Beskyttelse af havnaturen i indre danske farvande - status og ...

3.3 Marine planter og dyrs afhængighed af ikke-biologiske faktorer
Der findes en positiv sammenhæng mellem artsrigdom og saltholdighed i de indre danske
farvande både for makroalger (Nielsen et al. 1995 i Ærtebjerg et al. 1998) og for bunddyr
(Josefson & Hansen 2004), og derved danner denne saltholdighedsgradient ramme for
markante ændringer i sammensætningen af de biologiske samfund ned igennem
Danmarks farvande.
3.3.1 Makroalger
Det er ved de oceaniske saltholdigheder (i det nordlige Kattegat og Skagerrak), at man
finder flest forskellige makroalger i indre danske farvande (se figur 4). Der er således
registreret 283 og 304 arter i henholdsvis det østlige og det vestlige Kattegat. Ved
350
300
250
200
150
100
50
0
Artsantal (søjler) og artsfordeling (cirkler)
Kattegat Samsø Bælt,
Lillebælt,
Storebælt
og Øresund
Rødalger Brunalger Grønalger
Kieler Bugt Farvandet
mellem
Dragør, Gedser
og Ystad
Bornholm
Figur 4 Det samlede artsantal for makroalger i
hovedfarvandsområder. Antallet af arter falder med faldende
saltholdighed (Figur: Dahl et al. 2003 efter Nielsen et al. 1995).
Bælthavet er antallet af
registrerede arter faldet til
ca. 260 og i den vestlige
Østersø er antallet helt
nede på 117 (Nielsen et al.
1995 i Ærtebjerg et al.
1998). De fleste af disse
makroalger findes på
stenrev.
Makroalgevegetationen
reguleres også væsentligt
af lysintensiteten, hvilket
kommer til udtryk i
egentlige dybdegrænser for
enkelte arters udbredelse
(Ærtebjerg et al. 1998).
Makroalger vokser i størst
mængde i 0-6 meters
dybde, og ved 35 m er der
ikke længere lys nok til
vækst (Køie & Kristiansen
2000). Der er stor forskel på makroalgernes robusthed overfor fysisk påvirkning fra f.eks.
strøm eller bølgeslag, hvilket også spiller en rolle for artsammensætningen i enkelte
lokaliteter.
3.3.2 Marine dyr
Spredning af organismer mellem områder er en vigtig regional proces for opretholdelse af
biodiversitet (Rasmussen et al. 2003). De fleste marine bunddyr har tidlige, planktoniske
livsstadier, som tilbringer en kortere eller længere periode i vandsøjlen, hvor de med
havstrømme spredes til nye områder, som arterne så kan kolonisere. Ved denne form for
formering er det alfa og omega, at larverne via havstrømmene transporteres til de rigtige
områder på de rigtige tidspunkter, hvor forholdene er gunstige for larvernes overlevelse.
Nogle gange kan minimale afvigelser i strømretning, iltforhold, temperatur, saltholdighed
eller andre faktorer betyde undergangen for en hel generation af disse bunddyr.
Andre dyr har en direkte udvikling, dvs. det færdigudviklede afkom, som oftest ligner de
voksne individer, kommer til verden samme sted som de voksne dyr. Ålekvabben har
eksempelvis en direkte udvikling, da denne føder levende unger.
16