lærervejledning [PDF] - E-museum

Willumsens fotograferede selvportrætter
Willumsen lavede rigtig mange selvportrætter. Da han var ung, var det for det ofte
fotografiet, han brugte, når han skabte sine selvportrætter. I 1893 var han i
Chicago, hvor han købte sit første fotografiapparat, og i løbet af 1890’erne
fotograferede han sig selv utallige gange. Når Willumsen fotograferede sig selv, var
det en langsommelig proces – og slet ikke som vores tids hurtige og spontane
snapshots med mobiltelefonen, som mms’es til en ven eller veninde. Willumsens
selvportrætter blev taget med et fotografiapparat på stativ, og fotografiapparatet
havde en lang eksponeringstid. Derfor måtte han sidde stille, mens fotografiet blev
taget. – Ellers ville fotografiet blive sløret. Til fotografiapparatet havde Willumsen
en fjernudløser med ledning, så han selv kunne udløse optagelsen.
Hans portrætter var også altid nøje iscenesat. Han havde overvejet, hvordan
baggrunden skulle se ud, og hvordan han skulle stå eller sidde på fotografiet.
J.F. Willumsen: Selvportræt i lejligheden i
Børsgade. 1899 Fotografi. 17 x 12 cm
I Willumsens fotograferede selvportræt fra 1899
ser vi ham i fuld gang med arbejdet. Han står i
profil, iført arbejdstøj, ved en kavalet og
dekorerer en vase.
Der er ingen tvivl om, at Willumsen nøje har
planlagt, hvordan han skulle stå på fotografiet,
og hvordan baggrunden skulle se ud. Han har
stillet sig ved kavaletten præcis sådan, at hans
hoved var ud for et portræthoved, som faktisk er
hans eget selvportræt, Refleksion, fra 1896. Og
på det høje chatol til højre står en
selvportrætstatuette af hans store forbillede,
billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844).
I fotografiet ser vi altså tre selvportrætter, to af Willumsen og et af Thorvaldsen, som
Willumsen har ladet stå som et trekløver rundt om den vase, han er i gang med at
dekorere. Fotografiet, som måske i første øjekast virker som et tilfældigt snapshot,
viser sig dermed at være en nøje planlagt komposition.
Iscenesættelse
I nogle af Willumsens fotograferede selvportrætter er det meget tydeligt, at de ikke
er tilfældige øjebliksbilleder. De virker derimod meget iscenesatte. I ordet
iscenesættelse ligger der, at billederne er bevidst konstrueret af kunstneren, så
billederne får en bestemt komposition med et særligt udtryk. Når vi ser en film,
forventer vi, at filmen er iscenesat af en instruktør og spilles af en række
skuespillere, der følger et manuskript. Helt den samme forventning har man ikke
altid til billedkunst – og slet ikke fotografi – da billedkunsten i første omgang
måske præsenterer sig som et “spejl af virkeligheden”, altså en tro kopi af
virkeligheden. Men sådan er det næsten aldrig: Kunstneren har som regel en
bestemt hensigt eller et budskab med sine værker – og benytter sig derfor af
iscenesættelse for at udtrykke netop dette for beskueren.
4