Kapitler af - Rundetaarn

selsbrev til Rigskansleren, at denne ikke maatte drage al Magten til sig og ville
gøre alt, saa Kongen i Virkeligheden kun beholdt Navnet! Den II. Marts 1676
forlod Peder Griffenfeld sin Gaard og kørte fra Købmagergade til Slottet. Borgerne
anede intet om, at det var sidste Gang, de saa det pompøse Optog. I Løngangen
mødte han General Frederik Arensdorff, Chef for Livgarden til Hest, med en
armeret Vagt:
- Hvorhen saa tidlig, Hr. Grevet
- Til Kongen.
- Nu ikke mer, I skal følge mig.
Han førte Greven af Griffenfeld op i Biblioteket og tog Kaarden fra ham.
Endnu anede Griffenfeld ikke, hvor alvorlig Situationen var. I Biblioteket blev
Rigskansleren bevogtet af den fromme og lærde Erik Rosenkrantz. Da Mørket
sænkede sig, førtes han af Arensdorff gennem Proviantgaarden til en af Soldater
fyldt Baad. Da han steg ned i den, sagde han:
- Herregud, hvad skal jeg i dette Selskab t
Soldaterne roede ham ud til Kastellet, hvor han blev indespærret i Stjernestokken.
Imens fandt en Undersøgelse Sted i Palæet paa Købmagergade. Her laa paa
Arbejdsbordet mange Breve, uaabnede - den overtrætte Statsmand havde simpelthen
ikke haft Tid til at beskæftige sig med dem - Skrivekalenderen med nedsættende
Bemærkninger i Chifferskrift og hebræiske Bogstaver om Kongen og, værst
af alt, Udkastet til det kongelige Testamente opsat i Lejren ved Wismar. Griffenfeld
havde erklæret at have tilintetgjort dette Dokument, som var det hemmeligste
af alt hemmeligt.
Den 26. Mai dømtes han for Høj- og Landsforræderi, Modtagelse af Bestikkelser,
Salg af Embeder og Aabenbarelse af Kongens Hemmeligheder fra Ære, Liv
og Gods. Paa selve Retterstedet, hvor han indfandt sig, iført en lang Kasseking, og
saa sin Kiste opstillet ved Siden af Blokken, betrukket med sort Klæde og foret med
hvidt Kattun, modtog han den 6. Juni ved Tilraab af Generalløjtnant Hans Schack:
- Pardon i Kongens Navn!
Men Glæden forvandlede sig til Sorg, da han blev klar over at skulle tilbringe
Resten af Livet i Fæstningen Munkholms Taarn uden for Trondhjem. Af hans
Elskerinder ramte man Magdalena Sibylle Gersdorff haardest: Hun maatte ikke
oftere vise sig i Hovedstaden, og det var et svært Slag for denne Verdensdame.
Hun døde paa Frederiksberg, hvorfra hun i hvert Fald kunde øjne Slottets guldkronede
Spir.
33