56/ ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN Kronik: SUCCES-KAMPAGNER SCORER SELVMÅL Til januar løber DanmarksIndsamlingen atter af stabelen til fordel for Afrikas sultne. Men bagsiden af spektakulære kampagner er opgivende træthed og ligegyldighed hos befolkningen, mener Jesper Heldgaard, der har læst ny kritisk Oxfam-rapport. Jesper Heldgaard freelancejournalist, har i 20 år arbejdet med u-landsjournalistik og -oplysning “Oplysning om udvikling må gå i dybden for i længden at bevare den brede folkelige opbakning til udviklingsbistand og den globale kamp mod fattigdom. De seneste årtier har vi fokuseret på bredden på bekostning af dybden. Og det koster i længden.” Sådan kan budskabet i en tankevækkende rapport skrevet af Martin Kirk, kampagnechef for en af verdens største og mest toneangivende hjælpeorganisationer, britiske Oxfam, opsummeres. Rapporten kom tidligere på året og faldt som lidt af en bombe blandt britiske ngo’er, der nu har taget fat på en voldsom selvransagelse. Men også hos danske u-landsorganisationer nærlæses rapporten, som rummer interessante budskaber, inspiration og velrettede spark til alle, der beskæftiger sig med udvikling. WE ARE THE WORLD… Oxfam og andre britiske ngo’er har været hamrende dygtige til at sætte verdens fattigdom og ulighed på ikke blot den britiske, men også den globale dagsorden. I midten af 1980’erne sang det meste af verden med på Do They Know It’s Christmas?, Bob Geldorf blev et verdensnavn, og pengene væltede ind til initiativet Band Aid. Og i 2005 gentog de gode briter kunststykket med Make Poverty History-kampagnen. Igen fulgte det meste af verden med, da flere end 200.000 demonstranter i Edinburgh forsøgte at presse verdens topledere til at øge udviklingsbistanden og eftergive u-landene deres gæld. Og igen væltede pengene ind. Men bag de spektakulære succeser lurede en fornemmelse af, at noget var helt galt, for trods den synlige opbakning til de tilbagevendende kampagner, syntes en stemning af opgivende træthed og ligegyldighed over for fattigdom og udvikling at sprede sig i den brede britiske befolkning. “Den succesrige kampagne havde med andre ord ikke rokket en tøddel ved briternes dybere engagement i global udvikling. KAMPAGNER UDEN HOLDNINGSÆNDRING Flere undersøgelser satte tal på fornemmelsen og udløste chokket: De viste nemlig, at kun hver fjerde af de adspurgte briter var “bekymrede” over den globale fattigdom. Det var nogenlunde samme andel som før den store Make Poverty History-kampagne i 2005. Faktisk var andelen lidt lavere og faldende. Og i 2010 viste en anden undersøgelse, at 57 procent mente, at det ikke tjener noget formål at yde bistand, fordi bistanden på grund af korruption og misbrug havner i de forkerte lommer. Den succesrige kampagne havde med andre ord ikke rokket en tøddel ved briternes dybere engagement i global udvikling. Bond for International Development, det britiske svar på det danske NGO FORUM, satte med altid grundige Oxfam i spidsen gang i en analyse, der anvender de nyeste videnskabelige teorier fra både psykologi, sociologi og kommunikation. Resultatet er rapporten Finding Frames: New ways to engage the UK public in global poverty. DET KOLLEKTIVE SELVMÅL Rapporten konkluderer, at u-landsorganisationerne har skudt sig selv i foden ved at bruge en form og retorik, der står i modstrid med det budskab, de ønsker at formidle. De har – for at bruge den jargon, rapporten benytter, og som er vanskelig at oversætte præcist – “framet” deres budskab forkert. Derved har de signaleret og appelleret til værdier, der står i direkte modstrid til de værdier, de egentlig forsøgte at fremme. Et konkret eksempel: Make Poverty History-kampagnen havde lært af fortidens synder, så i
57/ >