Her - Vestre Hus Børnenaturcenter

Og hunmyggene har også nytte af deres lyd.
Når de vil parre sig opsøger de nemlig hannernes flokke, som står stille i luften på synlige steder. Og
når de flyver hen mod flokkene kan hannerne straks kende hunnerne af deres egen art på lyden, som
de registrerer med deres store buskede antenner og garanteret finder vildt sexet. Så i denne del af
myggelivet er det vigtigt at blive hørt.
Når myggehunnen så er befrugtet og har suget blod, opsøger hun et sted at lægge æggene - og det
er for mange arters vedkommende udtørrende vandpøle. Det kan måske synes som en underlig
lemfældig form for yngelpleje, for i tørre somre tørrer disse pøle ud før myggelarverne er færdige
med deres udvikling - og så dør de. Det glæder os andre, men det kan jo ikke være en fordel for
myggene. Men årsagen til at hunmyggene udvælger netop den slags vandhuller er formodentlig
alligevel sikkerhedshensyn. I de hentørrende vandpytter er der nemlig meget få
myggelarvespisende rovdyr.
Mitter er vi til gengæld heldigvis fri for i vores have, men de skal nu alligevel lige nævnes, fordi nogen
af dem udviser en ret bemærkelsesværdig parringsadfærd.
Mitter
Dræbende kys
Nogle mitter har blodsugende hunner, ligesom myg. Mitterne er bare langt mere generende end myg,
fordi de er meget små, kravler ind under tøjet og medfører særdeles ubehageligt kløende stik.
Andre mittearter er rovdyr og lever af andre insekter. Og somme har en uforlignelig parringsadfærd.
Hanmitter samles ligesom myg i store flokke, så hunnerne både kan se og høre dem på lang afstand.
Hunnerne opsøger så disse flokke, når de vil parres, flyver ind midt mellem alle hannerne, snupper
sig en enkelt - og flyver af sted med ham. Hunnen bortfører så den udvalgte han til en bekvem plads
på et blad eller lignende, hvor parringen kan foregå i ro og fred. Herefter stikker hun sin sugesnabel
gennem hans hoved og pumper ham fuld af nedbrydende fordøjelsesenzymer - hvorefter hun
begynder at suge ham ud. Under måltidet låser hannens parringsorgan sig imidlertid fast i hunnens
kønsåbning og sæden overføres - og når hunmitten har spist færdig, sidder parringsorganet stadig
låst fast og danner en effektiv prop, der forhindrer yderligere parringer.
Det kan lyde utroligt, at hannen således er i stand til at fortsætte og gennemføre en parring, mens
han er ved at blive opløst og udsuget. Men det kan altså sagtens lade sig gøre. Blandt knælerne -
som er nogle store insekter, der ikke findes herhjemme - er det ganske almindeligt, at hunnen æder
hannen fra hovedenden af, mens parringen foregår. Man har endog konstateret, at parringen
gennemføres bedst på denne måde.
Årsagen ligger i insekternes specielle nervesystem.
Dette består af en hovedhjerne - i hovedet (høhø) - som styrer forskellige funktioner der
hovedsageligt har med sanseapparatet at gøre; og så en række mindre hjerner ned gennem kroppen,
der styrer andre funktioner. Hovedhjernen hæmmer undertiden de andre hjerners funktioner - bl.a.
den hjerne der styrer parringen - så hanlige knælere fungerer faktisk bedst seksuelt, hvis de er fri for
hovedet.
Selv kom jeg engang - med skam at melde - til at fjerne hovedet på en hunstueflue, da jeg i et
øjebliks sommerirritation skød efter den med en elastik. SVUP - røg hovedet af fluen i et ualmindelig
rent snit. Hovedet sidder faktisk ikke ret godt fast på fluer. Det var derefter ganske interessant at se,
i hvor ringe grad denne decapitering afficerede fluen. Den travede blot videre, rensede sine vinger,
gned forbenene mod hinanden - og sandelig om ikke en tililende kavaler fandt denne forkortede
hunflue atråværdig nok til, at han besteg hende og parrede sig med hende.
28