BIND_1_(s. 1-410)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive@CBS

Efter en maniakalsk Periode i Slutningen af Juli gik han i Begyndelsen af August
over i en Tilstand saa tung og træg, at den næsten kunde betegnes som
stuporøs. Derefter indtraadte igen en Mani, som varede de tre sidste Uger af
August. I September Maaneds Begyndelse blev han lidt efter lidt stilfærdig og
ordknap; naar han en enkelt Gang sagde noget, bar det som Regel et let exalteret
Præg. Efter eget Ønske lagdes han til Sengs. De første Dage derefter sagde
han lige netop: God Dag, og gav paa Opfordring Haanden. Den følgende Tid laa
han saa hen med et roligt, nærmest tilfreds Udtryk i Ansigtet, taus, uden at reagere
paa nogen Opfordring. Klappede man ham paa Kinden eller kildede ham
ved Øret, kunde der fare et let Smil hen over Ansigtet, eller han kneb det ene
Øje til med et skælmsk Udtryk. Der var ikke en Rynke i Panden. Blikket var
samlet og nærværende. Maden maatte gives ham.
Først hen mod Midten af Oktober begyndte hans Udtryk og Øjensynlig
Stemningen at slaa om og blive deprimeret samtidig med, at Hæmningen løsnedes
noget. Han talte med hviskende, grædende Stemme, bad snart om det
ene, snart om det andet, kravlede langsomt ud af Sengen, forlangte at faa et andet
Værelse, var vistnok hallucineret; han bad om at komme hjem, var undertiden
lidt irriteret, beklagede sig over at blive proppet med Mad. Han spiste kun
lidt og saa mager og slap ud. Afføringen var træg. Denne deprimerede Tilstand
holdt sig gennem November og December, han saa forknyt og bleg ud med rynket
Pande og nedslagne Øjne. Han bad om at blive fri for Prygl. Klagede over
Smærter i Hovedet og Lemmerne, følte sig syg, talte stadig langsomt, halvt hviskende
uden at se op. I Slutningen af November var han en Dag i Løbet af c. ½
Time opstemt ganske som sine fordums maniakalske Perioder, fløjtede, sprang,
klaskede i Hænderne og gjorde Grimacer, men faldt derpaa tilbage til sin dybe
Depression og Hæmning«. 1
G. C.s sygehistorie var en blandt ti andre i den kasuistik som reservelæge ved
Skt. Hans Hospital Sophus Thalbitzer offentliggjorde i sin i flere henseender
bemærkelsesværdige disputats fra 1902. Under titlen Den manio-depressive
1 S. THALBITZER: Den manio-depressive Psykose. Stemningssindssygdom. Et Forsøg til Bestemmelse
af dens Pathogenese og pathologisk-anatomiske Grundlag med særligt Henblik paa de maniodepressive
Blandingsformer (1902), Kasuistik nr. X. pp. 70-71. »G. C., 23 Aar ugift Kommis, indlagt
13/11 1900. Disposition ikke paaviselig« (p. 69). Sygehistorien er modificeret med hensyn til antallet af
nye afsnit.
12