BIND_1_(s. 1-410)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive@CBS

tegn for sygdomsarten. Hvis der i den naturhistoriske problematisering fandtes
en mageløs fornøjelse og overgivenhed, så var den umiddelbart skjult bag den
heftige vrede, overmodet, formasteligheden og drifitighen som stod i det villegale
sygdomsbilledes forgrund.
Endelig var den mest markante parallel der gjorde sig gældende imellem de
nosologiske bestemmelser af den universelle og den partielle afsindighed på
den ene side og på den anden side det de to beretninger fra 1801 skildrede som
en yderligste grad af galskab overfor en vis grad af galskab netop den definerede
interesse for denne relation. Som i diagrammet var det disse to former for
galskab der på én gang tiltrak sig den største opmærksomhed i den naturhistoriske
problematisering af manien og melankolien, ligesom det forekom at være
den henholdsvis fuldstændige og begrænsede afsindighed der optrådte som de
åbenbare kendetegn der i videst omfang fungerede som determinerende for de
to sygdomsarter. At manien og for Hagerups vedkommende især melankolien
var overleveret med en sådan opmærksomhed — i kombination med en bestemmelse
af galskaben der på nogenlunde samme intellektualistiske måde
kom til syne både i de populære galskabsbilleders praktiske ufornuft og i nosologiens
forvrængede dømmekraft med sine vrange forestillinger og beherskede
adfærdskonsekvenser — gjorde det derfor også nærliggende at det netop var
spørgsmålet om den manglende ufornuft hos den i andre henseender melankolsk
sygdomsramte X der kom til at virke motiverede for det problem Hagerup
stødte på og den kategori han opleverede som manglende. Med så tæt en sammenknytning
imellem melankolien og insania partialis var der noget selvfølgeligt
i at det erfaringsbaserede spørgsmål han stillede til de almindelige medicinske
opfattelser af melankolien især drejede sig om »den Slutning, som
Axiom, at Selvmord aldrig begaaes uden i et vist delirium«. Skulle Hagerup på
én gang fastholde sin erfaring af at X virkelig var syg og derfor henhørte til det
område der sædvanligvis havde været det koncessionerede gebet for medicinen,
men samtidig sin lige så sikre erfaring af at den tungsindige ven havde præsenteret
»en Orden i Tankeforbindelsen, som ingen gal Mand kan have«, var det
netop spørgsmålet om den begrænsede galskab der trådte frem som et problem
der ikke kunne ignoreres. 1
1 E. HAGERUP: “Over en Selvmorder” (1801), p. 12; p. 19.
190