Hele publikationen i PDF

56/
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN
Kronik:
SUCCES-KAMPAGNER
SCORER SELVMÅL
Til januar løber DanmarksIndsamlingen atter af stabelen til fordel
for Afrikas sultne. Men bagsiden af spektakulære kampagner er
opgivende træthed og ligegyldighed hos befolkningen, mener
Jesper Heldgaard, der har læst ny kritisk Oxfam-rapport.
Jesper Heldgaard
freelancejournalist, har i 20 år
arbejdet med u-landsjournalistik
og -oplysning
“Oplysning om udvikling må
gå i dybden for i længden at bevare
den brede folkelige opbakning til udviklingsbistand
og den globale kamp
mod fattigdom. De seneste årtier har
vi fokuseret på bredden på bekostning
af dybden. Og det koster i længden.”
Sådan kan budskabet i en tankevækkende
rapport skrevet af Martin
Kirk, kampagnechef for en af verdens
største og mest toneangivende hjælpeorganisationer,
britiske Oxfam,
opsummeres.
Rapporten kom tidligere på året
og faldt som lidt af en bombe blandt
britiske ngo’er, der nu har taget fat på
en voldsom selvransagelse. Men også
hos danske u-landsorganisationer
nærlæses rapporten, som rummer
interessante budskaber, inspiration og
velrettede spark til alle, der beskæftiger
sig med udvikling.
WE ARE THE WORLD…
Oxfam og andre britiske ngo’er har
været hamrende dygtige til at sætte
verdens fattigdom og ulighed på
ikke blot den britiske, men også
den globale dagsorden. I midten af
1980’erne sang det meste af verden
med på Do They Know It’s Christmas?,
Bob Geldorf blev et verdensnavn, og
pengene væltede ind til initiativet
Band Aid. Og i 2005 gentog de gode
briter kunststykket med Make Poverty
History-kampagnen. Igen fulgte det
meste af verden med, da flere end
200.000 demonstranter i Edinburgh
forsøgte at presse verdens topledere
til at øge udviklingsbistanden og eftergive
u-landene deres gæld. Og igen
væltede pengene ind.
Men bag de spektakulære succeser
lurede en fornemmelse af, at noget var
helt galt, for trods den synlige opbakning
til de tilbagevendende kampagner,
syntes en stemning af opgivende
træthed og ligegyldighed over for
fattigdom og udvikling at sprede sig i
den brede britiske befolkning.
“Den succesrige kampagne
havde med andre ord ikke rokket
en tøddel ved briternes dybere
engagement i global udvikling.
KAMPAGNER UDEN
HOLDNINGSÆNDRING
Flere undersøgelser satte tal på fornemmelsen
og udløste chokket: De
viste nemlig, at kun hver fjerde af de
adspurgte briter var “bekymrede” over
den globale fattigdom. Det var nogenlunde
samme andel som før den store
Make Poverty History-kampagne i
2005. Faktisk var andelen lidt lavere
og faldende. Og i 2010 viste en anden
undersøgelse, at 57 procent mente,
at det ikke tjener noget formål at yde
bistand, fordi bistanden på grund af
korruption og misbrug havner i de
forkerte lommer.
Den succesrige kampagne havde
med andre ord ikke rokket en tøddel
ved briternes dybere engagement i
global udvikling.
Bond for International Development,
det britiske svar på det danske
NGO FORUM, satte med altid
grundige Oxfam i spidsen gang i
en analyse, der anvender de nyeste
videnskabelige teorier fra både psykologi,
sociologi og kommunikation. Resultatet
er rapporten Finding Frames:
New ways to engage the UK public in
global poverty.
DET KOLLEKTIVE SELVMÅL
Rapporten konkluderer, at u-landsorganisationerne
har skudt sig selv i
foden ved at bruge en form og retorik,
der står i modstrid med det budskab,
de ønsker at formidle. De har – for at
bruge den jargon, rapporten benytter,
og som er vanskelig at oversætte præcist
– “framet” deres budskab forkert.
Derved har de signaleret og appelleret
til værdier, der står i direkte modstrid
til de værdier, de egentlig forsøgte at
fremme. Et konkret eksempel:
Make Poverty History-kampagnen
havde lært af fortidens synder, så i