BIND_1_(s. 1-410)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive@CBS

denne henseende de gammelkendte falske overbevisninger om at være en mægtig
konge eller gud selv som endnu en variation over melankolien: en lystig og
behagelig (»joyeuse & agréable«) variant som franskmanden kaldte for Mélancolie
extravagante (melancholia moria). 1 Tilsvarende kunne de Meza ligeledes
se melankolien gøre sig gældende når visse mennesker gerådede i overbevisningen
om at være store profeter eller mægtige regenter, men anførte dertil at
melankolikere af denne type ofte handlede ud fra disse overbevisninger med
største konsekvens, ligesom de kunne opvise stor fortørnelse eller endda begå
voldshandlinger når overbevisningerne blev modsagt eller konfronteret af andre.
2 — På denne måde kunne den ældre kvinde som Riegels havde mødt
iblandt de forholdsvis rolige »Bindegale« i Pesthuset under besøget i 1788 også
inkorporeres i melankoliens galskab: ikke alene på grund af de utallige tørklæder
kvinden havde om hovedet, de afrakkede klæder i rødt og gul silke, og hendes
»majestetiske Gang og alvorlige Mine«, men også i kraft af hendes reaktion
da en af Riegels venner som anført bedyrede at hun da ikke hørte til iblandt de
kongelige – »strax blinkede Forbitrelsen i hende Øine, og i største Heftighed
siger hun: Jeg er Droning Eugenius, Uforskamne! Jeg skal lade Bøddelen lægge
dit Hovedet for dine fødder, at du vove at nægte mig min Majestæt«. 3
Imens disse gennemførte indordningsmuligheder var med til at underbygge
den partielle afsindighed som melankoliens primære kendetegn, involverede
den selvsamme tendens imidlertid på den anden side at den grundløse frygt og
nedtrykthed hvormed de Meza med henvisning til traditionen havde indledt sin
beskrivelse af sygdomsarten fik en desto mere underordnet position i kendetegnshierarkiet.
Hvis det i den naturhistoriske problematisering kunne synes
som om den partikulære forstyrrelse af fornuften i form af afgrænsede vrange
forestillinger med visse implikationer for handlemåden begyndte at optræde
ikke alene som en nødvendig men omtrent også som en tilstrækkelig be-
1 Cf. K. Sprengel: Handbuch der Pathologie (1801), bd. 3, p. 286; §619. M. F. Boissier de Sauvages:
Nosologie méthodique (1771): »5. Mélancolie extravagante, melancholia moria. […] C’est une
espéce joyeuse & agréable, dans laquelle les malades se croyant plus heureux que tous les autres
hommes; pensent à de grandes choses, & se croient égaux aux Princes, aux Rois & aux Dieux« (bd. 2, p.
733; XIII, xix, 5).
2 S. T. DE MEZA: Compendivm Medicvm Praticvm (1780), bd. 3, §92, pp. 41-42.
3 N. D. RIEGELS: “Pesthuset som det er …” (1788), p. 246. Se §6.
177