Nyt navn - PTU

18
Livet er fyldt med
mirakler
Ja, jeg tror på mirakler. Se bare på mit eget liv! Sådan siger den pensionerede
præst og digter, Niels Kjær. Han er handicappet efter polio
og fylder snart 60. Alligevel kan han dagligt glæde sig over sit liv som
far til to små børn
p t u: n y t n r . 6 - 2008
Af Do rt e Sc h m i D t
Som præst har Niels Kjær egentlig aldrig brudt sig
om begrebet kirkekaffe. Han oplever det mest
som et fællesskab, det er svært at blive en del af.
For dem, der deltager, kender som regel hinanden i forvejen
og er godt sammenspiste.
Men at han alligevel gik til kirkekaffe som ulønnet
hjælpepræst i Helligåndskirken i Århus for snart syv år
siden, har han aldrig fortrudt. For det var nemlig her,
han mødte den helt store kærlighed for anden gang i
sit liv.
Jenny var i gang med at skrive speciale om japansk
dans ved Århus Universitet. Og Niels havde netop
opdaget skønheden ved den japanske digtform haiku.
Så de to var hurtigt på bølgelængde, og inden længe
blomstrede kærligheden. At han er 20 år ældre end
hende og handicappet efter polio, spillede ingen rolle.
- Jeg havde aldrig så meget som drømt om, at jeg
skulle blive gift igen. Men alt føles så rigtigt sammen
med Jenny. Både for hende og for mig. Så hvorfor
egentlig ikke, spørger han.
En stor glæde
Parret blev gift i marts 2003 og siden er familien
blevet forøget med 5-årige Silas og Ruth på 3 år. I
forvejen har Niels to døtre på 33 og 29 år samt tre
børnebørn, der bor i nærheden. Så der er liv og glade
dage, når de kommer på besøg for at lege med deres
lille nye moster og morbror.
- At få børn i så sen en alder er en utrolig stor
glæde. De er jo netop to små vidunderlige og livsbekræftende
mirakler, siger Niels og understreger, at hans
egen far rent faktisk var lige så gammel, da han selv
kom til verden.
- Det har jeg aldrig oplevet som noget problem.
Derfor havde jeg heller ingen betænkeligheder ved selv
at blive far i en høj alder, siger han.
Hvordan livet så vil se ud om 10-20 år, vil Niels slet
ikke tænke på.
- For hvad kan vi bruge det til? Ingenting. Det gælder
om at leve livet her og nu. Og tro på de mirakler,
der sker mellem mennesker. Kærlighedens mirakel,
siger han.
Polioen slider
Niels blev ramt af polio under den sidste store epidemi
i 1952. Han var bare tre år og måtte ligge i jernlunge.
Der gik 2½ år før han igen kom hjem med benskinner
og krykker.
- På det tidspunkt havde mine forældre en købmandsbutik
i Århus, og jeg trænede ved at gå rundt
om blokken igen og igen, husker han.
I 1960 fik han en stivgørende operation i ryggen og
genoptræningen betød, at han efterhånden kunne undvære
det ene hjælpemiddel efter det andet.
- Det sidste hjælpemiddel var et par håndsyede sko,
som jeg smed som 20-årig, fortæller han.
Efter mange års virke er kroppen dog efterhånden så
slidt, at han igen har brug for både korset og benskinner
og skal bruge en stok, når han går.
- Det går langsomt tilbage nu. Og det har det sådan
set gjort siden begyndelsen af 80’erne, siger Niels.
Præsteliv
Sin første kone mødte han som teologistuderende ved
Århus Universitet, og sammen flyttede de senere til Lyø
i det Sydfynske Øhav, hvor Niels var præst i 21 år og
samtidig fungerede som vikar på øens skole, når lærerparret
var på kursus eller skulle på ferie.
- Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde
skulle blive skilt. Men min kone blev psykisk syg og
kunne ikke klare at være så tæt på hverken mig eller
børnene. Så da pigerne var 8 og 12 år gamle, blev jeg
alene med dem, fortæller han.
Begge piger var voksne og flyttet hjemmefra, da stil