lærervejledning [PDF] - E-museum

J.F. Willumsen: Selvportræt. 1885. Olie på lærred. 41 x 34
cm
I Willumsens to selvportrætter, det ene malet, da han var
ung i 1890’erne, det andet malet, da han var blevet
ældre, kan man fornemme, hvordan begreberne om det
objektive og det subjektive altid er aktuel at diskutere,
når man ser på Willumsens kunst.
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1932. Olie på lærred. 92 x 73
cm
Ungdomsportrættet er malet i en naturalistisk stil, hvor
Willumsen har bestræbt sig efter at kopiere den sete
virkelighed så nøjagtigt som muligt. Med andre ord: Han
har forsøgt at male så objektivt som muligt. Denne måde
at male på, havde han lært på Kunstakademiet i
København, hvor han havde fået sin uddannelse til maler.
Det senere portræt er malet i en ekspressionistisk stil. Når vi ser billedet, får vi en
klar fornemmelse af, hvordan Willumsen så ud i 1932, men portrættet ligger
alligevel langt fra det, man kunne kalde for “fotografisk”, som meget ofte bruges til
at beskrive naturalismens “objektive” billeder. Vi opfatter portrættet som malet. De
store ensfarvede farveflader og den sorte konturstreg om Willumsens hvide hår og
øjne, og de kulsorte skygger i ansigtet er noget, som Willumsen selv har lagt til
portrættet. Han så ikke sådan ud i virkeligheden. I portrættet har Willumsen
forenklet virkeligheden til sorte konturer, ensfarvede flader og kulsorte skygger.
Forenkling af virkeligheden er Willumsens subjektive, dvs. helt personlige og
følelsesfulde fortolkning af sit eget portræt. Måske minder portrættet dig om en
tegneserie.
Det er oplagt at diskutere begreberne objektiv og subjektiv. Er det muligt at male
objektivt? Og kan man male et objektivt selvportræt? Eller et objektivt portræt af en
anden person? Er et subjektivt selvportræt mere ærligt end et objektivt selvportræt?
Og kan et subjektivt selvportræt sige mere end et objektivt selvportræt?
Selvportrættet som gåde
J.F. Willumsen: Himmelgåden. Skitse. 1936. Olie på
lærred. 54 x 65 cm
I 1930’erne arbejdede Willumsen på tre store, malede
selvportrætter, som skulle hænge side om side. Han var
da midt i 70’erne. Serien kaldte han “Tizian døende”, og
i tre selvportrætter, som har en symbolsk karakter,
forholdt Willumsen sig til sin død: Om hans jordiske liv
som kunstner, der afløses af døden, hvor han svæver i universets rum som et
overjordisk væsen som halvt menneske, halv tiger. Tizian er navnet på en af de
store italienske kunstnere i renæssancen (ca. 1350-1550). Han levede fra ca. 1480-
8