Født for tidligt - Dansk Præmatur Forening

ved at træffe valg, har svært ved at koncentrere sig og dermed
at lære. De kan være angste, stressede, have lavt selvværd og
manglende selvtillid. Det er vigtigt at vide, at f.eks. læsetræn-
ing ikke kan afhjælpe læsevanskeligheder, hvis disse skyldes
dårlig sansebearbejdning. Et sådant barn har brug for SI-
træning for at blive bedre til f.eks. at læse. Har barnet ikke
tidligere modtaget SI-træning og motorisk træning, bør det
iværksættes.
I nogle kommuner kan man få kontakt til en fysioterapeut eller
ergoterapeut via PPR (Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning),
andre steder via amtet, børneambulatoriet eller sundhedsple-
jersken og endelig er der nogle steder, hvor man er nødt til
selv at finde en privatpraktiserende. Det vigtigste er, at det er
en med speciel viden om SI-problemer. SI-træning er med til at
forbedre hjernens bearbejdning og organisering af san-
seindtryk. Ligeledes kan KST (Kranio Sakral Terapi) hjælpe,
så de to hjernehalvdele arbejder bedre sammen (se Livsbladet
nr. 1/2001).
Samtidig med ovennævnte er det vigtigt at opbygge et godt
samarbejde med lærerne. En tæt dialog til gavn for barnet.
Man er som forældre nødt til at tage et stort ansvar på sig. Det
er hårdt arbejde at hjælpe/støtte barnet i skolearbejdet. Ofte
klarer det tiden i skolen, men reagerer voldsomt om eftermidd-
agen hjemme i trygge omgivelser.
Dagens ophobede sanseindtryk ”koger over” og kommer ofte
aggressive ud. Det betyder, at det ofte er forældrene og ikke
lærerne, der ser barnets reaktion. Derfor er det vigtigt med et
tæt samarbejde, så lærerne kan blive klar over, om og hvornår
de stiller for store krav til barnet, eller om rammerne for under-
visningen bør ændres.
Stimulering af én sans giver også stimulering af de øvrige sanser. I
optimale situationer skærpes sanserne af samtidig stimulation. Hvis in-
dtrykkene overvælder personen, vælger man sædvanligvis at lukke af
for strømmen af indtryk. Dermed mistes også kontakt med nuet for et
øjeblik, og man opleves måske som ukoncentreret.”
Bjørn Adler i Neuropædagogik - om kompliceret læring, side 69