Her - Vestre Hus Børnenaturcenter

edderkoppehanner frivilligt går med til en lignende ordning. Men det er nu ikke så mystisk endda.
Den slags hænger nemlig sammen med hannens mulighed for at finde endnu en seksualpartner efter
den første. Samt eventuelt med hunnens ernæringssituation. Hvis hannens mulighed for at møde
endnu en hun er meget ringe, og hvis forholdene på andre måder er vanskelige, så kan det
undertiden direkte betale sig for hannen - rent afkomsmæssigt - at lade sig æde af hunnen. Dette
kan f.eks. være tilfældet i ørkenområder, hvor visse fugleedderkoppehanner må vandre adskillige
kilometer i deres søgen efter en mage; som så muligvis oven i købet viser sig at være så svært
underernæret, at hun næppe er i stand til at lægge et kuld æg, hvis hun ikke får lejlighed til at
indtage et godt måltid først.
Den slags er dog normalt ikke tilfældet for danske edderkopper.
Når jeg undertiden har præsenteret disse strategier for skolebørn, er det i øvrigt næsten sikkert, at
en del drenge finder det fuldstændig uhyrligt, at det altid er hanedderkoppen det går ud over, og at
han ikke i det mindste bider igen, så den formastelige hunedderkop også dør. Men det er forhåbentlig
synligt for enhver, at denne fremgangsmåde ikke ville være holdbar. En han der opfører sig på denne
måde, får slet ikke noget afkom - og så kunne han lige så godt være blevet hjemme og have lagt sig
til at dø med det samme.
Men lad os lige først kikke lidt på edderkoppernes indretning.
Alle edderkopper har fra naturens hånd otte ben, men kikker man nøjere på en edderkop, vil man
opdage, at der foran de egentlige ben sidder endnu et par mindre, benlignende vedhæng. Det er de
såkaldte pedipalper - og de fungerer hos hannerne som parringsorganer.
Før hannerne går ud på frierfødder, skal pedipalperne imidlertid lades med sæd. Dette udføres ved,
at hannerne bygger et lillebitte spind, hvorpå de anbringer en dråbe sæd - som de derefter
omhyggeligt suger op i pedipalpernes yderste led.
Disse led er ofte meget, meget kompliceret indrettet, og på mange kønsmodne edderkoppehanner
ligner de overfladisk nærmest et par store boksehandsker. Hvorfor de egentlig skal være så
komplicerede, er faktisk et åbent spørgsmål. Mit gæt er, at disse konstruktioner er det nuværende
resultat af et våbenkapløb mellem hunner og hanner, under hvilket hvert køn gennem lang tid har
udviklet kønsorganer, der bedst tjente dets strategi – hvorefter det andet køn evolutionært har
fundet modforholdsregler. Sådanne forløb kan være svære at rekonstruere efterfølgende. Vi ser blot
med undren det nuværende resultat.
Men når pedipalperne først er ladet, er edderkoppehannen klar til sit livs store udfordring.
Lad os nu se, hvordan et par konkrete arter klarer opgaven.
Korsedderkoppen
Med livet som indsats
Først en af vore rigtigt almindelige edderkoppearter: korsedderkoppen (Araneus diadematus). Det
er den, der laver de fleste af de nydelige hjulspind, som er så almindelige rundt om i haverne sidst
på sommeren. På det tidspunkt kræver det faktisk ikke ret megen tålmodighed at blive vidne til disse
dyrs nervepirrende parringsritual.
Hunedderkopperne er på den årstid tykke og kortbenede. De er nemlig fulde af æg.
(Englænderen Bristowe - en af de rigtig gode gamle naturhistorikere - oplyser at disse
hunedderkopper skulle smage aldeles fortrinligt – lidt hen af nødder - plukket direkte fra nettet. Selv
synes jeg nu mere de smager som tætpakket, fersk torskerogn).
Hannerne derimod er slanke og langbenede, og det er dem der opsøger hunedderkopperne i deres
spind.
34