BIND_1_(s. 1-410)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive@CBS

analytiske dimensioner, der på én gang må betragtes som automene og indbyrdes
irreducible, men som i forhold til den undersøgte erfaring samtidig forekommer
gensidigt og uløseligt henvist på hinanden, tæller dels en veridiktorisk,
dels en normativ, og dels en selvforholdsmæssig dimension, hvilke
hver især stiller deres kendetegnende spørgsmål til erfaringsdannelsen. Ud fra
den forudsætning at svaret på sådanne spørgsmål både ændrer sig over tid og i
vekselvirkning med de to andre dimensioner spørger erfaringsanalysen derfor
for det første — hvor, hvorledes og under hvilke omstændinger sandheden om
erfaringen af et givet fænomen har kunnet finde sted; der er med denne dimension
tale om erfaringsdannelsens veridktionsregion. For det andet spørger
erfaringsanalysen ud fra tilsvarende forudsætninger — med hvilke retningslinjer
og på hvilke måder erfaringen har været genstand for foreskrivende virksomhed;
det drejer sig med denne dimension om erfaringsdannelsens normative
matrice eller foreskrivelsesmønster. Endelig stiller den tredje dimension
spørgsmålet — hvilket selvforhold erfaringen forudsætter for at være netop
denne erfaring; der er hermed tale om erfaringens selvforholdsmæssighed
der på én gang refererer til visse individuelle og kollektive aspekter ved erfaringsdannelsen,
både til hvorledes den enkelte forholder sig til sig selv og til
hvordan et givent fællesskab begynder at forholde sig til et selv der forholder
sig på denne måde.
Den historiske problematiserings- og erfaringsanalyse bliver dermed den
samtidige anvendelse af disse to komponenter på det samme emne: den ene
undersøger sociale erfaringer som stemningsmæssiggørelsen af melankolien og
manien for så vidt de indgik i problematiseringens udveksling imellem problem
og respons med henblik på at eksplicitere erfaringens særegne beskaffenhed; og
den anden undersøger ligeledes på historisk vis erfaringens arnested i henhold
til den veridiktoriske, den normative og den selvforholdsmæssige dimension,
dels sådan som de hver i sær gør sig gældende, men især sådan som de veksel-
corrélation, dans une culture, entre domaines de savoir, types de normativité et formes de subjectivité«
(p. 540). Cf. også M. Foucault: “Préface à l’ « Histoire de la sexualité »” [1984], in: Dits et écrits (1994),
bd. 4, pp. 578-84 (der repræsenterer en anden version af samme indledning): »C’est vouloir la traiter
comme la corrélation d’un domaine de savoir, d’un type de normativité, d’un mode de rapport à soi« (p.
579).
35