Her - Vestre Hus Børnenaturcenter

en sjov iagttagelse.
Blomster er jo ikke lavet for vores blå øjnes skyld. Ikke de naturlige i hvert fald. Næ, dem har
planterne opfundet for at tiltrække insekter, så disse kan transportere pollen af sted fra den ene
blomst til den anden. Blomsterne fungerer således som store prangende, lokkende reklameskilte -
og da planterne helst ikke vil have deres pollen spredt ud til alle mulige uvedkommende
blomsterarter, så henvender hver blomsterart sig ofte til en ganske bestemt målgruppe blandt
insekterne - som de så håber, vil koncentrere sig om netop deres art. Derved spares en masse
pollen.
Dette gælder også for kulsukkerplanten. Dens blomster er ganske vist ikke specielt specielle. Det er
blot nogle små blå eller violette klokker. Men de er dybe, så det er ikke ethvert insekt beskåret at
kunne nå nektaren, der befinder sig øverst i klokken. Honningbier kan - og de er derfor denne
plantes normale bestøvere - men de små humlebier kan ikke, for de har for kort en snabel.
Men så er det de snyder!
De sætter sig simpelthen uden på blomsten og stikker så snabelen direkte igennem dens øverste del
- hvorefter de blot kan suge nektaren ud gennem hullet.
Og se, det kunne jo ligne en direkte trussel mod kulsukkerens fortsatte eksistens, for blomsterne
bliver ikke bestøvet på denne måde. Og hvis de fleste blomster hele tiden bliver plyndret for nektar
af humlebierne - så gider honningbierne ikke komme mere.
Men problemet er nok ikke så alvorligt endda. Naturen er fyldt med den slags evolutionære kapløb,
hvor forskellige arter prøver at få skovlen under hinanden, og hvor det hele tiden gælder om at være
et skridt foran modparten.
Hvis det virkelig skulle lykkes de små humlebier at plyndre kulsukkerplanterne så grundigt, at bierne
ikke længere gider have ulejlighed med at besøge dem. Ja, så betyder det, at kulsukkerplanten
pludselig udsættes for et vældig stort evolutionært pres. En enkelt plante, som på grund af et særligt
arveanlæg f.eks. udviklede særligt tykke blomstervægge - så humlebierne ikke kunne stikke
igennem - ville derfor vinde jackpot i selektionsfordel frem for de andre planter med tyndvæggede
blomster. Og dette ville resultere i, at genet for tykke blomstervægge hurtigt ville blive spredt og
udkonkurrere genet for tynde vægge.
Sådan går det som regel. Forskellige arter udrydder faktisk sjældent hinanden i naturen. Den
allerstørste del af evolutionen foregår ved, at forskellige arveanlæg afløser hinanden indenfor en art.
Og evolutionen forløber hele tiden.
Men langt fra alle planter har så specialiseret en blomst, at de kan løbe ind i den slags problemer.
Skærmplanterne: vild kørvel, skvalderkål, pastinak og den slags, har anbragt deres mange blomster
så de fungerer som en perfekt landingsplatform for selv den mest klodsede bille eller altædende flue.
Her har alle adgang.
Det kræver dog en investering i en del mere pollen, hvis dette bestøvningssystem skal fungere, for
planten har jo ikke den fjerneste garanti for, at den flue der kravler rundt på den nu, vælger en ny
plante af samme art at lande på næste gang. Den kunne lige så godt vælge at lande på min næse,
og det kommer der med garanti ikke nye skærmplanter ud af!
Fluer
Sæd med hormonalt kyskhedsbælte
Fluer er i øvrigt også højtudviklede insekter, men adfærdsmæssigt er de ikke nær så spændende
som bierne og de andre årevingede. Fluer lever ikke i samfund, de har normalt heller ingen egentlig
yngelpleje og det er sædvanligvis så som så med kurtiseringen. Men de besidder nu den smarte
egenskab, at de kan smage med fødderne.
Mange fluer parrer sig længe. Dermed fungerer hannen som en levende prop - som jeg tidligere har
26