lærervejledning [PDF] - E-museum

Et øje, der ser
Da Willumsen begyndte at arbejde med keramik i
starten af 1890’erne var noget af det første, han skabte
Et øje.
J.F. Willumsen: Et øje. Keramisk prøvestykke. 1891.
Glaseret lertøj. 9 x 11 cm
På en seddel noterede han: “Mit første stykke Keramik
som jeg brændte i Frk. Ane Maria Brodersens Kakkelovn i Paris 1891”. Et lille
brudstykke af et ansigt, som forestiller et mørkt øje med øjenbryn. Øjet er åbent og
kigger lige frem. Det lille stykke glaserede keramik satte han op på sin selvbyggede
keramiske brændeovn i atelieret i Paris.
Øjet som symbol har mange religiøse betydninger. Man taler fx om, at Guds øje ser
alt. Øjet kaldes også for “sjælens spejl”.
I forbindelse med Willumsens portrætter er det interessant at se, hvordan han
allerede som ung kunstner med Et øje måske har forsøgt at trænge helt ind i
menneskets sjæl, ind hvor følelserne udspringer. Øjet er også interessant, fordi det
ikke bare lader os se ind i det, men faktisk også ser lige tilbage på os og ind i vores
liv. Et øje handler derfor både om det at se og at blive set.
Portrætternes blikretning
Når man står over for et portræt, kan man have samme
oplevelse af både at se og at blive set som med “Et øje”.
Den portrætterede kan have vendt blikket lige direkte
mod os og så at sige konfrontere os med sit blik. Dette er
fx ofte tilfældet i Willumsens mange selvportrætter, hvor
han kigger direkte på os. Det er som om, at han her går i
dialog med os. Det gælder fx i hans selvportræt fra 1885,
hvor han har et åbent kropssprog.
J.F. Willumsen: Selvportræt. 1885. Olie på lærred. 41 x 34 cm
Et portræt kan også vise en person, som nærmest skjuler sine øjne for beskueren.
Den portrætterede virker dermed lukket om sig selv og måske ligeglad med, hvad vi
som beskuere tænker om ham eller hende. Måske er den portrætterede fanget i sine
egne tanker eller følelser. Eller optaget af noget helt andet, som foregår et andet
sted.
J.F. Willumsen: Anse tuder. 1918. Marmor. Højde 48 cm
I Willumsens portrætbuste af sin yngste datter, Anse, er
pigens øjne næsten lukkede og hovedet er vendt nedad.
Med andre ord: Hendes kropssprog er lukket.
Anse er ked af det, og det er som om, hun slet ikke
skænker sin omverden en tanke.
Det er oplagt at sammenligne portrætter med åbent og
lukket kropssprog. Lad evt. også eleverne
eksperimentere med forskellige typer kropssprog på deres egen krop.
3