lærervejledning [PDF] - E-museum
lærervejledning [PDF] - E-museum
lærervejledning [PDF] - E-museum
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Intro til Willumsens portrætter:<br />
En <strong>lærervejledning</strong> til udstillingen<br />
Vild med iscenesættelse – J.F. Willumsens portrætter<br />
Hvor end du vender dig i J.F. Willumsens Museum, ser du portrætter. De er malet<br />
eller modelleret af den danske kunstner Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958).<br />
Portrætterne forestiller Willumsen selv og alle de mennesker, som omgav ham som<br />
familie og venner, eller mennesker, som han brugte som modeller i sin kunst.<br />
Willumsens kunst er figurativ. Han var optaget af at gengive virkelighedens<br />
mennesker og genstande som genkendelige figurer i sine værker. Men særlig<br />
optaget var han af at skildre mennesket og fortolke menneskelige følelser. Det er<br />
derfor, det vrimler med mennesker – og ikke mindst portrætter – i hans kunst.<br />
På de følgende sider kan du læse mere om portrætterne, der udstilles i museets<br />
Junior<strong>museum</strong>.<br />
Temaer i udstillingen-------------------------------------------------------------------------- 2<br />
Hæft ord på portrætterne --------------------------------------------------------------------- 2<br />
Et øje, der ser----------------------------------------------------------------------------------- 3<br />
Portrætternes blikretning--------------------------------------------------------------------- 3<br />
Willumsens fotograferede selvportrætter-------------------------------------------------- 4<br />
Iscenesættelse --------------------------------------------------------------------------------- 4<br />
Willumsens malede og modellerede selvportrætter-------------------------------------- 5<br />
Det objektive og det subjektive -------------------------------------------------------------- 7<br />
Selvportrættet som gåde---------------------------------------------------------------------- 8<br />
At iagttage sig selv – og blive set ----------------------------------------------------------11<br />
At være kunstner. Willumsen og kunstnerrollen-----------------------------------------11<br />
Willumsens Museum-------------------------------------------------------------------------13<br />
Gravsted----------------------------------------------------------------------------------------14<br />
At vurdere Willumsens kunst ---------------------------------------------------------------14<br />
Portrætter af Juliette og Jan Bjørn ---------------------------------------------------------15<br />
Portrætter af Edith ----------------------------------------------------------------------------17<br />
Michelle Bourret ------------------------------------------------------------------------------19<br />
En død soldat----------------------------------------------------------------------------------20<br />
Fra naturalisme til symbolisme og ekspressionisme-------------------------------------21<br />
Et bestillingsportræt--------------------------------------------------------------------------21<br />
Følsom natur – fantastisk fantasi -----------------------------------------------------------22<br />
1
Temaer i udstillingen<br />
Udstillingen rummer en lang række temaer, som du kan knytte til din undervisning.<br />
I udstillingen fremgår ordene ”identitet”, ”iscenesættelse”, ”fantasi”, ”gådefuld”,<br />
”være sig selv” og ”idealisere” på væggene over værkerne – som inspiration til at<br />
snakke om, hvad værkerne handler om.<br />
Du kan evt. også bruge listen herunder som inspirationskilde, og endelig kan du<br />
hente flere ideer til vinkler på værkerne i den følgende tekst om værkerne.<br />
• Portrætlighed / anonymitet / type<br />
• Idealisme / realisme<br />
• Iscenesættelse / hurtigt snapshot<br />
• Blikket – modellens, kunstnerens og beskuerens blik<br />
• Portrætbestillinger / portrætter for fornøjelsens eller eksperimentets skyld<br />
• Identiteter og roller<br />
• Kønsroller<br />
• Kunstnerrolle og selvportrætter<br />
Hæft ord på portrætterne<br />
Juniormuseet er børnenes og<br />
de unges rum i J.F.<br />
Willumsens Museum.<br />
Derfor har vi i ophængningen<br />
af udstillingen forsøgt at gøre<br />
det på deres præmisser.<br />
Værkerne hænger lavt – i<br />
børnenes øjenhøjde, og<br />
magnetiske ord kan ”hæftes<br />
på” portrætterne, eller rettere<br />
en række talebobler, der<br />
hænger ved portrætterne.<br />
På den måde kan der<br />
eksperimenteres med, hvad billederne ”siger” og betyder. Og de unge kan give<br />
deres mening til kende – og måske give inspiration til de næste, der besøger<br />
museet.<br />
2
Et øje, der ser<br />
Da Willumsen begyndte at arbejde med keramik i<br />
starten af 1890’erne var noget af det første, han skabte<br />
Et øje.<br />
J.F. Willumsen: Et øje. Keramisk prøvestykke. 1891.<br />
Glaseret lertøj. 9 x 11 cm<br />
På en seddel noterede han: “Mit første stykke Keramik<br />
som jeg brændte i Frk. Ane Maria Brodersens Kakkelovn i Paris 1891”. Et lille<br />
brudstykke af et ansigt, som forestiller et mørkt øje med øjenbryn. Øjet er åbent og<br />
kigger lige frem. Det lille stykke glaserede keramik satte han op på sin selvbyggede<br />
keramiske brændeovn i atelieret i Paris.<br />
Øjet som symbol har mange religiøse betydninger. Man taler fx om, at Guds øje ser<br />
alt. Øjet kaldes også for “sjælens spejl”.<br />
I forbindelse med Willumsens portrætter er det interessant at se, hvordan han<br />
allerede som ung kunstner med Et øje måske har forsøgt at trænge helt ind i<br />
menneskets sjæl, ind hvor følelserne udspringer. Øjet er også interessant, fordi det<br />
ikke bare lader os se ind i det, men faktisk også ser lige tilbage på os og ind i vores<br />
liv. Et øje handler derfor både om det at se og at blive set.<br />
Portrætternes blikretning<br />
Når man står over for et portræt, kan man have samme<br />
oplevelse af både at se og at blive set som med “Et øje”.<br />
Den portrætterede kan have vendt blikket lige direkte<br />
mod os og så at sige konfrontere os med sit blik. Dette er<br />
fx ofte tilfældet i Willumsens mange selvportrætter, hvor<br />
han kigger direkte på os. Det er som om, at han her går i<br />
dialog med os. Det gælder fx i hans selvportræt fra 1885,<br />
hvor han har et åbent kropssprog.<br />
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1885. Olie på lærred. 41 x 34 cm<br />
Et portræt kan også vise en person, som nærmest skjuler sine øjne for beskueren.<br />
Den portrætterede virker dermed lukket om sig selv og måske ligeglad med, hvad vi<br />
som beskuere tænker om ham eller hende. Måske er den portrætterede fanget i sine<br />
egne tanker eller følelser. Eller optaget af noget helt andet, som foregår et andet<br />
sted.<br />
J.F. Willumsen: Anse tuder. 1918. Marmor. Højde 48 cm<br />
I Willumsens portrætbuste af sin yngste datter, Anse, er<br />
pigens øjne næsten lukkede og hovedet er vendt nedad.<br />
Med andre ord: Hendes kropssprog er lukket.<br />
Anse er ked af det, og det er som om, hun slet ikke<br />
skænker sin omverden en tanke.<br />
Det er oplagt at sammenligne portrætter med åbent og<br />
lukket kropssprog. Lad evt. også eleverne<br />
eksperimentere med forskellige typer kropssprog på deres egen krop.<br />
3
Willumsens fotograferede selvportrætter<br />
Willumsen lavede rigtig mange selvportrætter. Da han var ung, var det for det ofte<br />
fotografiet, han brugte, når han skabte sine selvportrætter. I 1893 var han i<br />
Chicago, hvor han købte sit første fotografiapparat, og i løbet af 1890’erne<br />
fotograferede han sig selv utallige gange. Når Willumsen fotograferede sig selv, var<br />
det en langsommelig proces – og slet ikke som vores tids hurtige og spontane<br />
snapshots med mobiltelefonen, som mms’es til en ven eller veninde. Willumsens<br />
selvportrætter blev taget med et fotografiapparat på stativ, og fotografiapparatet<br />
havde en lang eksponeringstid. Derfor måtte han sidde stille, mens fotografiet blev<br />
taget. – Ellers ville fotografiet blive sløret. Til fotografiapparatet havde Willumsen<br />
en fjernudløser med ledning, så han selv kunne udløse optagelsen.<br />
Hans portrætter var også altid nøje iscenesat. Han havde overvejet, hvordan<br />
baggrunden skulle se ud, og hvordan han skulle stå eller sidde på fotografiet.<br />
J.F. Willumsen: Selvportræt i lejligheden i<br />
Børsgade. 1899 Fotografi. 17 x 12 cm<br />
I Willumsens fotograferede selvportræt fra 1899<br />
ser vi ham i fuld gang med arbejdet. Han står i<br />
profil, iført arbejdstøj, ved en kavalet og<br />
dekorerer en vase.<br />
Der er ingen tvivl om, at Willumsen nøje har<br />
planlagt, hvordan han skulle stå på fotografiet,<br />
og hvordan baggrunden skulle se ud. Han har<br />
stillet sig ved kavaletten præcis sådan, at hans<br />
hoved var ud for et portræthoved, som faktisk er<br />
hans eget selvportræt, Refleksion, fra 1896. Og<br />
på det høje chatol til højre står en<br />
selvportrætstatuette af hans store forbillede,<br />
billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844).<br />
I fotografiet ser vi altså tre selvportrætter, to af Willumsen og et af Thorvaldsen, som<br />
Willumsen har ladet stå som et trekløver rundt om den vase, han er i gang med at<br />
dekorere. Fotografiet, som måske i første øjekast virker som et tilfældigt snapshot,<br />
viser sig dermed at være en nøje planlagt komposition.<br />
Iscenesættelse<br />
I nogle af Willumsens fotograferede selvportrætter er det meget tydeligt, at de ikke<br />
er tilfældige øjebliksbilleder. De virker derimod meget iscenesatte. I ordet<br />
iscenesættelse ligger der, at billederne er bevidst konstrueret af kunstneren, så<br />
billederne får en bestemt komposition med et særligt udtryk. Når vi ser en film,<br />
forventer vi, at filmen er iscenesat af en instruktør og spilles af en række<br />
skuespillere, der følger et manuskript. Helt den samme forventning har man ikke<br />
altid til billedkunst – og slet ikke fotografi – da billedkunsten i første omgang<br />
måske præsenterer sig som et “spejl af virkeligheden”, altså en tro kopi af<br />
virkeligheden. Men sådan er det næsten aldrig: Kunstneren har som regel en<br />
bestemt hensigt eller et budskab med sine værker – og benytter sig derfor af<br />
iscenesættelse for at udtrykke netop dette for beskueren.<br />
4
J.F. Willumsen:<br />
Selvportræt på sengen i<br />
lejligheden i Børsgade.<br />
1899/1900. Aftryk af<br />
glasplade. 13 x 17,3 cm<br />
I Willumsens<br />
selvportræt, hvor han<br />
ligger nøgen på sengen i<br />
sin lejlighed, er det<br />
tydeligt, at der ikke er<br />
tale om et hurtigt<br />
snapshot, men om en<br />
stram iscenesættelse<br />
komponeret af Willumsen. Fotografiapparatet hænger et stykke over ham, og<br />
fjernudløserens ledning ses som en tynd sort streg på hans højre underarm. At<br />
Willumsen ligger splitter nøgen i det hvide sengetøj er også med til at give<br />
indtrykket af, at fotografiet er iscenesat.<br />
Da Willumsen tog selvportrættet boede han alene. Han var gået fra sin kone Juliette<br />
(1863-1949) og sine to sønner, Jan og Bode, og han havde forelsket sig i en anden<br />
kvinde Edith Wessel (1875-1963). Edith var i efteråret 1899 rejst til USA, fordi det<br />
var svært at have et forhold til Willumsen, som stadig formelt var gift med Juliette.<br />
Ved siden af Willumsen på sengen ligger et lille fotografi af en nøgen kvinde, som<br />
ligner Edith, og Willumsens selvportræt var måske tænkt som en kærlig hilsen til<br />
hende.<br />
Willumsens malede og modellerede selvportrætter<br />
I 1890’erne brugte Willumsen hovedsageligt fotografiet til sine selvportrætter, og<br />
først senere kom hans malede og modellerede selvportrætter til at fylde meget i<br />
hans kunst.<br />
I 1893 under et besøg på en bar i<br />
Chicago fik Willumsen ideen til at<br />
skabe et stort relief, der skulle dekorere<br />
en væg i baren. Willumsens tanke med<br />
relieffet var, at det skulle give barens<br />
gæster et billede af, at ethvert<br />
menneske er nødt til at gennemgå en<br />
“Sögen og Tvivlsperiode” for at ende<br />
som et menneske “med klare Tanker i<br />
klare fremlagte Former”.<br />
J.F. Willumsen: Det Store Relief. 1893-1928. Flerfarvet marmor og andre stenarter<br />
samt forgyldt bronze. 440 x 645 cm. Deponeret på J.F. Willumsens Museum af Statens<br />
Museum for Kunst (Reliefsalen)<br />
Først i 1928 stod relieffet færdigt. 35 år var der gået fra Willumsens idé til det<br />
færdige kunstværk. Oprindeligt havde han planlagt, at relieffet skulle udføres i<br />
keramik og andre materialer som træ, bronze og marmor, men i det færdige værk<br />
var stort set alle figurer hugget i marmor af forskellig farve. Kun et enkelt figurpar<br />
endte med at stå i forgyldt bronze.<br />
5
Relieffet vrimler med figurer, men de to giganter nederst er helt centrale for<br />
Willumsens budskab. For Willumsen var de to giganter billeder på to stridende<br />
kræfter i ethvert menneske: Vilje og lyst.<br />
J.F. Willumsen: Refleksion. 1896. Glaseret stentøj.<br />
(Reliefsalen)<br />
I 1896-1897 modellerede Willumsen hovedet til<br />
relieffets venstre figur. Det modellerede hoved var<br />
ikke en hvem som helst, men et selvportræt,<br />
Refleksion, som altså kom til at indgå i Det store<br />
Relief.<br />
J.F. Willumsen: Maleren og hans familie. 1912. Olie på<br />
lærred. 230 x 243 cm<br />
I 1912 skulle Willumsen udstille sin kunst i USA, og<br />
meget tyder på, at han til udstillingen udførte det store<br />
familieportræt. I portrættet indgår Willumsens<br />
selvportræt samt portrætter af hans hustru Edith, som<br />
han var blevet gift med i 1903 og deres to døtre, Anse (til<br />
højre) og Gersemi (til venstre). Også et portræt af en<br />
dreng, Helge Melbin, som Willumsen øjensynlig var i gang med at portrættere, lod<br />
Willumsen indgå i det store familieportræt.<br />
Læg mærke til, hvordan Willumsen har portrætteret sig selv. Han står iført et pænt<br />
sæt tøj med hvid skjorte, som om han er på vej i byen eller venter gæster. Men<br />
alligevel står han med palet, pensel og malerklud i hænderne. I mange andre af<br />
Willumsens selvportrætter ser vi ham i hans malerskjorte, som han normalt havde<br />
på, når han var i gang med arbejdet.<br />
I titlen “Maleren og hans familie” kommer vi nærmere Willumsens budskab med<br />
værket. Han har helt bevidst via sin påklædning og malerens remedier søgt at<br />
skildre sin dobbelte identitet som familiefar og maler. Den sammensatte – eller<br />
splittede – identitet som “en festklædt familiefar, der maler et portræt” signalerer, at<br />
det måske ikke var så nemt for Willumsen at forene sine roller som familiefar og<br />
kunstner.<br />
Familieportrættet kan også læses som et vidnesbyrd om Willumsens syn på<br />
kønsroller. Billedet er komponeret, så Willumsen og hans kone Edith står i hver sin<br />
halvdel. Hun har al sin opmærksomhed rettet mod døtrene. Med et mildt<br />
ansigtsudtryk og åbne arme tager hun imod børnene. Han derimod står med et<br />
meget alvorligt og sammenbidt ansigtsudtryk rettet mod sit arbejde, et staffeli med<br />
et portræt uden for lærredet. I kompositionen opridser Willumsen dermed<br />
modsætningerne mand/kvinde, alvor/mildhed, arbejde/familie.<br />
Men samtidig kan man også pege på, at Willumsen – ligesom i Det store Relief –<br />
opridser modsatrettede kræfter som vilje og lyst, som ethvert menneske må kæmpe<br />
med.<br />
6
J.F. Willumsen: Selvportræt i malerbluse. 1933. Olie på<br />
lærred. 119 x 117 cm<br />
På sin 70-års fødselsdag den 7. september 1933 malede<br />
Willumsen et selvportræt, hvor han iført plettet<br />
malerbluse og kridt i hånden står foran et tomt lærred.<br />
I sin dagbog noterede han samme dag: “Malte et Portræt<br />
af mig selv. Min 70 Aars Fødselsdag. Jeg var ganske ene<br />
og Dagen gik med Arbejde som paa enhver Hverdag.<br />
Ingen Fest. Men jeg fik en lille Snes Telegrammer med<br />
Lykønskninger fra Danmark. De viste mig, at nogle Traade forbinder mig med Livet,<br />
et Sted. Noget jeg ellers ikke mærker. Det glæder mig meget.”<br />
At være 70 år gammel var ikke særlig attraktivt for Willumsen, og han kaldte<br />
alderen for “Støvets Aar”. Ser man på Willumsens ansigtsudtryk og kropsholdning,<br />
er det tydeligt, at han ikke har det særlig godt. Han ser trist ud, og det er som om, at<br />
han bruger sin sidste energi blot på at holde sig oprejst. Vi kommer derfor i tvivl om,<br />
hvorvidt han nogensinde får sat kridtstreger på det tomme lærred.<br />
Om Willumsen virkelig havde det så dårligt på sin fødselsdag, som portrættet lader<br />
os vide, er usikkert. Til en veninde i København skrev han: “Det er vist umuligt at<br />
male et Selvportræt, som ligner. Selv om det objektive males eller rettere kopieres,<br />
trænger det subjektive sig alt for stærkt paa, i det mindste for mit Vedkommende.<br />
Jeg ser næppe saa lidende ud, jeg ser ud som jeg altid har set ud, skønt jeg har lidt<br />
op kæmpet meget i de sidste Aar.”<br />
Det objektive og det subjektive<br />
Hvad mener Willumsen, når han skriver, at selv om det objektive males eller rettere<br />
kopieres, trænger det subjektive sig alt for stærkt på?<br />
Man kan groft sagt sige, at det objektive er alt, hvad der kan måles og vejes. Vi kan<br />
stort set altid blive enige om, om et maleri ligner virkeligheden ved at “måle” det i<br />
forhold til virkeligheden. Når Willumsen skriver, at det objektive kan “males eller<br />
rettere kopieres”, er der sandsynligvis også en reference til fotografiet, som<br />
mekanisk “kopierer” det, der stilles foran det.<br />
Det subjektive derimod har ingen formel og kan ikke vejes. Det handler<br />
udelukkende om det enkelte menneskes personlige oplevelse, og selvom mange<br />
mennesker måske oplever en bestemt situation på samme måde, så sker der nogle<br />
forskydninger, når man beskriver en personlig oplevelse for andre.<br />
7
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1885. Olie på lærred. 41 x 34<br />
cm<br />
I Willumsens to selvportrætter, det ene malet, da han var<br />
ung i 1890’erne, det andet malet, da han var blevet<br />
ældre, kan man fornemme, hvordan begreberne om det<br />
objektive og det subjektive altid er aktuel at diskutere,<br />
når man ser på Willumsens kunst.<br />
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1932. Olie på lærred. 92 x 73<br />
cm<br />
Ungdomsportrættet er malet i en naturalistisk stil, hvor<br />
Willumsen har bestræbt sig efter at kopiere den sete<br />
virkelighed så nøjagtigt som muligt. Med andre ord: Han<br />
har forsøgt at male så objektivt som muligt. Denne måde<br />
at male på, havde han lært på Kunstakademiet i<br />
København, hvor han havde fået sin uddannelse til maler.<br />
Det senere portræt er malet i en ekspressionistisk stil. Når vi ser billedet, får vi en<br />
klar fornemmelse af, hvordan Willumsen så ud i 1932, men portrættet ligger<br />
alligevel langt fra det, man kunne kalde for “fotografisk”, som meget ofte bruges til<br />
at beskrive naturalismens “objektive” billeder. Vi opfatter portrættet som malet. De<br />
store ensfarvede farveflader og den sorte konturstreg om Willumsens hvide hår og<br />
øjne, og de kulsorte skygger i ansigtet er noget, som Willumsen selv har lagt til<br />
portrættet. Han så ikke sådan ud i virkeligheden. I portrættet har Willumsen<br />
forenklet virkeligheden til sorte konturer, ensfarvede flader og kulsorte skygger.<br />
Forenkling af virkeligheden er Willumsens subjektive, dvs. helt personlige og<br />
følelsesfulde fortolkning af sit eget portræt. Måske minder portrættet dig om en<br />
tegneserie.<br />
Det er oplagt at diskutere begreberne objektiv og subjektiv. Er det muligt at male<br />
objektivt? Og kan man male et objektivt selvportræt? Eller et objektivt portræt af en<br />
anden person? Er et subjektivt selvportræt mere ærligt end et objektivt selvportræt?<br />
Og kan et subjektivt selvportræt sige mere end et objektivt selvportræt?<br />
Selvportrættet som gåde<br />
J.F. Willumsen: Himmelgåden. Skitse. 1936. Olie på<br />
lærred. 54 x 65 cm<br />
I 1930’erne arbejdede Willumsen på tre store, malede<br />
selvportrætter, som skulle hænge side om side. Han var<br />
da midt i 70’erne. Serien kaldte han “Tizian døende”, og<br />
i tre selvportrætter, som har en symbolsk karakter,<br />
forholdt Willumsen sig til sin død: Om hans jordiske liv<br />
som kunstner, der afløses af døden, hvor han svæver i universets rum som et<br />
overjordisk væsen som halvt menneske, halv tiger. Tizian er navnet på en af de<br />
store italienske kunstnere i renæssancen (ca. 1350-1550). Han levede fra ca. 1480-<br />
8
1576, og han var en af de kunstnere, som Willumsen beundrede rigtig meget.<br />
Serien Tizian døende hænger i Meditationsrummet.<br />
Inden Willumsen malede de tre store billeder,<br />
gennemarbejdede han først motiverne og deres<br />
komposition i en række tegnede og malede skitser. Han<br />
arbejdede også med selvportrætterne, særligt<br />
ansigterne, som skulle indgå i serien.<br />
J.F. Willumsen: Tizians hoved. Studie efter naturen. 1935.<br />
Olie på lærred<br />
J.F. Willumsen: Selvportræt. Hoved set forfra. Grisaille.<br />
Studie til Himmelgåden. 1936. Olie på lærred<br />
I skitsen til Himmelgåden kan du se, hvordan Willumsen<br />
giver et hurtigt bud på, hvordan han med maleriet kan<br />
illustrere sig selv som død. Han svæver på himlen, over<br />
skyerne, og som baggrund har han mælkevejen, et<br />
stjerneskud og stjernetegnet Karlsvognen øverst oppe til<br />
højre i billedet. Hans ansigt, arme og hænder samt tigerkroppen er malet med<br />
hurtige og brede penselstrøg. Alligevel kan vi godt genkende hans portræt; det<br />
lange hvide hår, de store øjenbryn, den lange lige læse, overskægget, fipskægget<br />
og den særegne skægkrave, han havde under hagen.<br />
J.F. Willumsen: Himmelgåden. 1938. Olie på<br />
lærred. 220 x 300 cm<br />
I den færdige version af Himmelgåden kan man<br />
se, at Willumsen har malet sine arme og hænder<br />
som om, han var ved at male. Han holder dem<br />
som i de to malerier Maleren og hans familie fra<br />
1912 og Selvportræt i malerbluse fra 1933. Men<br />
han har hverken pensel eller palet i hænderne.<br />
Om Tizian døende sagde Willumsen, at beskueren måtte læse billederne. Han ville<br />
altså ikke selv sætte ord på, hvordan de skulle fortolkes.<br />
9
J.F. Willumsen: Fødselsdagskagen. En spøg. 1943. Olie på<br />
lærred<br />
Et andet af Willumsens gådefulde billeder er<br />
Fødselsdagskagen, som han malede i 1943 under<br />
krigen, hvor han opholdt sig i Sydfrankrig.<br />
Billedet forestiller en kvinde med kokkehue og blå<br />
vinger, som er ved at stille en lille fødselsdagskage med<br />
tændte lys på et bord – dækket til to. En bladkrans<br />
omkranser den ene tallerken. Kvinden har et stort rødt<br />
smil på læberne, men hendes ansigt er mærkeligt<br />
forvredet. Hendes øjne er ligesom skubbet rundt i<br />
ansigtet, og det er som om, at hun er forvandlet til en sær<br />
grimasse. Bag kvinden afsluttes rummet af et rødt, draperet forhæng. Som om det<br />
hele foregår på en teaterscene.<br />
En måde at læse billedet på, er at se det som et selvportræt af Willumsen, hvor han<br />
ikke optræder som person, men via en række tegn. “JFW” er Willumsens initialer,<br />
og i 1943, hvor billedet er malet, fyldte Willumsen 80 år. Kagen er dekoreret med<br />
dette tal.<br />
Den unge kvinde, der serverer kagen, ligner Willumsens unge samleverske,<br />
Michelle Bourret. Hun var danserinde, og Willumsen malede en lang række<br />
portrætter af hende, bl.a. dansende i matrostøj og harlekinkostume. Der er ingen<br />
tvivl om, at den unge, smukke danserinde var en stor inspiration for Willumsen, og<br />
de blå vinger, som han har malet på hende kan være en henvisning til, at hun var<br />
hans muse. Dvs. en person, som gav ham inspiration til at lave kunst.<br />
I tegnede skitser til maleriet kan man se, hvordan Willumsen har arbejdet med<br />
portrættet af Michelle. Og her ser Michelle helt almindelig ud i ansigtet. Hun smiler<br />
sødt, og hendes ansigt og øjne har helt almindelige proportioner.<br />
Det er derfor oplagt at spørge, hvorfor mon Willumsen i det færdige maleri har ladet<br />
Michelles ansigt forvride i en grimasse med et overdrevet smil? Måske er det hans<br />
måde at vrænge af sin egen 80-års fødselsdag – eller måske af krigstidens knaphed<br />
på alt fra sæbe til sukker.<br />
Bladkransen omkring den ene tallerken, som Michelle har ansigtet rettet mod, kan<br />
også læses som en kommentar om ham selv på 80-års-dagen. Er han stolt, eller er<br />
det et udtryk for hans distance til fødselsdagsfesten – en slags absurd teater?<br />
I Ernst Mentzes bog J.F. Willumsen. Mine erindringer fra 1953 beretter Willumsen,<br />
at han på sin 80-års dag, 7. september 1943, blev fejret af sine danske venner i<br />
Sydfrankrig. Foran et stort rødt-hvidt splitflag fik han en laurbærkrans på hovedet.<br />
“Jeg var virkelig rørt til Taarer”, har Willumsen berettet<br />
til Mentze.<br />
Forud for fødselsdagen havde Willumsen skænket sine<br />
samlinger til den danske stat.<br />
J.F. Willumsen: Selvportræt. Laurbærkrans på hovedet.<br />
1943. Olie på lærred<br />
Samme år maler Willumsen et selvportræt netop med en<br />
laurbærkrans på hovedet.<br />
10
At iagttage sig selv – og blive set<br />
I kunstens historie er der rigtig mange eksempler på, at kunstnere har malet<br />
selvportrætter, og der findes mange mærkelige selvportrætter. I renæssancen, fra<br />
1400-tallet og frem, blev selvportrættet en populær genre, og kunstnere har siden<br />
igen og igen valgt sig selv som modeller.<br />
Hvorfor? Måske fordi det at male sig selv altid er en udfordring. At iagttage sig selv,<br />
at erkende sig selv og at iscenesætte sig selv er spændende. Og selvportrættets<br />
evne til at bedrage – endda sig selv – kan også være tillokkende. Og så er modellen<br />
oven i købet gratis og skal ikke have honorar for at sidde.<br />
En af de kunstnere, som malede rigtig mange selvportrætter er Rembrandt van Rijn<br />
(1606-1669). Han levede i Holland i 1600-tallet og portrætterede sig selv, fra han<br />
var helt ung, til han blev en gammel mand. Willumsen er en af de danske<br />
kunstnere, som har malet flest selvportrætter, og man kan sige, at de går som en rød<br />
tråd gennem hans produktion fra hans ungdom, til han blev gammel.<br />
Det er oplagt at snakke om, hvorfor nogle kunstnere malere mange selvportrætter.<br />
Snakken kan perspektiveres til elevernes egne erfaringer med fotografiske<br />
selvportrætter, fx optaget med mobiltelefon.<br />
Willumsen var en meget ambitiøs kunstner. Han kæmpede for at få sin kunst<br />
anerkendt af både danske og udenlandske kunstkritikere og at få et ry som “en stor<br />
kunstner” på linje med Tizian og Rembrandt, som begge er store navne i kunstens<br />
historie.<br />
Man kan godt kalde Willumsen for selvoptaget. Fordi han var meget bevidst om sig<br />
selv, om sit arbejde som kunstner og rollen som kunstner. Man kan se hans<br />
selvportrætter i lyset af hans forsøg på at definere sig selv som kunstner: At<br />
iscenesætte sig som kunstner – nogle gange for at vise hans kamp med den<br />
skabende proces, altså det at skabe kunstværket (Selvportræt i malerbluse. 1933),<br />
andre gange for at positionere sig som en betydningsfuld kunstner.<br />
I Berlingske Aftenavis d. 25. februar 1939<br />
blev Willumsen interviewet og præsenteret<br />
med et portrætfoto, hvor han kigger direkte<br />
på beskueren.<br />
Skribenten Svend Rindholt karakteriserede<br />
Willumsen med ordene: “Kunstneren er<br />
tilsyneladende uældet trods sine 75 Aar. Sit<br />
Hoved bærer han fremdeles højt, og det<br />
lange, hvide Har kroner det som en lys Hjelm.<br />
Ogsaa de stærke Bryn er hvide, og under dem<br />
synes Øjnene stærkere blaa med det paa én<br />
Gang myndige og milde Blik.”<br />
Det er oplagt at eksperimentere med, hvordan<br />
billede og tekst kan forstærke hinanden. Lad<br />
fx eleverne skrive personkarakteristik til et<br />
portræt – og se hvad der sker med billedet.<br />
At være kunstner. Willumsen og kunstnerrollen<br />
Willumsen var ikke født med “en pensel i munden”. Det var altså ikke en<br />
selvfølgelighed, at han blev kunstner. Hans far var værtshusholder og senere<br />
11
herretøjssælger, og hans mor var hjemmegående hustru, typisk for gifte, borgerlige<br />
kvinder i 1800-tallet.<br />
Da Willumsen allerede som barn var rigtig god til at bruge sine hænder, var det<br />
tanken, at han skulle uddannes til håndværker. Han gik på Teknisk Skole i<br />
København, og i 1882 tog han eksamen som Husbygnings-eksaminand.<br />
Men han havde både evne og lyst til at tegne, og da han i 1881 søgte om optagelse<br />
på Kunstakademiet i København, kom han ind. På Kunstakademiet lærte han at<br />
male, og siden lærte han sig at modellere, arbejde med keramik, grafik og<br />
fotografere samt at arbejde som arkitekt. Ud over undervisningen på<br />
Kunstakademiet, som han droppede i 1885, fik han også undervisning på<br />
Kunstnernes Studieskole af de to unge lærere P.S. Krøyer (1851-1909) og Laurits<br />
Tuxen (1853-1927).<br />
J.F. Willumsen: En statue af kunstmaleren. Skitse. 1941.<br />
Voks på gips. Højde 72,5 cm<br />
En gang i sit liv arbejdede Willumsen på et stort skulpturelt<br />
selvportræt. Det skete i 1941, hvor han havde store planer<br />
om at skabe et <strong>museum</strong> til sin kunstsamling af ældre<br />
udenlandsk kunst samt de værker, han selv havde skabt.<br />
Han har sikkert forestillet sig, at selvportrætstatuen, der<br />
skulle støbes i bronze, skulle stå i parken foran hans<br />
kommende <strong>museum</strong>. I et maleri fra samme år har<br />
Willumsen malet den grønne bronzestatue på en lyserød<br />
sokkel. I baggrunden ses grønne træer og en blå himmel<br />
med små, hvide, drivende skyer.<br />
J.F. Willumsen: Projekt til en statue af “Kunstmaleren”. 1941. Olie på lærred<br />
I både maleriet og i bronzeskitsen til det store monument,<br />
som aldrig blev realiseret, har Willumsen portrætteret sig<br />
selv med pensel og palet i hænderne. Han står<br />
majestætisk på soklen og kigger målsat frem for sig. Over<br />
skuldrene og på hovedet har han en hættekappe, som er<br />
fyldt ud af blæsende modvind.<br />
I dag må vi se Willumsens skitse til statue af<br />
“Kunstmaleren” som det minde, han ønskede, at<br />
eftertiden skulle have af ham som kunstner. Hættekappen<br />
er temmelig speciel. Vi kender den ikke fra Willumsens<br />
øvrige selvportrætter og fotografier. Måske var han blevet<br />
inspireret af de amerikanske tegneseriehelte Batman og<br />
Superman, som netop havde set dagens lys i årene før 1940. De to superhelte<br />
kunne med superkræfter, overnaturlige eller ej, frelse menneskene. Med<br />
hættekappen ville Willumsen måske vise, at han som kunstner med pensel og palet<br />
også kunne noget helt specielt.<br />
Willumsen ejede en gipsafstøbning af Bertel Thorvaldsens (1770-1844) skitse til et<br />
selvportræt fra 1839, hvor Thorvaldsen står med hammer og mejsel i en<br />
tænkepause i arbejdet på statuen Håbets gudinde. Den færdige skulptur, hugget i<br />
marmor, står på Thorvaldsens Museum, som Willumsen besøgte mange gange, når<br />
han var i København.<br />
12
Thorvaldsen var et stort forbillede for Willumsen. Willumsen beundrede hans kunst<br />
og ikke mindst hans succes som en dansk kunstner, der var anerkendt<br />
internationalt. Thorvaldsen var så succesrig, at han, da han i 1838 vendte hjem fra<br />
Rom efter 40 års ophold dér, fik opført sit eget <strong>museum</strong> i København. Ved en stor<br />
landsindsamling til opførelsen af Thorvaldsens Museum hædrede danskerne hans<br />
indsats som kunstner, og i 1848 åbnede Thorvaldsens Museum i København som<br />
Danmarks første kunst<strong>museum</strong>. Thorvaldsen var død i 1844, men hans kiste blev<br />
flyttet til museets gård, hvor han nu ligger begravet.<br />
Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Bertel Thorvaldsen med<br />
Håbets gudinde. Skitse. Ca. 1839. Gips<br />
Når man ved, at Willumsen var meget optaget af<br />
Thorvaldsens kunst og ikke mindst hans liv som en<br />
succesfuld kunstner, kan det være interessant at se de to<br />
skitser Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde og En<br />
statue af kunstmaleren stå side om side. Faktisk sker der<br />
det, at vores tolkning af Willumsens Kunstmaleren får en<br />
ny dimension, hvor vi tænker hans begejstring for<br />
Thorvaldsen ind – og måske nu ser Kunstmaleren som<br />
en pendant til Thorvaldsens selvportræt.<br />
Af Kunstmalerens titel fremgår det ikke, at statuetten er<br />
et selvportræt. Men vi kan kende Willumsen i skitsen –<br />
både fra fotografier og malede selvportrætter.<br />
Diskuter evt. med eleverne, hvordan Willumsens En statue af kunstmaleren kan<br />
læses som et billede på det, som de fleste kunstnere – og måske også alle vi andre<br />
– kæmper for. Fx at blive anerkendt, respekteret og æret.<br />
Willumsens Museum<br />
I løbet af 1920’erne havde Willumsen fået<br />
ideen, at der skulle oprettes et <strong>museum</strong> til<br />
hans kunst og kunstsamlinger i<br />
København. Museet skulle rumme hans<br />
egne værker samt Willumsens<br />
kunstsamling af andre kunstneres værker.<br />
Willumsen havde det meste af sit voksne<br />
liv samlet på kunst af kunsthistoriens “store<br />
mestre” som fx spanske El Greco (1541-<br />
1614) og hollandske Rembrandt (1606-1669). Willumsen havde i hvert fald købt<br />
en lang række værker, som han tilskrev kunsthistoriens mestre, og han<br />
understregede i 1939 i et interview, hvordan han på grund af sin store<br />
kunstsamling “til Stadighed har været omgivet af Skønhed, det vil sige: fuldkommen<br />
Farve, Form og Linie. Jeg har paa Grund deraf levet i et højere Niveau af Kultur.<br />
Noget, jeg mener, er nødvendigt for en Kunstner af min Natur og med mine<br />
Bestræbelser. Uden det havde mine Omgivelser været tørre og nøgterne. Det har<br />
givet mig Rigdom for min Sjæl.”<br />
13
Willumsen havde stort set boet i udlandet siden han første gang i 1889 rejste til<br />
Paris. Da han i samme interview blev spurgt om, hvornår han ville vende tilbage til<br />
Danmark, svarede Willumsen “den store Dag, da man indvier mit Museum”.<br />
Willumsen ville rigtig gerne vende hjem til Danmark, men han drømte om, at han<br />
ved sin hjemkomst ville blive fejret på<br />
samme vis som hans store forbillede<br />
Bertel Thorvaldsen, der i 1838 var<br />
vendt tilbage til København i stor<br />
triumf.<br />
Selvom Willumsen allerede begyndte<br />
at tale om et <strong>museum</strong> i 1920’erne, var<br />
det først i 1957, at J.F. Willumsens<br />
Museum i Frederikssund slog dørene<br />
op for publikum. Willumsen havde da<br />
i mere end tre årtier kæmpet for at få<br />
sin drøm om et enkeltmands<strong>museum</strong> til at gå i opfyldelse. Han vendte først hjem til<br />
Danmark i 1958. Men da i en kiste, som blev nedsænket i parken foran det<br />
nyåbnede <strong>museum</strong>. Da Edith døde i 1963 fik hun plads ved siden af Willumsen.<br />
Gravsted<br />
Willumsen døde i 1958 i Sydfrankrig, hvor han havde boet siden 1916, dels i Nice,<br />
dels i Cannes og endelig i Le Cannet. Hans kiste blev transporteret den lange tur fra<br />
Sydfrankrig til Danmark, for at han kunne blive begravet i parken foran hans<br />
<strong>museum</strong>, J.F. Willumsens Museum, som netop var blevet åbnet i 1957.<br />
Begravelsen fandt fra Reliefsalen i museet, foran hans hovedværk Det store Relief. I<br />
salen var der opstillet bænkerækker, og i hele salens længde lå der kranse og<br />
blomster, der skulle følge Willumsen på vej.<br />
I dag er det en stor natursten,<br />
der fortæller os, at Willumsen<br />
ligger begravet i parken foran<br />
museet. Og man kan sige, at<br />
museet står som et minde over<br />
ham og hans værk.<br />
Måske har du lyst til at<br />
diskutere med dine elever, om<br />
et gravsted er et slags sidste<br />
portræt. Og om eleverne har tanker om, hvordan de gerne vil begraves eller<br />
bisættes – eller noget helt tredje – når de engang dør?<br />
At vurdere Willumsens kunst<br />
I de mange år, hvor Willumsen kæmpede for at få oprettet sit <strong>museum</strong>, blev både<br />
hans egne værker og hans kunstsamling kritiseret adskillige gange. Nogle kritikere<br />
mente ikke, at Willumsens kunst var god nok til, at den skulle have sit eget<br />
<strong>museum</strong>. Da Willumsen i 1939 blev spurgt om, hvordan eftertiden mon vil tage<br />
14
imod hans kunst, svarede han: “Jeg tror, Eftertiden vil se med stor Forstaaelse<br />
baade paa min egen Kunst og paa min “gamle Samling”.”<br />
Har Willumsen ret? Hvordan vurderer vi i dag Willumsens kunst? Er Willumsen<br />
blevet en af “de store mestre” i kunsthistorien? Og hvad synes dine elever om<br />
Willumsens kunst?<br />
Portrætter af Juliette og Jan Bjørn<br />
J.F. Willumsen: Frugtbarhed. 1891. Radering<br />
Willumsens kone Juliette (1863-1949)<br />
fødte den 21. januar 1891 ægteparrets<br />
første barn. Få dage inden fødslen tegnede<br />
Willumsen sin højgravide kone, og<br />
tegningen viderebearbejdede han i en<br />
radering.<br />
(En radering er en grafisk teknik, hvor<br />
kunstneren ridser med en radernål i en<br />
voksbelagt metalplade. Metalpladen<br />
lægges i syrebad, og syren ætser sig ned i pladen de steder, hvor voksen er fjernet.<br />
Til sidst renses metalpladen for voks, og kunstneren kan tage aftryk af pladen.)<br />
På raderingen ses et helfigursportræt af Juliette. Hun er iklædt en lang kjole, og<br />
omkring den gravide mave har hun et ternet forklæde. Portrættet er meget forenklet<br />
og stort set uden detaljer. Se fx hvordan hendes hånd kun har antydningen af<br />
fingre, og hvordan ansigtets øjne, næse og mund er gjort til konturer. Læg også<br />
mærke til den tydelige kontur, som Willumsen har omridset figuren med.<br />
Til højre for Juliette har Willumsen ridset et kornstrå. Fra hver aks breder sig en<br />
uendelighed af nye strå, korn og aks. Nederst til højre har Willumsen ridset et digt<br />
på fransk, som oversat til dansk lyder:<br />
Den gamle kunst har sit gamle sprog<br />
Som man lidt efter lidt har lært af forstå<br />
En ny kunst har et nydannet sprog<br />
Som man må lære<br />
Før man kan forstå det<br />
Læg mærke til, hvordan Willumsen faktisk lader linjerne i de vidtvoksende kornstrå<br />
gentage i mønstret i Juliettes forklæde. Willumsen fortæller os dermed, at der –<br />
ligesom kornstråene vokser og vokser – er voksende liv i Juliettes mave.<br />
Juliette ser lidt træt og besværet ud som en typisk højgravid. Og kun få dage efter<br />
Willumsens radering fødte hun sønnen Jan Bjørn.<br />
Da Willumsen lavede raderingen, vidste han vist godt, at kunstværket ikke ville få<br />
god kritik fra alle. Han havde nok forudset kritikken om, at han tegnede som et<br />
barn. En kritiker foreslog, at raderingen “nok maa være Kopier efter Tegninger, han<br />
har udført i en meget ung Alder – jeg antager i sit 5te Aar”. Men Willumsen<br />
ønskede helst bevidst at tegne på en ny måde. Han gad ikke længere bare kopiere<br />
virkeligheden, som et fotografi kopierer den, og i digtet skriver han, hvor svært det<br />
er at forstå en ny kunsts nye sprog.<br />
15
J.F. Willumsen: En nyfødt. 1891. Brændt ler<br />
I 1890’erne begyndte Willumsen at arbejde med<br />
keramik. I begejstringen over sin førstefødte, sønnen<br />
Jan Bjørn, fik han ideen til at udføre Familievasen med<br />
portrætter af ham selv, hans kone Juliette og den spæde<br />
søn.<br />
Sønnen blev født d. 20. januar 1891, og Willumsen blev<br />
inspireret til portrættet af Jan Bjørn “i rund Form”, da det lille barn lå i vuggen foran<br />
ham. I det modellerede portræt viser Willumsen det spæde barn i fosterstilling. I<br />
Familievasen (som ikke er tænkt som en vase – men har fået formen, fordi den var<br />
egnet), blev de tre portrætter flettet sammen til<br />
en “keramisk Komposition”, hvor den<br />
“tætsluttede Form er begrundet ved det<br />
inderlige Forhold, der nu er dannet mellem<br />
dem.”<br />
J.F. Willumsen: Familievasen. 1891.<br />
Kunstindustrimuseet<br />
J.F. Willumsen: Portræt af Jan og Bode Willumsen. 1897-<br />
1898. Olie på lærred<br />
I portrættet af Jan og Bode ser vi Willumsens to sønner,<br />
kort før Willumsen går fra Juliette. Blomsterne i<br />
forgrunden afskærmer os fra børnene og lover måske en<br />
ny begyndelse?<br />
16
Portrætter af Edith<br />
J.F. Willumsen: Buste af Edith Wessel. 1898. Bemalet og<br />
dekoreret gips<br />
Allerede i 1898, mens Willumsen var gift med Juliette,<br />
modellerede han en portrætbuste af Edith. De to mødtes<br />
på porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl, hvor<br />
Willumsen fra efteråret 1897 til begyndelsen af 1900 var<br />
kunstnerisk leder, mens Edith var ansat som<br />
porcelænsmaler fra 1897 til 1899.<br />
Portrætbusten står som bemalet og dekoreret gips.<br />
Willumsens arbejdsmetode var at modellere et portræt i<br />
ler. Da portrættet stod færdigt, blev det støbt i gips, fordi<br />
den våde lerfigur revner og slår sprækker, når den tørrer.<br />
Willumsen valgte derefter at male det støbte gipshoved i en rød farve.<br />
Willumsen forlod sin første kone Juliette i 1898 – samme år, han lavede busten af<br />
Edith, men først i 1902 blev Willumsen og Juliette skilt.<br />
J.F. Willumsen: Edith Wessel i lejligheden i<br />
Børsgade. 1899. Fotografi. 16,8 x 12 cm<br />
I maj 1899 fotograferede Willumsen en serie<br />
portrætter af Edith. De befandt sig i hans<br />
lejlighed, og Willumsen arrangerede, hvor og<br />
hvordan Edith skulle stå, når han optog<br />
hende.<br />
I portrættet ser vi Edith stående i en sort kjole<br />
foran en hvid fyldningsdør. Hun står næsten<br />
med ryggen til os, men hendes hoved er<br />
drejet, så vi ser hendes ansigt i profil.<br />
J.F. Willumsen:<br />
Bjergbestigerske. Skitse. 1902<br />
Olie på lærred<br />
I 1901-1902 var Willumsen og Edith på rejse sammen i<br />
Alperne, og Willumsen fik ideen til et stort portræt af Edith<br />
stående i det mægtige bjerglandskab. Billedet er en skitse<br />
til et stort helfigursportræt, som Willumsen malede i 1904<br />
og gentog i 1912.<br />
I den tegnede kompositionsskitse får man en fornemmelse af det færdige maleri,<br />
som altså findes i to versioner. Vi ser Edith stående i skarp profil mod baggrundens<br />
mægtige bjergformation. Hun er iklædt en lys hat med skygge, lys<br />
rullekravesweater og en løs frakke hængende på skuldrene. Hun støtter sin krop til<br />
17
en solid vandrepind, holdt fast af højre hånd ved brystet, mens den venstre hånd<br />
finder hvile på hoften. Hovedets vinkling giver os en fornemmelse af, at Willumsen<br />
har fastfrosset et øjeblik, hvor Edith lader sit blik løbe helt ud, helt derud til det<br />
fjerneste punkt på bjergenes tinder. Solen skinner skarpt på hendes ansigt og bryst,<br />
og hendes øjne er netop i skygge under hatten.<br />
J.F. Willumsen: En bjergbestigerske. Kompositionskitse.<br />
1913. Kul og sortkridt på papir<br />
På årets første dag i 1903 blev Willumsen gift med Edith.<br />
Han havde allerede i portrætterne af hende forud for<br />
brylluppet givet udtryk for sin store betagelse af hende.<br />
Da de kom til at bo sammen, fortsatte Willumsen<br />
ufortrødent sit arbejde med at “fange” hende i en lang<br />
række fotograferede, tegnede, malede og modellerede<br />
portrætter.<br />
I et brev til vennen og maleren Johan Rohde skrev Willumsen i februar 1903:<br />
Som De maaske ved, har jeg giftet mig igjen. Det blev med den Pige, der var mine<br />
Ønskers Maal i de lange sidste Aar, at komme til at leve Livet sammen med, og for<br />
hvem jeg har ofret saa meget. Jeg er glad ved at kunne sige at hun er alle Ofrene og<br />
Kampen værd, at hun opfylder alle de Forhaabninger jeg havde sat til hende. … Jeg<br />
føler mig for første Gang i mit Liv, lykkelig sammen med en Kvinde. – Og har jeg i de<br />
sidste Aar gjort store Fremskridt i mit Sjæleliv, hvad jeg véd jeg har, og som følge<br />
deraf ogsaa i min Kunst, da skyldes det udelukkende hendes gode Paavirkning.<br />
J.F. Willumsen: Portræt af Edith Willumsen. 1919<br />
Relief i gips<br />
Der var noget med Ediths profil, som fascinerede<br />
Willumsen. I den lange rækker af portrætter af sin hustru,<br />
viser Willumsen hende meget ofte i profil. I relieffet er det<br />
tydeligt, at Ediths profil var helt speciel.<br />
Ved vise Edith i profil, understregede Willumsens hendes<br />
karakteristiske ansigt, hvor en buet form gentages i næse,<br />
hage, øje, øjenbryn og i hårets forskellige slyngninger. Det er faktisk som om, at<br />
hendes ansigt er opbygget af ene buede linjer.<br />
Portrætter, der vises i profil, virker ofte også mere ophøjede og ærefulde. Det er som<br />
om, at den portrætterede befinder sig i en helt anden verden end vores. Men<br />
samtidig giver profilen ikke den portrætterede mulighed for at kigge tilbage på<br />
beskueren, der har fri bane til at indtage profilens detaljer. Og fordi vi som beskuer<br />
frit kan kigge på Ediths ansigt, dets linjer og de<br />
karakteristiske detaljer, kommer vi helt automatisk til at<br />
vurdere hendes skønhed. Hun bliver mere et objekt end<br />
en person.<br />
J.F. Willumsen: Portræt af fru Edith Willumsen. Studie<br />
efter naturen. 1922. Olie på lærred<br />
Portrættet af Edith Willumsen fra 1922 har en anden<br />
karakter end de andre portrætter af Edith i udstillingen.<br />
Billedet er ganske lille og titlen røber, at det er et “studie<br />
18
efter naturen”. Dermed fortæller Willumsen os, at han har malet portrættet, mens<br />
Edith sad model foran ham – og altså ikke bearbejdet i atelieret efterfølgende.<br />
Ediths ansigt er malet med brede, flygtige penselstrøg. Det er som om vi ser Ediths<br />
“rene” ansigt uden nogen form for detaljer. Hun har rettet blikket nedad, og det er<br />
som om, at hun er helt optaget af sine egne tanker.<br />
Det er oplagt at diskutere, hvordan nogle portrætter kan virke idealiserede, mens<br />
andre virker realistiske eller virkelighedstro. Kunstnerens blik på modellen røber sig<br />
også i portrætterne. Man kan altså ofte i portrættet læse, hvad kunstneren tænker<br />
og føler om modellen.<br />
Michelle Bourret<br />
J.F. Willumsen: Portræt af Michelle Bourret. 1930. Olie på<br />
lærred<br />
I 1930 flyttede Willumsen sammen med den unge,<br />
franske danser og maler Michelle Bourret (1900-1989).<br />
Hans kone Edith havde forladt ham i 1928, og Michelle<br />
blev nu kvinden i hans liv og dermed også et vigtigt<br />
motiv i hans kunst. Willumsen malede adskillige<br />
portrætter af Michelle, hvor han eksperimenterede med<br />
farver og iscenesættelse. Bl.a. malede han en lang<br />
række dansebilleder, hvor Michelle i forskellige kostumer danser forskellige danse.<br />
Bl.a. vals og ballet i Harlekinkostume.<br />
I portrættet af Michelle ser vi, hvordan Willumsen har eksperimenteret med at give<br />
den grønne farve en central rolle i billedet. Den grønne baggrund forlænges som<br />
grønne skygger ind over Michelles ansigt.<br />
Det er tydeligt, at Willumsen har lagt den grønne farve til Michelles ansigt. Han har<br />
dermed fortolket sit indtryk af Michelle i stedet for at male en fotografisk, objektiv<br />
“kopi” af Michelle. Man kan derfor sige, at portrættet hører til Willumsens<br />
ekspressive værker.<br />
J.F. Willumsen: Portræt af<br />
Michelle. Profil mod venstre.<br />
1945. Tusch og guache på hvidt<br />
papir<br />
J.F. Willumsen: Dame leger<br />
med en sort kat. 1945. Olie på<br />
lærred<br />
19
I de fire billeder kan du se et eksempel på, hvordan Willumsen også kunne bruge et<br />
portræt som udgangspunkt for et billede, man ikke kan kalde for et portræt, men<br />
derimod et genrebillede. De fire billeder er i realiteten to serier, hvor Willumsen har<br />
arbejdet med udgangspunkt i Michelles portræt. Men portrætligheden er hurtigt<br />
gledet i baggrunden.<br />
J.F. Willumsen: Damehoved.<br />
Skitse. 1945. Olie på lærred<br />
J.F. Willumsen: Dame leger<br />
med en sort kat. 1945. Olie på<br />
lærred<br />
I de to genrebilleder med enslydende titler, Dame leger med en sort kat, er det ikke<br />
portrættet af Michelle Bourret, som Willumsen har fokus på. Det er derimod<br />
samspillet mellem kvinde og kat; den sorte kat mod kvindens orange dragt, og<br />
kvindens leg med katten. Willumsen ville bl.a. vise legen mellem katten og kvinden<br />
så levende som muligt.<br />
I det tegnede portræt kan vi se, hvordan Willumsen har fokus på Michelles ansigt. I<br />
de efterfølgende malede skitser ser vi også, hvordan Michelles ansigt forvandles fra<br />
et egentligt portræt til et billede af en type. I modsætning til et portræt, som har<br />
individuelle træk, er en type generaliseret.<br />
I Willumsens malestil kan vi også følge, hvordan billederne bliver mere og mere<br />
tegneserieagtige i stilen. Willumsen understreger dermed med sin måde at male<br />
på, at han fjerner sig mere og mere fra den sete virkelighed og bevæger sig mere<br />
og mere over i fantasiens billedunivers.<br />
I billederne er farverne brugt til at gøre billederne levende og intense. Kvinden<br />
orange kjole mod den blå baggrund er komplimentære, og de giver billedet en<br />
dynamisk farvevirkning.<br />
En død soldat<br />
J.F. Willumsen: Hoved af en død soldat på Garnisons<br />
Sygehus. 1886. Olie på lærred<br />
Willumsen malede hovedet af den døde soldat, da han<br />
som ung netop havde forladt Kunstakademiet.<br />
Han har signeret det lille maleri med sit navn og<br />
datoen 16. maj 1886. Dermed fortæller han os, at han<br />
malede det på en enkelt dag, hvor han ganske givet har siddet på sygehuset og<br />
malet direkte “efter naturen”, altså foran den døde soldat.<br />
Billedet er malet i den stil, som Willumsen havde lært at beherske på<br />
Kunstakademiet. Stilen kaldes for naturalisme og dækker over kunstnerens<br />
intention om at male sit motiv med størst mulig lighed med virkeligheden. Altså når<br />
kunstneren forsøger at registrere virkelighedens synlige fænomener “objektivt” på<br />
lærredet. Naturalismen havde sin storhedstid fra ca. 1850 til starten af 1900-tallet.<br />
20
En kunstner, der malede i den naturalistiske stil, malede som regel motiver fra<br />
virkelighedens verden, bl.a. motiver fra byen, fra familielivet, fra forlystelsesparker<br />
og fra fx et sygehus, som det er tilfældet med Willumsens døde soldat.<br />
Det er oplagt at diskutere, om man kan kalde billedet af den døde soldat for et<br />
portræt. For hvad er et portræt egentligt? Et billede af kroppen eller sjælen? Eller<br />
begge dele?<br />
Fra naturalisme til symbolisme og ekspressionisme<br />
Det var kun mens Willumsen var en helt ung kunstner, han malede naturalistiske<br />
billeder. I 1890’erne ændrede hans stil sig til symbolisme og senere igen fra<br />
1910’erne til ekspressionisme.<br />
Symbolisme er kendetegnet ved, at kunstneren fortolker den sete virkelighed i sin<br />
kunst, så udtrykket bliver meget personligt og særegent.<br />
Senere begyndte Willumsen at arbejde i en ekspressionistisk stil. Særligt hans<br />
farver blev voldsomme og ekspressive. Ekspressiv betyder udtryksfuld, og<br />
ekspressionisme handler om kunstnerens følelsesfulde fortolkning af virkeligheden.<br />
Det var også i denne periode, han permanent flyttede til Sydfrankrig, hvor lyset – og<br />
dermed også farverne – er meget kraftige.<br />
Et bestillingsportræt<br />
J.F. Willumsen: Portræt af borgmester Jacob<br />
Marstrand. Skitse. 1919. Olie på lærred<br />
Willumsen malede mange portrætter af sig selv, sin<br />
familie og venner. Derudover malede han også<br />
egentlige portrætbestillinger, som han fik fra købere, der<br />
godt kunne lide hans malestil.<br />
Af gode grunde hænger Willumsens<br />
bestillingsportrætter ikke på museet, men rundt omkring<br />
i landet – som fx portrættet af borgmester Jakob<br />
Marstrand, der hænger på Københavns Rådhus.<br />
J.F. Willumsen: Portræt af rådmand Gustav Philipsen.<br />
Skitse. 1919. Olie på lærred<br />
J.F. Willumsen:<br />
Portræt af borgmester<br />
Jacob Marstrand og<br />
rådmand Gustav<br />
Philipsen. 1919. Olie<br />
på lærred. 103 x 101<br />
cm. Københavns<br />
Rådhus<br />
21
I 1919 udførte Willumsen et portræt på bestilling fra byplanborgmesteren i<br />
København, Jacob Marstrand. Marstrand havde været borgmester i København<br />
1904-1917, og traditionen tro, skulle hans hænges op på rådhuset efter hans<br />
borgmesterperiode.<br />
De to portrætter af borgmester Marstrand og rådmand Philipsen er farvestærke<br />
skitser til et dobbeltportræt, som blev resultatet af bestillingen. I det færdige portræt<br />
blev de to skitser sammenarbejdet, så borgmesteren står i forgrunden med en<br />
byplan, mens rådmanden sidder bagved.<br />
Læg mærke til, hvordan Willumsen portrætterer borgmesteren med hovedet og<br />
øjnene drejet væk fra os beskuere. Borgmesterens øjne har fokus på noget, vi ikke<br />
kan se. Derimod sidder rådmanden med sammenknebne øjne og ser direkte på os.<br />
Er det med et lumsk smil på læben? Mens borgmesteren virker fjern og distanceret,<br />
er rådmanden meget nærværende – også selvom han sidder i anden række.<br />
Historien fortæller os, at borgmesteren gik meget op i sin bagerforretning i<br />
Nørregade – måske mere end i politikken på rådhuset. Og han havde stor succes<br />
som bager og introducerede wienerbrødsstangen borgmesterstangen, mens han<br />
var borgmester.<br />
Marstrand bad Willumsen om at male rådmanden med på portrættet. Ret<br />
usædvanligt for et borgmesterportræt. Willumsen har uden tvivl gennemskuet,<br />
hvordan de to mænd har fordelt magten mellem sig. Rådmanden er portrætteret<br />
som en person med insisterende handlekraft, mens borgmesteren ser ud som om, at<br />
han nok kan have haft travlt med andre ting – og måske kun formelt var den, der<br />
bestemte.<br />
Følsom natur – fantastisk fantasi<br />
J.F. Willumsen: Tåger og sneklatter på et bjerg.<br />
1938. Olie på lærred<br />
Omkring år 1900 var Willumsen meget<br />
fascineret af bjergmotivet, som han blev<br />
fortrolig med gennem rejser til Norge og i<br />
Alperne. Allerede i 1892-1893 skabte han<br />
det store bjergbillede Jotunheim, hvor et<br />
norsk bjerglandskab blev sat sammen med<br />
en kunstfærdig billedramme med et mylder af<br />
menneskefigurer.<br />
Midt i 1930’erne fik Willumsen igen lyst til at arbejde med bjergmotivet. I stedet for<br />
at rejse til bjergegne for at se dem igen, fandt han alle sine gamle skitser og<br />
fotografier af bjerge frem og brugte dem som udgangspunkt for en lang række<br />
bjergbilleder. Af disse er Tåger og sneklatter på et bjerg fra 1938 ganske særligt.<br />
Med få farver (grøn, beige, grå, hvid og sort) og brede penselstrøg har Willumsen<br />
fremtryllet et bjergmotiv, hvor vi ser direkte ind på en stejl bjergskråning med<br />
bjergtinder i billedets baggrund øverst oppe. På bjergskråningen ser vi også<br />
gletschere, sneklatter, skyer og tåge.<br />
Men vi kan se meget mere end det. Willumsen har eksperimenteret med at lade grå<br />
skyformationer få form som rasende rovdyr, der stormer mod hinanden på<br />
bjergskråningen. Og de hvide områder med sne har former som masker og<br />
ansigter. Overalt vrimler det med liv på bjergskråningen, så snart vi abstraherer fra<br />
22
at se billedet udelukkende som et landskab. Med andre ord bliver landskabet<br />
pludselig fyldt med ånder, trolde, klovne, dyr, fugle og fodspor, som Willumsen<br />
måske har fornemmet, da han oplevede bjergene. Derfor kan man måske med god<br />
vilje kalde bjergbilledet for et portræt af Willumsens fantasi, følelser og sjæleliv.<br />
23