lærervejledning [PDF] - E-museum

Intro til Willumsens portrætter:
En lærervejledning til udstillingen
Vild med iscenesættelse – J.F. Willumsens portrætter
Hvor end du vender dig i J.F. Willumsens Museum, ser du portrætter. De er malet
eller modelleret af den danske kunstner Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958).
Portrætterne forestiller Willumsen selv og alle de mennesker, som omgav ham som
familie og venner, eller mennesker, som han brugte som modeller i sin kunst.
Willumsens kunst er figurativ. Han var optaget af at gengive virkelighedens
mennesker og genstande som genkendelige figurer i sine værker. Men særlig
optaget var han af at skildre mennesket og fortolke menneskelige følelser. Det er
derfor, det vrimler med mennesker – og ikke mindst portrætter – i hans kunst.
På de følgende sider kan du læse mere om portrætterne, der udstilles i museets
Juniormuseum.
Temaer i udstillingen-------------------------------------------------------------------------- 2
Hæft ord på portrætterne --------------------------------------------------------------------- 2
Et øje, der ser----------------------------------------------------------------------------------- 3
Portrætternes blikretning--------------------------------------------------------------------- 3
Willumsens fotograferede selvportrætter-------------------------------------------------- 4
Iscenesættelse --------------------------------------------------------------------------------- 4
Willumsens malede og modellerede selvportrætter-------------------------------------- 5
Det objektive og det subjektive -------------------------------------------------------------- 7
Selvportrættet som gåde---------------------------------------------------------------------- 8
At iagttage sig selv – og blive set ----------------------------------------------------------11
At være kunstner. Willumsen og kunstnerrollen-----------------------------------------11
Willumsens Museum-------------------------------------------------------------------------13
Gravsted----------------------------------------------------------------------------------------14
At vurdere Willumsens kunst ---------------------------------------------------------------14
Portrætter af Juliette og Jan Bjørn ---------------------------------------------------------15
Portrætter af Edith ----------------------------------------------------------------------------17
Michelle Bourret ------------------------------------------------------------------------------19
En død soldat----------------------------------------------------------------------------------20
Fra naturalisme til symbolisme og ekspressionisme-------------------------------------21
Et bestillingsportræt--------------------------------------------------------------------------21
Følsom natur – fantastisk fantasi -----------------------------------------------------------22
1

Temaer i udstillingen
Udstillingen rummer en lang række temaer, som du kan knytte til din undervisning.
I udstillingen fremgår ordene ”identitet”, ”iscenesættelse”, ”fantasi”, ”gådefuld”,
”være sig selv” og ”idealisere” på væggene over værkerne – som inspiration til at
snakke om, hvad værkerne handler om.
Du kan evt. også bruge listen herunder som inspirationskilde, og endelig kan du
hente flere ideer til vinkler på værkerne i den følgende tekst om værkerne.
• Portrætlighed / anonymitet / type
• Idealisme / realisme
• Iscenesættelse / hurtigt snapshot
• Blikket – modellens, kunstnerens og beskuerens blik
• Portrætbestillinger / portrætter for fornøjelsens eller eksperimentets skyld
• Identiteter og roller
• Kønsroller
• Kunstnerrolle og selvportrætter
Hæft ord på portrætterne
Juniormuseet er børnenes og
de unges rum i J.F.
Willumsens Museum.
Derfor har vi i ophængningen
af udstillingen forsøgt at gøre
det på deres præmisser.
Værkerne hænger lavt – i
børnenes øjenhøjde, og
magnetiske ord kan ”hæftes
på” portrætterne, eller rettere
en række talebobler, der
hænger ved portrætterne.
På den måde kan der
eksperimenteres med, hvad billederne ”siger” og betyder. Og de unge kan give
deres mening til kende – og måske give inspiration til de næste, der besøger
museet.
2

Et øje, der ser
Da Willumsen begyndte at arbejde med keramik i
starten af 1890’erne var noget af det første, han skabte
Et øje.
J.F. Willumsen: Et øje. Keramisk prøvestykke. 1891.
Glaseret lertøj. 9 x 11 cm
På en seddel noterede han: “Mit første stykke Keramik
som jeg brændte i Frk. Ane Maria Brodersens Kakkelovn i Paris 1891”. Et lille
brudstykke af et ansigt, som forestiller et mørkt øje med øjenbryn. Øjet er åbent og
kigger lige frem. Det lille stykke glaserede keramik satte han op på sin selvbyggede
keramiske brændeovn i atelieret i Paris.
Øjet som symbol har mange religiøse betydninger. Man taler fx om, at Guds øje ser
alt. Øjet kaldes også for “sjælens spejl”.
I forbindelse med Willumsens portrætter er det interessant at se, hvordan han
allerede som ung kunstner med Et øje måske har forsøgt at trænge helt ind i
menneskets sjæl, ind hvor følelserne udspringer. Øjet er også interessant, fordi det
ikke bare lader os se ind i det, men faktisk også ser lige tilbage på os og ind i vores
liv. Et øje handler derfor både om det at se og at blive set.
Portrætternes blikretning
Når man står over for et portræt, kan man have samme
oplevelse af både at se og at blive set som med “Et øje”.
Den portrætterede kan have vendt blikket lige direkte
mod os og så at sige konfrontere os med sit blik. Dette er
fx ofte tilfældet i Willumsens mange selvportrætter, hvor
han kigger direkte på os. Det er som om, at han her går i
dialog med os. Det gælder fx i hans selvportræt fra 1885,
hvor han har et åbent kropssprog.
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1885. Olie på lærred. 41 x 34 cm
Et portræt kan også vise en person, som nærmest skjuler sine øjne for beskueren.
Den portrætterede virker dermed lukket om sig selv og måske ligeglad med, hvad vi
som beskuere tænker om ham eller hende. Måske er den portrætterede fanget i sine
egne tanker eller følelser. Eller optaget af noget helt andet, som foregår et andet
sted.
J.F. Willumsen: Anse tuder. 1918. Marmor. Højde 48 cm
I Willumsens portrætbuste af sin yngste datter, Anse, er
pigens øjne næsten lukkede og hovedet er vendt nedad.
Med andre ord: Hendes kropssprog er lukket.
Anse er ked af det, og det er som om, hun slet ikke
skænker sin omverden en tanke.
Det er oplagt at sammenligne portrætter med åbent og
lukket kropssprog. Lad evt. også eleverne
eksperimentere med forskellige typer kropssprog på deres egen krop.
3

Willumsens fotograferede selvportrætter
Willumsen lavede rigtig mange selvportrætter. Da han var ung, var det for det ofte
fotografiet, han brugte, når han skabte sine selvportrætter. I 1893 var han i
Chicago, hvor han købte sit første fotografiapparat, og i løbet af 1890’erne
fotograferede han sig selv utallige gange. Når Willumsen fotograferede sig selv, var
det en langsommelig proces – og slet ikke som vores tids hurtige og spontane
snapshots med mobiltelefonen, som mms’es til en ven eller veninde. Willumsens
selvportrætter blev taget med et fotografiapparat på stativ, og fotografiapparatet
havde en lang eksponeringstid. Derfor måtte han sidde stille, mens fotografiet blev
taget. – Ellers ville fotografiet blive sløret. Til fotografiapparatet havde Willumsen
en fjernudløser med ledning, så han selv kunne udløse optagelsen.
Hans portrætter var også altid nøje iscenesat. Han havde overvejet, hvordan
baggrunden skulle se ud, og hvordan han skulle stå eller sidde på fotografiet.
J.F. Willumsen: Selvportræt i lejligheden i
Børsgade. 1899 Fotografi. 17 x 12 cm
I Willumsens fotograferede selvportræt fra 1899
ser vi ham i fuld gang med arbejdet. Han står i
profil, iført arbejdstøj, ved en kavalet og
dekorerer en vase.
Der er ingen tvivl om, at Willumsen nøje har
planlagt, hvordan han skulle stå på fotografiet,
og hvordan baggrunden skulle se ud. Han har
stillet sig ved kavaletten præcis sådan, at hans
hoved var ud for et portræthoved, som faktisk er
hans eget selvportræt, Refleksion, fra 1896. Og
på det høje chatol til højre står en
selvportrætstatuette af hans store forbillede,
billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844).
I fotografiet ser vi altså tre selvportrætter, to af Willumsen og et af Thorvaldsen, som
Willumsen har ladet stå som et trekløver rundt om den vase, han er i gang med at
dekorere. Fotografiet, som måske i første øjekast virker som et tilfældigt snapshot,
viser sig dermed at være en nøje planlagt komposition.
Iscenesættelse
I nogle af Willumsens fotograferede selvportrætter er det meget tydeligt, at de ikke
er tilfældige øjebliksbilleder. De virker derimod meget iscenesatte. I ordet
iscenesættelse ligger der, at billederne er bevidst konstrueret af kunstneren, så
billederne får en bestemt komposition med et særligt udtryk. Når vi ser en film,
forventer vi, at filmen er iscenesat af en instruktør og spilles af en række
skuespillere, der følger et manuskript. Helt den samme forventning har man ikke
altid til billedkunst – og slet ikke fotografi – da billedkunsten i første omgang
måske præsenterer sig som et “spejl af virkeligheden”, altså en tro kopi af
virkeligheden. Men sådan er det næsten aldrig: Kunstneren har som regel en
bestemt hensigt eller et budskab med sine værker – og benytter sig derfor af
iscenesættelse for at udtrykke netop dette for beskueren.
4

J.F. Willumsen:
Selvportræt på sengen i
lejligheden i Børsgade.
1899/1900. Aftryk af
glasplade. 13 x 17,3 cm
I Willumsens
selvportræt, hvor han
ligger nøgen på sengen i
sin lejlighed, er det
tydeligt, at der ikke er
tale om et hurtigt
snapshot, men om en
stram iscenesættelse
komponeret af Willumsen. Fotografiapparatet hænger et stykke over ham, og
fjernudløserens ledning ses som en tynd sort streg på hans højre underarm. At
Willumsen ligger splitter nøgen i det hvide sengetøj er også med til at give
indtrykket af, at fotografiet er iscenesat.
Da Willumsen tog selvportrættet boede han alene. Han var gået fra sin kone Juliette
(1863-1949) og sine to sønner, Jan og Bode, og han havde forelsket sig i en anden
kvinde Edith Wessel (1875-1963). Edith var i efteråret 1899 rejst til USA, fordi det
var svært at have et forhold til Willumsen, som stadig formelt var gift med Juliette.
Ved siden af Willumsen på sengen ligger et lille fotografi af en nøgen kvinde, som
ligner Edith, og Willumsens selvportræt var måske tænkt som en kærlig hilsen til
hende.
Willumsens malede og modellerede selvportrætter
I 1890’erne brugte Willumsen hovedsageligt fotografiet til sine selvportrætter, og
først senere kom hans malede og modellerede selvportrætter til at fylde meget i
hans kunst.
I 1893 under et besøg på en bar i
Chicago fik Willumsen ideen til at
skabe et stort relief, der skulle dekorere
en væg i baren. Willumsens tanke med
relieffet var, at det skulle give barens
gæster et billede af, at ethvert
menneske er nødt til at gennemgå en
“Sögen og Tvivlsperiode” for at ende
som et menneske “med klare Tanker i
klare fremlagte Former”.
J.F. Willumsen: Det Store Relief. 1893-1928. Flerfarvet marmor og andre stenarter
samt forgyldt bronze. 440 x 645 cm. Deponeret på J.F. Willumsens Museum af Statens
Museum for Kunst (Reliefsalen)
Først i 1928 stod relieffet færdigt. 35 år var der gået fra Willumsens idé til det
færdige kunstværk. Oprindeligt havde han planlagt, at relieffet skulle udføres i
keramik og andre materialer som træ, bronze og marmor, men i det færdige værk
var stort set alle figurer hugget i marmor af forskellig farve. Kun et enkelt figurpar
endte med at stå i forgyldt bronze.
5

Relieffet vrimler med figurer, men de to giganter nederst er helt centrale for
Willumsens budskab. For Willumsen var de to giganter billeder på to stridende
kræfter i ethvert menneske: Vilje og lyst.
J.F. Willumsen: Refleksion. 1896. Glaseret stentøj.
(Reliefsalen)
I 1896-1897 modellerede Willumsen hovedet til
relieffets venstre figur. Det modellerede hoved var
ikke en hvem som helst, men et selvportræt,
Refleksion, som altså kom til at indgå i Det store
Relief.
J.F. Willumsen: Maleren og hans familie. 1912. Olie på
lærred. 230 x 243 cm
I 1912 skulle Willumsen udstille sin kunst i USA, og
meget tyder på, at han til udstillingen udførte det store
familieportræt. I portrættet indgår Willumsens
selvportræt samt portrætter af hans hustru Edith, som
han var blevet gift med i 1903 og deres to døtre, Anse (til
højre) og Gersemi (til venstre). Også et portræt af en
dreng, Helge Melbin, som Willumsen øjensynlig var i gang med at portrættere, lod
Willumsen indgå i det store familieportræt.
Læg mærke til, hvordan Willumsen har portrætteret sig selv. Han står iført et pænt
sæt tøj med hvid skjorte, som om han er på vej i byen eller venter gæster. Men
alligevel står han med palet, pensel og malerklud i hænderne. I mange andre af
Willumsens selvportrætter ser vi ham i hans malerskjorte, som han normalt havde
på, når han var i gang med arbejdet.
I titlen “Maleren og hans familie” kommer vi nærmere Willumsens budskab med
værket. Han har helt bevidst via sin påklædning og malerens remedier søgt at
skildre sin dobbelte identitet som familiefar og maler. Den sammensatte – eller
splittede – identitet som “en festklædt familiefar, der maler et portræt” signalerer, at
det måske ikke var så nemt for Willumsen at forene sine roller som familiefar og
kunstner.
Familieportrættet kan også læses som et vidnesbyrd om Willumsens syn på
kønsroller. Billedet er komponeret, så Willumsen og hans kone Edith står i hver sin
halvdel. Hun har al sin opmærksomhed rettet mod døtrene. Med et mildt
ansigtsudtryk og åbne arme tager hun imod børnene. Han derimod står med et
meget alvorligt og sammenbidt ansigtsudtryk rettet mod sit arbejde, et staffeli med
et portræt uden for lærredet. I kompositionen opridser Willumsen dermed
modsætningerne mand/kvinde, alvor/mildhed, arbejde/familie.
Men samtidig kan man også pege på, at Willumsen – ligesom i Det store Relief –
opridser modsatrettede kræfter som vilje og lyst, som ethvert menneske må kæmpe
med.
6

J.F. Willumsen: Selvportræt i malerbluse. 1933. Olie på
lærred. 119 x 117 cm
På sin 70-års fødselsdag den 7. september 1933 malede
Willumsen et selvportræt, hvor han iført plettet
malerbluse og kridt i hånden står foran et tomt lærred.
I sin dagbog noterede han samme dag: “Malte et Portræt
af mig selv. Min 70 Aars Fødselsdag. Jeg var ganske ene
og Dagen gik med Arbejde som paa enhver Hverdag.
Ingen Fest. Men jeg fik en lille Snes Telegrammer med
Lykønskninger fra Danmark. De viste mig, at nogle Traade forbinder mig med Livet,
et Sted. Noget jeg ellers ikke mærker. Det glæder mig meget.”
At være 70 år gammel var ikke særlig attraktivt for Willumsen, og han kaldte
alderen for “Støvets Aar”. Ser man på Willumsens ansigtsudtryk og kropsholdning,
er det tydeligt, at han ikke har det særlig godt. Han ser trist ud, og det er som om, at
han bruger sin sidste energi blot på at holde sig oprejst. Vi kommer derfor i tvivl om,
hvorvidt han nogensinde får sat kridtstreger på det tomme lærred.
Om Willumsen virkelig havde det så dårligt på sin fødselsdag, som portrættet lader
os vide, er usikkert. Til en veninde i København skrev han: “Det er vist umuligt at
male et Selvportræt, som ligner. Selv om det objektive males eller rettere kopieres,
trænger det subjektive sig alt for stærkt paa, i det mindste for mit Vedkommende.
Jeg ser næppe saa lidende ud, jeg ser ud som jeg altid har set ud, skønt jeg har lidt
op kæmpet meget i de sidste Aar.”
Det objektive og det subjektive
Hvad mener Willumsen, når han skriver, at selv om det objektive males eller rettere
kopieres, trænger det subjektive sig alt for stærkt på?
Man kan groft sagt sige, at det objektive er alt, hvad der kan måles og vejes. Vi kan
stort set altid blive enige om, om et maleri ligner virkeligheden ved at “måle” det i
forhold til virkeligheden. Når Willumsen skriver, at det objektive kan “males eller
rettere kopieres”, er der sandsynligvis også en reference til fotografiet, som
mekanisk “kopierer” det, der stilles foran det.
Det subjektive derimod har ingen formel og kan ikke vejes. Det handler
udelukkende om det enkelte menneskes personlige oplevelse, og selvom mange
mennesker måske oplever en bestemt situation på samme måde, så sker der nogle
forskydninger, når man beskriver en personlig oplevelse for andre.
7

J.F. Willumsen: Selvportræt. 1885. Olie på lærred. 41 x 34
cm
I Willumsens to selvportrætter, det ene malet, da han var
ung i 1890’erne, det andet malet, da han var blevet
ældre, kan man fornemme, hvordan begreberne om det
objektive og det subjektive altid er aktuel at diskutere,
når man ser på Willumsens kunst.
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1932. Olie på lærred. 92 x 73
cm
Ungdomsportrættet er malet i en naturalistisk stil, hvor
Willumsen har bestræbt sig efter at kopiere den sete
virkelighed så nøjagtigt som muligt. Med andre ord: Han
har forsøgt at male så objektivt som muligt. Denne måde
at male på, havde han lært på Kunstakademiet i
København, hvor han havde fået sin uddannelse til maler.
Det senere portræt er malet i en ekspressionistisk stil. Når vi ser billedet, får vi en
klar fornemmelse af, hvordan Willumsen så ud i 1932, men portrættet ligger
alligevel langt fra det, man kunne kalde for “fotografisk”, som meget ofte bruges til
at beskrive naturalismens “objektive” billeder. Vi opfatter portrættet som malet. De
store ensfarvede farveflader og den sorte konturstreg om Willumsens hvide hår og
øjne, og de kulsorte skygger i ansigtet er noget, som Willumsen selv har lagt til
portrættet. Han så ikke sådan ud i virkeligheden. I portrættet har Willumsen
forenklet virkeligheden til sorte konturer, ensfarvede flader og kulsorte skygger.
Forenkling af virkeligheden er Willumsens subjektive, dvs. helt personlige og
følelsesfulde fortolkning af sit eget portræt. Måske minder portrættet dig om en
tegneserie.
Det er oplagt at diskutere begreberne objektiv og subjektiv. Er det muligt at male
objektivt? Og kan man male et objektivt selvportræt? Eller et objektivt portræt af en
anden person? Er et subjektivt selvportræt mere ærligt end et objektivt selvportræt?
Og kan et subjektivt selvportræt sige mere end et objektivt selvportræt?
Selvportrættet som gåde
J.F. Willumsen: Himmelgåden. Skitse. 1936. Olie på
lærred. 54 x 65 cm
I 1930’erne arbejdede Willumsen på tre store, malede
selvportrætter, som skulle hænge side om side. Han var
da midt i 70’erne. Serien kaldte han “Tizian døende”, og
i tre selvportrætter, som har en symbolsk karakter,
forholdt Willumsen sig til sin død: Om hans jordiske liv
som kunstner, der afløses af døden, hvor han svæver i universets rum som et
overjordisk væsen som halvt menneske, halv tiger. Tizian er navnet på en af de
store italienske kunstnere i renæssancen (ca. 1350-1550). Han levede fra ca. 1480-
8

1576, og han var en af de kunstnere, som Willumsen beundrede rigtig meget.
Serien Tizian døende hænger i Meditationsrummet.
Inden Willumsen malede de tre store billeder,
gennemarbejdede han først motiverne og deres
komposition i en række tegnede og malede skitser. Han
arbejdede også med selvportrætterne, særligt
ansigterne, som skulle indgå i serien.
J.F. Willumsen: Tizians hoved. Studie efter naturen. 1935.
Olie på lærred
J.F. Willumsen: Selvportræt. Hoved set forfra. Grisaille.
Studie til Himmelgåden. 1936. Olie på lærred
I skitsen til Himmelgåden kan du se, hvordan Willumsen
giver et hurtigt bud på, hvordan han med maleriet kan
illustrere sig selv som død. Han svæver på himlen, over
skyerne, og som baggrund har han mælkevejen, et
stjerneskud og stjernetegnet Karlsvognen øverst oppe til
højre i billedet. Hans ansigt, arme og hænder samt tigerkroppen er malet med
hurtige og brede penselstrøg. Alligevel kan vi godt genkende hans portræt; det
lange hvide hår, de store øjenbryn, den lange lige læse, overskægget, fipskægget
og den særegne skægkrave, han havde under hagen.
J.F. Willumsen: Himmelgåden. 1938. Olie på
lærred. 220 x 300 cm
I den færdige version af Himmelgåden kan man
se, at Willumsen har malet sine arme og hænder
som om, han var ved at male. Han holder dem
som i de to malerier Maleren og hans familie fra
1912 og Selvportræt i malerbluse fra 1933. Men
han har hverken pensel eller palet i hænderne.
Om Tizian døende sagde Willumsen, at beskueren måtte læse billederne. Han ville
altså ikke selv sætte ord på, hvordan de skulle fortolkes.
9

J.F. Willumsen: Fødselsdagskagen. En spøg. 1943. Olie på
lærred
Et andet af Willumsens gådefulde billeder er
Fødselsdagskagen, som han malede i 1943 under
krigen, hvor han opholdt sig i Sydfrankrig.
Billedet forestiller en kvinde med kokkehue og blå
vinger, som er ved at stille en lille fødselsdagskage med
tændte lys på et bord – dækket til to. En bladkrans
omkranser den ene tallerken. Kvinden har et stort rødt
smil på læberne, men hendes ansigt er mærkeligt
forvredet. Hendes øjne er ligesom skubbet rundt i
ansigtet, og det er som om, at hun er forvandlet til en sær
grimasse. Bag kvinden afsluttes rummet af et rødt, draperet forhæng. Som om det
hele foregår på en teaterscene.
En måde at læse billedet på, er at se det som et selvportræt af Willumsen, hvor han
ikke optræder som person, men via en række tegn. “JFW” er Willumsens initialer,
og i 1943, hvor billedet er malet, fyldte Willumsen 80 år. Kagen er dekoreret med
dette tal.
Den unge kvinde, der serverer kagen, ligner Willumsens unge samleverske,
Michelle Bourret. Hun var danserinde, og Willumsen malede en lang række
portrætter af hende, bl.a. dansende i matrostøj og harlekinkostume. Der er ingen
tvivl om, at den unge, smukke danserinde var en stor inspiration for Willumsen, og
de blå vinger, som han har malet på hende kan være en henvisning til, at hun var
hans muse. Dvs. en person, som gav ham inspiration til at lave kunst.
I tegnede skitser til maleriet kan man se, hvordan Willumsen har arbejdet med
portrættet af Michelle. Og her ser Michelle helt almindelig ud i ansigtet. Hun smiler
sødt, og hendes ansigt og øjne har helt almindelige proportioner.
Det er derfor oplagt at spørge, hvorfor mon Willumsen i det færdige maleri har ladet
Michelles ansigt forvride i en grimasse med et overdrevet smil? Måske er det hans
måde at vrænge af sin egen 80-års fødselsdag – eller måske af krigstidens knaphed
på alt fra sæbe til sukker.
Bladkransen omkring den ene tallerken, som Michelle har ansigtet rettet mod, kan
også læses som en kommentar om ham selv på 80-års-dagen. Er han stolt, eller er
det et udtryk for hans distance til fødselsdagsfesten – en slags absurd teater?
I Ernst Mentzes bog J.F. Willumsen. Mine erindringer fra 1953 beretter Willumsen,
at han på sin 80-års dag, 7. september 1943, blev fejret af sine danske venner i
Sydfrankrig. Foran et stort rødt-hvidt splitflag fik han en laurbærkrans på hovedet.
“Jeg var virkelig rørt til Taarer”, har Willumsen berettet
til Mentze.
Forud for fødselsdagen havde Willumsen skænket sine
samlinger til den danske stat.
J.F. Willumsen: Selvportræt. Laurbærkrans på hovedet.
1943. Olie på lærred
Samme år maler Willumsen et selvportræt netop med en
laurbærkrans på hovedet.
10

At iagttage sig selv – og blive set
I kunstens historie er der rigtig mange eksempler på, at kunstnere har malet
selvportrætter, og der findes mange mærkelige selvportrætter. I renæssancen, fra
1400-tallet og frem, blev selvportrættet en populær genre, og kunstnere har siden
igen og igen valgt sig selv som modeller.
Hvorfor? Måske fordi det at male sig selv altid er en udfordring. At iagttage sig selv,
at erkende sig selv og at iscenesætte sig selv er spændende. Og selvportrættets
evne til at bedrage – endda sig selv – kan også være tillokkende. Og så er modellen
oven i købet gratis og skal ikke have honorar for at sidde.
En af de kunstnere, som malede rigtig mange selvportrætter er Rembrandt van Rijn
(1606-1669). Han levede i Holland i 1600-tallet og portrætterede sig selv, fra han
var helt ung, til han blev en gammel mand. Willumsen er en af de danske
kunstnere, som har malet flest selvportrætter, og man kan sige, at de går som en rød
tråd gennem hans produktion fra hans ungdom, til han blev gammel.
Det er oplagt at snakke om, hvorfor nogle kunstnere malere mange selvportrætter.
Snakken kan perspektiveres til elevernes egne erfaringer med fotografiske
selvportrætter, fx optaget med mobiltelefon.
Willumsen var en meget ambitiøs kunstner. Han kæmpede for at få sin kunst
anerkendt af både danske og udenlandske kunstkritikere og at få et ry som “en stor
kunstner” på linje med Tizian og Rembrandt, som begge er store navne i kunstens
historie.
Man kan godt kalde Willumsen for selvoptaget. Fordi han var meget bevidst om sig
selv, om sit arbejde som kunstner og rollen som kunstner. Man kan se hans
selvportrætter i lyset af hans forsøg på at definere sig selv som kunstner: At
iscenesætte sig som kunstner – nogle gange for at vise hans kamp med den
skabende proces, altså det at skabe kunstværket (Selvportræt i malerbluse. 1933),
andre gange for at positionere sig som en betydningsfuld kunstner.
I Berlingske Aftenavis d. 25. februar 1939
blev Willumsen interviewet og præsenteret
med et portrætfoto, hvor han kigger direkte
på beskueren.
Skribenten Svend Rindholt karakteriserede
Willumsen med ordene: “Kunstneren er
tilsyneladende uældet trods sine 75 Aar. Sit
Hoved bærer han fremdeles højt, og det
lange, hvide Har kroner det som en lys Hjelm.
Ogsaa de stærke Bryn er hvide, og under dem
synes Øjnene stærkere blaa med det paa én
Gang myndige og milde Blik.”
Det er oplagt at eksperimentere med, hvordan
billede og tekst kan forstærke hinanden. Lad
fx eleverne skrive personkarakteristik til et
portræt – og se hvad der sker med billedet.
At være kunstner. Willumsen og kunstnerrollen
Willumsen var ikke født med “en pensel i munden”. Det var altså ikke en
selvfølgelighed, at han blev kunstner. Hans far var værtshusholder og senere
11

herretøjssælger, og hans mor var hjemmegående hustru, typisk for gifte, borgerlige
kvinder i 1800-tallet.
Da Willumsen allerede som barn var rigtig god til at bruge sine hænder, var det
tanken, at han skulle uddannes til håndværker. Han gik på Teknisk Skole i
København, og i 1882 tog han eksamen som Husbygnings-eksaminand.
Men han havde både evne og lyst til at tegne, og da han i 1881 søgte om optagelse
på Kunstakademiet i København, kom han ind. På Kunstakademiet lærte han at
male, og siden lærte han sig at modellere, arbejde med keramik, grafik og
fotografere samt at arbejde som arkitekt. Ud over undervisningen på
Kunstakademiet, som han droppede i 1885, fik han også undervisning på
Kunstnernes Studieskole af de to unge lærere P.S. Krøyer (1851-1909) og Laurits
Tuxen (1853-1927).
J.F. Willumsen: En statue af kunstmaleren. Skitse. 1941.
Voks på gips. Højde 72,5 cm
En gang i sit liv arbejdede Willumsen på et stort skulpturelt
selvportræt. Det skete i 1941, hvor han havde store planer
om at skabe et museum til sin kunstsamling af ældre
udenlandsk kunst samt de værker, han selv havde skabt.
Han har sikkert forestillet sig, at selvportrætstatuen, der
skulle støbes i bronze, skulle stå i parken foran hans
kommende museum. I et maleri fra samme år har
Willumsen malet den grønne bronzestatue på en lyserød
sokkel. I baggrunden ses grønne træer og en blå himmel
med små, hvide, drivende skyer.
J.F. Willumsen: Projekt til en statue af “Kunstmaleren”. 1941. Olie på lærred
I både maleriet og i bronzeskitsen til det store monument,
som aldrig blev realiseret, har Willumsen portrætteret sig
selv med pensel og palet i hænderne. Han står
majestætisk på soklen og kigger målsat frem for sig. Over
skuldrene og på hovedet har han en hættekappe, som er
fyldt ud af blæsende modvind.
I dag må vi se Willumsens skitse til statue af
“Kunstmaleren” som det minde, han ønskede, at
eftertiden skulle have af ham som kunstner. Hættekappen
er temmelig speciel. Vi kender den ikke fra Willumsens
øvrige selvportrætter og fotografier. Måske var han blevet
inspireret af de amerikanske tegneseriehelte Batman og
Superman, som netop havde set dagens lys i årene før 1940. De to superhelte
kunne med superkræfter, overnaturlige eller ej, frelse menneskene. Med
hættekappen ville Willumsen måske vise, at han som kunstner med pensel og palet
også kunne noget helt specielt.
Willumsen ejede en gipsafstøbning af Bertel Thorvaldsens (1770-1844) skitse til et
selvportræt fra 1839, hvor Thorvaldsen står med hammer og mejsel i en
tænkepause i arbejdet på statuen Håbets gudinde. Den færdige skulptur, hugget i
marmor, står på Thorvaldsens Museum, som Willumsen besøgte mange gange, når
han var i København.
12

Thorvaldsen var et stort forbillede for Willumsen. Willumsen beundrede hans kunst
og ikke mindst hans succes som en dansk kunstner, der var anerkendt
internationalt. Thorvaldsen var så succesrig, at han, da han i 1838 vendte hjem fra
Rom efter 40 års ophold dér, fik opført sit eget museum i København. Ved en stor
landsindsamling til opførelsen af Thorvaldsens Museum hædrede danskerne hans
indsats som kunstner, og i 1848 åbnede Thorvaldsens Museum i København som
Danmarks første kunstmuseum. Thorvaldsen var død i 1844, men hans kiste blev
flyttet til museets gård, hvor han nu ligger begravet.
Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Bertel Thorvaldsen med
Håbets gudinde. Skitse. Ca. 1839. Gips
Når man ved, at Willumsen var meget optaget af
Thorvaldsens kunst og ikke mindst hans liv som en
succesfuld kunstner, kan det være interessant at se de to
skitser Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde og En
statue af kunstmaleren stå side om side. Faktisk sker der
det, at vores tolkning af Willumsens Kunstmaleren får en
ny dimension, hvor vi tænker hans begejstring for
Thorvaldsen ind – og måske nu ser Kunstmaleren som
en pendant til Thorvaldsens selvportræt.
Af Kunstmalerens titel fremgår det ikke, at statuetten er
et selvportræt. Men vi kan kende Willumsen i skitsen –
både fra fotografier og malede selvportrætter.
Diskuter evt. med eleverne, hvordan Willumsens En statue af kunstmaleren kan
læses som et billede på det, som de fleste kunstnere – og måske også alle vi andre
– kæmper for. Fx at blive anerkendt, respekteret og æret.
Willumsens Museum
I løbet af 1920’erne havde Willumsen fået
ideen, at der skulle oprettes et museum til
hans kunst og kunstsamlinger i
København. Museet skulle rumme hans
egne værker samt Willumsens
kunstsamling af andre kunstneres værker.
Willumsen havde det meste af sit voksne
liv samlet på kunst af kunsthistoriens “store
mestre” som fx spanske El Greco (1541-
1614) og hollandske Rembrandt (1606-1669). Willumsen havde i hvert fald købt
en lang række værker, som han tilskrev kunsthistoriens mestre, og han
understregede i 1939 i et interview, hvordan han på grund af sin store
kunstsamling “til Stadighed har været omgivet af Skønhed, det vil sige: fuldkommen
Farve, Form og Linie. Jeg har paa Grund deraf levet i et højere Niveau af Kultur.
Noget, jeg mener, er nødvendigt for en Kunstner af min Natur og med mine
Bestræbelser. Uden det havde mine Omgivelser været tørre og nøgterne. Det har
givet mig Rigdom for min Sjæl.”
13

Willumsen havde stort set boet i udlandet siden han første gang i 1889 rejste til
Paris. Da han i samme interview blev spurgt om, hvornår han ville vende tilbage til
Danmark, svarede Willumsen “den store Dag, da man indvier mit Museum”.
Willumsen ville rigtig gerne vende hjem til Danmark, men han drømte om, at han
ved sin hjemkomst ville blive fejret på
samme vis som hans store forbillede
Bertel Thorvaldsen, der i 1838 var
vendt tilbage til København i stor
triumf.
Selvom Willumsen allerede begyndte
at tale om et museum i 1920’erne, var
det først i 1957, at J.F. Willumsens
Museum i Frederikssund slog dørene
op for publikum. Willumsen havde da
i mere end tre årtier kæmpet for at få
sin drøm om et enkeltmandsmuseum til at gå i opfyldelse. Han vendte først hjem til
Danmark i 1958. Men da i en kiste, som blev nedsænket i parken foran det
nyåbnede museum. Da Edith døde i 1963 fik hun plads ved siden af Willumsen.
Gravsted
Willumsen døde i 1958 i Sydfrankrig, hvor han havde boet siden 1916, dels i Nice,
dels i Cannes og endelig i Le Cannet. Hans kiste blev transporteret den lange tur fra
Sydfrankrig til Danmark, for at han kunne blive begravet i parken foran hans
museum, J.F. Willumsens Museum, som netop var blevet åbnet i 1957.
Begravelsen fandt fra Reliefsalen i museet, foran hans hovedværk Det store Relief. I
salen var der opstillet bænkerækker, og i hele salens længde lå der kranse og
blomster, der skulle følge Willumsen på vej.
I dag er det en stor natursten,
der fortæller os, at Willumsen
ligger begravet i parken foran
museet. Og man kan sige, at
museet står som et minde over
ham og hans værk.
Måske har du lyst til at
diskutere med dine elever, om
et gravsted er et slags sidste
portræt. Og om eleverne har tanker om, hvordan de gerne vil begraves eller
bisættes – eller noget helt tredje – når de engang dør?
At vurdere Willumsens kunst
I de mange år, hvor Willumsen kæmpede for at få oprettet sit museum, blev både
hans egne værker og hans kunstsamling kritiseret adskillige gange. Nogle kritikere
mente ikke, at Willumsens kunst var god nok til, at den skulle have sit eget
museum. Da Willumsen i 1939 blev spurgt om, hvordan eftertiden mon vil tage
14

imod hans kunst, svarede han: “Jeg tror, Eftertiden vil se med stor Forstaaelse
baade paa min egen Kunst og paa min “gamle Samling”.”
Har Willumsen ret? Hvordan vurderer vi i dag Willumsens kunst? Er Willumsen
blevet en af “de store mestre” i kunsthistorien? Og hvad synes dine elever om
Willumsens kunst?
Portrætter af Juliette og Jan Bjørn
J.F. Willumsen: Frugtbarhed. 1891. Radering
Willumsens kone Juliette (1863-1949)
fødte den 21. januar 1891 ægteparrets
første barn. Få dage inden fødslen tegnede
Willumsen sin højgravide kone, og
tegningen viderebearbejdede han i en
radering.
(En radering er en grafisk teknik, hvor
kunstneren ridser med en radernål i en
voksbelagt metalplade. Metalpladen
lægges i syrebad, og syren ætser sig ned i pladen de steder, hvor voksen er fjernet.
Til sidst renses metalpladen for voks, og kunstneren kan tage aftryk af pladen.)
På raderingen ses et helfigursportræt af Juliette. Hun er iklædt en lang kjole, og
omkring den gravide mave har hun et ternet forklæde. Portrættet er meget forenklet
og stort set uden detaljer. Se fx hvordan hendes hånd kun har antydningen af
fingre, og hvordan ansigtets øjne, næse og mund er gjort til konturer. Læg også
mærke til den tydelige kontur, som Willumsen har omridset figuren med.
Til højre for Juliette har Willumsen ridset et kornstrå. Fra hver aks breder sig en
uendelighed af nye strå, korn og aks. Nederst til højre har Willumsen ridset et digt
på fransk, som oversat til dansk lyder:
Den gamle kunst har sit gamle sprog
Som man lidt efter lidt har lært af forstå
En ny kunst har et nydannet sprog
Som man må lære
Før man kan forstå det
Læg mærke til, hvordan Willumsen faktisk lader linjerne i de vidtvoksende kornstrå
gentage i mønstret i Juliettes forklæde. Willumsen fortæller os dermed, at der –
ligesom kornstråene vokser og vokser – er voksende liv i Juliettes mave.
Juliette ser lidt træt og besværet ud som en typisk højgravid. Og kun få dage efter
Willumsens radering fødte hun sønnen Jan Bjørn.
Da Willumsen lavede raderingen, vidste han vist godt, at kunstværket ikke ville få
god kritik fra alle. Han havde nok forudset kritikken om, at han tegnede som et
barn. En kritiker foreslog, at raderingen “nok maa være Kopier efter Tegninger, han
har udført i en meget ung Alder – jeg antager i sit 5te Aar”. Men Willumsen
ønskede helst bevidst at tegne på en ny måde. Han gad ikke længere bare kopiere
virkeligheden, som et fotografi kopierer den, og i digtet skriver han, hvor svært det
er at forstå en ny kunsts nye sprog.
15

J.F. Willumsen: En nyfødt. 1891. Brændt ler
I 1890’erne begyndte Willumsen at arbejde med
keramik. I begejstringen over sin førstefødte, sønnen
Jan Bjørn, fik han ideen til at udføre Familievasen med
portrætter af ham selv, hans kone Juliette og den spæde
søn.
Sønnen blev født d. 20. januar 1891, og Willumsen blev
inspireret til portrættet af Jan Bjørn “i rund Form”, da det lille barn lå i vuggen foran
ham. I det modellerede portræt viser Willumsen det spæde barn i fosterstilling. I
Familievasen (som ikke er tænkt som en vase – men har fået formen, fordi den var
egnet), blev de tre portrætter flettet sammen til
en “keramisk Komposition”, hvor den
“tætsluttede Form er begrundet ved det
inderlige Forhold, der nu er dannet mellem
dem.”
J.F. Willumsen: Familievasen. 1891.
Kunstindustrimuseet
J.F. Willumsen: Portræt af Jan og Bode Willumsen. 1897-
1898. Olie på lærred
I portrættet af Jan og Bode ser vi Willumsens to sønner,
kort før Willumsen går fra Juliette. Blomsterne i
forgrunden afskærmer os fra børnene og lover måske en
ny begyndelse?
16

Portrætter af Edith
J.F. Willumsen: Buste af Edith Wessel. 1898. Bemalet og
dekoreret gips
Allerede i 1898, mens Willumsen var gift med Juliette,
modellerede han en portrætbuste af Edith. De to mødtes
på porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl, hvor
Willumsen fra efteråret 1897 til begyndelsen af 1900 var
kunstnerisk leder, mens Edith var ansat som
porcelænsmaler fra 1897 til 1899.
Portrætbusten står som bemalet og dekoreret gips.
Willumsens arbejdsmetode var at modellere et portræt i
ler. Da portrættet stod færdigt, blev det støbt i gips, fordi
den våde lerfigur revner og slår sprækker, når den tørrer.
Willumsen valgte derefter at male det støbte gipshoved i en rød farve.
Willumsen forlod sin første kone Juliette i 1898 – samme år, han lavede busten af
Edith, men først i 1902 blev Willumsen og Juliette skilt.
J.F. Willumsen: Edith Wessel i lejligheden i
Børsgade. 1899. Fotografi. 16,8 x 12 cm
I maj 1899 fotograferede Willumsen en serie
portrætter af Edith. De befandt sig i hans
lejlighed, og Willumsen arrangerede, hvor og
hvordan Edith skulle stå, når han optog
hende.
I portrættet ser vi Edith stående i en sort kjole
foran en hvid fyldningsdør. Hun står næsten
med ryggen til os, men hendes hoved er
drejet, så vi ser hendes ansigt i profil.
J.F. Willumsen:
Bjergbestigerske. Skitse. 1902
Olie på lærred
I 1901-1902 var Willumsen og Edith på rejse sammen i
Alperne, og Willumsen fik ideen til et stort portræt af Edith
stående i det mægtige bjerglandskab. Billedet er en skitse
til et stort helfigursportræt, som Willumsen malede i 1904
og gentog i 1912.
I den tegnede kompositionsskitse får man en fornemmelse af det færdige maleri,
som altså findes i to versioner. Vi ser Edith stående i skarp profil mod baggrundens
mægtige bjergformation. Hun er iklædt en lys hat med skygge, lys
rullekravesweater og en løs frakke hængende på skuldrene. Hun støtter sin krop til
17

en solid vandrepind, holdt fast af højre hånd ved brystet, mens den venstre hånd
finder hvile på hoften. Hovedets vinkling giver os en fornemmelse af, at Willumsen
har fastfrosset et øjeblik, hvor Edith lader sit blik løbe helt ud, helt derud til det
fjerneste punkt på bjergenes tinder. Solen skinner skarpt på hendes ansigt og bryst,
og hendes øjne er netop i skygge under hatten.
J.F. Willumsen: En bjergbestigerske. Kompositionskitse.
1913. Kul og sortkridt på papir
På årets første dag i 1903 blev Willumsen gift med Edith.
Han havde allerede i portrætterne af hende forud for
brylluppet givet udtryk for sin store betagelse af hende.
Da de kom til at bo sammen, fortsatte Willumsen
ufortrødent sit arbejde med at “fange” hende i en lang
række fotograferede, tegnede, malede og modellerede
portrætter.
I et brev til vennen og maleren Johan Rohde skrev Willumsen i februar 1903:
Som De maaske ved, har jeg giftet mig igjen. Det blev med den Pige, der var mine
Ønskers Maal i de lange sidste Aar, at komme til at leve Livet sammen med, og for
hvem jeg har ofret saa meget. Jeg er glad ved at kunne sige at hun er alle Ofrene og
Kampen værd, at hun opfylder alle de Forhaabninger jeg havde sat til hende. … Jeg
føler mig for første Gang i mit Liv, lykkelig sammen med en Kvinde. – Og har jeg i de
sidste Aar gjort store Fremskridt i mit Sjæleliv, hvad jeg véd jeg har, og som følge
deraf ogsaa i min Kunst, da skyldes det udelukkende hendes gode Paavirkning.
J.F. Willumsen: Portræt af Edith Willumsen. 1919
Relief i gips
Der var noget med Ediths profil, som fascinerede
Willumsen. I den lange rækker af portrætter af sin hustru,
viser Willumsen hende meget ofte i profil. I relieffet er det
tydeligt, at Ediths profil var helt speciel.
Ved vise Edith i profil, understregede Willumsens hendes
karakteristiske ansigt, hvor en buet form gentages i næse,
hage, øje, øjenbryn og i hårets forskellige slyngninger. Det er faktisk som om, at
hendes ansigt er opbygget af ene buede linjer.
Portrætter, der vises i profil, virker ofte også mere ophøjede og ærefulde. Det er som
om, at den portrætterede befinder sig i en helt anden verden end vores. Men
samtidig giver profilen ikke den portrætterede mulighed for at kigge tilbage på
beskueren, der har fri bane til at indtage profilens detaljer. Og fordi vi som beskuer
frit kan kigge på Ediths ansigt, dets linjer og de
karakteristiske detaljer, kommer vi helt automatisk til at
vurdere hendes skønhed. Hun bliver mere et objekt end
en person.
J.F. Willumsen: Portræt af fru Edith Willumsen. Studie
efter naturen. 1922. Olie på lærred
Portrættet af Edith Willumsen fra 1922 har en anden
karakter end de andre portrætter af Edith i udstillingen.
Billedet er ganske lille og titlen røber, at det er et “studie
18

efter naturen”. Dermed fortæller Willumsen os, at han har malet portrættet, mens
Edith sad model foran ham – og altså ikke bearbejdet i atelieret efterfølgende.
Ediths ansigt er malet med brede, flygtige penselstrøg. Det er som om vi ser Ediths
“rene” ansigt uden nogen form for detaljer. Hun har rettet blikket nedad, og det er
som om, at hun er helt optaget af sine egne tanker.
Det er oplagt at diskutere, hvordan nogle portrætter kan virke idealiserede, mens
andre virker realistiske eller virkelighedstro. Kunstnerens blik på modellen røber sig
også i portrætterne. Man kan altså ofte i portrættet læse, hvad kunstneren tænker
og føler om modellen.
Michelle Bourret
J.F. Willumsen: Portræt af Michelle Bourret. 1930. Olie på
lærred
I 1930 flyttede Willumsen sammen med den unge,
franske danser og maler Michelle Bourret (1900-1989).
Hans kone Edith havde forladt ham i 1928, og Michelle
blev nu kvinden i hans liv og dermed også et vigtigt
motiv i hans kunst. Willumsen malede adskillige
portrætter af Michelle, hvor han eksperimenterede med
farver og iscenesættelse. Bl.a. malede han en lang
række dansebilleder, hvor Michelle i forskellige kostumer danser forskellige danse.
Bl.a. vals og ballet i Harlekinkostume.
I portrættet af Michelle ser vi, hvordan Willumsen har eksperimenteret med at give
den grønne farve en central rolle i billedet. Den grønne baggrund forlænges som
grønne skygger ind over Michelles ansigt.
Det er tydeligt, at Willumsen har lagt den grønne farve til Michelles ansigt. Han har
dermed fortolket sit indtryk af Michelle i stedet for at male en fotografisk, objektiv
“kopi” af Michelle. Man kan derfor sige, at portrættet hører til Willumsens
ekspressive værker.
J.F. Willumsen: Portræt af
Michelle. Profil mod venstre.
1945. Tusch og guache på hvidt
papir
J.F. Willumsen: Dame leger
med en sort kat. 1945. Olie på
lærred
19

I de fire billeder kan du se et eksempel på, hvordan Willumsen også kunne bruge et
portræt som udgangspunkt for et billede, man ikke kan kalde for et portræt, men
derimod et genrebillede. De fire billeder er i realiteten to serier, hvor Willumsen har
arbejdet med udgangspunkt i Michelles portræt. Men portrætligheden er hurtigt
gledet i baggrunden.
J.F. Willumsen: Damehoved.
Skitse. 1945. Olie på lærred
J.F. Willumsen: Dame leger
med en sort kat. 1945. Olie på
lærred
I de to genrebilleder med enslydende titler, Dame leger med en sort kat, er det ikke
portrættet af Michelle Bourret, som Willumsen har fokus på. Det er derimod
samspillet mellem kvinde og kat; den sorte kat mod kvindens orange dragt, og
kvindens leg med katten. Willumsen ville bl.a. vise legen mellem katten og kvinden
så levende som muligt.
I det tegnede portræt kan vi se, hvordan Willumsen har fokus på Michelles ansigt. I
de efterfølgende malede skitser ser vi også, hvordan Michelles ansigt forvandles fra
et egentligt portræt til et billede af en type. I modsætning til et portræt, som har
individuelle træk, er en type generaliseret.
I Willumsens malestil kan vi også følge, hvordan billederne bliver mere og mere
tegneserieagtige i stilen. Willumsen understreger dermed med sin måde at male
på, at han fjerner sig mere og mere fra den sete virkelighed og bevæger sig mere
og mere over i fantasiens billedunivers.
I billederne er farverne brugt til at gøre billederne levende og intense. Kvinden
orange kjole mod den blå baggrund er komplimentære, og de giver billedet en
dynamisk farvevirkning.
En død soldat
J.F. Willumsen: Hoved af en død soldat på Garnisons
Sygehus. 1886. Olie på lærred
Willumsen malede hovedet af den døde soldat, da han
som ung netop havde forladt Kunstakademiet.
Han har signeret det lille maleri med sit navn og
datoen 16. maj 1886. Dermed fortæller han os, at han
malede det på en enkelt dag, hvor han ganske givet har siddet på sygehuset og
malet direkte “efter naturen”, altså foran den døde soldat.
Billedet er malet i den stil, som Willumsen havde lært at beherske på
Kunstakademiet. Stilen kaldes for naturalisme og dækker over kunstnerens
intention om at male sit motiv med størst mulig lighed med virkeligheden. Altså når
kunstneren forsøger at registrere virkelighedens synlige fænomener “objektivt” på
lærredet. Naturalismen havde sin storhedstid fra ca. 1850 til starten af 1900-tallet.
20

En kunstner, der malede i den naturalistiske stil, malede som regel motiver fra
virkelighedens verden, bl.a. motiver fra byen, fra familielivet, fra forlystelsesparker
og fra fx et sygehus, som det er tilfældet med Willumsens døde soldat.
Det er oplagt at diskutere, om man kan kalde billedet af den døde soldat for et
portræt. For hvad er et portræt egentligt? Et billede af kroppen eller sjælen? Eller
begge dele?
Fra naturalisme til symbolisme og ekspressionisme
Det var kun mens Willumsen var en helt ung kunstner, han malede naturalistiske
billeder. I 1890’erne ændrede hans stil sig til symbolisme og senere igen fra
1910’erne til ekspressionisme.
Symbolisme er kendetegnet ved, at kunstneren fortolker den sete virkelighed i sin
kunst, så udtrykket bliver meget personligt og særegent.
Senere begyndte Willumsen at arbejde i en ekspressionistisk stil. Særligt hans
farver blev voldsomme og ekspressive. Ekspressiv betyder udtryksfuld, og
ekspressionisme handler om kunstnerens følelsesfulde fortolkning af virkeligheden.
Det var også i denne periode, han permanent flyttede til Sydfrankrig, hvor lyset – og
dermed også farverne – er meget kraftige.
Et bestillingsportræt
J.F. Willumsen: Portræt af borgmester Jacob
Marstrand. Skitse. 1919. Olie på lærred
Willumsen malede mange portrætter af sig selv, sin
familie og venner. Derudover malede han også
egentlige portrætbestillinger, som han fik fra købere, der
godt kunne lide hans malestil.
Af gode grunde hænger Willumsens
bestillingsportrætter ikke på museet, men rundt omkring
i landet – som fx portrættet af borgmester Jakob
Marstrand, der hænger på Københavns Rådhus.
J.F. Willumsen: Portræt af rådmand Gustav Philipsen.
Skitse. 1919. Olie på lærred
J.F. Willumsen:
Portræt af borgmester
Jacob Marstrand og
rådmand Gustav
Philipsen. 1919. Olie
på lærred. 103 x 101
cm. Københavns
Rådhus
21

I 1919 udførte Willumsen et portræt på bestilling fra byplanborgmesteren i
København, Jacob Marstrand. Marstrand havde været borgmester i København
1904-1917, og traditionen tro, skulle hans hænges op på rådhuset efter hans
borgmesterperiode.
De to portrætter af borgmester Marstrand og rådmand Philipsen er farvestærke
skitser til et dobbeltportræt, som blev resultatet af bestillingen. I det færdige portræt
blev de to skitser sammenarbejdet, så borgmesteren står i forgrunden med en
byplan, mens rådmanden sidder bagved.
Læg mærke til, hvordan Willumsen portrætterer borgmesteren med hovedet og
øjnene drejet væk fra os beskuere. Borgmesterens øjne har fokus på noget, vi ikke
kan se. Derimod sidder rådmanden med sammenknebne øjne og ser direkte på os.
Er det med et lumsk smil på læben? Mens borgmesteren virker fjern og distanceret,
er rådmanden meget nærværende – også selvom han sidder i anden række.
Historien fortæller os, at borgmesteren gik meget op i sin bagerforretning i
Nørregade – måske mere end i politikken på rådhuset. Og han havde stor succes
som bager og introducerede wienerbrødsstangen borgmesterstangen, mens han
var borgmester.
Marstrand bad Willumsen om at male rådmanden med på portrættet. Ret
usædvanligt for et borgmesterportræt. Willumsen har uden tvivl gennemskuet,
hvordan de to mænd har fordelt magten mellem sig. Rådmanden er portrætteret
som en person med insisterende handlekraft, mens borgmesteren ser ud som om, at
han nok kan have haft travlt med andre ting – og måske kun formelt var den, der
bestemte.
Følsom natur – fantastisk fantasi
J.F. Willumsen: Tåger og sneklatter på et bjerg.
1938. Olie på lærred
Omkring år 1900 var Willumsen meget
fascineret af bjergmotivet, som han blev
fortrolig med gennem rejser til Norge og i
Alperne. Allerede i 1892-1893 skabte han
det store bjergbillede Jotunheim, hvor et
norsk bjerglandskab blev sat sammen med
en kunstfærdig billedramme med et mylder af
menneskefigurer.
Midt i 1930’erne fik Willumsen igen lyst til at arbejde med bjergmotivet. I stedet for
at rejse til bjergegne for at se dem igen, fandt han alle sine gamle skitser og
fotografier af bjerge frem og brugte dem som udgangspunkt for en lang række
bjergbilleder. Af disse er Tåger og sneklatter på et bjerg fra 1938 ganske særligt.
Med få farver (grøn, beige, grå, hvid og sort) og brede penselstrøg har Willumsen
fremtryllet et bjergmotiv, hvor vi ser direkte ind på en stejl bjergskråning med
bjergtinder i billedets baggrund øverst oppe. På bjergskråningen ser vi også
gletschere, sneklatter, skyer og tåge.
Men vi kan se meget mere end det. Willumsen har eksperimenteret med at lade grå
skyformationer få form som rasende rovdyr, der stormer mod hinanden på
bjergskråningen. Og de hvide områder med sne har former som masker og
ansigter. Overalt vrimler det med liv på bjergskråningen, så snart vi abstraherer fra
22

at se billedet udelukkende som et landskab. Med andre ord bliver landskabet
pludselig fyldt med ånder, trolde, klovne, dyr, fugle og fodspor, som Willumsen
måske har fornemmet, da han oplevede bjergene. Derfor kan man måske med god
vilje kalde bjergbilledet for et portræt af Willumsens fantasi, følelser og sjæleliv.
23