Indholdsfortegnelse - Anne Marie Horn

Indholdsfortegnelse
Indledning ..................................................................................................................................................... 1
Problembaggrund ..................................................................................................................................... 1
Problemformulering ................................................................................................................................. 3
Formål ...................................................................................................................................................... 3
Begrebsdefinitioner .................................................................................................................................. 3
Afgrænsning ............................................................................................................................................. 4
Opgavens metode .................................................................................................................................... 4
Teori ............................................................................................................................................................. 7
ADHD ........................................................................................................................................................ 7
Det danske referenceprogram ............................................................................................................. 7
Evidens af referenceprogrammet ........................................................................................................ 8
Sårbarhed ............................................................................................................................................. 8
ADHD i hjernen ..................................................................................................................................... 9
Medicin ................................................................................................................................................. 9
Diagnosestillelse ................................................................................................................................. 10
Sanseintegration..................................................................................................................................... 11
Teorien ............................................................................................................................................... 11
Den indre drift .................................................................................................................................... 11
Sanseudvikling/bevægeudvikling ....................................................................................................... 12
Splinter skills ....................................................................................................................................... 12
SI i hjernen .......................................................................................................................................... 12
Stillingssansen og kropsbevidsthed .................................................................................................... 15
Kropsbevidsthed og selvopfattelse .................................................................................................... 15
SI-dysfunktion ..................................................................................................................................... 15
SI og ADHD.............................................................................................................................................. 16
Matrice ............................................................................................................................................... 16
Sammenfatning af matrice ................................................................................................................. 18
Tóroddsdóttirs erfaringer ................................................................................................................... 18
Deldiskussion på teoriafsnittet ............................................................................................................... 20
Metode ....................................................................................................................................................... 21

Empiri ......................................................................................................................................................... 23
M ............................................................................................................................................................ 23
Case .................................................................................................................................................... 23
Forløbet .............................................................................................................................................. 25
Kommunale forløb - udredning .......................................................................................................... 25
Deldiskussion og psykomotoriske overvejelser.................................................................................. 27
Interviews ............................................................................................................................................... 29
SS ........................................................................................................................................................ 29
AG ....................................................................................................................................................... 30
MK ...................................................................................................................................................... 30
Analyse ............................................................................................................................................... 30
Deldiskussion ...................................................................................................................................... 34
Motorik screening af 0. klasser .............................................................................................................. 34
Motoriktræning i forhold til sanseintegration ................................................................................... 35
Øjnene der ser .................................................................................................................................... 35
Deldiskussion ...................................................................................................................................... 36
Psykomotorisk diskussion .......................................................................................................................... 38
Konklusion .................................................................................................................................................. 44
Perspektivering ........................................................................................................................................... 47
Litteraturliste ............................................................................................................................................. 48
Bilag 1 ......................................................................................................................................................... 50
Bilag 2 ......................................................................................................................................................... 52
Bilag 3 ......................................................................................................................................................... 53
Bilag 4 ......................................................................................................................................................... 54
Bilag 5 ......................................................................................................................................................... 57
Bilag 6 ......................................................................................................................................................... 59
Bilag 7 ......................................................................................................................................................... 64
Bilag 8 ......................................................................................................................................................... 67
Bilag 9 ......................................................................................................................................................... 68
Bilag 10 ....................................................................................................................................................... 71

Indledning
Jeg blev inspireret til mit emnevalg, da jeg en dag kom hjem til min veninde og spurgte
hende ”hvordan går det så med Jer”? Og hun svarede: ”øh..ja..vi står sådan set midt i
én udredning for ADHD, så vi er sådan lidt pressede”. Det drejede sig om hendes 3-
årige datter (M). Det kom meget bag på mig, både at de var i gang med det, men også
at jeg ikke havde set nogen som helst tegn på ADHD hos hende. Jeg tænkte, at det har
hun da ikke, så ville jeg da have set det, specielt, når nu jeg har et vist kendskab til
både børn, bevægeudvikling, pædagogik, psykologi mm. Jeg har siden hun blev født
undret mig over nogle ting i forbindelse med hendes udvikling. M’s motorik har som
udgangspunkt ikke fejlet noget, tværtimod, men hun har altid været en hårdfør pige, der
ikke har været bange for udfordringer eller grædt når hun har slået sig. For et år siden
fortalte min veninde mig at datteren ville blive observeret af en fysioterapeut grundet
hun var lidt klodset. Jeg snakkede lidt om sanseintegration (SI) med min veninde
dengang, men det blev ved det. Jeg blev lidt bange for hvorfor det skulle nå så vidt, som
en diagnose på ADHD og der var allerede tale om at hvis det var en pille der skulle til så
måtte det være sådan. Her slog det mig, hvor meget et barns fremtid afhænger af de
øjne der ser. Altså af pædagogen og forældrene, der udfylder et spørgeskema, farvet af
deres egen opfattelse af normalitetsbegrebet for hvordan et barn bør være. Ligeledes af
fysioterapeuten, ergoterapeuten og ikke mindst psykologen/psykiateren, der har hver
deres "briller" på, læreren (som kan være uddannet fra alt mellem 1960-2010), og hvad
så når det er motorikkonsulenten, der screener i 0.klasse og har SI briller på? Jeg
oplevede en lettelse hos min veninde over at ADHD måske var svaret og grunden til at
M var som hun var, og hvorfor hun skreg når hun skulle have redt hår. Med min
forståelse for emnet SI vidste jeg at ovenstående symptomer ikke behøvede at være
det samme som ADHD, men en naturlig reaktion på SI dysfunktion.
Problembaggrund
Jeg blev inspireret til at undersøge hvor mange der i virkeligheden får diagnoser på
ADHD og muligvis endda medicin, hvor lidelsen måske slet ikke er det.
Det viste sig at; både antallet af ADHD diagnoser og mængden af medicin til den
enkelte er steget markant indenfor de seneste 10 år. I år 2000 fik 2.129 medicin i
1

elation med ADHD. I 2009 var dette tal steget til 24.743 (Netdoktor.dk,
Lægemiddelstyrelsen).
I mit indledende undersøgelsesarbejde har jeg læst mange artikler, hvor fagfolk
kritiserer denne stigning af ADHD diagnoser og medicinering. Kristine Jensen, der er
psykolog og lektor ved Aalborg Universitet, der har stået bag et stort forskningsprojekt
om børns sproglige udvikling, udtaler at; ”flere læger og psykologer fortæller, at mange
af de børn, der udviser sprogvanskeligheder, ofte ender med at få diagnosen ADHD,
fordi lægerne ikke ved hvilken diagnose de ellers skal give dem. Omfattende forskning i
udlandet har også påvist, at det er et reelt problem”. 1
Bjarne Nielsen som er formand for Pædagogiske Psykologers Forening udtaler, at ”Hvis
man skal hjælpe et barn, er det ikke nok at stille en diagnose. Så må man se på de
voksne omkring det. En diagnose kan være med til næsten at frikende de voksne, og
det er virkelig problematisk. Det enkelte barn er vokset op hos nogle ganske bestemte
forældre og har gået i en ganske bestemt skole med nogle ganske bestemte lærere” 2 .
Uafhængigt af hinanden siger man at der sidder 1-2 børn i hver folkeskoleklasse med
ADHD og 1-2 børn med SI problemer. Betyder det at, der er tale om 4 børn i alt eller
overlapper disse statistikker i virkeligheden hinanden, så vi taler om de samme børn?
Derudover undrede jeg mig over hvad forskellen var på ADHD og SI dysfunktion og om
hvad forskellen var i behandlingen af disse, når man så væk fra medicinen, der i mange
tilfælde bliver givet til ADHD børn.
Det har været meget vigtigt for mig at min synsvinkel på emnet har været åben med en
hvis form for metablik. Dette for ikke allerede på forhånd at være ”en af dem”, der
allerede har taget ”brillerne” på.
1 http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/09/28/054450.htm?sms_ss=facebook
2 http://jp.dk/indland/article2177193.ece
2

Problemformulering
Med fokus på grænselandet mellem SI og ADHD ønsker jeg at undersøge
nødvendigheden af tværfaglighed i vurderingen af børn og om hvorvidt diagnosestilling
af ADHD er nødvendig.
Formål
Mit formål med denne opgave er at finde frem til den bedst mulige måde at hjælpe de
børn, der har henholdsvis SI problemer eller ADHD. Altså hvordan, hvor og hvornår har
vi mulighed og er i stand til det. Når jeg skriver vi, mener jeg alle fagfolk og forældre
omkring barnet. For at kunne dette, har jeg fundet det nødvendigt at dykke ned i hele
grænseområdet mellem SI-dysfunktioner og ADHD, da disse ligger meget tæt op ad
hinanden. Jeg har gjort dette for at blive klogere på hele problematikken og tydeliggøre
at barnets fremtid afhænger af ”øjnene der ser”. Derudover håber jeg, at jeg dels via at
have været ude og lave empiri og dels ved at have belyst disse emner, kan åbne nogle
af de øjne, der ser, med begrænset viden eller ”farvede briller” om problematikkerne,
behandlingen og mulighederne heraf.
Begrebsdefinitioner
Sanseintegration (SI)
Den neurologiske proces, der opfatter, bearbejder og organiserer sansning fra krop og
omgivelser til en helhed, der muliggør at benytte kroppen hensigtsmæssigt i forhold til
omgivelserne 3 .
ADHD
ADHD er en forkortelse for diagnosen: Attention Deficit/Hyperactivity Disorder. Det vil
sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet. ADHD giver som regel
problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig.
Tidligere blev diagnosen DAMP brugt herhjemme. DAMP er en nordisk diagnose-
betegnelse, som står for Deficits in Attention, Motor control and Perception 4 .
3 Egen definition med udgangspunkt i Ayres (2007).
4 www.ADHD.dk
3

Afgrænsning
Det er undervejs i mit undersøgelsesarbejde blevet meget tydeligt at omsorgssvigt og
tilknytningsproblematikker er yderst relevante i arbejdet med at udrede ADHD
diagnoser. I forhold til mit fokus i min problemformulering har jeg dog ikke fundet det
nødvendigt at inddrage teori om tilknytningsforstyrrelser. Jeg vil dog komme ind på
betydningen af tilknytning og kontakt, undervejs i opgaven.
Derudover har jeg undladt, at fordybe mig i de forskellige typer af ADHD og
kønsforskellenes betydning af dette.
Som supplement og kritik af SI-teorien kunne jeg have valgt at gå i dybden med Anne
Brodersen og Bente Pedersens teori om bevægeudvikling. Jeg har i stedet valgt at
henvise til nogle af deres overvejelser i diskussionen, som jeg synes underbygger mine
egne psykomotoriske overvejelser.
Opgavens metode
For at svare på min problemformulering har jeg valgt at tage udgangspunkt i Jean
Ayres’ teori om SI og den viden om ADHD, der er nyest og mest videnskabeligt
forankret. Jeg har valgt at supplere den egentlige SI teori med Tóra Tóroddsdóttirs
arbejde med sansemotorik. Hun læner sig meget op ad Ayres’ teori, men jeg synes at
hun repræsenterer en mere nuanceret og til tider mere psykomotorisk tilgang til arbejdet
og til børnene.
Jeg har valgt at bygge min opgave op over et stort empirisk materiale, som bl.a. tager
udgangspunkt i en case omhandlende en pige på 3 år, der er under udredning for
ADHD. Pigen illustrerer hvordan et barns forløb kan udvikle sig og hvordan
konsekvensen/vurderingen afhænger af de fagfolk, der ser og vurderer. Jeg bruger
hende som eksempel for alle børn med lignende udgangspunkt. I relation til min
problemformulering vil jeg herunder komme ind på nødvendigheden af det tværfaglige i
vurderingen.
4

Derudover har jeg indsamlet empiri i form af 3 kvalitative interviews, som jeg selv har
været interviewer på, og et af Michael Kaster 5 , som blev interviewet i P1 Morgen i marts
2010 i forbindelse med hans holdning til den store stigning af ADHD diagnoser og dertil
hørende medicin. Mit fokus i interviewene har været at få hver af informanternes tilgang
til arbejdet med henholdsvis ADHD og/eller SI dysfunktioner tydeliggjort. Dette er gjort
ved hjælp af en analyse og herefter opstilling i en matrice, med 7 emner, der illustrerer
hver af informanternes holdning til disse emner. Resultatet af denne analyse vil blive
tydeliggjort herefter, hvor jeg sammenfatter informanternes synspunkter og holdninger.
Mine informanter er udvalgt ud fra en relevans til min problemstilling men samtidig er
deres udgangspunkt, i form af uddannelse og arbejde meget forskelligt. De
repræsenterer derfor en bred del af det samfund, der er med til at observere, vurdere og
hjælpe børnene.
Herefter kommer en beskrivelse og et resultat af et pilot-projekt, jeg har lavet. Dette
handler om hvad motorik screening og herefter motorisk træning i 0. klasser, kan betyde
for børns fremtid. Jeg har fungeret som deltagende observant, da dette var et
igangværende projekt. Denne undersøgelse er med til at validere vigtigheden af
sansemotorisk træning. Herunder at undersøge hvorvidt det er muligt at hjælpe børn,
uden diagnoser og uden at en diagnose overhovedet kommer for tale, med nogle
motoriske problematikker, og på den måde undgå at nå så vidt som at problemerne
udvikler sig til større og mere fatale problematikker. Herudover om det kunne være
givtigt at komme evt. kommende diagnoser i forkøbet ved simpel
bevægeudviklingstræning, uden at denne behøver at læne sig op ad en egentlig
sanseintegrationsteori.
Under hvert afsnit ses en deldiskussion, for herigennem at hjælpe læseren til at
uddrage essensen af hvert afsnit inden jeg kommer til den egentlige psykomotoriske
diskussion, hvor teori og det empiriske materiale holdes op imod hinanden. Dette bliver
gjort med udgangspunkt i min problemformulering og med egne synspunkter og tanker
5 Specialist i klinisk psykologi, børnesagkyndig ved Statsforvaltningen, samt privatpraktiserende børne- og
voksenpsykolog i København.
5

om, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe vores børn. Herefter vil jeg konkludere på
ovenstående for til sidst at perspektivere.
6

Teori
ADHD
Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for det teoretiske grundlag, som ADHD diagnosen
bygger på. Der er ikke udfærdiget en endegyldig teori eller forståelse for ADHDs
oprindelse, men der er lavet meget forskning. I Danmark læner fagfolk sig i høj grad op
ad Det Danske Referenceprogram (DDRP), der blev udviklet i 2008.
Det danske referenceprogram
DDRP er blevet til på initiativ fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark i
2008 grundet det ekstremt stigende ADHD diagnoser og de forskellige tolkninger af
lidelsen. Formålet med det er bl.a. at samle evidensbaseret viden om årsager og
behandling. Et yderligere formål er, at kunne stille en tidlig og konkret diagnose (DDRP
2008, s. 5).
DDRP for udredning og behandling af børn og unge med ADHD læner sig op af den
opfattelse at ADHD hovedsageligt er en genetisk medfødt lidelse, der kræver medicinsk
behandling. Referenceprogrammet bliver af de fleste psykiatere og bl.a. ADHD
foreningen betragtet som en saglig og dækkende gennemgang af den nuværende
forskning på området og Sundhedsstyrelsens hjemmeside refererer til programmet
(www.altomadhd.dk).
Programmet skriver om årsagen til ADHD; ”den er multifaktoriel og endnu ikke fuldt
klarlagt. Genetiske faktorer er dog de vigtigste”. Det henviser her til undersøgelser lavet
af en amerikansk genforsker ved navn; Farone, som har fundet at genetiske faktorer er
involveret i 77 % af tilfældene, og at i hvert fald 7 udvalgte gener er fundet associeret
med ADHD (DDRP, 2008 & Kaster et al. 2010 s. 66).
I forhold til menneskers neurobiologi refererer programmet til undersøgelser om at
hjernescanninger af henholdsvis børn og voksne med ADHD påviser en væsentlig
forskel i funktionen af forskellige hjernedele ift. raske og hentyder endvidere at
neurobiologien fra fødslen derved har været forskellige (DDRP 2008, s. 16).
7

Programmet konkluderer at medicin er løsningen til behandling af ADHD. Der bliver
skrevet at: ”Børn, som har ADHD i moderat til svær grad bør som første valg tilbydes
farmakologisk behandling.” Det forholder sig ikke særligt til, at brugen af medicin som
behandling af ADHD er stærkt omdiskuteret og anbefaler ikke nogen videre grad af
pædagogiske og terapeutiske behandlingsformer (Kaster et al., 2010, s. 68).
Evidens af referenceprogrammet
Den artikel, hvori Farone giver sit genetiske estimat, som er den referenceprogrammet
henviser til, beskriver ligeledes at mange af forskningsresultaterne peger i forskellige
retninger, og at man derfor ikke kan konkludere på dem (Kaster et al., 2010, s. 67).
Derudover har han senere udgivet artikler hvori han påpeger talrige studier, som
påviser genetiske sammenhænge, men at det sjældent er lykkedes at gentage
studierne med samme resultater. Endvidere konkluderer han i senere artikler at mange
miljøbestemte faktorer øger sandsynligheden for, at børn og unge udvikler ADHD
(Kaster et al., 2010 s. 67). Kaster stiller sig kritisk over for at DDRP bruger
undersøgelser af menneskers neurobiologi til at konkludere at ADHD er genetisk
bestemt. Dette gør han fordi at menneskers neurobiologi er en uadskillelig blanding af
medfødte forhold og miljøbaserede forhold. Barnets erfaringer lagres i hjernen, altså i
barnets neurobiologi (Kaster et al., 2010, s. 68).
Sårbarhed
Da generne som skulle forårsage psykisk lidelse aldrig er blevet fundet, vil Kaster
hellere se de genetiske årsager, som en medfødt udefinerbar sårbarhed, som sammen
med miljøet omkring barnet, er med til at fremme eller hæmme symptomerne på f.eks.
ADHD.
Kaster (2010) skriver på s. 67: Et barn, som fødes som et sårbart barn vil ofte vække
svære følelser hos sine forældre. Forældrene kan have vanskeligt ved at rumme barnet
og hjælpe det med at falde til ro. Dét frustrerer barnet, og frustrationen nærer mere
vanskelig adfærd. En ond cirkel er begyndt. Nogle børn reagerer ved at blive så
ængstelige og urolige, at de bliver diagnosticeret med ADHD.
8

ADHD i hjernen
De forandringer i hjernen, der ligger til grund for ADHD, er endnu ikke fuldt ud kortlagt.
Undersøgelser peger i retningen af, at ADHD særligt påvirker og nedsætter de tre
nedenunder beskrevet hjerneområder (Bilenberg, netdoktor.dk).
a. I et område i bunden af hjernen (hjernestammen og de mest primitive dele af
hjernen), hvor blandt andet vågenhed reguleres ved hjælp af aktiverende
signalstoffer som dopamin og noradrenalin. Man mener, at hjernen hos
mennesker med ADHD fungerer som ‘en træt hjerne’, dvs. at vågenheden er
nedsat.
b. I hjernens pandelapper (frontallapperne), som styrer hjernen, regulerer impulser
og står for planlægning og overblik (eksekutive funktioner). Den nedsatte aktivitet
i frontallapperne medfører nedsat evne til at hæmme impulser og til at skabe
overblik.
c. I et område bag i hjernen (lillehjernen), hvor signal-støj-forhold styres og
reguleres. Der er teorier om, at hjernen normalt er i stand til at sortere stimuli
eller skelne mellem ‘signal’ og ‘støj’. Den evne er påvirket hos personer med
ADHD.
Mennesker med ADHD har typisk også andre problemer især indlæringsvanskeligheder
og motoriske koordinationsvanskeligheder (Damm & Thomsen, 2006). Derudover kan
problemer, som angst og depression følge med (Bilenberg, netdoktor.dk).
Medicin
Medicinens effekt er at gå ind og stimulere den ”trætte hjerne”. Den øger vågenheden i
centralnervesystemet og øger aktiviteten i pandelapperne. Sidstnævnte har den effekt,
at personen bliver bedre til at koncentrere sig, målrette sine tanker, bedre sin evne til
opgaveløsning og bedre kan styre sine impulser (netdoktor.dk).
Behandling med centralstimulerende medicin for ADHD må ifølge sundhedsstyrelsens
retningslinjer kun iværksættes efter udredning ved enten børne- og ungdomspsykiatere
eller af pædiatere eller neurobiologer med særlig viden inden for området (DDRP, 2008,
9

s. 25). Der er dog blevet set flere eksempler på at medicinen udskrives af almindelige
praktiserende læger (Kaster, Bilag 7).
Medicinen, som ofte bliver givet er methylphenidat (ritalin) og dexamfetamin. Omkring
75 % har effekt af Ritalin og ca. halvdelen af de resterende 25% har effekt af
dexamfetamin. Ovenstående medicin er i Danmark ikke godkendt til børn under 6 år.
Bivirkningerne er illustreret i tabel 1, med opdeling af hyppige og mindre hyppige
(DDRP, 2008, s. 26). Bivirkningerne på lang sigt er endnu ikke fuldt ud kortlagt, men
undersøgelser viser at medicinen givet til børn kan være årsag til at bremse den
almindelige udvikling i hjernen (Kaster, bilag 7).
Tabel 1.
- Nedsat appetit
Hyppige
- Indsovningsbesvær
- Hovedpine- og mavesmerter
- Svimmelhed
Bivirkninger ved medicinen
- Ængstelighed
- Irritabilitet
- Tristhed
Mindre hyppige
- Tab af spontanitet
Derudover kan det have en stimulerende effekt på hjerte-karsystemet og potentielt øge
puls og blodtryk (DDRP, s. 26).
Diagnosestillelse
Der er opstillet nogle klare kriterier, som skal være til stede for at en diagnose kan finde
sted. Mindst 6 symptomer på både uopmærksomhed og hyperaktiv/impulsiv adfærd
skal være forekommet i mindst 6 måneder i en grad, som ikke svarer til barnets alder og
udviklingstrin. Disse skal have vist sig inden 7-års alderen og i mindst 2
sammenhænge, f.eks. institution/skole og hjemme. Der skal være tale om en
funktionsnedsættelse af betydelig karakter enten socialt, uddannelsesmæssigt eller
beskæftigelsesmæssigt. Derudover skal en anden psykologisk forstyrrelse ikke kunne
forklare symptomerne.
10

Tværfaglig vurdering, primære omsorgspersoner og barnets egen oplevelse skal være
med i udredningen (DDRP & www.altomadhd.dk).
Sanseintegration
I det følgende afsnit vil jeg med udgangspunkt i Ayres teori om SI, understøttet af
Ahlman og Tóroddsdóttir, redegøre for barnets medfødte indre drift hen imod udvikling
af sansemotorikken, sammenhænge mellem sanserne og fysiologien omkring SI i
hjernen, herunder SI dysfunktion.
Teorien
Teorien blev udviklet i 1950’erne – 1970’erne med det formål at forklare
sammenhængen mellem problemer med at opfatte sanseinformationer fra kroppen og
omgivelserne og de problemer, det giver i forhold til kognitiv og neuromotorisk
indlæring. Mange fagfolk har arbejdet ud fra teorien siden da og nogle har valgt at
videreudvikle den eller bare lade sig inspirere.
Hjernen organiserer gennem opvæksten sansninger fra både de indre 6 og ydre 7 sanser.
SI er at samle alle indtrykkene på en velorganiseret måde, altså at opfatte den indre og
ydre verden på en velorganiseret måde. Hjernen bruger hele 80 % af sin kapacitet på at
organisere og sansebearbejde (Ayres 2007, s. 52). Ingen har en perfekt SI og det er
heller ikke muligt at måle denne præcist. Det er ikke en fysisk skade i hjernen, men
funktionen, altså samarbejdet mellem områder i hjernen, der er forstyrret og derfor viser
det sig udelukkende gennem adfærden.
Den indre drift
Hos et hvert barn er der en stærk indre drift hen imod udviklingen af SI. Vi behøver ikke
at lære børn at kravle, rejse sig eller klatre; det styrer naturen indefra. Et barn afsøger
omgivelser for udviklingsmuligheder og prøver igen og igen indtil det lykkedes. Uden
denne indre drift hen imod SI kunne ingen af os have udviklet os (Ayres 2007, s. 37).
6 Indre: proprioseptive, vestibulære og viscerale/fra indre organer.
7 Ydre: lyd, syn, smag, lugt og hudsansninger.
11

Sanseudvikling/bevægeudvikling
Sanserne udvikles efter ”byggeklodsprincippet”, dvs. at en sans må komme før den
næste osv. Først udvikles de sanser, der fortæller barnet om dets egen krop og dennes
forhold til jordens tyngdekraft. Disse bliver så til byggeklodser, som støtter udviklingen
af syns- og lugtesanserne, der fortæller barnet om ting, der er på afstand af kroppen.
Den visuelle perception, der indgår i læsning, er slutproduktet af mange byggeklodser,
som støbes igennem spædbarns- og småbarnstidens sansemotoriske aktiviteter. Det
samme gælder for alle boglige færdigheder og også for adfærd og emotionel vækst; alt
hviler på et sansemotorisk fundament (Ayres 2007,s. 38).
Splinter skills
Selv om et barn måske ikke har udviklet det sanseintegrative grundlag for en funktion,
kræver samfundet alligevel, at det udfører denne funktion. Derfor vil barnet efterhånden
lære visse løsrevne færdigheder -splinter skills (Ayres 2007, s. 93), som kan
kompensere for dets mangelfulde sansebearbejdning, dette på trods af, at selve
sanseinformationernes naturlige interaktion i hjernen ikke er til stede. At lære en splinter
skill kræver en masse arbejde og koncentration og hjælper ikke barnet på andre af
livets områder. Splinter skills er dog gode at kunne for deres egen skyld.
SI i hjernen
Hjernestammen
I hjernestammen er der mange meget vigtige og komplicerede nervekerner. I mange af
disse nervekerner samles to eller flere typer sansning. Hjernestammen er det sted hvor
de mange sanseinput bliver til en helhedsopfattelse (Ayres 2007, s. 55). Det meste af
hjerneaktiviteten er automatisk og uden for viljen og tankemæssig kontrol. Denne del af
nervesystemet kaldes også det retikulære aktiveringssystem (Ayres 2007, s. 56). Det er
endnu mere kompliceret end resten af hjernen. Det indeholder nervetråde, der forbinder
det med sansesystemer, mange motoriske neuroner og de fleste andre dele af hjernen.
Nogle retikulære nervekerner fungerer som ”opmærksomhedscentraler”. Disse tændes
om morgenen og slukkes om aftenen når man falder i søvn. Det er sanseindtryk der
tænder opmærksomhedscentralerne om morgenen f.eks. ved hjælp af vækkeur, lys
eller koldt vand i hovedet. Sanseoplevelsen tilfører dette system energi og vækker
12

derved hele hjernen. Om aftenen er det fraværet af stimulerende sansepåvirkninger, der
slukker ned for hjernen og får os til at falde i søvn. Andre nervekerner spiller en
betydelig rolle i organiseringen af de cerebrale hemisfærers 8 aktiviteter, og denne
organisering sætter os i stand til at flytte vores opmærksomhedsfokus fra det ene til det
andet. Hvis de retikulære processor ikke er velorganiserede, kan personen ikke
fokusere sin opmærksomhed, og hverdagsbegivenheder kan have tendens til at få
denne i overdreven sindsbevægelse.
Vestibulære-retikulære interaktioner
Det vestibulære system forsyner det retikulære arousalsystem med en stor mængde
sanseimpulser. Velmodulerede 9 vestibulære aktiviteter er meget vigtige for at kunne
opretholde en rolig og opmærksom tilstand. Vi kan føle den beroligende virkning af
langsom vestibulær stimulering, hvis vi sidder i en gyngestol, og vi kan føle den
opkvikkende virkning af hurtig vestibulær stimulation, hvis vi sidder i en rutschebane.
Det vestibulære system hjælper til at holde nervesystemets opmærksomhedstilstand
afbalanceret. Et underaktivt vestibulært system medvirker til hyperaktivitet og distraktion
pga. svigtende modulerende indflydelse (Ayres 2007, s. 102). I SI teorien bruger man
vestibulær stimulering til hhv. at dæmpe, intensivere og organisere barnets
aktivitetsniveau.
Interaktion med andre sanser
I hjernen indvirker næsten alt på næsten alt andet. Det proprioceptive system hjælper
hjernen til at bruge de vestibulære indtryk effektivt. Derfor kan det være gavnligt at lade
børn med vestibulære forstyrrelser, skubbe, trække, løfte og bære tunge genstande.
Aktiviteter, der stiller krav til udvikling af større muskelkraft, medfører sammentrækning
af en masse muskler og sammenpresning af mange led i kroppen, og derved
produceres indtryk, som er med til at hæmme den vestibulære overskudsaktivitet, der
forårsager ubalance i hjernen (Ayres 2007, s. 103).
8 De to store hjernehalvdele, som ligger over og omkring hjernestammen. Hemisfærerne fortsætter den
sansebearbejdning, som starter på et lavere niveau, og er med til at igangsætte bevidst motorisk respons og
adfærd.
9 Hjernens regulering af sin egen aktivitet. Modulation involverer fremme af visse neurale budskaber for at
producere mere perception eller respons, og dæmpning af andre budskaber for at reducere overdreven eller
uvedkommende aktivitet.
13

Den taktile sans/følesans
Den taktile sans indeholder to forskellige systemer, som bruger forskellige veje i
centralnervesystemet. Det ene kaldes det primitive forsvarssystem og det andet det
analyserende eller diskriminerende system (Tóroddsdóttir 2001, s. 48). Den primitive
del udvikles først. Denne sansning hjælper os i faresituationer, sådan at vi uden tanke
eller tidsspilde kan flygte eller forsvare os 10 . Den del af følesansen, der udvikles sidst,
er den diskriminerende og analyserende. Med den del kan vi samarbejde med andre
sanser og svare med omtanke 11 . Denne analyserende del af hjernens følesans udvikles
i tæt samarbejde og samtidigt med bevægesansen. Et barn skal altså selv røre sig
meget for at udvikle denne hjernehalvdel fuldt ud. Det har stor betydning at der opnås et
naturligt samarbejde mellem disse to systemer. Ellers bliver vi kontaktsky og fortsætter
med at opleve i forsvarsposition og uden fornuft (Tóroddsdóttir 2001, s. 49).
Følesansen og tyngdesansen
Følesansen og tyngdesansen har meget til fælles (Tóroddsdóttir 2001, s. 50). De
udvikles på samme tid og af samme årsag. Når man er i fart, flytter sig, hopper og falder
følger der mange føleoplevelser med. Hvis et barn ikke tør flytte på sig eller bevæge sig
frit, slås og tumle bliver føleoplevelserne begrænset. Begge sanser er også med til at
udvikle grundlaget for at vi kan integrere alle sanser i en helhed, og derfor er det
nødvendigt at disse sanser kommer godt på vej, inden de andre begynder at arbejde.
Tyngde og synssammenhæng
I bunden af storhjernen ses de tolv hjernenerver, hvoraf kernerne for de nerver, der
styrer øjenmuskulaturen, er tæt ved tyngdekernerne (Tóroddsdóttir 2001, s. 54).
Tóroddsdóttir refererer til egne erfaringer om at børn, der har dårligt udviklet
tyngdesans, ofte også har svært ved at styre øjnene. Det har dårlig øjenkontakt, øjnene
flagrer og det har ofte svært ved at krydse midterlinjen. Selve synet er dog som regel i
orden.
10 Eks.: At tage hånden til sig når vi brænder os eller forsvare os reflektorisk og primitivt når vi bliver truet eller
føler stor smerte.
11 Når vi bliver skubbet til i en tæt kø, angriber vi ikke mennesket, men analyserer situationen og handler
hensigtsmæssigt herefter.
14

Stillingssansen og kropsbevidsthed
Stillingssansen 12 starter sin udvikling allerede i fostertilværelsen (Ahlman 2006, s. 74)
og er i samarbejde med de andre sanser med til at udvikle barnets kropsbevidsthed. Vi
bruger stillingssansen hele livet igennem til alt hvad vi gør for at have styr på vores
aktiviteter. Den er med til at opbygge det billede, vi har af os selv, som igen er med i
vores stillingstagen og adfærd (Tóroddsdóttir 2001, s. 57-59).
Kropsbevidsthed og selvopfattelse
Hvis kropsbevidstheden ikke er god falmer billedet af os selv og vi har det ikke godt. Vi
har det allerbedst når vi har en god kontakt til vores krop og ikke er i tvivl om hvor vi står
og hvad vi mener (Tóroddsdóttir 2001, s. 60 og Green 2002 13 ).
SI-dysfunktion
Sanseberøvelse kan være en årsag til SI dysfunktion. Almindeligvis er det dog ikke
åbenlys sanseberøvelse, der ligger til grund for problemerne. De fleste børn med
mindre uregelmæssigheder i hjernefunktionen har fået tilført normale sanseoplevelser.
Deres forældre eller omsorgspersoner har i deres opvækst givet børnene tilstrækkelige
muligheder for en normal udvikling af hjernen, og havde der ikke været en neurologisk
forstyrrelse, ville børnene have udviklet sig som andre børn. Det er altså ikke
forældrene der ved et bevidst eller ved et tilfælde har frembragt dysfunktionen (Ayres
2007, s. 79-80). Børnenes problemer kan dog stadig være resultatet af en indre
sansedeprivation. Sanseindtrykkene har været til stede men er aldrig nået frem til de
neuroner 14 (Ayres 2007, s. 277 & Schibye og Klausen 2007, s. 85) og synapser 15 (Ayres
2007, s. 279 & Schibye og Klausen 2007, s. 56), de skulle have nået og har derfor ikke
givet næring til alle de dele af hjernen, som havde brug for dem.
Symptomerne på SI dysfunktion i sig selv er ikke det egentlige problem. De er
slutprodukterne af en ineffektiv og uregelmæssig sansebearbejdning i hjernen (Ayres
12 Stillingssansen er også kaldet ”led og muskelsansen” eller den proprioceptive sans.
13 Fagbladet, Afspændingspædagogen februar 2002.
14 Nerveceller.
15 Stedet, hvor to nerveceller har elektro-kemisk kontakt, og hvor der sker en transmission af nerveimpuls fra det
ene neuron til det andet.
15

2007, s. 84), hvorfor det ikke altid er lige til at gennemskue hvor behandlingen skal tage
udgangspunkt i.
SI og ADHD
I dette afsnit vil jeg med fokus på årsager og symptomer til tilstanden sammenligne
ADHD og SI. Jeg vil illustrere sammenligneligheden mellem disse i en matrice, tabel 2.
Herefter kommer Tóroddsdóttirs synspunkter og erfaringer om grænselandet mellem SI
og ADHD.
Matrice
Kriterierne i udvælgelsen og sammenligningen af understående er taget med
udgangspunkt i identiske ord. Nogle enkle ord har, fra de oprindelige kilder, været
forskellige, men dog synonyme. Farverne er med til at skabe overblikket over
sammenligningen mellem de to kolonner. Enkle steder har jeg fortolket sætningens
mening, som identisk eller meget lig meningen med en anden i modsatte kolonne,
hvorfor den har samme farve om end ikke samme ord.
Tabel 2.
Årsagerne til
tilstanden
Sanseintegration 16 ADHD 17
Arveligt disponeret.
Tilvæksten af miljøgifte:
luftforurenende stoffer, nedbrydende
gifte og kemiske stoffer, som
optages i kroppen.
Påvirkning af ovenstående under
nervesystemets udvikling i
fostertilværelsen.
16 Ayres 2007 & Tóroddsdótir 2001.
17 www.adhd.dk & DDRP.
Fødslen, og evt. manglende
ilttilførsel ved denne.
Arveligt disponeret.
Påvirkninger i graviditeten (alkohol,
tobak og infektioner).
Meget små, eller for tidligt fødte,
spædbørn.
Hjerneskader opstået i de første
leveår.
16

Symptomer på
tilstanden
Isolation, monoton sansning og
manglende sansestimulering.
Manglende kontakt og tilknytning,
herunder taktil-emotionel binding
mellem mor og barn
(Harlow, 1958; 1959).
Individuelle fra barn til barn, da hvert
barn har sit eget sæt symptomer.
Glemsomhed og manglende
organisering (rod).
Lader sig let distrahere.
Indlæringsvanskeligheder.
Som større har de svært ved at
planlægge opgaver og aktiviteter
Mangelfuld motorisk koordination og
balance.
Kluntede bevægelser.
Manglende fornemmelse for egen
krop (kropsbevidsthed) og heraf
tendens til at støde ind i ting og
andre mennesker.
Ofte lav muskeltonus, som afspejles
i hans kropsholdning og medvirker
til at han føler sig og virker svag.
Hyperaktivitet.
Kan have svært ved at sidde stille
på en stol.
Stræber hele tiden efter at få stillet
Individuelle fra barn til barn.
Opmærksomhedsforstyrrelse:
Uopmærksom over for detaljer
Laver sjuskefejl.
Har svært ved at fastholde
opmærksomheden ved arbejde og
leg.
Synes ofte ikke at høre efter når
man henvender sig direkte til det.
Færdiggører ikke ting, selvom det
har forstået ”opgaven”.
Har svært ved at organisere
opgaver og aktiviteter.
Bliver let distraheret af ydre stimuli.
Glemmer og mister ting og
aktiviteter.
Motoriske og psykomotoriske
vanskeligheder
Hyperaktiv adfærd:
Svært ved at holde kroppen i ro.
Forlader ofte situationer, hvor det
kan forventes at han bliver.
17

sit behov for sansemotorisk
stimulation.
Sammenfatning af matrice
Adfærdsproblemer. Ikke ligeså glad
som andre, irritabilitet, dårlig
selvtillid, overdreven følsom og
svært ved hverdagens pres og
ukendte situationer.
Impulsitivitet og manglende empati.
Sen sprogudvikling.
Har svært ved at lege og engagere
sig på en hensigtsmæssig måde.
Er hele tiden i gang og snakkende.
Adfærdsproblemer.
Tristhed, depression og angst.
Aggressivitet og provokerende
Impulsiv adfærd:
Buser ofte ud med svar før
spørgsmålet er stillet.
Har svært ved at vente på sin tur.
Afbryder ofte andre eller
overskrider andres grænser.
Sen sprogudvikling
Ovenstående analyse af årsager og symptomer på den tilstand børnene befinder sig i
argumenterer på en tydelig og konkret måde hvordan grænselandet mellem SI og
ADHD er meget flydende. Jeg ser hvordan både årsager og symptomer er ens og den
understøtter mine tanker om at mange af de børn, der har SI dysfunktion sagtens vil
kunne blive set som ADHD børn.
Tóroddsdóttirs erfaringer
Tóroddsdóttir skriver, at vi er mange der kender ordet ADHD, og forbinder det med børn
med adfærdsmæssige problemer og som er motorisk klodsede, men ikke fejler noget
fysisk eller anatomisk. Knap så mange kender til SI selvom mange af de samme
symptomer ses hos SI-børnene.
SI er dog et videre begreb. Hun mener at alle børn med ADHD har SI problemer, men
ikke alle SI-børn har ADHD (Tóroddsdóttir 2001, s. 77). Fordi ”ADHD-skuffen” har så
vide rammer er det lidt tilfældigt hvem der får stillet diagnosen, idet det er forskelligt fra
18

land til land, hvilke børn der bliver undersøgt og af hvem. Hun skriver at, på Færøerne
er der flere hundrede, der har SI problemer, men kun nogle ganske få med diagnosen
ADHD. Hun har selv undersøgt de fleste af børnene med ADHD og de har alle SI
problemer med alt hvad deraf følger. De skiller sig dog ud fra SI-børn ved at deres
adfærdsproblemer er større, og der er ingen overensstemmelse mellem graden af SI
problemer og omfanget af adfærdsproblemerne. Hun vurderer at ADHD børnene har
brug for tværfaglig hjælp, først og fremmest i form af psykologhjælp og pædagogiske
foranstaltninger. Børnene skal også have udviklet deres sanseapparat, men dette må
komme i anden række og foregå i samarbejde med en psykolog. Hendes erfaringer fra
fysisk arbejde med dem er, at de gør fremskridt både motorisk og sensorisk, men
adfærden eller barnets almentilstand forbedres ikke nævneværdigt af denne behandling
alene. Hvis problemerne derimod først og fremmest findes i forbindelse med SI, kan et
barn ændre sig afgørende, selvom det kun bliver behandlet fysisk. Tóroddsdóttir mener
at alle børn med problemer får mest udbytte af tværfagligt samarbejde. Børn med
psykiske problemer har naturligvis brug for at blive undersøgt og behandlet af en
psykolog eller psykiater. De fleste af dem har også brug for fysisk behandling og
stimulation af sanseudviklingen. At barnet har været klemt og uroligt de første leveår
medfører, at kroppen ikke udvikler sig godt nok. Omvendt pointerer hun også at flere
børn med grundlæggende SI problemer, udover fysisk stimulation, også har behov for
psykologisk hjælp, da det at have levet med SI problemer i flere år er psykisk
belastende, og muligvis er barnets selvopfattelse og selvtillid skadet så meget, at det
må behandles psykologisk.
Hun skriver endvidere (Tóroddsdóttir 2001, s. 79), at det kræver erfaring at afgøre om et
barn er psykisk svagt eller om det bare har brug for bestemt og målrettet
sansestimulation en tid. Hun skriver at det er svært at beskrive forskellen, men at den er
klar nok og ofte ses med det samme.
Et barn, som primært eller kun har SI problemer, er et helt almindeligt barn med
almindelig adfærd og et naturligt forhold til omgivelserne, når omgivelserne er i barnets
favør. Et barn med andre og større problemer afviger, især når det drejer sig om at have
en tæt og stabil forbindelse med en given opgave og det menneske der er til stede –
kommunikationsbristen ligger altid og lurer. Dette barn bliver hurtigt træt når det skal
19

lave øvelser og opgaver, som andre sætter rammerne for og styrer. SI barnet kan på
den anden side arbejde længe og målrettet, bare der er fred, og opgaven er passende.
Barnet flagrer ikke til og fra opgaven selvom det drejer sig om 1-2 timer. Børn med
andre og større problematikker giver op efter kort tid og er ikke til at få i gang igen.
Dette sker selvom der ikke er synlige forhindringer, og opgaveløsningen ellers går godt.
Tóroddsdóttir skriver at der sagtens kan være børn med ADHD diagnose, som i
virkeligheden er rene SI-børn. Dette gælder både i Færøerne, Danmark og vores
nabolande. Det afhænger af den undersøgende persons tolkning af
undersøgelsesresultater og dennes opfattelse af begrebet ADHD (Tóroddsdóttir 2001,
s. 79).
Deldiskussion på teoriafsnittet
Med udgangspunkt i ovenstående teorier og erfaringer tænker jeg at det er
foruroligende at antallet af ADHD diagnoser er steget så eksplosivt. Der er fagfolk, som
bl.a. Kaster, der stiller sig kritisk over for den enorme stigning af medicinering af børn,
og alligevel fortsætter stigningen med rekordfart.
Et af argumenterne hos medicinalproducenterne (www.adhd.dk og DDRP) er, at
medicinen skal gives fordi ADHD rent fysiologisk påvirker hjernestammen, som
regulerer vågenhedsniveaet. Dette område er uden for viljen og kontrol og kan derfor
kun påvirkes af medicinen til at vække den trætte hjerne. Med udgangspunkt i SI
teorien, min psykomotoriske tankegang og fysiologiske viden tænker jeg at en vej til at
vække dette område i hjerne kunne være sansestimulering. Bl.a. beskriver Ayres
hvordan man lige præcis bruger sansestimulering af det vestibulære system til at
modvirke hyperaktivitet og distraktion og om hvordan de retikulære processors
organisation har betydning for om en person kan fokusere sin opmærksomhed og få
hverdagsbegivenheder til ikke at få ham i en overdreven sindsbevægelse. Dette er
præcis nogle af kernesymptomerne i beskrivelsen af ADHD og bør i så fald kunne
arbejdes med ved sansemotorisk træning.
20

Metode
Overordnet har jeg valgt at gøre brug af triangulering for at få et bredt og nuanceret
helhedsbillede af mit fokus. Hovedsagelig har min tilgang dog været præget af den
kvalitative metodiske tilgang, da problemstillingen har handlet meget om mennesker og
deres opfattelse af henholdsvis andre mennesker, ADHD og SI. Jeg har valgt
teoritriangulering, da jeg har valgt to uafhængige og forskellige teorier på samme
problemstilling, nemlig grænselandet mellem SI og ADHD. Valg af metodetriangulering
har betydet at jeg har kunnet hente information fra samme informationskilde i form af
empirien indsamlet om M, men med forskellige metoder bl.a. observationer, samtaler og
interventioner. Dette er også brugt i forbindelse med indsamling af viden ved screening
af en 0. klasse, hvor jeg igen har været observatør, deltagende observatør, men også
lavet et delvis struktureret interview.
Da jeg har gjort brug af kvalitative undersøgelser har der ofte været en personlig
kontakt imellem mine informanter og jeg. Dette har betydet at jeg undervejs har valgt at
føre notater om relationerne herimellem og egen reaktioner på relationerne. Disse er
gjort sideløbende for at undgå uhensigtsmæssig overføring/modoverføring eller
modstand hos informanterne (Thagaard 2004, s. 108-109). Formålet heri har været at
sikre validiteten i mine resultater.
Til mit interview med (SS) valgte jeg en delvis struktureret metodisk tilgang, også kaldet
et kvalitativt forskningsinterview (Kvale 1997). Mine temaer var fastlagte og nedskrevet
på forhånd i form af nogle overordnede tanker og spørgsmål. På denne måde kunne jeg
følge informantens fortælling men stadig sørge for at få information om de temaer, der
var bestemt på forhånd. Fleksibiliteten var vigtig for at kunne knytte spørgsmålene til
den enkelte informants forudsætninger (Thagaard 2004). Som udgangspunkt ønskede
jeg mere samtale end et egentligt interview. Dette for, at gøre det så åbent som muligt.
Jeg ønskede ikke at have ”et sæt briller på”. Der skulle være plads til at informanten
kunne tage nye temaer op, som jeg ikke havde tænkt på, på forhånd. (Thagaard 2004).
Endvidere havde jeg valgt denne metode for at brede min opgave mere ud. Det var i
starten af processen og det var vigtigt for mig ikke at blive for ensporet og afgrænset til
at starte med. Jeg havde brug for at få en stor og bred viden om mit emne inden jeg
kunne forholde mig kritisk til anden teori og andre synspunkter.
21

Da det var et indledende interview og mere foregik som samtale havde jeg valgt ikke at
optage det. Dette var gjort for ikke at give interviewet et alt for formelt præg (Thagaard
2004, s.100). Jeg tog notater undervejs, som jeg renskrev efter endt interview.
Fravalget af båndoptager har gjort at jeg kun har de notater, som jeg bevidst eller
ubevidst har prioriteret at huske og/eller skrevet ned.
Til mit interview med (AG) havde jeg valgt en mere struktureret metodisk tilgang end de
forrige. Jeg havde videreført mine spørgsmål fra ovenstående interviews og tilføjet
nogle nye, som under processen var blevet væsentlige for min anskuelse af
problemstillingen. Jeg havde endvidere valgt at optage interviewet, for at kunne undgå
notatskrivningen undervejs og derved være mere tilstede i interviewet (Thagaard 2004,
s.100). På trods af en prøveoptagelse, blev interviewet ikke optaget så resultatet kunne
bruges til transskribering. I samarbejde med informanten har jeg efterfølgende fået
rekonstrueret hendes svar på skrift 18 .
Jeg har valgt at inddrage et interview af Michael Kaster (MK), foretaget af en radiovært
på P1 Morgen d. 19.03.10 , da han har en anden baggrund end de andre informanter
og derved kan være med til at skabe et mere nuanceret og validt billede af
problemstillingen. Interviewet er transskriberet 19 .
Til sammenligningen, udformet som en matrice, mellem de tre interviews (SS, AG og
MK) har jeg til dels gjort brug af kvantitativ dataanalyse, da jeg har udvalgt konkrete ord
og sætninger fra informanternes svar, der havde relevans til et konkret emne.
Interviewet med (AP) blev optaget og transskriberet. Transskriberingen blev udfærdiget
med fokus på at undlade at få gentagelser, og for problemstillingen, irrelevante
kommentarer med 20 . Dette indebærer selvfølgelig den risiko at udvælgelsen kan være
påvirket af min ubevidste tilgang til besvarelse af problemformuleringen.
18 Bilag 6.
19 Bilag 7.
20 Bilag 9.
22

Empiri
M
I det følgende afsnit vil jeg præsentere M i en case og herefter beskrive det forløb hun
har været igennem. Dette er gjort, for at give læseren det helhedsbillede af hende som
jeg selv har og som jeg synes er nødvendigt for at kunne fordybe sig og hjælpe hende
og hendes forældre ift. de problemstillinger, som gør sig gældende.
Case
M er 3 ½ år gammel. Hun bor sammen med sin engelske far, sin mor og sin halvsøster
på 8 år. Storesøsteren bor hver anden weekend hos sin far. M’s far begyndte at lære
dansk for 6 år siden da han flyttede hertil og taler nu flydende dansk med accent. Der er
blevet talt både engelsk og dansk i hjemmet.
Graviditeten startede med at moren fik konstateret lussingesyge, hvilket kan have fatale
konsekvenser for fosteret. Dette prægede moren med en vis form for ængstelse, men
undersøgelser viste at alt forløb fint. Derudover blev mormoren syg af kræft og moren
fulgte det sidste af forløbet ved hendes side indtil hun døde kort tid efter. Mormoren
havde forinden ikke været i relation med familien, da kontakten var brudt mange år
forinden. M’s mor blev i denne forbindelse sygemeldt fra sit arbejde som
pædagogmedhjælper.
Motion bestod af daglige, korte cykel- og gåture i nærmiljøet.
Den sidste halvdel af graviditeten fik moren bækkenløsning, hvilket hun oplevede som
en hæmsko for dagligdags bevægelse og aktivitet. For at afhjælpe generne, begyndte
hun at svømme, men syntes ikke at det gjorde det bedre, måske nærmere modsat.
Fødslen forløb uden komplikationer og M var sund og rask.
Moren har følt sig knyttet til sin datter fra begyndelsen og tænker at hun har holdt hende
og været der for hende. Der har ikke været noget tegn på fødselsdepression.
M har altid godt kunne lide at sove. Fra hun var 3 dage gammel, måtte moren vække
hende om natten for at amme. M sover stadig gerne fra kl. 20-8 om morgenen. I
dagplejen sov hun 3 timer til middag og en lille lur når hun kom hjem. Da hun startede i
23

ørnehave sluttede hun med middagslur, men kan stadig sove når hun kommer hjem.
Hun har haft svært helt fra spæd, ved at sove når de har været ude, både hos venner,
men også da hun var helt lille, og de var ude og gå en tur i et storcenter.
Det sidste ½ år, har hun gerne ville have, at hendes mor og far putter med hende inden
der bliver sagt godnat. Det har de gjort, både for, at have en kamp mindre, men også for
at give hende den "nærkontakt" som hun gerne vil have. Det synes de er dejligt, da hun
aldrig har været et barn, der har ytret ønske om at putte og have nærkontakt.
M var meget hurtig til at komme frem og rulle rundt og kunne allerede gå uden støtte da
hun var 10 måneder. Dagplejemoderen udtalte, at hun var meget hurtig til alting og slet
ikke burde kunne alle de ting på det tidspunkt. Dette gælder både det grov- og
finmotoriske. I børnehaven kan hun tegne og klippe mere avanceret end de
jævnaldrende.
M er stærk og robust og ikke bange for noget. Hun klatrer, gynger, hopper, cykler, løber
og slår kolbøtter og er god til det. Dette bliver gerne gjort hurtigt, højt og vildt, men til
tider også roligt. Når hun falder på cyklen i høj fart eller ned fra noget højt beklager hun
sig ikke. Hun rejser sig og skynder sig videre i sin gøren. Ligeledes kan hun sidde på en
stol og falde ned fordi hun lige skulle vende sig og se noget. Da hun, som baby,
begyndte at sidde selv og til tider faldt bagover eller til siden og slog hovedet i gulvet,
græd hun ikke, men vendte sig i stedet ubemærket om for at komme videre.
Forældrenes bekymringer har været om hun overhovedet kan mærke smerte. Dette har
de dog oplevet at hun godt kan, men de kan ikke se nogen sammenhæng i hvorfor hun
nogle enkelte gange reagere og ikke de andre gange.
Forældrene oplever store problemer ved at skulle ud og handle med hende, hvis der er
mange andre mennesker. Dette har stået på siden hun var baby, hvor hun reagerede
voldsomt lige så snart hun kom ind i et storcenter eller lignende.
I hverdagen oplever forældrene voldsomme raserianfald når hun skal have børstet
tænder, redt hår og nogle gange i forbindelse med at tage tøj på. M siger, at det gør
ondt og kradser.
24

Forældrene har været uforstående over for disse reaktioner, og situationerne har ofte
båret præg af irritation og frustration.
M har igennem årene ofte ikke selv givet udtryk for sine basale behov, som træthed,
sult og kulde. Hun kan ligeledes være syg med høj feber uden at beklage sig.
M er en glad pige, der fungerer godt i sociale sammenhænge og har flere gode
veninder i børnehaven. Hun udviser empati og kan godt vente på sin tur. I forhold til
voksen kontakt, så ændres hendes adfærd alt efter den relation hun er i. Hun søger kun
kontakt til dem hun kender rigtig godt og er tryg ved. Moren ser det meget tydeligt i
forhold til de mennesker, der vil M det godt og ikke virker dømmende, men mere
forstående og accepterende på hende som person. Andre voksne undgår hun.
M har gentagne gange haft mellemørebetændelse og i den forbindelse fået lagt dræn.
Forløbet
Jeg har fulgt M’s liv siden hun blev født. Det følgende afsnit beskriver dog kun det
forløb, i perioden sommeren 2010 – december 2010, som handlede om, at der
eventuelt skulle stilles en diagnose for ADHD. Undervejs har jeg observeret og været
deltagende observatør, for herigennem at skabe min egen forståelse men også for at
hjælpe. Jeg har som udgangspunkt kun observeret selve forløbets gang for herigennem
at danne mig et objektivt og realistisk billede af hvordan en udredning kan forløbe.
Sideløbende har jeg lavet mindre interventioner med hende i form af undersøgende og
udfordrende aktiviteter med fokus på sansestimulering, nærvær og koncentration.
Derudover har moren og jeg haft løbende sparring og samtale om henholdsvis M og
forløbet samt forældrenes egne oplevelser i denne situation, som forældre og
mennesker med egen bagage fra livet.
Kommunale forløb - udredning
M’s mor har selv undret sig over M’s vredesudbrud, klodsethed og manglende
smertefornemmelse. Hun talte med pædagogen i børnehaven, som godt kunne
genkende specielt den til tider klodsede adfærd og den meget høje smertetærskel.
Moren har i et år lavet dybdegående tryk og massage på M hver aften. Dette er sket i
samråd med en fysioterapeut og mig. Herefter skulle M’s forældre udfylde et
25

spørgeskema omhandlende M’s adfærd. Denne resulterede i nogle tydelige tegn på
ADHD. Næste skridt var at der kom en fysioterapeut ud i børnehaven og observerede M
i nogle timer. Ud fra disse observationer og en telefonisk samtale med moren blev der
udfærdiget et møde, i et lokalt motorikhus. Til mødet var ovenstående fysioterapeut, en
engelsktalende ergoterapeut, M’s pædagog, forældre, farmor og jeg selv til stede.
Resultatet af mødet blev at M havde sensory defensiveness / taktilt forsvar 21 og at hun
skulle igennem en børstediæt, varende 2-3 uger 22 . For at børstediæten skulle have
effekt var det nødvendigt at pædagogen kunne børste M minimum 2 gange i løbet af
dagen i institutionen. Pædagogen var først meget skeptisk om hvorvidt dette kunne
integreres i institutionens dagligdag, men virkede senere mere optimistisk.
Børsteforløbet blev fulgt korrekt, men forældrene syntes ikke at det medførte store
forandringer i M’s adfærd. Ergo- og fysioterapeuten meddelte herefter at der i så fald
ikke var mere de kunne gøre. Næste skridt var et møde mellem M, hendes forældre og
en psykiater. Dette møde blev holdt en måned senere. Forældrene skulle til mødet
fortælle forløb og situation igen. Under mødet spurgte psykiateren endvidere til
graviditeten og observerede M. Resultatet blev at psykiateren vurderede M til at være
for ung til at skulle diagnosticeres ud fra de symptomer, der var blevet fremlagt og så
ikke nogen uhensigtsmæssig adfærd under mødet. Hun fandt dog symptomerne vigtige
nok til at de skulle komme igen et ½ år efter, når M var fyldt 4 år.
I løbet af måneden inden mødet med psykiateren har forældrene dog oplevet nogle
positive forandringer i form af et lidt mere roligt og glad barn. Bl.a. har M vist mere
interesse i nærkontakt med sine forældre. Hun har givet dem et kys på kinden, og
siddet og puttet længe med mig under et tæppe i forbindelse med at hun skulle se
børnetime. En anden situation som forundrede forældrene meget, var da de en dag
skulle i IKEA. Disse ture med M har tidligere været præget af uro og irritationer. Denne
gang sad M oppe i vognen og var tilfreds hele vejen igennem. Moren har oplevet at M
er begyndt at sige til når hun er træt og måske opfører sig en smule bedre. Derudover
fortæller M’s mor mig at den største ændring nok har været i deres eget syn på M. De
oplever nu en ændret og måske større accept af M. Moren siger: ”vi har altid elsket
hende, men vi accepterer hende nok mere for den hun er nu og forstår hende bedre.
21 Taktilt forsvar er en SI dysfunktion, som ved visse former for taktil sansning forårsager overdreven
følelsesmæssig reaktion, hyperaktivitet eller andre adfærdsvanskeligheder (Ayres 2007 kap. 7).
22 Bilag 2.
26

Jeg tror ikke vi har ændret adfærd over for hende, men vi accepterer nu hendes
reaktioner, fordi vi har fået denne viden om at hun simpelthen bare mærker tingene
voldsommere (tandbørsten, børste hår og tøj). Før har vi nok tænkt at hun nogle gange
var en møgunge og irriterende. Nu accepter vi og forstår hende og har nok lært hende
at kende på en anden måde.”
Deldiskussion og psykomotoriske overvejelser
Jeg undrede mig meget over at der ved mødet i motorikhuset ikke blev talt om hvordan
M var blevet mødt igennem tiden ift. f.eks. det, at hun falder uden at reagere og/eller
bede om trøst. Her tænker jeg at M, siden hun har været lille, ikke har kontaktet
omgivelserne for trøst og opbakning. Derved har omgivelserne måske ikke set det som
et behov hos hende, dvs. når hun er faldet har hun vænnet sig til, at det ikke er noget
man skal søge kontakt på og derved negligeret sin egen krops signaler på smerte eller
behov, hvis disse har været der. Vi ved at hun godt kan mærke smerte, men at
smertetærsklen bare er rigtig høj. En måde man også kunne arbejde med hende på vil
være at støtte hende i at mærke kroppens signaler og vise hende at det er ok at stoppe
op og lige mærke efter hvad det var der skete og om hvad det gjorde ved hendes krop.
Dette skal dog ikke ske ved at påtvinge hende følelser eller kropsfornemmelse som ikke
er til stede. Hvis der havde været en psykolog eller en psykomotorisk terapeut til stede
ville dette fokus blive bragt på banen og talt om i samråd med både forældre,
ergoterapeut og pædagog for at skabe et mere nuanceret helhedsbillede af M.
Resultatet af børstediæten blev at den ikke duede. Det resultat bygger udelukkende på
forældrenes oplevelse og vurdering ud fra ergoterapeutens retningslinjer. Via mine
samtaler med moren erfarede jeg, at de ikke havde en fornemmelse for at det havde
virket fordi teorien siger, at resultatet skal ses og mærkes med det samme. Dette
havde de fået af vide ved mødet. Her tænker jeg at børn er forskellige og skal mødes
forskelligt. Børsteteknikken var ved mødet blevet grundigt gennemgået og afprøvet,
men kun på de voksne, der skulle børste M. Tóroddsdótir mener, at det er af absolut
nødvendighed at dette gøres af fagfolk på det enkelte barn for at vise forældrene
hvordan kontakten og ikke mindst trykket fra børsten skal være. Det er en meget vigtig
forudsætning for ikke at komme til at overskride M’s grænser ved at gøre det for hårdt
eller blidt. Eller at børstningen sker under omstændigheder, som gør at M og eller den
27

voksne ikke er nærværende i øjeblikket og virkningen derfor måske ikke er så
fyldestgørende. Ved at bruge børsten mister man muligvis den kontakt der skabes ved
at det er hud mod hud og ikke en genstand mod hud. Forældrene har til motorikhuset
og til mig udtalt at de ikke så nogen effekt af de 2 ugers børstning, alligevel udtaler
moren sig senere om nogle helt konkrete situationer hvor M faktisk har ændret adfærd.
Svarene er dog udledt af konkrete spørgsmål fra min side om givne situationer hvorefter
moren har reflekteret og så ser tingene tydeligere. M’s adfærd kan skyldes alt fra
almindelig udvikling, til børstediæten, til forældrenes ændrede holdning til deres datter
og hele situation og til det ekstra nærvær, opmærksomhed og fysisk kontakt hun har
oplevet de sidste måneder. Derudover har forældrene fortsat haft fokus på at lade
hende skubbe og trække tunge ting og de dybdegående tryk, hvilket også kan have
været med til at udvikle hendes proprioseptive sans og herigennem en bedre
kropsbevidsthed.
Det at M har givet udtryk for kærlig og nærværende kontakt forekommer mig at være et
kæmpe skridt. I sig selv er det en kæmpe gevinst for både M og hendes forældre at få
mulighed for at opleve hinanden i tættere relationer og herigennem forstå hinanden
endnu bedre. Samtidig vil det i fremtiden kunne betyde at M igennem disse kram og kys
får yderligere sansestimulering til at bygge videre på.
I relation til at skabe et helhedsbilledet af M, har jeg i udredningen manglet at fagfolk
har vist interesse for det faktum at M er tosproget. I henhold til tidligere omtalte
undersøgelse 23 omhandlende sprog og ADHD bliver børns sprogproblematikker
forvekslet med ADHD. Derudover er der ikke blevet talt om graviditetens eventuelle
indflydelse eller om familien er i/eller har været igennem en krise eller et traume, der har
kunnet have indflydelse på M’s adfærd. Ligesom der ikke har været fokus på familiens
dagligdag ift. mad, motion, fjernsynskiggeri, opdragelse mm. Endvidere er der ikke
blevet kigget på forældrenes reaktioner, kontakt og normalitetsbegreb ift. situationerne,
hvor de synes, M reagerer uhensigtsmæssigt.
Ved mødet med psykiateren skulle forældrene berette om hele forløbet igen. Herunder
deres egen oplevelse men også prøve at genfortælle det mere faglige og teoretiske
grundlag for de tiltag der allerede var blevet gjort. Her er der mulighed for, at vigtig
23 S. 2 i opgaven.
28

information kan gå til spilde. Ikke mindst ville psykiaterens skridt i forløbet blive enten en
undersøgelse på neuropsykologisk eller på børnepsykiatrisk afdeling, da hun mente at
det var noget helt andet der gjorde sig gældende, nemlig en forstyrrelse eller
manglende organisering oppe i hjernen. Til det tænker jeg at det jo nemlig er det SI teori
bygger på og om hun har nok anden faglig viden i værktøjskassen til at udelukke andre
årsager.
Jeg har undervejs i forløbet ikke oplevet særlig mange tværfaglige observationer og
refleksioner. Det tætteste jeg er kommet på det har været min egen indgangsvinkel og
forståelse for både det kropslige og kognitive aspekt af M’s liv.
Interviews
I det følgende afsnit præsenterer jeg mine 3 informanter, som alle dagligt arbejder med
børn og unge, med enten ADHD diagnoser eller SI problematikker. Herefter
præsenteres en matrice, tabel 3, som med min problemformulering i fokus illustrerer
essensen af de tre interviews 24 med understående.
SS
SS arbejder psykomotoriske terapeut i en af landets PPR-afdelinger. I afdelingen er
desuden psykologer, ergoterapeuter og sagsbehandlere. De arbejder tværfagligt og
prøver at arbejde væk fra at stille diagnoser.
Interviewet foregik på SS’s arbejdsplads, hvor kun han og jeg var til stede. Min hensigt
med dette interview var, at høre hans tanker, erfaringer, frustrationer og visioner i
relation til hans arbejde med børn med sansemotoriske problematikker.
Det kvalitative forskningsinterview virkede efter hensigten, da der kom nogle
synspunkter frem som jeg ikke selv havde tænkt på. F.eks. talte vi om ordet rumlighed i
forhold til børn med ADHD/SI symptomer. SS fortalte, at de helst ikke brugte dette
udtryk, da det for dem, havde en betydning af begrænsning. Han sagde; ” vi har i vores
fag (det afspændingspædagogiske) en tendens til at sige at vi er meget rummelige. Vi
rummer dem (børnene), men at det har en klang af at holde på sig selv og acceptere
barnet, men ikke at have nogen intention om at rykke ved sig selv, omgivelserne eller sit
24 Bilag 4, 6 og 7.
29

normalitetsbegreb i den relation. Vi (PPR i kommunen) vil hellere arbejde hen imod
inklusion og mangfoldighed”.
AG
AG er uddannet lærer, pædagog og snart Cand.Pæd.Psyk. Hun arbejder med at
inkludere ADHD børn tilbage på normal området, indenfor fritidsregi. Disse børn har
tidligere været ekskluderet, til specialregi og gået i andre SFO’er med hver deres
støttepædagog. De har haft svært ved at danne sociale relationer og er af
Visitationsudvalget i kommunen, visiteret til dette tilbud, kaldet Oasen.
Oasen er et projekt tilbud med foreløbigt budget til 2012. Deres succes kriterium er, at
denne gruppe børn, skal inkluderes og ikke bare integreres i et fritids tilbud, på lige fod
med resten af børnene. De har dog et rum som er deres eget, hvor de har mulighed for
at trække sig tilbage når hverdagen bliver for massiv.
Interviewet foregik på AG’s arbejdsplads, hvor kun hun og jeg var til stede.
MK
MK er specialist i klinisk psykologi, børnesagkyndig ved Statsforvaltningen, samt
privatpraktiserende børne- og voksenpsykolog i København.
Han stiller sig kritisk over for den eksploderende stigning af ADHD diagnoser og
medicinering.
Analyse
Med udgangspunkt i min problemformulering har jeg udtrukket essensen af mine
informanters besvarelser og gjort dem sammenlignelige ved at opstille dem i en matrice.
For yderligere information henvises til de komplette interviews, bilag 4, 6 og 7.
Matrice
Tabel 3.
Årsager til
symptomer/
tilstanden
SS AG MK
Omsorgssvigt
ADHD
Manglende stimuli
Tilknytningsforstyrrelser
Omsorgsvigt
Stressede forældre
Samspil ml. medfødte og
miljøbaserede forhold. Den
tidlige kontakt i hjemmet er
30

Stigende
ADHD og
medicinering
Nødvendig-
hed af ADHD
diagnosen
Konsekvens
af diagnosen
Måske genetisk
SI problemer
(Årsager behøver ikke at
være åbenlyst)
Vores normalitetsbegreb
er blevet mere snævert.
Mange steder kan
forældre, institutioner og
skoler kun få hjælp og
støtte, hvis der foreligger
en diagnose.
Ofte unødvendigt, specielt
til de små (0-6 år), da
behandlingen alligevel bør
være den samme i form af
sansemotorisk træning
og/eller pædagogiske og
psykologiske tiltag.
Børnene bliver skåret over
en kam.
De bliver ekskluderet fra
normaliteten og
samfundet.
Det hjælper dem ikke.
De får medicin og ikke
ADHD meget vigtig. Et evt. traume
Nogle forældre
efterspørger diagnosen
for at føle sig fritaget for
ansvaret for barnets
opførsel.
Kan være den eneste
måde at få hjælp på.
Nej!
Børnene skal minimum
være store nok til at have
indflydelse på resultatet
af undersøgelsen.
Alt andet skal prøves
først; samtale, kost,
motion mm. og kigges på
miljø (helt tilbage fra
graviditeten.)
Desværre ofte
medicinering, som vi ikke
kender
langtidsvirkningerne af.
For nogle fungerer
medicin godt, men ikke
for ret mange. De bliver
eller fraværende forældre
(f.eks. grundet sygdom,
depression eller meget
arbejde). Et sårbart barn vil
reagere kraftigere.
Det er eksploderende.
Sundhedsstyrelsen finder
gentagende gange at alm.
praktiserende læger
udskriver ADHD medicin
(imod lovgivningen).
Nogle forældre kan ønske
diagnosen stillet og lægger
derved ekstra vægt på de
symptomer barnet har, som
kunne hjælpe til dette.
Medicinen er slet ikke
nødvendig i dette omfang
(se konsekvens af
diagnosen).
Der burde andre
psykologiske og
pædagogiske metoder til.
Der er to problemer ved
medicinen:
1. Vi kender ikke
bivirkningerne. Den
kan evt. gå ind og
påvirke hjernens
almindelige udvikling
31

Tanker &
teori
Forældrenes
indflydelse
sansestimulerende
træning.
Tværfaglig vurdering af
barnet, så der kan sparres
internt og fra alle vinkler.
Forældrene bør udfylde
spørgeskema sammen
med fagpersoner. Der skal
kigges på hele barnet og
miljøet mm.
Jo tidligere motorisk
træning – jo bedre, så er
resultatet af behandlingen
hurtigere og bedre og
tabet mindre.
Deres erkendelse,
engagement og
ofte tomme og ligeglade
og mister evnen til at
mærke sine basale
behov og egen krop. De
bliver rolige, men kan
være svære at få
ordentlig kontakt til.
Børnene bliver
ekskluderet til
specialområdet. De får
kun voksenkontakt til
støttepersoner og kun
mulighed for at spejle sig
i det unormale. De lærer
ikke de sociale
spilleregler i samfundet
og ender derved, som
svingdørspatienter på
den psykiatriske afdeling,
når de bliver ældre.
Metodefrihed.
Motion.
Arbejder for at barnet
skaber sociale relationer,
så det kan fungere
hensigtsmæssigt i
normalregiet.
Understøtter dem i
motoriske udfordringer
og succesoplevelser.
Børnene har allerede en
diagnose, så forældrene
på sigt.
2. Pillerne virker kun
så længe man tager
dem. Man fjerner
kun symptomer ikke
årsagen.
Børnene bliver medicineret
for at blive rolige, for at
opfylde de krav der er i
hverdagen.
Det er en politisk
overvejelse om hvordan
man griber det her an på en
anden måde, så vi ikke
svigter vores børn ved bare
at stikke dem en pille.
(ingen information)
32

Definition af
ADHD
symptomer
ift. anden
lidelse
Resultat
samarbejde er meget
vigtigt i arbejdet med at
hjælpe barnet.
Nogle forældre ønsker en
ADHD diagnose som svar
på deres frustrationer og
for at få hjælp.
Andre kan slet ikke se et
problem.
Nogle forældre er meget
engagerede, andre har
ikke ressourcerne.
Det er svært at lave en
skarp grænse mellem
ADHD og
sanseintegration. Det er
altid et
vurderingsspørgsmål, der
tager udgangspunkt i dem
der laver undersøgelserne
og svarer på
spørgeskemaet.
har erkendt det. Det gør
en kæmpe forskel at
have deres engagement
og samarbejde. Der er
dog forskel på de
ressourcesvage og
stærke.
Nogle forældre er glade
for diagnosen, da det
fritager dem for ansvar
for børnenes opførsel
(denne tanke er ikke
hensigtsmæssig). Det er
vigtigt med en tæt
kontakt så der skabes
tryghed, så forældrene
kan være åbne og ærlige
– hvilket giver svar.
Ser det ikke så meget i
børnenes adfærd, da
symptomerne på
tilknytningsforstyrrelser
er de samme.
Kriterierne for at have
ADHD er så brede.
ADHD lidelsen må være
de børn, der ikke har
tilknytnings- eller
omsorgsproblemer.
De klassiske symptomer er
motorisk uroligt og har
svært ved at koncentrere
sig i længere tid om
opgaver f.eks.
skoleopgaver.
Ovenstående viser at 3 uafhængige informanter, som ikke er valgt ud fra deres
synspunkter, men udelukkende fordi de beskæftiger sig med emnet, fortæller om deres
oplevelser af at en ADHD diagnose ikke nødvendigvis er den korrekte diagnosticering.
Den kan tilmed være et skadeligt stempel for det enkelte barn, da dette måske ikke får
33

den rigtige behandling i form af SI-træning og /eller terapi, men i stedet for en pille, der
får barnet til at indordne sig i et samfund, som er tilrettelagt ud fra en fællesnævner om
normalitetsbegrebet. Alle 3 informanter er enige om at det absolut ikke er nødvendigt at
stille diagnose for at hjælpe barnet.
De har forskellige svar til hvad årsagerne til disse symptomer kan være. Overordnet er
de enige om at svaret ikke kun ligger i genetikken. SS tænker meget SI ind i sit arbejde
og AG har aldrig rigtig haft den tanke før hun talte med mig. Hun har været meget
frustreret over mange af hendes børns ADHD diagnoser, da hun har set sammenhæng
med tilknytningsforstyrrelser, og i den forbindelse har tænkt at anden behandling ville
være mere hensigtsmæssigt end medicinering.
Deldiskussion
AG har undret sig over de børn, som har haft ressourcestærke forældre og ikke har haft
tilknytningsproblemer. Hun fortalte mig i den forbindelse, at de børn evt. kunne være
dem med SI-dysfunktion, efter at have hørt mig fortælle om SI. Det tænker jeg at kunne
være en interessant vinkel på det, at kunne skelne ”diagnoserne” fra hinanden. På den
anden side tænker jeg; at hvis det er så svært at finde frem til årsagen og dermed den
egentlige ”diagnose”, så er det nok meget bedre at lade være med at stille diagnoser
overhovedet. I stedet kan man arbejde med det individ man har foran sig, dvs. arbejde
sansemotorisk med SI-problemerne, som de mere eller mindre alle sammen har og
terapeutisk i det niveau det enkelte barn har dette behov. Derudover bør de
pædagogiske foranstaltninger, herunder også forældresamarbejde, tilpasses den
enkelte. For at se hele barnet og dets liv må der arbejdes tværfagligt og ikke bare med
en videre sendelse af barnet når der ikke er mere at gøre. Jeg tænker at der skal
sparring til og i samme rum og på samme tidspunkt for herigennem at skabe en bredde
og dybde i refleksionen og ende med en psykomotorisk og empatisk vurdering af
barnet.
Motorik screening af 0. klasser
(AP) er uddannet folkeskolelærer med idræt som overbygning. Hun underviser på en
skole i matematik og idræt. For 2 år siden ansøgte hun sammen med den kommunale
fysioterapeut om penge til at lave projektet ”rend og hop”, som går ud på, at mere
34

motion til eleverne, giver dygtigere, roligere, mere koncentrerede og gladere børn. Hun
fik 10 ekstra timer, hvoraf hun lagde 4 timer i 0. klasserne. Disse blev brugt som en
screening af alle børnene ud fra et motorisk færdighedsskema og derefter
sansemotorisk træning. Dette gjorde hun fordi hun har en klar mening om at det er
bedre at få optrænet de motoriske mangler så tidligt som muligt. Allerhelst synes hun at
man skal i gang allerede i børnehaven.
Hendes baggrund er således meget idrætsorienteret og fokus er at børnene skal trænes
i de problematikker og færdigheder de har svært ved. Dette for at de nu og senere i livet
skal undgå nederlag i idrætstimerne og i andre sociale sammenhænge, hvor disse
færdigheder gør sig gældende. Derudover motiverer det dem til at ville bevæge sig,
som er med til at gøre dem glade, rolige og forbedre deres indlæring. Teoretisk læner
hun sig op ad sin viden om idræt og motionens virkning på indlæring. Derudover er hun
meget inspireret af Anne Brodersen ift. det sansemotoriske.
Motoriktræning i forhold til sanseintegration
Jeg har fulgt APs forløb siden august 2010 med fokus på om disse screeninger og
efterfølgende træning på sin vis minder om den sansemotoriske træning SI teorien
læner sig op ad selvom udgangspunktet er et andet. Mine observationer fortæller mig at
det gør det. AP arbejder meget med udgangspunkt i sanserne og får herigennem
stimuleret mange af de sanser børnene har problemer med. Forskellen er nok at Ann
arbejder mere ud fra et mål om en given færdighed skal oplæres (splinter skills), hvor
SI-teorien mere bygger på processen. AP udtaler 25 , at hun arbejder med alle sanserne
for at komme hele vejen rundt, da en sans påvirker en anden. Her er SI-teorien mere
specifik ift., hvilke sanser, der konkret samarbejder med andre.
Øjnene der ser
Mine observationer og efterfølgende sparring med AP har påvist at vi, på trods af de
fleste identiske observationer, havde nogle enkelte, hvor vores fokus har været
forskelligt og hvor resultatet af om et barn skulle videre i et træningsforløb faldt
25 Bilag 9
35

forskelligt ud. Ved at udveksle observationer og teoretiske begrundelser efter screening,
synes jeg, at vurderingerne blev mere valide 26 .
Deldiskussion
Når man som AP tager udgangspunkt i at alle børnene skal screenes ift. motorikken, vil
der ikke på forhånd være nogen, der bliver udvalgt enten ud fra en uhensigtsmæssig
adfærd eller på grund af at der er blevet foretaget en vurdering eller en observation fra
enten forældre eller en lærer, som måske kun ser med begrænset viden eller ”farvede
briller”. Det vil sige at alle børnene for en chance for at, blive ”opdaget”. Det kan jeg
rigtig godt lide. Jeg synes også, at der er andre tilgange at arbejde sansemotorisk på
end ud fra SI-teorien. I AP’s undervisning observerede jeg, at hun på mig virkede som
om hun brændte for det hun lavede. Det bekræftede hun senere. Hun mødte børnene
med glæde og interesse, hvilket jeg ud fra min psykomotoriske tankegang om kontakt
og relationer tænker, har en meget stor del af hele succesen med træningen at gøre.
Det at børnene blive taget ud af en kontekst og får ”ene-opmærksomhed” og ros må
uden tvivl have indflydelse på den selvtillid børnene udvikler i forbindelse med
træningen. Jeg tænker at AP nok får trænet mange splinter skills undervejs, men som
SI-teorien udtrykker; er de gode for deres egen skyld og ikke mindst i forhold til at
fungere socialt i idræt og frikvarterer, som er AP’s mål. Jeg tænker at rene SI børn ikke
får optimal sansemotorisk træning på hendes hold, men at det nok automatisk er dem,
som vil blive videreført til det større kommunale motorikhold, hvor træningen bliver
endnu mere målrettet det enkelte barn og i længere tid. På den anden side har der
faktisk ikke været nogle børn fra Usserød Skole i de to år projektet har eksisteret, der
har haft så store motoriske udfordringer at de har skullet med på det hold, i modsætning
til resten af kommunens skoler. Med den viden kan det jo godt være at hun i
virkeligheden får bugt med det meste via de 4 timer/ugtl.
I så fald tænker jeg, at det er en tilgængelig og forholdsvis nem måde for mange flere at
kunne hjælpe børn med disse problematikker og uden at have en større teoretisk viden
indenfor SI teorien.
26 Bilag 10
36

Psykomotorisk diskussion
Som tidligere omtalt i opgaven, skal fagfolk bygge deres vurderinger, ved mistanke om
ADHD, på det danske referenceprogram (DDRP).
Jeg har via min case om M fået et meget konkret eksempel på hvordan et barn på
under 6 år er i udredning for ADHD. Ifølge DDRP (2008, s. 9) er det meget vanskeligt at
udrede noget inden denne alder, samtidig med at der faktisk ikke må gives medicin.
Derudover skriver DDRP, at en udredning for ADHD skal ske så hurtigt som muligt for
herefter at starte medicinering. Denne retningslinje er fortsat gældende på trods af at
medicinering af børn er stærkt omdiskuteret både etisk og fagligt og jeg synes, det er
opsigtsvækkende at der ikke bliver anbefalet nogen videre grad af pædagogiske og
terapeutiske behandlingsformer. Efter jeg har have læst programmet, synes jeg at der
dels er modsigelser eller i hvert fald muligheder for at fagfolk kan fortolke det læste som
ønsket. DDPR bygger sine retningslinjer ud fra specifikke forskningsresultater, som
mange fagfolk stiller sig kritiske overfor. Bl.a. skriver forskeren selv, at han ikke har
formået at opnå ens resultater i lignende undersøgelser og stiller sig derved kritisk over
for sit eget forskningsresultat. Dette henviser programmet ikke til. Jeg stiller mig kritisk
over for den måde retningslinjerne i programmet er blevet til på da flere af lægerne bag
udviklingen af programmet har tilladelse til at samarbejde med de medicinalselskaber,
der producerer medicin til behandling af ADHD. Bl.a. skriver fagbladet Børn&Unge
2010 27 , at den førende danske overlæge Per Hove Thomsen foruden at være formand
for den gruppe læger, der udarbejder retningslinjer i referenceprogrammet og derved
retningslinjerne for behandling af børn med ADHD i Danmark, også er foredragsholder,
underviser og konsulent for medicinalvirksomheden Novartis, som fremstiller Ritalin.
Thomsen siger: ”Jeg synes, at et fornuftigt samarbejde med industrien er nødvendigt.
Der er store økonomiske interesser på spil, men industrien fremstiller medicin, som
gerne skulle gavne børnene. Og så skal man gøre sig klart, at man kan lade sig påvirke
af det. Jeg tror ikke, at jeg kan undgå at blive påvirket, men samarbejdet er nødvendigt
for at kunne komme videre og lave relevant forskning”. Han udtaler her, at han ikke kan
undgå at blive påvirket af dobbeltrollen, alligevel ønsker lægemiddelstyrelsen ikke at gå
27 http://jp.dk/indland/article2170149.ece
38

ind i sagen. Anne Mette Dons, chef i Sundhedsstyrelsens afdeling for tilsyn udtaler: ”Det
er ikke vores opgave at kontrollere. Vi har et reaktivt tilsyn og har ikke mulighed for at
undersøge, om tilknytningen giver problemer” (fagbladet Børn&unge 2010). Derudover
er ADHD foreningens hjemmeside sponsoreret af medicinalfirmaet Eli Lilly og
JanssenCilag, som begge producerer ADHD medicin (Kaster 2010, s. 69).
Når vi snakker om børn under 6 år fremgår det af DDRP og helt tydeligt af
Lægemiddelstyrelsens produktresume fra december 2009 28 , at disse børn slet ikke bør
få medicin mod ADHD. Alligevel har danske børnepsykiatere udviklet en praksis, hvor
de ordinerer medicin til helt små børn med diagnosen ADHD, siger Thorsten
Schumann, som er børne- og ungepsykiater på det psykiatriske hospital Augustenborg i
Sønderjylland 29 . Dette må jo betyde at fagfolk forholder sig individuelt til
referenceprogrammet og det at diagnosticere. Igen her viser det hvor tydeligt et barns
fremtid afhænger af øjnene der ser og vurderer.
Som illustreret i ovenstående teoriafsnit, påvirker en sans en anden og en sans skal til
tider være udviklet for at en næste sans kan udvikles. På en måde er det et indviklet
system, men vi mennesker er, som skrevet, drevet af en indre drift hen imod udviklingen
af disse. Hvis der, af den ene eller den anden årsag, er uorden i dette system skal det
dog hjælpes lidt på vej. Årsagerne tænker jeg kan være f.eks. en medfødt SI
dysfunktion, lidelsen ADHD, tilknytnings- og omsorgsproblematikker eller manglende
stimuli. Symptomerne er så lig hinanden at det uden tvivl bliver forvekslet med
hinanden. Nå man tager den enorme stigning af ADHD diagnoserne i betragtning må
der være sket en eller anden politisk og eller samfundsændret holdning de sidste 10 år,
der har medført et meget snævert syn på normalitetsbegrebet. Det er meget individuelt
fra omgivelse til omgivelse om ”hvornår et barn sidder pænt ved bordet” altså ”hvor
meget må det bevæge sig på stolen”, ”hvor normalt er det at hoppe i sofaen” osv. Disse
forskellige vurderinger fra omgivelserne er så med til at præge f.eks. spørgeskemaet,
som forældrene og pædagogerne skal udfylde. De udfylder krydserne ud fra deres egen
opfattelse af at ”sidde pænt” eller ”koncentrere sig om en opgave”. Problemet er, at der
ikke neden under er en parentes med om barnet bliver forstyrret af en radio, søskende
eller en igangværende krise. Det kan være barnet ikke har spist noget morgenmad eller
28 http://jp.dk/indland/article2257391.ece
29 http://jp.dk/indland/article2257391.ece
39

spist alt for meget sukker og herved er blevet hyperaktivt. Forældrene kan stille alt for
store krav til barnet, og reaktionen er en måde at kommunikere til forældrene.
Vurderingerne er også præget af om forældrene har et ubevidst ønske eller det
modsatte; en frygt for en diagnose. Herved kan børn, som har behov for hjælp, blive
overset. Ved at være til stede med tid, nærvær og empati i samtaler med de voksne og
ikke mindst børnene kan det give en tryghed og vished for at vi (fagfolk) er her for at
hjælpe. Mange af de voksne omkring barnet ønsker desværre tit en diagnose, da det er
den eneste vej for at få hjælp, støtte og vejledning. Det kan simpelthen være en nøgle til
kommunens pengekasse. Det synes jeg er en skrækkelig måde at samfundet kan
fungere på. Jeg kan kun tænke at det må være i barnets og samfundets tarv at undgå
dyre medicineringer, hvis det kan klares med sansemotorisk træning og pædagogiske
og psykologiske foranstaltninger. Det kræver en helt anden politisk tilgang til
specialområdet. AG fortalte mig under interviewet om en undersøgelse, der viste at man
i stedet for at have hele specialområdet kørende, kunne inkludere børnene i en normal
folkeskole og stadig minimere alle folkeskoleklasser til 12 børn, grundet det det koster
at have specialeregiet kørende. Det tænker jeg er en rigtig spændende vinkel at have
på det. Børnene vil i stedet for, at blive ekskluderet til specialområder kunne blive
inkluderet og få mulighed for at spejle sig i normalitet og lærerne vil have mulighed for
at fordybe sig dobbelt så meget i børnene, da de kun er halvt så mange. Jeg tænker
dog stadig at der skal være en grænse for inklusionen, men at denne må bredes mere
ud og skabe rum til flere. AG og SS, som begge arbejder hen imod inklusion af børnene
i normalområdet tænker at det er vejen og jeg tænker også at, ved at vi tilpasser
omgivelserne og miljøet, herunder os selv, til et bredere normalitetsbegreb er vi med til
både at hjælpe børnene, som har vanskeligheder og os selv. Disse børn spejler sig i
omgivelserne og derved tænker jeg ikke at det gavner dem kun at være sammen med
andre med vanskeligheder og voksenkontakt. De skal ud og spejle sig i normaliteten og
lære hvordan den store verden fungerer på almindelige skoler, da de jo gerne skal
fungere på normale arbejdspladser senere hen. Jeg frygter at medicineringen er med til
at bedøve dem og fratage dem mulighed for at udvikle en realistisk kropsbevidsthed.
Hvis de ikke har den, har de heller ikke et godt fundament at møde omverdenen på og
konflikter vil opstå og disse kan være meget voldsomme når man er teenager,
hormonerne raser og musklerne er blevet større. I forbindelse med regeringens forslag
40

til den nye folkeskolereform, udtaler undervisningsminister, Tina Nedergaard (Debatten
DR2, 2010) 30 , at man ved at inkludere børn tilbage til normalområdet vil få 30 % flere
ressourcer tilbage til samfundet. Troels Boldt Rømer, formand for landets skoleelever i
DSE, er dog kritisk over for dette, når der samtidigt er et ønske om at fjerne grænsen for
hvor mange skoleelever, der må være i hver klasse. Det kan umuligt være gavnligt for
hverken elever eller lærere at fordele lærerens opmærksomhed på flere individer og slet
ikke hvis der kommer flere til med indlærings-, koncentrations- og adfærdsproblemer.
DDRP skriver, at en tidlig udredning er at foretrække. Når man tager SI teorien i
betragtning er det også en rigtig god ting. Ayres (2007, s. 93) skriver; ”at hvis der er
huller og uregelmæssigheder på nogle af de integrative trin, før barnet kommer i skole,
vil der være huller og uregelmæssigheder i hans skolearbejde og i hans liv i det hele
taget”. Derudover kan problemerne have vokset sig til mange dårlige oplevelser med
både sin egen krops formåen og dårlig selvtillid. Den tidlige udredning behøver dog ikke
at resultere i en ADHD diagnose. Når man sammenligner symptomerne og årsager på
henholdsvis SI og ADHD og tager udgangspunkt i Tóroddsdóttirs erfaringer, kan der
meget vel have været en kæmpe del af de ADHD diagnostiserede børn og voksne, som
i virkeligheden har startet deres liv ud med en eller flere SI dysfunktioner, som igennem
livet og i samspil med miljøet har udviklet sig til adfærdsproblemer og misforståelser hos
omverdenen. Det kan så føre videre til at barnet igen gang på gang er blevet mødt med
misforståelse og spejlet sig i et forvrænget billede af sig selv og via dette skabt en
uhensigtsmæssig selvopfattelse, som igen er med til at påvirke adfærden. I værste fald
kan dette medføre depression og misbrug, som også er set i forbindelse med ADHD, i
teenage- og voksenalderen.
De børn der får diagnosen ADHD, bliver ved betydende og behandlingskrævende
motoriske vanskeligheder henvist til udredning hos børneneurolog eller
børnefysioterapeut (DDRP s. 23). Jeg undrer mig over hvorfor det skal være en
fysioterapeut, da jeg mener, at andre faggrupper, som f.eks. ergo- og psykomotoriske
terapeuter, også vil være rigtig gode til at udfylde den faglighed, som kræves. I M’s
tilfælde var henvisningen til et motorikhus med både ergo- og fysioterapeuter. Hun
havde ikke en diagnose, men det var et led i undersøgelsen af hende. Først tænkte jeg,
30 http://www.dr.dk/NU/player/#/debatten/3820
41

at det var rigtig godt, men når de prøver én ting, som handlede om et meget konkret
børsteprogram, som efter kort tid ikke virkede, bare sendte hende videre til psykiater,
synes jeg idéen og mulighed for en enorm udvikling hos hende er tabt. Hvis forældrene i
denne situation var ressourcesvage og ikke havde formået at reflektere over forløbet og
deres egen indsats havde M’s situation måske været en sikker ADHD diagnose med
dertil hørende medicin, da hun ikke fik mulighed for at blive mødt nogen steder i det
omkringliggende miljø uden at have en oplevelse af at blive ”misforstået”, ”opgivet” og
”videresendt” i systemet.
Det at ergoterapeuten vurderede, at der ikke var mere at gøre for M, stiller jeg mig
kritisk over for. Tóroddsdóttir (2001 s. 106) mener, at i forhold til børsteteknik; handler
det om at skabe balance mellem den primitive og bekyttende følesans og den anden
del, der analyserer og differienterer hudoplevelser (teoriafsnit s. 15) og at måden at
gøre det på er forskelligt fra barn til barn. Det var ikke min oplevelse, at denne
behandling blev tilpasset specielt til M, da hun ikke engang var med til mødet. Samtidigt
tænker jeg, understøttet af Tóroddsdóttir (2001 s. 104), at da behandlingen er så
konkret og de enkelte områder ret simple, kan man hurtigt køre træt i dem. For at have
energi og udholdenhed til at følge barnet på denne lange vej er det nødvendigt at have
indsigt. Forældre skal derfor ikke bare have oplysninger, de skal jævnligt have støtte og
opmuntring, også fordi behandlingen bør ændre sig efterhånden, som barnet bliver
bedre.
Når et sådan tiltag kræver både fysisk og mental kontakt mellem barn og voksen vil det
nok ikke kunne effektueres ved børn og forældre med tilknytningsproblemer, hvilket der
ikke var lavet forudgående undersøgelser af i M´s tilfælde. Jeg har dog ikke den
mindste tanke om at der har været tale om tilknytningsproblematikker i hendes situation.
De tiltag der er blevet gjort for M i form af skub og træk øvelser, dybde tryk og
sansebørstning og de børn AP laver sansemotorisk træning med må uden tvivl have
hjulpet deres kropsbevidsthed. Som Ryborg, R. skriver; ”Kropsbevidstheden er det
basale grundlag for oplevelse og accept af sig selv”, så jeg tænker at lige meget om
børnene har en diagnose eller ej, om diagnosen er ADHD eller SI, så kan det kun være
gavnligt at arbejde sansemotorisk for herigennem at øge kropsbevidstheden. Dette må
42

dog være svært, hvis man er ”bedøvet af medicin og derved dårlig nok kan mærke sit
eget sult- eller søvnbehov” (tabel 1 & konsekvenser AG s. 32).
43

Konklusion
Jeg har i min opgave valgt at inddrage et stort empirisk materiale for selv at få et indblik
i den virkelige verden. Ved kun at forholde mig til ovenstående teori kan jeg gå ind og
diskutere hvorvidt symptomer og årsager ikke er meget ens og derved kan jeg så tvivle
om ADHD diagnosernes korrekthed, men når jeg i opgaven også skal konkludere på
dette, har det været essentielt for mig at gå åben ind i opgaven med en vis form for
ydmyghed og undersøgende interesse for at få hele billedet. Dette er gjort ved hjælp af
min empiri, som breder sig ud over både ”det enkelte barns historie og fagfolks
erfaringer og synspunkter.”
”At man, når det, i sandhed skal lykkes een at føre et menneske
hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde
ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i
al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv en
indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i
sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg kunne forstå mere end
han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når
jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil
jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi, jeg
er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden, i stedet for at gavne
ham, egentlig vil jeg beundres af ham.
Men al sand hjælpen begynder med ydmygelse.”
(Kierkegaard, 1859)
Ovenstående citat illustrerer for mig vigtigheden i at vi åbner øjnene og ikke skærer alle
over en kam, hverken med en diagnose for ADHD elle SI dysfunktion.
Et vigtigt spørgsmål i min opgave er; hvordan vi hjælper vores børn bedst muligt? Ud fra
gennemgået teori og indsamlet empiri ser jeg i hvert fald ikke svaret i at diagnosticere
børnene. Dette fordi at der ofte med dette følger medicinering som, i stedet for at gå ind
og finde årsagerne hos det enkelte barn og dets familie, fjerner symptomerne på at
barnet måske i virkeligheden har det rigtig dårligt inden i. Barnet får det måske
44

umiddelbart bedre fordi det ikke mærker noget og samfundet får fjernet det, der ikke lige
passer ind i vores hverdag. Jeg tror dog at en bedre løsning vil være at undgå alle
diagnoserne og fokusere på tværfagligt samarbejde i stedet. Her vil barnet blive set som
en helhed og derfor vil den rette tværfaglige behandling blive iværksat. Det er ikke nok
bare at arbejde sansemotorisk med dem i stedet, da det igen vil fjerne hele det
individuelle aspekt. Nogle af børnene har måske en hel konkret SI dysfunktion, som har
medført misforståelser og uhensigtsmæssige adfærd. Disse havde, som mindre været
fint tjent med kun SI træning, men da problemet har fået lov at udvikle sig og da barnets
liv og adfærd er et resultat af barnets møde med omgivelsernes respons på denne, har
barnet nu brug for yderligere terapi for at genopbygge en evt. dårlig selvtillid. Når det er
sagt er det vigtigt at huske, at nogle mennesker fortæller om hvordan det at få en
diagnose og medicin for lidelsen ADHD har gjort deres liv udholdeligt og velfungerende.
Fra ovenstående undersøgelser kan jeg ikke konkludere på grænsen for hvornår et
menneske har henholdsvis ADHD eller SI. Som skrevet skal der et helhedsbillede, som
både er dybt og bredt, af det enkelte menneske og dets historie, for at skabe de bedste
betingelser for fremtiden.
At konkludere på nødvendigheden af en diagnose er stadig svær for mig. For at jeg skal
kunne skrive at det faktisk ikke er nødvendigt kræver det en større politisk og kommunal
ændret holdning ift., at det enkelte barn, dets familie og skole/institution kan få støtte og
hjælp uden at en diagnose foreligger. Hvis dette bliver realistisk vil jeg mene at
diagnosen ikke er brugbar, da den stempler barnet, hvilket øger risikoen for at barnet
spejler sig i sygdommen og folk forholder sig til diagnosen og ikke mennesket, og
diagnosen medfører medicinering, som berøver barnet for at mærke sine basale behov
og herigennem muligheden for at udvikle sig selv og arbejde hen imod sunde sociale
relationer. Derudover foreligger muligheden at fejldiagnosticere, da symptomerne i
meget høj grad ligner bl.a. SI-dysfunktion og tilknytningsforstyrrelser. Dette fjerner
muligheden i at give den rigtige behandling i form af sansemotorisk træning og/eller den
terapeutiske støtte.
Så længe at grænselandet er så flydende synes jeg at det er urimeligt at møde det
enkelte barn med et stempel i panden. I stedet synes jeg at man som udgangspunkt
skal inddrage sansemotorisk træning i institutioner og skoler, informere forældre om
45

vigtigheden heraf og for de børn med ekstra behov må der her sættes ind med
yderligere træning, vidensformidling og støtte. Jeg vil til slut for at illustrere vigtigheden
af min opgave og hele vores fag, citere Ryborg, R.: ” Den erfaring, der erhverves
gennem den øgede kropsbevidsthed, udbygger oplevelsen af egen identitet og styrke
og gør det muligt at ændre og udvide den psykiske og sociale aktivitet”.
46

Perspektivering
Hvis jeg skal arbejde videre med min opgave vil mit undersøgelsesfelt både kunne
bredes mere ud for at få endnu flere vigtige aspekter med, men jeg ville også kunne
vælge konkrete faktorer ud fra min eksisterende opgave og fordybe mig yderligere i
dette. Det vil være vigtigt, at lave mere valide undersøgelser med flere informanter,
herunder flere børn i udredning og undersøgelser af virkningen af sansemotorisk
træning på ADHD diagnosticerede børn og voksne. Derudover vil jeg synes, at det er
interessant at fordybe mig i henholdsvis børnenes og forældrenes subjektive forståelse
for det at være i udredning eller have diagnosen tæt på livet.
Jeg synes, at det kunne være spændende at gå ind i et undersøgelsesarbejde med
fokus både på hvordan barnets fostertilværelse har været præget af vestibulær stimuli
(eller mangel på samme), og om hvorledes dette har påvirket barnets senere ift.
sanseudvikling, motorik og adfærd.
Jeg er blevet bekendt med, at ADHD medicinen også gives til mennesker med PTSD.
Dette er ikke en medfødt lidelse, men en stress/krise faktor. Hvis medicinen virker i
relation til PTSD, kan årsagen til, at nogle mennesker med ADHD symptomer, der
reagerer positivt på medicinen, være at ADHD er en stress reaktion.
Det vil også være vigtigt, at gå mere konkret ind i grænselandet om ADHD - For hvad er
det egentligt for noget? Er det bare en diagnose for de symptomer som rigtig mange
årsager kan give?
47

Litteraturliste
Ahlman, L. (2006): Bevægelse og udvikling, Christian Ejlers’ Forlag.
Akasha, E. S. (2003): Afspændingspædagogik – tekster om faget 1946 – 2003, Forlag
for afspændingspædagogik og psykomotorik.
Ayres, J. (2007): Sanseintegration hos børn, Hans Reitzels Forlag.
Bjerrum, M. (2005): Fra problem til færdig opgave, Danmark, Akademisk Forlag
Brodersen, A. & Pedersen, B. (1994): Børn og motorik, Viborg, Forlaget Børn & Unge.
Brodersen, A & Pedersen, B. (2003) Grundmotorik – testning og træning, Fyns
Pædagogseminarium Forlaget.
Damm, D og Thomsen P. H. (2006) Om Børn Og Unge Med ADHD, Hans Reitzels
Forlag.
Dybring, A., Vagn-Hansen, C., Hancke, C., Jensen, E., Wedel-Ibsen, M., Kaster, M., et
al. (2010) Sundhedsvæsen eller medicinindustri. Klitrose.
Kvale, S. (1997): Interview - en introduktion til det kvalitative forskningsinterview,
København, Hans Reitzels Forlag.
Pedersen, B. (2001): Teorien bag børns bevægelser (2. udgave), Frederikshavn, Dafolo
Forlag.
Schibye, B. & Klausen, K. et. al. (2001): Menneskets fysiologi, Århus, FADL's forlag.
Tóroddsdóttir, T. (2001) Klodsmajorer og englebørn – børns motoriske udvikling og
sanseintegration. Borgen.
Broberg, M., 09.09.10, Fuld damp på ADHD-udgifter, ukendt, lokaliseret 15.09.10 på:
http://jp.dk/indland/article2177193.ece
Børsteinstruktion, lokaliseret 11.10.10 på:
http://www.birgitte-gammeltoft.dk/artiklernye/artikler/borsteinstr.htm
Debatten på DR2, 09.12.10, lokaliseret 10.12.10 på:
http://www.dr.dk/NU/player/#/debatten/3820
Det Danske Referenceprogram for ADHD, lokaliseret 15.09.10 – 16.12.10 på:
http://www.bupnet.dk/media/ADHDReferenceprogram080508_jsb[1].pdf,
48

Thomsen, P., 30.09.10, ADHD kan skyldes genfejl, ukendt, lokaliseret 05.10.10 på:
http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article2200475.ece
Ukendt, 25.11.10, Flere småbørn behandles med Ritalin, lokaliseret den 06.12.10 på:
http://jp.dk/indland/article2257391.ece
Ukendt, 01.09.10, Børnelæger tæt på medicinalindustrien, lokaliseret den 06.12.10 på:
http://jp.dk/indland/article2170149.ece
Ukendt, 28.09.10, Børn får fejlagtigt konstateret ADHD, lokaliseret den 05.10.10 på:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/09/28/054450.htm?sms_ss=facebook
49

Bilag 1
Observationer og overvejelser relateret til M.
Jeg var observant ved et møde i Motorikhuset, Virum, hvor Ms forældre, farmor,
pædagog, en ergoterapeut og en fysioterapeut var til stede. Der var sat 2 timer af,
hvilket næsten blev overholdt. Fysioterapeuten og ergoterapeuten havde forinden
observeret M og talt med forældrene og pædagogen om problematikkerne. Jeg havde
forinden fået af vide af forældrene at der var meget modstand fra farmorens side ift. om
der overhovedet var et problem. Farmoren bor til hverdag i England, men var i denne
periode på besøg i 3 uger. Farmoren taler kun engelsk, så Ms mor havde sørget for at
mødet blev med den engelsktalende ergoterapeut, som var tilknyttet Motorikhuset. Hun
blev inviteret med for at få et indblik i hvad det var det hele handlede om og måske på
den måde kunne blive mere åben over for problematikkerne.
Ergo- og fysioterapeuten var inspireret af Jean Ayres’s sanseintegrationsteori og nyere
forskning om sansestimuli. Efter endt møde, i forbindelse med, at jeg fortalte om mit
emne sagde ergoterapeuten ,,ja, du kan jo godt høre hvad vi er mest tilhængere af…”
hvor til jeg svarede ,,øh..ja…” lidt spørgende. Hun sagde; ,ja SI, absolut..” Her tænkte
jeg at det var rigtig godt at M kom via denne vej, som jeg havde en hypotese om var
den rigtige, selvom jeg ikke skulle diagnosticere og heller ikke gjorde det på nogen
måde. Jeg tænkte samtidig; hvor er den psykologiske vurdering henne i dette forum?
Resultatet af dette møde blev at Melanie havde sensory defensiveness / taktilt forsvar
og skulle igennem et børste program og en oral track therapy. Dette var bestemt på
forhånd af ergo- og fysioterapeuten, men kunne kun effektueres ved engagement og
fuldstændigt samarbejde med forældrene og børnehaven.
Her lå der en stor udfordring i forhold til at pædagogen skulle ”børste” M hver dag 2
gange imens hun var alene på stuen med børnene. Der blev snakket frem og tilbage og
lyttet anerkendende til hendes frustration og hun ser pludselig muligheder og måder at
få børstningen implementeret.
50

Det psykologiske møde vil så finde sted ca. 2 måneder efter uden for kontekst, hvilket
jeg undrer mig over, da dette ikke behøver at blive opdelt som henholdsvis et
psykologisk eller kropsligt problem.
51

Bilag 2
Børsteteknik
Teorien kommer fra sanseintegration hvor den amerikanske ergoterapeut Patricia
Wilbarger har udviklet metoden til ”TAKTIL SKYHED”, der er en overfølsomhed på
følesansen (tactil). Problemet skyldes en udviklingsforstyrrelse af nervesystemet. Efter
Wilbargermetoden børstes hele kroppen igennem og derefter trykkes alle led sammen
10 gange. Det hele tager 2-3 minutter og gentages 7 gange dagligt i 14 dage.
Denne teori kan med god effekt anvendes til behandling af mennesker med
sanseforstyrrelser efter blodprop, hjerneblødning eller traumatisk hjerneskade med
følgevirkninger som:
Nedsat kropsopfattelse
Nedsat følesans
Indre uro/rastløshed
”Sansesult”
Neglekt
I disse tilfælde behøver man ikke børste så mange gange om dagen, og ikke kun et
bestemt tidsrum.
Ved børstning påvirkes hud følsomheden og det giver øget opmærksomhed. Det er
vigtigt umiddelbart efter at stimulere alle led med tryk 10 gange, hvilket påvirker
muskel/ledsansen og generelt virker beroligende. Det kaldes approksimation eller
ledkompression.
(Jf.: http://www.birgitte-gammeltoft.dk/artiklernye/artikler/borsteinstr.htm)
52

Bilag 3
Interview guide d. 16.09.10
Informant: SS
Interviewer: Anne Marie T. Horn
1. Informanten får mulighed for at fortælle om sit arbejde, sine erfaringer, tanker og
frustrationer mm.
2. Overordnede spørgsmål/emner:
- Hvad kommer sanseintegrationsproblematikker af?
(omsorgssvigt/ADHD/manglende stimuli/genetisk)
- Vores (de voksnes) rumlighed til børnene…..
(normalitetsbegreb / mangfoldighed)
- Er det overhovedet nødvendigt med diagnoser til små børn?
(Hvis behandlingen i form af motorisk træning / stimuli er den samme)
- Tóra Tóroddsdottir mener at SI børn kan sidde og koncentrere sig om en opgave
i længere tid, hvis denne er tilpasset (i modsætning til ADHD børn). Det mener
andre et ADHD børn godt kan.
- Vigtigheden af forældrenes erkendelse og engagement/samarbejde/viden om
problematik.
53

Bilag 4
Interview d. 16.09.10
Informant: SS
Interviewer: Anne Marie T. Horn
1. Informanten får mulighed for at fortælle om sit arbejde, sine erfaringer, tanker og
frustrationer mm.
I PPR i Ballerup arbejder de tværfagligt mellem både psykologer, socialrådgivere,
ergo- og fysioterapeuter. SS er den eneste afspændingspædagog. De arbejder med
tankegangen om inklusion af børn, der falder lidt uden for normalområdet og
arbejder væk fra at diagnosticere. De vil hellere tænke en ændring i miljøet omkring
barnet og gøre normalitetsbegrebet bredere.
2. Overordnede spørgsmål/emner:
- Hvad kommer sanseintegrationsproblematikker af?
(omsorgssvigt/ADHD/manglende stimuli/genetisk)
SI dysfunktioner kan have mange årsager. Han ser det i relation til omsorgssvigt,
ADHD, manglende stimuli og måske er det tilmed nogle gange noget genetisk. Der
behøver i hvert fald ikke altid være en åbenlys årsag.
- Vores (de voksnes) rumlighed til børnene…
(normalitetsbegreb / mangfoldighed)
En af årsagerne til at antallet af ADHD-diagnoser i Danmark stiger, må være at vores
normalitetsbegreb bliver mere snævert. Mange steder har det været sådan at forældre,
institutioner og skoler kun har kunnet få hjælp og støtte, hvis der forligger en diagnose
på det enkelte barn. Sådan er det ikke i PPR-Ballerup. Deres tanke er at arbejde med
mangfoldighed og skabe et tilpasset miljø i stedet. Dette sker ved at lave differentieret
undervisning i skolerne, lave det fysiske arbejds- og legemiljø mere tilgængeligt for
54

arnet. F.eks. kan et barn have rigtig svært ved at skrive eller tegne, hvis det sidder på
en stol ved et bord, men ikke have nogle problemer når det ligger på gulvet. Herved
skal barnet ikke bruge ressourcer på at holde balancen oprejst. ”Vi kommer også gerne
ud i institutioner og ser på problematikkerne og mulighederne dér. Ofte handler det om
interaktionen mellem pædagog og barn og psykologen vil så kunne gå ind og hjælpe
pædagogen med at takle situationerne”.
- Er det overhovedet nødvendigt med diagnoser til små børn?
(Hvis behandlingen i form af motorisk træning / stimuli er den samme)
Det er meget ofte unødvendigt at stille diagnosen om ADHD (og mange andre
diagnoser) til børn. Specielt de helt små (0-6) årige, da denne ofte vil følge barnet,
som et stempel, videre i institutionslivet/skolen. Der kan ske det at børnene bliver
”skåret over én kam”. I stedet vil han hellere kigge på det enkelte individ og det´s
individuelle problematikker. Der skal kigges på hele billedet af barnet, også den
familiære situation, livet/ interaktionen mellem pædagogerne og barnet mm.
Overordnet er der ingen grund til at stille en diagnose, hvis behandlingen alligevel er
den samme, som ved SI dysfunktion. Denne behandling vil i begge tilfælde være
sansemotorisk træning, som han har meget stor erfaring med virker.
- Tóra Tóroddsdottir mener at SI børn kan sidde og koncentrere sig om en opgave
i længere tid, hvis denne er tilpasset (i modsætning til ADHD børn). Det mener
andre et ADHD børn godt kan.
Det er svært at lave en skarp skillelinje mellem ADHD og SI-dysfunktion. Steen
mener ikke man kan dele dem op mellem om de kan koncentrere sig om en opgave
eller ikke. Der er ikke nogen måde man kan gå ind og måle det på, så det vil altid
være et vurderingsspørgmål, der tager udgangspunkt i dem, der laver
undersøgelserne og svarer på spørgeskemaet. Han er derfor glad for at de i
Ballerup kommune har dette tværfaglige samarbejde, hvor de kan sparre med
hinanden og alles vinkler bliver medtaget i vurderingen. Derudover udfylder
forældrene spørgeskemaet sammen med ham så han undervejs kan følge med i
deres ansigtsudtryk og svare på forståelses spørgsmål i relation til spørgsmålene.
Derved bliver resultatet mere reelt og han og hans kollegaer kan undervejs se hvor,
55

forældrene virkelig er hårdt ramt og om de som forældre er enige om
problematikkerne. ”Der kommer jo også nogle gange skilsmisse par op, hvor der er
mange andre problematikker i spil end ”kun” barnets adfærd og/eller motorik”.
- Vigtigheden af forældrenes erkendelse og engagement/samarbejde/viden om
problematik.
Vigtigheden af forældrenes erkendelse, engagement og samarbejde er meget vigtig når
man skal ind og hjælpe barnet. Han møder forældre, der ønsker en ADHD diagnose på
deres barn fordi de på den måde får svar på alle deres frustrationer og de nu kan få
hjælp og læse om det. Modsat møder han forældre, der ikke vil høre tale om at deres
barn overhovedet har problemer. Årsagerne hertil kan være mange. Det kan være de
sammenligner barnet med sig selv….sådan var de jo også selv engang. Det kan være
det er for angstprovokerende at erkende, at der er noget, som ikke er godt nok…. Steen
oplever dog oftest at forældre bliver glade og lettede når først de mærker at der er nogle
der vil hjælpe dem og når de får noget viden. Nogle forældre er meget engagerede og
laver gerne øvelserne derhjemme andre virker, som om de ikke har ressourcerne til det.
Derudover fortalte han:
De psykologer, der tilknyttet PPR-Ballerup, har fået øjnene mere og mere op for denne
virkning og indgangsvinkel til det enkelte barn. Det forklarer endvidere nogle af de
”frustrationer” de har haft igennem tiden om børn de ikke har kunnet nå og eller forstå.
Psykologerne er rigtig gode når der skal kigges på interaktionen mellem barn og
voksen, internt i børnegruppen, i særligt ressourcesvage familier og ikke mindst ved
børn, der har lidt særlig stort omsorgsvigt og/eller traumatisering.
56

Bilag 5
Interviewguide 22.10.10
Informant: AG
Interviewer: Anne Marie T. Horn
1. Informanten får mulighed for at fortælle om sit arbejde, egne erfaringer, tanker,
frustrationer mm.
2. Overordnede spørgsmål/emner:
1. Hvorfor er der sket denne enorme stigning af ADHD diagnoser og medicinering
de sidste 10 år?
2. Hvad er konsekvensen af at få stillet en ADHD diagnose? (På godt og ondt)
3. Hvad definerer et ADHD barn for dig?
4. Oplever du fejldiagnoser? I så fald hvordan?
5. Hvad tænker du når jeg siger sanseintegration i forhold til ADHD?
6. Hvilke tanker og/eller teori lægger du dig op af i dit arbejde?
7. Hvilke tiltag gør du for at hjælpe børnene? (På kort sigt og på længere sigt?)
8. Hvad kommer sanseintegrationsproblematikker af?
(omsorgssvigt/ADHD/manglende stimuli/genetisk)
57

9. Hvad tænker du om vores (de voksnes) rumlighed og normalitetsbegreb i forhold
til børn?
10. Tóra Tóroddsdottir mener at SI børn kan sidde og koncentrere sig om en opgave
i længere tid, hvis denne er tilpasset, (i modsætning til ADHD børn). Det mener
andre et ADHD børn godt kan, hvad mener du?
11. Hvordan spiller forældrenes henholdsvis; erkendelse, engagement, samarbejde
og viden om problematikken ind i dit arbejde og i barnets fremtid ift. diagnosen?
12. Oplever du at fagpersoner ser og vurderer børnene forskelligt? – I så fald;
hvorfor og hvilke konsekvenser har det for børnene?
13. Er det overhovedet nødvendigt med diagnoser til små børn? (Hvis behandlingen i
form af motorisk træning / stimuli er den samme)
14. Hvordan vil det ideelle samfund være indrettet i forhold til alt dette vi lige har talt
om?
58

Bilag 6
Resultat af interview 22.10.10
Informant: AG
Interviewer: Anne Marie T. Horn
1. Informanten får mulighed for at fortælle om sit arbejde, egne erfaringer, tanker,
frustrationer mm.
AG er uddannet lærer og pædagog og snart cand.pæd.psyk.
Hun arbejder med at inkludere ADHD børn tilbage på normal området, indenfor
fritidsregi.
Disse børn har været ekskluderet, til at gå i SFO med hver deres egen støttepædagog.
De har haft svært ved at danne sociale relationer og er af Visitationsudvalget i
Hørsholm kommune, visiteret til deres tilbud; Oasen.
De er et projekt tilbud med foreløbigt budget til 2012. Deres succes rate er, at denne
gruppe børn, skal inkluderes og ikke bare integreres i et fritids tilbud, på lige fod med
resten af børnene. De har et rum som er deres eget, hvor de har mulighed for at trække
sig tilbage når hverdagen bliver for massiv.
2. Overordnede spørgsmål/emner:
1. Hvorfor er der sket denne enorme stigning af ADHD diagnoser og medicinering
de sidste 10 år?
Stigningen i antal af diagnosticerede børn, kan ses i lyset af den megen fokus, der er på
selve diagnosen. Diagnose kriterierne er meget brede, og som følge deraf er der mange
der passer i ”kassen”. Derudover er det i mange kommuner ikke muligt at få støtte til
ens barn, hvis der ikke bliver præsenteret en diagnose.
2. Hvad er konsekvensen af at få stillet en ADHD diagnose? (På godt og ondt)
59

- Konsekvensen er jo desværre rigtig ofte medicin, som man overhovedet ikke kender
langtidsvirkningerne af. Der er nogle enkelte børn hvor det fungerer for, men for langt
størstedelen gør det det helt modsatte. Det får børn til at virket tomme og bedøvede og
det værste er at de bliver ligeglade med alt. Anna vil hellere have et barn der kravler på
væggene, men som hun kan kommunikere og arbejde med end et barn, der bare er
ligeglad med det hele. Medicinen går ind og påvirker deres sult og søvn, så de ikke
mærker disse behov. Dette kan så medføre at de skal have sovemedicin om aftenen for
at sove. Det gør at de ikke kan mærke sig selv.
Det at få diagnosen i sig selv er et stempel som næsten er umuligt at få
rediagnostiseret. Det er et resultat som nogle får stillet helt ned i 2-3 års alderen, hvor
de ikke har en chance for at være med i vurderingen selv. Hun oplever at konsekvensen
for mange af dem er at de grundet ”bedøvelsen” i barndommen og evt. manglende
terapi bliver svingdørspatienter i det psykiatriske system. Dette ikke mindst fordi mange
når de får diagnosen bliver ekskluderet ud af normal området og ind i
specialklasser/skoler. Kun med kontakt til voksne og andre ”unormale”. De spejler sig
derfor i det i stedet for det ”normale” samfund. Det i sig selv gør at de ikke skaber
sociale relationer og færdigheder til at fungere i det normale samfund.
3. Hvad definerer et ADHD barn for dig?
AG ser det ikke så meget i adfærden, da den kan være helt identisk med
tilknytningsforstyrrelser. Hun ser det mere når hun har været hele vejen rundt om barnet
og fået set og talt med familien. Hun lægger vægt på at lade forældrene tale frit og trygt
og det tager tid før de åbner sig ærligt op. Hun tænker at et ADHD barn må være dem,
hvor årsagerne ikke findes i omsorgssvigt og/eller tilknytningsproblematikker mm.
4. Oplever du fejldiagnoser? I så fald hvordan?
Ja, hun oplever mange fejldiagnoser. Men det er ud fra hendes vurdering. Kriterierne og
meget brede for hvornår et barn kan få diagnosen. Hun har testet sine egne børn (for
sjov) som ikke har ADHD, men de udløste en score der viste ADHD. Problemet er at
hvis det er omsorgssvigt eller tilknytningsproblematikker så er det noget andet der skal
til. F.eks. terapi.
5. Hvad tænker du når jeg siger sanseintegration i forhold til ADHD?
60

Sanseintegration leder hendes tanker tilbage på pædagogstudiet, men er ikke noget
hun har stiftet så meget bekendtskab med. (Jeg fortæller om det). Til det fortæller hun
at det stemmer meget godt overens med mange af de børn, der kommer ind med andre
udviklingsmæssige problemer, som stemplet hedder fra børnepsykiatrisk afdeling. Hun
nikker også genkendende til et eksempel jeg giver, hvor hun straks kommer til at tænke
på et af børnene, der vil stå på hovedet hele tiden.
6. Hvilke tanker og/eller teori lægger du dig op af i dit arbejde?
Hun elsker at have metode frihed og ville synes at det var forkasteligt hvis huns skulle
have trukket en ”teori/metode pose” ned over hovedet. Hun elsker at komme på
universitetet 2 gange om ugen og terpe teorier som hun så kan sorterer i og bruge når
hun er på arbejde. For tiden har hun en medhjælper ansat, som er en ung fyr, der ikke
har nogle som helst faglige kompetencer, men som menneske selv er empatisk og
super god med børnene.
7. Hvilke tiltag gør du for at hjælpe børnene? (På kort sigt og på længere sigt?)
Fokus er meget på at de skal skabe sociale relationer og lære at fungere
hensigtsmæssigt i normalregiet. De skal have succesoplevelser og fornemmelsen for at
de er betydningsfulde. Hun støtter dem i at gøre tingene anderledes næste gang hvis
de er kommet ud i en uhensigtsmæssig reaktion. Derud over bruger de motion i form af
løb og fri leg. Hun støtter børnene i at udfordre sig selv i legene (f.eks. at kravle op i
legetårnet), men derud over er der ikke noget specifikt motorisk træning eller lignende.
Hun ville gerne arbejde mere kropsligt med dem.
8. Hvad kommer sanseintegrationsproblematikker af?
(omsorgssvigt/ADHD/manglende stimuli/genetisk)
Det kunne hun ikke svare på, da det var uden for hendes fagområde.
9. Hvad tænker du om vores (de voksnes) rumlighed og normalitetsbegreb i forhold
til børn?
61

Der er sket en ændring de sidste 10 år. I takt med stigningen af diagnoser er ADHD
blevet mere almindelig kendt i folks egen omgangskreds, så det er ikke så
”fremmedagtigt” mere.
10. Tóra Tóroddsdottir mener at SI børn kan sidde og koncentrere sig om en opgave
i længere tid, hvis denne er tilpasset, (i modsætning til ADHD børn). Det mener
andre et ADHD børn godt kan, hvad mener du?
Hun kunne godt have tendens til at give hende ret (uden at tale om si), da de børn, som
hun slet ikke var i tvivl om havde ADHD, ikke kunne opretholde koncentrationen ret
længe. Max op til 20-30 min. Dog hvis de er på medicin i skolen hjælper det dem til at
sidde stille.
11. Hvordan spiller forældrenes henholdsvis; erkendelse, engagement, samarbejde
og viden om problematikken ind i dit arbejde og i barnets fremtid ift. diagnosen?
Det spiller en kæmpe stor rolle hvordan forældrene agere. Mange af de forældre hun
møder de har erkendt det for lang tid siden, da børnene jo allerede har fået stillet
diagnosen. Mange af dem ved alt om ADHD og kugledyner og der er glade for at de nu
endelig for hjælp. Der er dog stor forskel på de ressourcestærke og svage forældre.
Nogle af forældrene er så glade for en diagnose, da det på en måde fritager dem for
ethvert ansvar for børnenes opførsel. Dette er dog ikke særlig hensigtsmæssigt, da det
jo ikke er børn, der ikke kan arbejdes med og hjælpes. Hun prøver at have et tæt
forældre samarbejde, med samtaler og lignende.
12. Oplever du at fagpersoner ser og vurderer børnene forskelligt? – I så fald;
hvorfor og hvilke konsekvenser har det for børnene?
Ja. Det handler om øjnene, der ser. Tit er vurderingen andenhåndsviden, hvis ikke
tredje. Det handler om at pædagogerne og forældrene fortæller om deres oplevelse af
barnet til en læge og igen videre til en psykiater. Barnet bliver sjældent vurderet mere
end en halv time i institutionen. Dette kan jo både have været en god dag eller en dårlig
dag… Det afhænger jo også af forældrenes forventninger til hvordan skal passe ind i en
måske rigtig travl om forjaget hverdag eller generel tilknytningsproblemer. Disse
fortæller forældrene nok sjældent om til et 30 minutters møde med en fremmed
62

psykiater. Desværre er der mange pædagoger, der i institutionerne er meget hurtige til
at sætte en diagnose på barnet fordi de engang har kendt en som havde de samme
symptomer eller lignende…
PPR er generelt blevet alt for kliniske og kommer sjældent ud for at lave deres egne
observationer af barnet.
13. Er det overhovedet nødvendigt med diagnoser til små børn? (Hvis behandlingen i
form af motorisk træning / stimuli er den samme)
Nej, det synes hun faktisk ikke. Børnene skal minimum være store nok til selv at have
indflydelse på resultatet og forstå hvad der sker. Ikke mindst for at de når de er vokset
op og skal leve med den konsekvens at have en ADHD diagnose ikke føler sig forbigået
og overrumplet med noget de ikke engang kan huske noget om. Derudover er der ingen
grund til at diagnosticere før alt andet er prøvet, talt om og kigget på. F.eks. kan et
fortroligt forhold til moren udløse at hun pludselig fortæller om, en forfærdelig graviditet,
kritisk fødsel, skilsmisse, depression mm, som så giver en forståelse for barnets
reaktioner og behandlingen vil være noget helt andet….end nerve medicin.!
14. Hvordan vil det ideelle samfund være indrettet i forhold til alt dette vi lige har talt
om?
Det det koster at have hele specialregiet kørende ville kunne betale en folkeskole med
max 12 børn i hver. Børnene vil blive inkluderet i normalområdet og spejle sig i dette.
Lærerteams skulle være indstillet på at have støtte personer kørende, som en del af
teamet og ikke som støtte til den enkelte person.
63

Bilag 7
Interview på P1 Morgen 19.03.10
Informant: MK, specialist i klinisk psykologi og børnesagkyndig i statsforvaltningen.
Interviewer: Radioværten.
Pillerne kan skabe livslang afhængighed og i værste fald forhindre barnets egen sunde
udvikling.
Kan du forklare hvordan man kan se og mærke på et barn om det lider af ADHD?
- De klassiske symptomer er motorisk uroligt og har svært ved at koncentrere sig i
længere perioder om opgaver f.eks. skoleopgaver.
Er det noget der er medført, eller hvordan opstår sådan en lidelse?
- Det har været markedsført i mange år som noget der er medfødt. Hvis man
kigger forskningen efter i sømmene er der altså ikke noget, der tyder på at man
kan drage en sådan entydig konklusion. Der er tale om både medfødte forhold og
miljø baserede forhold.
Miljøbaserede forhold, siger du. Hvordan kan sådan en lidelse så opstå?
- Jeg tror det er vigtigt at forstå at et hvert psykisk træk er et snævert samspil
mellem noget der er medfødt og noget vi erhverver gennem vores opvækst dvs.
kontakten til vores forældre, vores venner og i skolelivet, men det er klart at den
tidlige kontakt i hjemmet mellem mor og barn, far og barn og søskende er meget
meget vigtig. Så kan man sige, at hvis barnet udsættes for en eller anden form
for traume, det kan være et egentligt dødsfald i familien eller en søskende der
bliver syg. Det kan også dreje sig om at forældrene af en eller anden årsag er
fraværende på grund af sygdom, depression, for meget arbejde osv. Så vil det gå
ud over barnets måde at være på i verden og et sårbart barn vil reagere
kraftigere end et ikke sårbart barn.
Hvor mange danske børn får så medicin for denne lidelse?
64

- Jamen det er jo eksploderende. I Danmark regner man med at 3-5% af børn har
en ADHD diagnose eller kunne få den. I USA er tallet langt større, der taler man
at omkring 10% af børn i USA, der får medicin mod urolighed ku’ man sige og det
er jo en ekstrem udvikling som vi meget nødigt sku’ i retning af i Danmark,
tænker jeg.
Hvorfor er det, at det er nødvendigt med medicin? Er det noget man ville kunne klare
med samtaleterapi eller andre foranstaltninger?
- Det er jo det der er hele humlen. Jeg tænker slet ikke at det er nødvendigt med
medicin i det omfang. Der er faktisk to problemer i medicineringen af børn. Det
ene er; at vi ikke i tilstrækkeligt omfang kender bivirkningerne af medicinen. Der
er meget stor uenighed om i hvilken grad det her kan gå ind og påvirke barnets
hjerne og evt. skade barnets hjerne dets almindelige udvikling på sigt. Det andet
problem er; at pillerne virker jo kun så længe man tager dem. Det svarer lidt til at
tage en hovedpinepille når man har hovedpine. Ligeså snart at pillen ikke virker
mere så kommer hovedpinen tilbage.
Når du selv drager den sammenligning, er det så ikke meget logisk at hvis de her børn
har en lidelse og noget medicin hjælper at man så også tager den?
- Jo men man skal forestille sig at med eksemplet, med hovedpinen, det vil svare
til at man hver dag stod op med hovedpine og hver dag tog en hovedpine pille,
og der ved vi jo alle sammen godt, at det sladrer om at der er noget andet i vejen
som skal undersøges nærmere. Sådan er det for de her børn, at de hver dag står
op med den her urolighed i kroppen, men ingen interesserer sig særlig meget for
hvordan det er at være de her børn. Det er som om de bliver medicineret for at
blive rolige for at de kan opfylde de krav der er i hverdagen og det er klart at der
burde nogle andre psykologiske og pædagogiske metoder til at hjælpe de her
børn frem for at sende dem på medicin.
Men 3-5 % af danske børn, det er jo temmelig mange børn, er det simpelthen de
praktiserende læger, som du anklager for ikke at gøre det godt nok, eller..?
65

- Nu mener jeg ikke at jeg går de praktiserende læger efter som sådan, men der jo
nogle retningslinjer i sundhedsstyrelsen, hvor det er indskærpet at det er
speciallæger indenfor psykiatrien, der skal udskrive medicin f.eks. ritalin-medicin
til børn. Problemet er at sundhedsstyrelsen finder ud af at gentagne gange
almindelige praktiserende læger udskriver medicin til børn mod ADHD og det er
simpelthen ikke tilladt.
Så, hvad burde man gøre i stedet for al den her medicin?
- Jeg synes, at det er en politisk overvejelse om hvordan man griber det her an på
en anden måde, så at vi ikke svigter vores børn ved bare at stikke dem en pille.
66

Bilag 8
Interviewguide 23.11.10
Informant: AP
Interviewer: Anne Marie T. Horn
1. Hvordan startede dit arbejde ift. ”projekt screening af 0.-klasser”?
- Hvem tog initiativ og hvis idé var det?
- Hvorfor startede det i sin tid?
- Hvor lang tid har det ”kørt”?
2. Hvilke teorier og tanker arbejder du ud fra?
3. Synes du selv at du arbejder tværfagligt?
- I så fald hvordan?
- Er der noget/nogle du mangler ift. det tværfaglige?
3. Hvad er det i din træning, der virker (kontakten, gentagelserne, ”enerummet”)?
4. Ser du en sammenhæng mellem børnenes motoriske problematikker og deres
psyke?
5. De børn, der kommer videre til dit kommunale motorik-hold; hvilke 6.
kriterier/forudsætninger har de (hvordan adskiller de sig fra andre børn)?
7. Er du med i udredninger af ADHDdiagnoser?
- I så fald; hvad er din rolle?
- Hvad er kriterierne for at du/ I vurderer at det skal undersøges nærmere?
8. Kan du/I se en ændring i barnets adfærd i forbindelse med forløbet og den
forbedrede motorik?
9. Hvor vigtigt synes du dit arbejde er for børnene?
10. Hvis du skulle ændre noget (hvad som helst) til det bedre i mødet og arbejdet med
børnene, hvad skulle det så være?
67

Bilag 9
Interview 23.11.10
Informant: AP
Interviewer: Anne Marie T. Horn
1. Hvordan startede dit arbejde ift. ”projekt screening af 0.-klasser”?
- Hvem tog initiativ og hvis idé var det?
- Hvorfor startede det i sin tid?
- Hvor lang tid har det ”kørt”?
Svar: Hele interessen startede allerede på gymnasiet og seminariet og universitetet,
hvor jeg skrev opgaver om idræt. Her på skolen var der allerede ansat en fysioterapeut,
som jeg kunne samarbejde lidt med. Vi søgte midler til at lave de her screeninger og fik
2 timer fra specialcenteret. Det var så ikke nok til at lave ekstra træning. Vi så et
program ”rend og hop” fra Jylland og søgte om flere midler og fik bevilget 10 timer, som
bliver brugt med 4 timer i 0. klasserne og resten til uddannelse af juniorledere og
legepatruljen mm. Det var min egen interesse der blev plejet, men også rigtig godt for
skolen. Det har kørt i 2 år. Bevillingen ligger måske på ca. 116.000 kr. til projektet til løn
og kurser.
2. Hvilke teorier og tanker arbejder du ud fra?
Svar: Anne Brodersen er jeg helt tosset med. Jeg har været på workshop med hende.
Tidligere har jeg været inspireret af Britta Holle. Ellers har det været meget
idrætsorienteret. Jeg kan godt lide nye artikler bl.a. i Skoleidrætsbladet. Jeg kan godt
bruge nogle input om f.eks. det sansemotoriske, da det ikke har været min baggrund,
men jeg lader mig gerne inspirere for at hjælpe dem bedst muligt og ikke få nederlag.
3. Synes du selv at du arbejder tværfagligt?
- I så fald hvordan?
- Er der noget/nogle du mangler ift. det tværfaglige?
68

Svar: Ja, i min klasseundervisning tager jeg meget motion ind og så har jeg jo
fysioterapeuten. Jeg fortæller alt om hvad jeg observerer og foretager mig i 0. klasserne
til deres lærere. Fysioterapeuten har en test, som jeg ikke har, den kan hun supplere
med. Jeg bruger hende meget. Jeg gad rigtig godt at der var en som mig. Enten her
eller på en anden skole. Jeg har kun fysioterapeuten, som også er på alle de andre
skoler og ikke helt er som mig. Jeg arbejder lidt sammen med idrætslærer på andre
skoler, men deres fokus er et andet sted og på de ældre børn: Jeg synes jo at det giver
mere mening at få fat i dem jo tidligere jo bedre. Jeg synes jo at der på hele skolen skal
inddrages en times motion hver dag for at bedre indlæring og give glade børn… mm.
4. Hvad er det i din træning, der virker (kontakten, gentagelserne, ”enerummet”)?
Svar: En all around af barnet. Det tror jeg man skal. For er der en sans der ikke duer så
påvirker det jo andre. Jeg har fokus på at få et indblik af tonus i kroppen. Jeg bruger
legen som motivation, så de synes at det er sjovt at komme ned til mig og ikke tænker
at de skal ned og lave øvelser. Det er vigtigt at jeg er til stede og nærværende og glad.
Der er nogle der ikke kan lide at blive taget ud af det vante og ned til det uvante.
5. Ser du en sammenhæng mellem børnenes motoriske problematikker og deres
psyke?
Svar: Jeg synes tit at man kan se hvem det er der har problemer. Der er nogle der er
udad reagerende og nogle indadvendte. Dem der er velfungerende i klassen har tit ikke
problemer i salen.
6. De børn, der kommer videre til dit kommunale motorik-hold; hvilke
kriterier/forudsætninger har de (hvordan adskiller de sig fra andre børn)?
Svar: Det er dem hvor jeg ikke tænker at jeg selv kan nå at rette op på
problematikkerne. Jeg ser på det motoriske. Nogle enkelte har det handlet om at de får
succes oplevelser og klap på skuldrene. Der kan max være 8 på holdet, men det burde
være meget større. Der er børn, som ikke kommer med på trods af behov.
7. Er du med i udredninger af ADHD diagnoser?
- I så fald; hvad er din rolle?
69

- Hvad er kriterierne for at du/ I vurderer at det skal undersøges nærmere?
Svar: Kun hvis jeg har dem i undervisningen. Skemaerne er jo meget nemme at
udfylde. Det er bare krydser og jeg kan sagtens se barnet foran mig når jeg skal udfylde
et sådan skema. Der er nok et par stykker på hver årgang, som skal sendes videre til
børnepsyk. Nogle af dem skal så måske videre til en ADHD udredning. Jeg kigger på
om barnet trives og om hvorfor barnet gør som det gør og sørger for, at komme hele
vejen rundt. Jeg kigger på om barnet forstyrrer eller er meget indesluttet. Hvis jeg ser
noget i min træning går jeg til 0-klasserne med det og de ser ofte det samme i
undervisningen.
8. Kan du/I se en ændring i barnets adfærd i forbindelse med forløbet og den
forbedrede motorik?
Svar: Ja det synes jeg. De får mere selvtillid. De vokser når noget lykkedes.
9. Hvor vigtigt synes du dit arbejde er for børnene?
Meget vigtigt. Vi skulle helst have fat i dem allerede i børnehaven. Det gælder om at de
ikke får alle de her nederlag og bliver valgt til sidst.
10. Hvis du skulle ændre noget (hvad som helst) til det bedre i mødet og arbejdet med
børnene, hvad skulle det så være?
Svar: Mere motion og en times idræt hver dag for at indlæringen bliver bedre. Mere
bevægelse og flere aktiviteter.
70

Bilag 10
Beskrivelse af motorikforløb på Usserød Skole
På Usserød skole i Hørsholm bliver alle børn i 0. klasse screenet indenfor grovmotorik
og finmotorik. De børn der ”bon’er” ud vil få sanse og motorik træning, for at kunne
forebygge og afhjælpe motoriske og derigennem adfærdsmæssige problematikker og
indlæringsvanskeligheder.
Det foregår ved at AP, som er fastansat lærer i de andre klasser også er tilknyttet
0.klasserne i 4 timer om ugen hele året. Fra august til efterårsferien screener hun først
det grovmotoriske. Her tager hun ca. 3 børn ud af klassen og ned i tumlesalen, hvor hun
laver 10 forskellige øvelser med dem. Her observerer hun henholdsvis gang /
fodafvikling, løb, gadedrengeløb, kravl, hop, at hinke og stå på et ben (balance), at gribe
en ærtepose, drible en bold, kaste den op og gribe den igen og sidde på deres plads i
salen og følge hendes finger med øjnene uden at lade hovedet følge med.
Herefter screener hun det finmotoriske ift., at klippe og tegne mm.
Efter efterårsferien starter hun motorisk træning med de børn, hun vurderede havde
svært ved nogle øvelser. Nogle bliver meget hurtigt bedre og behøver ikke at komme
mere, andre har brug for længere tids træning og måske med forskellige former.
AP har et system, som gør at hun kan følge deres progression.
Observationer foretaget i henholdsvis screeningen og træningen af enkelte 0.klasse
elever på Usserød Skole
Børnene blev bedt om at stille sig i en lille optegnet ”box” på gulvet ved siden af
hinanden. De fortæller lidt om sig selv én af gangen. Dette er rigtig godt for at få en
fornemmelse for om barnet evner at kunne ”stå stille” og få opmærksomhed og lade
andre få opmærksomhed.
Jeg observerede børnene ud fra min viden og erfaring om bevægeudvikling og var
spændt på om mine observationer stemte overens med AP’s, da hendes uddannelse,
baggrund, erfaring mm er en anden end min. Vi sammenlignede bagefter og var enige
om mange af observationerne. Hun havde set at X havde et eller andet med fødderne,
71

som om X havde svært ved at sætte dem helt ned i gulvet ved løb. Jeg havde skrevet
”tågænger”.
Jeg observerede at AP roste dem rigtig meget i de enkelte øvelser.
Jeg undrede mig over at børnene skulle have strømper på, da jeg mener at det bremser
kvaliteten af deres løb, som også blev vurderet.
Ét af børnene bon’ede forskelligt ud hos henholdsvis AP og mig selv. Mine
observationer på ham var at han kom larmende ind i rummet og gentagede ord. Hvor
alle de andre børn havde set mig med det samme og sagt (lidt undersøgende); ”hej”
ænsede han mig slet ikke selvom han kiggede på mig flere gange, mens han løb rundt.
Pludselig løb han dog lige hen imod mig og satte sig ned ved siden af mig – ret tæt,
syntes jeg, og sagde hej og smilte. Dette var på trods af at AP’s besked var at de skulle
stå i deres box. Han rejste sig dog hurtigt igen og kom derhen, da AP krævede det. Jeg
så han var tågænger og kunne ikke stå i sin box uden at træde ved siden af og kigge
meget rundt. Jeg observerede endvidere en impulsitivitet. AP så derimod nogle
konkrete manglende færdigheder, men var ellers meget imponeret, da hun havde
forestillet sig det sværere for ham. Hun havde tidligere haft hans storebror i forløb, som
havde større problematikker. Samtidig havde AP set en hel del manglende motoriske
færdigheder hos en mindre pige, som var meget stille på holdet. Jeg havde kun
observeret at hun måske var lidt tilbageholdende. Jeg tror at drengen fyldte så meget i
rummet for mig, da jeg måske havde fokus på lige præcis ADHD lignende symptomer,
at jeg straks tænkte, at der måtte der da være noget. Her kan man sige at AP og jeg
havde hver vores sæt briller på med udgangspunkt i, at hun faktisk var lidt overrasket
over at han imponerede hende og måske havde et ”svagt punkt” for de mere stille og
indadvendte piger, eller også var hendes vurdering fuldstændig reel og mig der var
”blændet”. På den samme måde illustrerer det hvorfor drengene, som har symptomer,
der er mere udad reagerende, end pigerne får flere diagnoser, da det er dem, der ikke
kan undgås at blive set.
72