lærervejledning [PDF] - E-museum

More documents

Recommendations

Info

Relieffet vrimler med figurer, men de to giganter nederst er helt centrale for Willumsens budskab. For Willumsen var de to giganter billeder på to stridende kræfter i ethvert menneske: Vilje og lyst. J.F. Willumsen: Refleksion. 1896. Glaseret stentøj. (Reliefsalen) I 1896-1897 modellerede Willumsen hovedet til relieffets venstre figur. Det modellerede hoved var ikke en hvem som helst, men et selvportræt, Refleksion, som altså kom til at indgå i Det store Relief. J.F. Willumsen: Maleren og hans familie. 1912. Olie på lærred. 230 x 243 cm I 1912 skulle Willumsen udstille sin kunst i USA, og meget tyder på, at han til udstillingen udførte det store familieportræt. I portrættet indgår Willumsens selvportræt samt portrætter af hans hustru Edith, som han var blevet gift med i 1903 og deres to døtre, Anse (til højre) og Gersemi (til venstre). Også et portræt af en dreng, Helge Melbin, som Willumsen øjensynlig var i gang med at portrættere, lod Willumsen indgå i det store familieportræt. Læg mærke til, hvordan Willumsen har portrætteret sig selv. Han står iført et pænt sæt tøj med hvid skjorte, som om han er på vej i byen eller venter gæster. Men alligevel står han med palet, pensel og malerklud i hænderne. I mange andre af Willumsens selvportrætter ser vi ham i hans malerskjorte, som han normalt havde på, når han var i gang med arbejdet. I titlen “Maleren og hans familie” kommer vi nærmere Willumsens budskab med værket. Han har helt bevidst via sin påklædning og malerens remedier søgt at skildre sin dobbelte identitet som familiefar og maler. Den sammensatte – eller splittede – identitet som “en festklædt familiefar, der maler et portræt” signalerer, at det måske ikke var så nemt for Willumsen at forene sine roller som familiefar og kunstner. Familieportrættet kan også læses som et vidnesbyrd om Willumsens syn på kønsroller. Billedet er komponeret, så Willumsen og hans kone Edith står i hver sin halvdel. Hun har al sin opmærksomhed rettet mod døtrene. Med et mildt ansigtsudtryk og åbne arme tager hun imod børnene. Han derimod står med et meget alvorligt og sammenbidt ansigtsudtryk rettet mod sit arbejde, et staffeli med et portræt uden for lærredet. I kompositionen opridser Willumsen dermed modsætningerne mand/kvinde, alvor/mildhed, arbejde/familie. Men samtidig kan man også pege på, at Willumsen – ligesom i Det store Relief – opridser modsatrettede kræfter som vilje og lyst, som ethvert menneske må kæmpe med. 6
J.F. Willumsen: Selvportræt i malerbluse. 1933. Olie på lærred. 119 x 117 cm På sin 70-års fødselsdag den 7. september 1933 malede Willumsen et selvportræt, hvor han iført plettet malerbluse og kridt i hånden står foran et tomt lærred. I sin dagbog noterede han samme dag: “Malte et Portræt af mig selv. Min 70 Aars Fødselsdag. Jeg var ganske ene og Dagen gik med Arbejde som paa enhver Hverdag. Ingen Fest. Men jeg fik en lille Snes Telegrammer med Lykønskninger fra Danmark. De viste mig, at nogle Traade forbinder mig med Livet, et Sted. Noget jeg ellers ikke mærker. Det glæder mig meget.” At være 70 år gammel var ikke særlig attraktivt for Willumsen, og han kaldte alderen for “Støvets Aar”. Ser man på Willumsens ansigtsudtryk og kropsholdning, er det tydeligt, at han ikke har det særlig godt. Han ser trist ud, og det er som om, at han bruger sin sidste energi blot på at holde sig oprejst. Vi kommer derfor i tvivl om, hvorvidt han nogensinde får sat kridtstreger på det tomme lærred. Om Willumsen virkelig havde det så dårligt på sin fødselsdag, som portrættet lader os vide, er usikkert. Til en veninde i København skrev han: “Det er vist umuligt at male et Selvportræt, som ligner. Selv om det objektive males eller rettere kopieres, trænger det subjektive sig alt for stærkt paa, i det mindste for mit Vedkommende. Jeg ser næppe saa lidende ud, jeg ser ud som jeg altid har set ud, skønt jeg har lidt op kæmpet meget i de sidste Aar.” Det objektive og det subjektive Hvad mener Willumsen, når han skriver, at selv om det objektive males eller rettere kopieres, trænger det subjektive sig alt for stærkt på? Man kan groft sagt sige, at det objektive er alt, hvad der kan måles og vejes. Vi kan stort set altid blive enige om, om et maleri ligner virkeligheden ved at “måle” det i forhold til virkeligheden. Når Willumsen skriver, at det objektive kan “males eller rettere kopieres”, er der sandsynligvis også en reference til fotografiet, som mekanisk “kopierer” det, der stilles foran det. Det subjektive derimod har ingen formel og kan ikke vejes. Det handler udelukkende om det enkelte menneskes personlige oplevelse, og selvom mange mennesker måske oplever en bestemt situation på samme måde, så sker der nogle forskydninger, når man beskriver en personlig oplevelse for andre. 7
Page 1 and 2: Intro til Willumsens portrætter: E
Page 3 and 4: Et øje, der ser Da Willumsen begyn
Page 5: J.F. Willumsen: Selvportræt på se
Page 9 and 10: 1576, og han var en af de kunstnere
Page 11 and 12: At iagttage sig selv - og blive set
Page 13 and 14: Thorvaldsen var et stort forbillede
Page 15 and 16: imod hans kunst, svarede han: “Je
Page 17 and 18: Portrætter af Edith J.F. Willumsen
Page 19 and 20: efter naturen”. Dermed fortæller
Page 21 and 22: En kunstner, der malede i den natur
Page 23: at se billedet udelukkende som et l

lærervejledning [PDF] - E-museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?