BIND_1_(s. 1-410)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive@CBS

genstand for artikulation enten i direkte forbindelse med en lang række konkrete
retssager eller i de relativt få ytringer der skyldtes mere generelle retsmedicinske
overvejelser, kom den tautologiske omgang med afsindighedens maniske
og melankolske fremtrædelsesformer til at involvere en modsvarende repetition
af det som de allerede var før de blev udgangspunkt for aposteriorisk viden.
Med utilregneligheden som bestemmende for afsindighedens betydende
tilstedeværelse kunne retten ikke anvende al sin ofte grundigt indsamlede viden
til at spørge enten hvad sygdommene egentlig var eller hvordan de eventuelt
måtte adskille sig fra den gældende forestilling om hvad de burde være; derimod
var retten henvist til vedvarende at genbekræfte det definitoriske udgangspunkt
i den naturhistoriske nosologi ved til den periodiske mani at gentage
spørgsmålet angående afsindigheden: hvor vedvarende? og til den partielle
melankoli: hvor omfattende?
Som skildret ovenfor i forbindelse med afsindighedens unddragelse i retssagerne
angående Marie Marcussens ildspåsættelser (hvor afsindigheden syntes
at blive borte i det der for en almenpsykologisk betragtning var motivets grundløshed)
og Anders Nielsens voldelige drab på hustruen (hvor afsindigheden forekom
at unddrage sig fra netop det gerningsøjeblik hvor den alene med sikkerhed
ville kunne attesteres) var den juridiske problematiseringsformation en
sammenhæng der på den ene side affirmerede maniens og melankoliens eksistens
som problemer der var væsentligt at forholde sig til og respondere på.
Ved domsstolene var deres tilstedeværelse en kendsgerning som understregedes
af at det netop var disse to lidelser i skikkelse af en periodisk og en partiel
afsindighed lig de naturhistoriske afgræsninger af galskabens afarter der udgjorde
det langt overvejende flertal når det i almindelighed drejede sig om
»Sjælssygdom« og i særdeleshed om »at afgjøre Spørgsmaalet om en Persons
forstyrre den rigtige Opfattelse af Omverdenen og dens Facta men navnlig ogsaa udelukke Bevidstheden
om Ret og Uret« (p. 180). I stedet for at besvare hvorfor og hvordan afsindigheden også umuliggjorde
den objektive retsbevidsthed, fandt han det tilstrækkeligt at gøre opmærksom på at afsindigheden
ophævede tilregneligheden og at den manglende bevidsthed om ret og uret der hørte til utilregneligheden
i en sådan situation måtte implicere afsindighed. Der var dermed ikke tale om en redegørelse
for hvad det var der i afsindigheden der retfærdiggjorde at netop denne tilstand skulle forlenes med en
manglende bevidsthed om rigtigt og forkert i retlig forstand, men om en analyse der sluttede fra utilregnelighedens
rimelige mulighed i sådanne sager til afsindighedens eksistens.
406