Kapitler af - Rundetaarn

lande'n, den lange ceremonielle Stadsklædning fra Burgund, de opslidsede Ærmer,
de lange, bjældebesatte Snabelsko. I Firenze i Via Largo holdt Cosimo dei Medici
Hof og gav Moden an for hele Europa.
1443 tilstod Christoffer af Bayern dem, der om Høsten var Kjødmangere, den
Frihed, at de alene, som ere Kjødmangere i Kjødmangerboder, maatte der have
flaat Kød falt. Samme Aar bestemtes, at der maatte kun være ialt 25 Kjødmangerboder
i København, og kun de, som boede der, maatte holde Slagtere. Disse var
nemlig Kjødmangernes underordnede. Kong Hans stadfæstede 1508 Bestemmelsen
og forbød, at ingen Købmand skulde herefter føre flaat Kød til Dragør for at sælge
det der. Kjødmangerne havde Eneret paa Slagtningen. Hvis man i en Husholdning
ønskede selv at slagte, skulde Borgmestrene og Kjødmangerne først give Tilladelsen.
Lidt besværligt! I Kjødmangerboderne havde man ogsaa Eneret paa at sæ]ge
fersk Marsvineflæsk, en yndet Spise. Indtil seks Borgere maatte slaa sig sammen og
hos Bønderne udenfor Byen købe en Ko til egen Føde. Man maatte ogsaa nok dele
et Lam og sælge Halvdelen til sin Nabo, men kun for den almindelige Pris. Men
alle Kjødmangere skulde ride ud paa Landet og der opkøbe Okser, Køer, Grise,
Faar og Marsvin. Blev det imidlertid opdaget, at man ikke bare købte til sit eget
Vindues Behov, men til en Købmand eller anden Mand, skulde Kødet være forbudt
Gods.
En Kjødmanger skulde være ægte og ret, saa han kunde staa i Lov og Tov med
hver Dannemand, og han skulde have en uberygtet Dannekvinde til Hustru. Der
maatte hm hænge Kød i eet Vindue i hver Gaard. Ved Indtrædelse i Lauget skulde
man af med to Tønder Vismarøl og fire Tønder dansk Øl, salt Mad og fire ferske
Retter samt give et Bismerpund Voks og en lødig Mark. Ingen maatte raabe fra en
andens Vindue eller sælge selvdødt Kød. En Enke kunde nyde Embedet i Aar og
Dag, men derefter kun halvt Embede. V cd Laugsgilder maatte man medtage sine
Børn, men ellers kun en Svend og en Mø. Naar nogen løb vred af Stævne og ikke
vilde lystre Oldermanden eller sine Medbrødre, blev han slettet af Embedet og hans
Vindue slaaet til, indtil han gjorde Laugsret, og et nyt Stævne var bleven holdt.
Dog kunde han faa Embedet igen, naar han satte Borgen for, at det ikke vilde gentage
sig. Og talte man paa en andens Ære og Liv uden at kunne bevise, hvad man
havde sagt, skulde man rømme Embedet og selv anses for at være, hvad man havde
beskyldt den anden for.
Saa strenge var Bestemmelserne i Kjødmangerboderne i det femtende Aarhundrede.
Byen mere end fordoblede imens sit Indbyggerantal og blev Landets
5