Hele publikationen i PDF

12/
FOTO: TINA RAVN
“Det er gået godt, men der er stadig
ressourcemangel. Kun 50 procent af
vores nyfødte får adgang til skole og
kan bidrage til udviklingen af landet,
og i horisonten er der endnu flere problemer,”
siger MM Neazuddin.
EN REEL STORM
Han har ret. Bangladesh’ kvinder får
langt færre børn end kvinderne i nabolandene,
men landet har verdens
største befolkningsgruppe mellem 15
og 20 år, og selv om fødselsraten bliver
ved med at falde, vil alle de unge
få så mange børn, at Bangladesh i år
2050 skal rumme 250 millioner mennesker.
“Der er en reel storm på vej. Landet
har tredoblet sin landbrugsproduktion
siden 1970 – så langt, så godt – men
spørgsmålet er, hvor længe det kan
blive ved. Der skal produceres fødevarer,
skabes jobs og sikres sundhed
og livskvalitet til en kvart milliard
mennesker, og samtidig vil landarealet
som følge af klimaforandringerne
højst sandsynligt blive mindre. Samfundet
bliver udfordret på alle fronter,”
siger hollandske Arthur Erken. Han
er leder af FN’s Befolkningsfonds
(UNFPA) afdeling i Bangladesh, der
støtter regeringens familieplanlægningsprogrammer.
Fra sit hjørnekontor
på 15. etage i en af de få høje
bygninger i Dhaka kan han se ud over
hovedstaden, som breder sig som et
hvidgråt tæppe i alle retninger.
“Byen skal i vejret, hvis der skal
være bolig til alle. Medmindre de formår
at bremse befolkningsvæksten,”
siger han.
En almenkendt måder at begrænse
befolkningstilvækst på er at hæve
“giftealderen” for kvinderne, så de
simpelthen ikke kan nå at få så mange
børn. Den metode burde på overfladen
også virke i Bangladesh, hvor
pigerne i gennemsnit er 16 år på deres
bryllupsdag, men Arthur Erken mener
ikke, at det er vejen frem.
“Der har været familieplanlægningsprogrammer
så længe, at budskabet
om to børn har bidt sig fast
og er blevet den sociale norm i Bangladesh.
Selv om pigerne bliver gift
tidligt, går de fleste ikke efter en stor
familie,” siger han.
“ Kun 50 procent af vores nyfødte
får adgang til skole og kan bidrage
til udviklingen af landet,
og i horisonten er der endnu
flere problemer.
MM Neazuddin,
souschef i Direktoratet for
Familieplanlægning i Bangladesh
Der skal dog være endnu mere
fokus på kvinders uddannelse og frigørelse,
mener han. Udearbejdende
kvinder har nemlig ikke tid til så
mange børn. Derudover skal der være
ét stærkt fundament under indsatsen:
seksualundervisning og prævention
til alle.
Hver måned uddeler regeringen
med UNFPA’s hjælp blandt andet
otte millioner kondomer og syv millioner
p-pillepakker til befolkningen.
Samtidig er der oprettet klinikker i
“NÅR JEG VIL SLAPPE AF OG SLIPPE VÆK FRA ALLE MENNESKENE, GÅR JEG TIL TEMPLET,”
SIGER APOTEKER NC SARKAR, DER FRA SIT MEDICINUDSALG HAR UDSIGT TIL GADENS
MYLDER I HOVEDSTADEN DHAKA.
landområderne, hvor borgerne kan få
information, ligesom lokale barfodsfamilieplanlæggere
går fra hus til hus
for at sprede viden om undfangelse og
prævention. Alligevel er der op mod
en femtedel af befolkningen i landets
yderområder, der ikke har mulighed
for at planlægge, hvornår og hvor
mange børn de får.
KUN TO BØRN
I Dhakas gader har en sort sky åbnet
sig over menneskestrømmen igennem
handelsgaderne, og ploppene af
regndråber mod tagenes blik slutter
sig for en stund til de infernalsk bimlende
cykelklokker, som dominerer
lydbilledet. Et par mennesker har
søgt tilflugt fra regnen i apoteket,
hvor NC Sarkar og Arun Mallick i
lighed med landets ledere spår en
dyster fremtid, hvis ikke befolkningstilvæksten
kontrolleres. De mener
dog selv at have løsningen. “Der skal
en etbarnspolitik til, ligesom i Kina,”
siger NC Sarkar, mens hans ven nikker
i enighed.
Men I har jo fem børn tilsammen?
De griner begge højt, og Arun Mallick
forklarer:
“Ja, men det skulle jo være en ny
regel!”
Den har Montu Kumar Pal dog
ikke tænkt sig at rette sig efter. Han
ønsker nemlig at få to børn, men så
heller ikke flere. Han vil nemlig være
sikker på, at han kan brødføde dem
og tilbyde dem en god arv. Før han
kan yde sit bidrag til Bangladesh’
talrige befolkning, er der dog én ting,
der skal på plads.
“Jeg skal først lige finde en kone,”
siger han og klasker endnu en klump
ler på den aflange halmpølse, som
skal blive til endnu en arm på en hinduistisk
gudindestatue.
En af de arbejdsløse mænd i forretningen
rejser sig fra hyggesnakken
med de andre, ryster mere halm ud for
pottemagerens fødder og får et “tak”
igen. Kort efter holder regnen op lige
så hurtigt, som den startede. Montu
Kumar Pal kigger op fra arbejdet og
ser et par af sine uventede gæster
slutte sig til gadelivet igen. Selv om
det giver problemer, holder Montu
Kumar Pal af alle menneskene i hans
verden.
“Her er man i hvert fald aldrig ensom,”
siger han. /Tina Ravn er journalistpraktikant
i Udenrigsministeriet.