Hele publikationen i PDF

62/
ILLUSTRATIONER: ANDERS AND EKSTRA, NR. 3/2011. HISTORIE OG TEGNINGER: DON ROSA. OVERSÆTTELSE: NIELS SØNDERGAARD
IndVikling:
ANDERS AND &
U-LANDSBISTANDEN
“Meget politiske udsagn,” siger forsker om en Anders
And-stribe, hvor en maharaja lever et liv i sus og dus
takket være generøs vestlig udviklingsstøtte.
AF JEPPE VILLADSEN
Det er ingen hemmelighed, at
udviklingsbistanden af og til står for
skud i den offentlige debat, men at
kritikken også står at læse i et Anders
And-blad er mere overraskende. I
en stribe fra sidste år (en genudgivelse
fra 1996, red.) ser vi, hvordan
bistand for millioner forsvinder ned
i en diktators private lommer. Mens
befolkningen bevidst fastholdes i
armod, således at bistandsstrømmen
fortsætter.
Historien udspiller sig i den fiktive
østerlandske provins Fathistan – en røverkule
af en bananrepublik, hvor en
skurkagtig maharaja hersker enevæl-
digt. Så dukker Joakim von And op i
selskab med Anders And og ungerne.
Den ærgerrige gråand er på jagt efter
råstoffer, og Fathistan er den eneste
provins i regionen, som von And ikke
allerede har opkøbt.
Men Maharajaen, der takket være
generøs vestlig udviklingsbistand lever
et liv i sus og dus, afviser at hjælpe
von And med arbejdskraft. Så længe
befolkningen er ludfattig, tilflyder
der despoten bistandsmidler – så de
har bare at forblive fattige! Eller som
Maharajaen selv formulerer det, mens
han nulrer sit fipskæg med juvelbesatte
fingre:
“Mine elskede undersåtter er mine
råstoffer, og derfor er det mig magtpåliggende,
at de forbliver fattige.
De gavmilde vestlige lande giver mit
fattige folk millioner i udviklingsbistand,
men desværre bruger jeg det
hele på administrationsudgifter.”
Hårde ord midt i en børnetegneserie.
Litteraturforsker ved Aarhus Universitet,
Frits Andersen, tror næppe
heller sine egne øjne, da Udvikling
forelægger ham Anders And-striben.
“Det er meget politiske udsagn,
der fremføres,” mener han.
“Det er interessant, at et massemedie
kan formulere så eksplicit
en kritik af bistanden. Sædvanligvis
ville en fremstilling af den her slags i
et populært medie som Anders And
ikke være så kantet. Det er i sig selv
et tegn på, at vores traditionelle måde
at tænke u-landsbistand på er i krise,”
siger Frits Andersen.
KAMP OM RÅSTOFFER
Historien ender med, at lokalbefolkningen
hilser Joakim von And med et
“på gensyn, Sahib” – kolonitidens høflige
tiltaleform, der blev brugt over
for briterne.
“Her tillader mediet at komme ud
med noget, der ellers er vanskeligt
at formulere offentligt, nemlig en
anerkendelse af en hvid, vestlig intervention.
Det passer meget godt på
Congo, hvor det er et ønske fra mange
menige congolesere, at “bare den
hvide ville vende tilbage”. Man får
postkolonial dårlig samvittighed bare
ved tanken,” siger Frits Andersen, der
er forfatter til en mammut af en bog –
og en doktordisputats – om europæiske
fortællinger om Congo.
Også stribens fokus på adgang
til råstoffer vækker mindelser om
Congo:
“Det gælder både for Maharajaen
og von And, og det svarer til Tintin i
Congo fra 1931, som også meget eksplicit
viser, at det er adgangen til råstoffer,
som tilstedeværelsen i Afrika
handler om,” siger han og fortsætter:
“Det synes jeg er både påfaldende
og interessant, og set i lyset af Kinas
tilstedeværelse nu, er det tydeligere
end nogensinde, at det perspektiv er
bærende for alle aktørerne.”
Jovist – hvis der er én i Andeby, de
råstofglade kinesere forstår, så må det
være Joakim von And. /Jeppe Villadsen
er Afrika-korrespondent for Kristeligt
Dagblad.