Her - Vestre Hus Børnenaturcenter

Salamandre
Krævende dans
Tidligt om foråret er det er ikke svært at finde en dam med salamandre, som kan fanges og udsættes
i havebassinet. Den Lille vandsalamander (Triturus vulgaris) er ganske almindelig, og hvis man har
godt med vegetation i bassinet, skal salamandrene nok blive der så længe yngletiden varer. Siden
går de på land.
Selv om salamandre yngler i vandet ligesom frøerne, har de alligevel indre befrugtning. Det er også
det smarteste for begge parter, for der går unægtelig en masse sæd til spilde, når den bare pjaskes
frit ud i vandet - og det er ikke sikkert, at alle æg bliver befrugtet ved dette sløseri.
Salamandrene benytter et langt og kompliceret parringsritual.
Hannen anbringer sig foran hunnen og fremviser sin pragtfulde yngledragt - orangeplettet bugside
og kraftig rygkam - samtidig med at han vifter med halen foran hunnens snude.
Salamandre er forsynet med et sideliniesystem ligesom fisk. Dette er et kompliceret sanseapparat,
som gør dem i stand til meget tydeligt at mærke trykforskelle og dermed strømninger i vandet.
Og jeg kan da sagtens forestille mig, at det kan være vældigt seksuelt stimulerende både at se
hannen, mærke hans duft og samtidig blive strøget blidt ned langs siden af de strømninger han
frembringer med sin viftende hale. Hunnen stimulerer så tilbage ved at puffe blidt med snuden mod
hannens hale.
Dette forspil kan stå på meget længe. Det kulminerer – lidt antiklimatisk - med at hannen afsætter
en spermatofor på bassinbunden, og leder hunnen hen til den. Så holder hannen vejret – nånej, det
har han jo gjort hele tiden – og håber på at hunnen optager spermatoforen i kønsåbningen. Men det
gør hun sjældent første gang. Gør hun det ikke, fortsætter hele opvisningen, og hannen forsøger en
gang til. Anden gang er der større sandsynlighed for, at hunnen er villig, men det kan også godt være,
at hannen må fortsætte sin kurtisering endnu længere.
Men hvorfor skal det egentlig være så langsommeligt og besværligt?
Tja, men kan jo altid gætte.
For det første er der faren for bastardering. Forskellige arter salamandre benytter forskellige typer
parringsspil, så hvis magerne ikke tilhører samme art, vil de aldrig komme igennem hele ritualet. Og
det er selvfølgelig udmærket, da bastarder som regel er spild af arveanlæg.
For det andet er der formodentlig tale om en synkronisering af dyrenes ynglestemning. De ophidser
hinanden på deres egen koldblodede facon, så hunnen er klar til at optage spermatoforen, netop når
hannen har afgivet den - og ikke en halv time efter, hvor den er blevet ædt af en snegl.
Og endelig er der fra hunnens side utvivlsomt også tale om en vurdering af hannen. Er han
overhovedet god nok til mig? Er han udholdende? Kan han holde vejret igennem et langt
parringsritual? Kan han levere flere spermatoforer?
Det er vigtigt for hunnen kun at indlade sig på sex med de bedste hanner. Villige bejlere er der som
regel nok af.
Til sidst optager hunnen så spermatoforen i sin kloak ............
(Ja, undskyld. Det med kloakken er altså ikke noget jeg har fundet på. Jeg finder faktisk betegnelsen
temmelig respektløs. Men dyr, der benytter fælles udførselsgang for kønsprodukter og affaldsstoffer
siges altså at være i besiddelse af en kloak.)
.............. og kan så få befrugtet sine æg.
Hos flere salamanderarter har man imidlertid iagttaget, at andre hanner kan finde på at blande sig i
kurtiseringen på snedigste måde. Nogle hanner kan således finde på at trænge sig ind imellem de to
elskende og efterligne hunnens halepuf, så den anden han kommer til at afsætte sin spermatofor for
tidligt. Og så kan drillepinden endog finde på at anbringe sin egen spermatofor ovenpå.
48