samvittighed, jeg følte mig ikke god nok til, at de skulle spilde en hel dag på mig. En buket blomster skulle jeg vel også ha´ med til fruen, eller hvordan var det nu, skulle jeg også det, eller kunne det misforstås på en eller anden måde, jeg vidste det ikke rigtigt. Og børnene, de skulle vel også ha´ en lille gave eller gjorde man nu det? De havde jo ikke fødselsdag eller noget, det var blot en almindelig lørdag jeg skulle komme, <strong>sidst</strong> i oktober måned. Hvor var det trættende, og hvor var det svært at vide, om jeg gjorde det helt rigtige. I min gamle folkevogn rullede jeg afsted. Noget spiritus skulle jeg helst have i blodet, det virkede så dejligt afslappende, men det gik ikke an, selvom jeg godt kunne køre med lidt spiritus i blodet, så gik det ikke an at komme til Fjenneslev og lugte af det. Nej, jeg måtte udholde angsten og kvalmen, de blussende kinder og de store røde ører. Jeg vidste at det kunne ses på mig, at jeg var nervøs. Så gode, meget intelligente, humoristiske og snakkesalige mennesker var de. Jeg havde ingen humor, ingen intelligens og ingen morsomme historier at fortælle. Blot sidde og smile af de andres morsomheder og betragte mig selv og endelig passe godt på ikke at komme til at sige et eneste ord forkert. At køre ned gennem Sjælland, betragte landskabet og drømme mig til, hvad der måtte være hændt på disse kanter for 500- eller 1000 år siden, var en del af mit gode liv. Jeg havde nok altid været en drømmer fra jeg var barn, hvor jeg drømte mig ud i en verden fuld af liv og glæde og dans og søde piger, og hvor jeg selv havde helterollen. Jo nærmere jeg kom Fjenneslev, jo stærkere blev angsten. Jeg kunne mærke at jeg rystede lidt, som når man fryser en smule og jeg svedte meget under armene. Så var jeg der, og var blomsterne nu pæne nok? Og var det nu også det rigtige jeg havde gjort, og slikposen til det ældste barn, var det nu nok, jeg havde købt eller var det for meget?? Den helt lille var vel for lille til slik og hva´ skulle man så købe? Jeg vidste det ikke og havde undladt at købe noget, og måtte så lige forklare forældrene, hvorfor jeg ikke havde købt noget til den helt lille. Det var ikke så ligetil, nej det var ikke. Noget ganske uventet viste sig, noget jeg slet ikke havde haft med i alle mine "forberedelser" i tankerne om, hvordan dagen ville forløbe. Jeg hav-
Angst-Avisen Side 25 April 2002 de ellers forberedt mig godt, syntes jeg og forsøgt at forudse det hele, således at intet kunne overraske mig. Men det tør siges, at jeg blev overrasket. Vennerne havde besøg af en ung pige, hun havde overnattet der. Dette bragte en helt ny dimension ind i billedet. Jeg var "bange" for piger, så dagen ville ikke blive lettere for mig nu, men jeg kunne ikke vende om, jeg var "fanget", kunne ikke flygte. Jeg kunne heller ikke "bryde sammen", det "gjorde man altså ikke, det ville være for skamfuldt. Tænk om jeg pludselig måtte tilstå, at jeg ikke kunne klare situationen, Nej, så var man for langt ude, og hvad ville de ikke sige? Nej det var for flovt. I stedet smilte jeg mit generte smil, jeg smilte og rødmede og svedte. Lo, når der skulle les, det var hvad jeg kunne præstere, hvad jeg kunne bidrage med af "underholdning". Hvor flovt og nedværdigende det end måtte være, så kunne jeg kun dette, og hellere det end at bryde sammen og "tilstå". Tilstå at jeg ikke var egnet til almindeligt socialt samvær. Efter kaffen kørte vi alle en tur til Sorø Akademihave. Ude i naturen havde jeg det lidt bedre, her var mere plads, lidt mere afstand mellem individerne, jeg kunne i hvert fald selv skabe lidt mere afstand. Vinden kunne afkøle mine røde kinder og mine store røde ører, jeg kunne slappe lidt mere af her. Jeg kunne også føle at jeg gjorde lidt gavn, hjalp lidt til med at passe på den største, passede på at han ikke pludselig løb ud på gaden eller kom for tæt på den dybe sø, jo her kunne jeg føle, at jeg havde en opgave, et ansvar. Det hjalp lidt på min dårlige samvittighed, at jeg kunne hjælpe forældrene, så rådede det nok lidt bod på al den kaffe jeg havde drukket og alle de kager jeg havde spist, og al den mad vi nu snart skulle hjem og have til aften. Hende pigen, der også var gæst hos dem, underviste ved universitetet, så hun måtte være meget intelligent og alvidende. Hun var meget pæn, mørkt hår og store røde læber, talte og smilte meget. Jeg var "bange" for piger, men attråede dem på samme tid, jeg levede jo alene. Skulle mine venner virkelig have inviteret hende for at hun kunne..., nej, den tanke måtte jeg ikke tænke, naturligvis var det en tilfældighed, at hun var her samme dag, som jeg skulle komme. Hun var egentlig smuk forekom det mig pludseligt, mine følelser begyndte at kredse om hende, som om jeg måske en gang kunne komme hende nærmere. Men nej, bortkast de tanker og hold ud, lad vær med altid at bilde dig noget ind, sagde en stemme inde i mig. Men følelserne blev stærkere, dybere, tvivlen, muligheden for et forhold..., hvorfor ikke? hvorfor? De snakkede, morede sig med småhistorier og humoristiske indslag, jeg smilte mit generte smil, lo til tider, når der skulle les, rødmede og svedte. Hun fortalte bl.a. om engang, hvor en ven netop var kommet til hende, og noget af det første han spurgte om var, om hun ikke gav en kop kaffe. Hun havde svaret: "Skal vi ikke vente til bagefter"? Dette lo man meget af, og mine tanker kredsede mere og mere om hendes krop. Jeg havde intet sexliv, kom ikke sammen med en pige, boede alene og min krop hungrede, jeg var meget sulten. Aftensmaden blev serveret, men jeg havde ingen sult, ingen sult. Her kunne jeg dog heller ikke "bryde sammen" og sige, nej tak, jeg kan intet spise, det kunne man dog ikke, hvad ville de dog ikke sige? Nej! det var udelukket. Jeg tog det mindste stykke, nippede til maden, der næsten ikke var til at få ned gennem halsen trods det, at det var meget lækker mad, men halsen snørede sig sammen, for at det hele ikke skulle komme op igen, jeg havde en næsten uudholdelig kvalme. Jeg hungrede, følte at jeg havde hungret i mange slægtled tilbage, jeg var meget sulten. Da lagde min ven et stort stykke kød på min tallerken og sagde, spis dog kære ven, du spiser jo næsten ingen ting, du har godt af det, så du kan få lidt mere huld på kroppen. Dette store stykke kød og jeg kunne ikke få en bid mere ned, men nu lå det på min tallerken og var "mit problem". Jeg måtte spise det, jeg kunne jo ikke bare lade det ligge, når nu min ven var så gavmild, hvad ville man ikke sige? Det kunne jeg ikke og man skulle spise op, det havde jeg altid lært, og sådan et godt stykke kød. Jeg kunne heller ikke her "bryde sammen" og fortælle hvordan jeg havde det og hvorfor, og at jeg var så ulykkelig, og at jeg havde så mange nerver et eller andet sted, der sad i vejen, og at jeg hungrede sådan efter... efter... hende... Under mobilisering af en meget stærk selvkontrol lykkedes det for mig at spise op, som man skulle, men det var et sandt mareridt. Der blev ingen "scener", jeg "brød ikke sammen", på overfladen var kun krusninger, men inde i sjælen, ( sindet og legemet ), var der oprør. Atomer, ioner, molekyler og elektriske impulser fo´r forvildet
Page 1 and 2: www.angstforeningen.dk ISSN 1601-85
Page 3 and 4: Angst-Avisen Side 3 April 2002 Angs
Page 5 and 6: Angst-Avisen Side 5 April 2002 hand
Page 7 and 8: Angst-Avisen Side 7 April 2002 have
Page 9 and 10: Angst-Avisen Side 9 April 2002 Rigs
Page 11 and 12: Angst-Avisen Side 11 April 2002 psy
Page 13 and 14: Angst-Avisen Side 13 April 2002 pre
Page 15 and 16: Angst-Avisen Side 15 April 2002 gr
Page 17 and 18: Angst-Avisen Side 17 April 2002 sam
Page 19 and 20: Angst-Avisen Side 19 April 2002 Hyp
Page 21 and 22: Angst-Avisen Side 21 April 2002 gyn
Page 23: Angst-Avisen Side 23 April 2002 For
Page 27 and 28: Angst-Avisen Side 27 April 2002 dig
Page 29: Angst-Avisen Side 29 April 2002

Siden sidst www.angstforeningen.dk ISSN 1601-8591

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?