Her - Vestre Hus Børnenaturcenter

Det er uhyre almindeligt i naturen, at hundyr udvælger deres mager efter, om disse kan formodes at
indeholde gener, der senere kan gøre hunnernes egne sønner attraktive for andre hunner.
Blandt dådyr f.eks. er det pladshjortene, der opnår alle parringerne.
Pladshjortene er de hjorte, der er i stand til at holde nogle latterlige små plørede territorier fri for
andre hjorte. Disse territorier indeholder ikke nogen ressourcer, som det er værd at kæmpe om,
men de befinder sig på et sted, som dådyr altså på et eller andet tidspunkt har udvalgt som værende
attraktivt. Og hunnerne foretrækker disse hanner, alene fordi dette forøger chancen for, at deres
egne sønner engang bliver pladshjorte - som bliver foretrukket af næste generations hunner.
Men tilbage til bassinet.
Når der kommer en hunguldsmed forbi i luftrummet over bassinet, så griber hannen fat i hende.
Først med benene, som nærmest danner en fangkurv, og siden med et par kroge yderst på
bagkropspidsen, som passer ned omkring hunnens nakke. Det er smart - og det er ikke så smart - for
hannen har også sin kønsåbning siddende nær spidsen af bagkroppen. Derfor må hannen - enten
inden han går på damerov, eller efter at han har fanget hunnen - sørge for at overføre sæd fra
kønsåbningen og til et sekundært parringsorgan, der befinder sig længere fremme på undersiden af
bagkroppen. Her henter hunnen så sæden med sin egen kønsåbning, ved at bøje bagkroppen frem,
mens hannen bevarer grebet om hendes nakke.
Og alt dette foregår ofte, mens parret flyver i luften. De danner et parringshjul.
Dette hannens sekundære parringsorgan er meget snedigt indrettet. Hos de ægte guldsmede - altså
de store - består det bl.a. af et par oppustelige sække, som lige passer ind i hunnens sædgemmer.
Og parringen starter med, at hannen med disse sække sørger for at få skubbet eventuelt
tilstedeværende gammel sæd fra tidligere parringer godt og grundigt ind i disse sædgemmers
bageste kroge - så den er godt af vejen. Først derefter overfører hannen sin egen sæd.
Vandnymfer - de små guldsmede, der klapper vingerne sammen langs ryggen, når de sidder stille -
kan endog direkte fjerne andre hanners sæd ved hjælp af sindrige kroge på deres parringsorgan,
inden de skænker hunnen deres egen sæd.
Det faste greb om hunnens nakke bevares hos nogen arter længe. Også mens hunnen lægger sine
æg. På den måde er hannen helt sikker på, at han bliver far til ungerne.
Hunnen kan ellers hos nogle arter godt finde på at kravle helt ned under vandet for at lægge æggene
i undervandsplanter. Så må hannen enten følge med - eller han må hoppe af og så vente på, at hun
kommer op igen - for derefter atter at gribe fat i hende.
Alle hanner slipper dog deres partner ved aftenstide, så de kan slet ikke være med i konkurrencen
om den længste parring blandt insekter. Førerpladsen her indtages for tiden af en vandrende pind,
hvis han tilbringer 79 døgn på hunnens ryg.
Der overføres dog naturligvis ikke sæd i samtlige 79 døgn. Ifølge konkurrencereglerne for
marathonparringer er det nemlig tilstrækkeligt, at hannen befinder sig fast ovenpå hunnen hele
tiden. Han kan altså ikke indtage føde i de 79 døgn parringen varer.
Men det var guldsmedene vi kom fra.
Ud af guldsmedeæggene kommer der så guldsmedelarver - som egentlig ikke er rigtige larver.
Guldsmede er nemlig - som allerede nævnt - nogle temmelig oprindelige insekter. Og de har slet ikke
opfundet larver endnu.
Nej, guldsmedens vandlevende unger hedder korrekt “nymfer”. Det lyder bare så fjollet, når det er
vandnymfeunger, der er tale om - for så hedder de altså i virkeligheden “vandnymfenymfer”. Men
det er faktisk den korrekte betegnelse. Forvandlingen er nemlig ufuldstændig, hvilket betyder, at der
egentlig ikke er så voldsom en forskel på en guldsmedenymfe og en voksen guldsmed, som det
umiddelbart ud til. Det er hovedsageligt vingerne, der mangler hos nymferne, og de er blot pakket
sammen i et par små rygsække. Forvandlingen kræver derfor ikke noget puppestadium.
Det er meget let at få lejlighed til at overvære sådan en forvandling.
40