Prisvindere 2008: Sangens År - Optakt

More documents

Recommendations

Info

1 · optakt · januar 2008 #01 Tættere på målet På café med prisvinderen Toke Møldrup Af Claus Johansen Han er energisk. Han læner sig frem over bordet, han ser mig lige ind i øjnene, han taler klart og tydeligt hen over larmen fra cappuccinomaskiner, raslende glas, idiotisk baggrundsmusik og hvinende kvindestemmer på en café i det inderste København en regnvåd vinterdag omkring kl. 15. Når han taler, bruger han sine hænder, hans overkrop taler med, øjnene er rolige og venlige, stemmen tydelig og lige tilpas i tempo. Her går spontanitet og kontrol hånd i hånd. Når jeg siger noget, hører han efter og prøver at forstå mig før han reagerer. Den mand er vant til at lytte og reagere på det han hører. Toke Møldrup er kammermusiker, regn med det. Pris i Bratislava Han er lige kommet hjem fra Den Europæiske Radiounions talentkonkurrence i Bratislava. Han kæmpede sig frem til finalen, endte med at spille Dvoraks cellokoncert med orkester foran et entusiastisk publikum, et kritisk dommerpanel og omkring 2 millioner europæiske radiolyttere. Ved prisoverrækkelsen var det endnu ikke gået op for ham at han havde vundet. Han troede at han skulle have tredjeprisen. Bifaldet var godt nok stort, men han ventede alligevel at det ville vokse yderligere når de to andre finalister skulle have deres priser. Men da det - som han siger - 12 kg tunge, grimme, men imponerende glastrofæ blev båret ind, gik det op for ham at han havde vundet. Toke er 27, bor i en billig lejlighed på Østerbro, holder af at løbetræne, drømmer om tid til maraton, har en kæreste som skal være sygeplejerske, og lever et næsten normalt københavnerliv. Men han skiller sig alligevel ud, for han spiller cello – i topklasse. Han var bare 15 da han blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, han fortsatte sine studier på konservatoriet i København, og hans debut i 2005 vakte opsigt. Siden da har han gjort sig yderst fordelagtigt bemærket, både som solist og som kammermusiker. Fra elev til jævnbyrdig Priserne er væltet ned over ham, og nu har han hjembragt nok et besynderligt trofæ. Hvad kan man bruge det til? Priser skaber opmærksomhed, og der følger skam også lidt penge med, men engagementerne kommer altså ikke væltende af den grund. Så foreløbig er alt nogenlunde som det var: Han underviser på konservatoriet hvor han selv gik, han spiller koncerter både her og i udlandet, og han tager af og til timer hos erfarne cellister. I Zagreb besøger han Valter Despalj som bl.a. kan noget med bueteknik. Mulighederne er mange, men hvor vigtig er undervisning for en færdiguddannet cellist? Toke tænker sig om og forklarer at det ikke drejer sig så meget om undervisning som om udveksling af idéer og inspiration. Lærerne er efterhånden holdt op med at give ordrer, nu er de begyndt at stille spørgsmål: ”Hvorfor vælger du denne frasering? ”Hvad tempo kunne du tænke dig?” De behandler ham som en kollega. Helst ikke noget fast Yndlingskoncerter? Jo da, de store cellokoncerter – der ligger en 5-6 lagret i hans hjerne som han nok ville kunne fyre af med få dages varsel. Yndlingskoncerten? Lige for tiden Dvoraks superromantiske cellokoncert, måske fordi den er så fuld af kammermusik. Orkesterarbejde? Ja gerne, men helst ikke noget fast. Toke kan i år opleves gennem tre forårsmåneder forrest i Sjællands Symfoniorkesters cellogruppe. Sådan en kontrakt giver penge og mulighed for mere undervisning og fordybelse, men han siger foreløbig nej tak til længere orkesterjobs. Før nytår var han i Brasilien for at spille ny musik, snart følger kvartetkoncerter i Tyskland med Paizokvartetten hvor han spiller kammermusik på internationalt niveau. De fire strygere kender efterhånden hinanden ud og ind, og det kan høres. Til sommer kan københavnerne også møde ham med cellosonater ved kammermusikfestivalen på Charlottenborg. Toke er langsomt på vej ind i den Toke Møldrup – Foto: Gorm Valentin eksklusive klub af danske strygere med internationalt ry. Talent er godt i den forbindelse, undervisning og konstant øvning er endnu bedre. Man skal have råstyrke, lidt held skader ikke, og så hører der oven i alt det andet en del papirarbejde til en international karriere. Administration er besværlig når man hellere vil spille, derfor har Toke fået sig en agent. Så venter vi bare på at telefonen ringer. Indtil da: Mere fordybelse. Ikke tid til tv Fjernsynet er blevet forvist til loftet. Skal man se film, skal det være for alvor, og de siger at man nu kan få Bunuels gamle film på dvd. Der ligger en del bøger som venter på at blive læst, men hvem har ro til at læse når lommebogen er fuld af prøver og koncerter, og der skal sættes 4-5 timer af til øvning hver dag. Det er faktisk lettest at slappe af på turneerne. Det fredeligste sted i verden er et hotelværelse når man er alene, og mobilen ellers lader være at ringe. Indtil for få år siden forsøgte han at efterligne og kopiere berømte cellister som Rostropovich eller Yo-Yo Ma. Nu er han i fuld gang med at blive sig selv. Dengang drejede det sig om at give lærerne og dommerne det de forventede og kunne acceptere, nu handler det om at finde sin egen fortolkning. Men det udelukker jo ikke at man af og til får lyst til at låne en god idé. Man hører en jævnt kedelig tysk kollega spille en cellokoncert helt almindeligt, og pludselig er der ti takter som lykkes for ham; hvorfor ikke kopiere sådan en detalje når den fungerer godt? Tidligere kopierede han så meget som muligt, men det er han gået væk fra. ”Meget er faldet på plads, jeg er kommet tættere på målet,” siger han, og ingen af os behøver at bore i hvad målet egentlig er. ”Det vigtigste lige nu er at være sig selv,” siger han. ”Man skal spille som den man er.” Hans entusiasme er ægte, og hans energi smitter. Han er en af dem som ikke taler med mad i munden, men under vores samtale, der mest er en monolog, har han næsten ubemærket spist en temmelig stor italiensk sandwich og drukket både en enkelt og en dobbelt cafe latte. Han er vant til at koordinere diskret og har let ved at komme i kontakt. Hans virkemidler er kammermusikalske: Ikke det mindste dominerende, men han får det som han vil have det - i al venskabelighed. ■
Oboist Andreas Fosdal og baryton Jens Søndergaard har fået en kvart million hver til studierne Af Nina Ørum Anne Marie Mortensens legat på 250.000 kr. uddeles en gang årligt til en ung musiker. Der er strenge krav til modtageren: Vedkommende skal være dansk statsborger og under 30 år, det unge talent skal desuden have aflagt diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) ”med et smukt resultat”, som det hed-der, og have afholdt en bemærkelsesværdig debutkoncert samme sted. Pengene gives til studier hos en anerkendt pædagog, som på forhånd har indvilget i at undervise legatmodtageren. På grund af de strenge betingelser blev legatet ikke uddelt sidste år. I år er der til gengæld to unge musikere, der er blevet 250.000 kroner rigere. Nemlig oboisten Andreas Fosdal og barytonen Jens Søndergaard, som debuterede fra DKDM i henholdsvis 2005 og 2006. Optakt har talt med de to legatmodtagere. Andreas Fosdal Hvornår og hvorfor begyndte du at spille obo? Min far var hornist i DR Radiosymfoniorkestret. Han tog mig tit med til prøver og koncerter, og allerede da jeg var fire år, var jeg sikker på, at jeg ville spille obo. Jeg var - og er stadig - så fascineret af solooboist Bjørn Carl Nielsens klang. Han får om nogen det sangbare og varme frem i instrumentet. Så når det jo ind og rammer nogle følelser. Jeg begyndte at få oboundervisning, da jeg var ni år og var blevet så stor, at jeg kunne håndtere instrumentet, Før spillede jeg violin, klaver og trompet, men det tiltalte mig slet ikke. Altid har jeg været sikker på, at jeg ville musiker. Efter 9. klasse overvejede jeg at søge ind på konservatoriet, Men mine forældre og jeg blev enige om, at det var sundt også lige at få noget ind mellem ørerne. Så jeg blev student, og så søgte jeg ind. Hvilket værk holder du mest af at spille? Jeg har ikke nogen værker, som jeg sådan vender tilbage til igen og igen. Der findes jo ikke det store udvalg af obokoncerter. Men som solooboist i Sjællands Symfoniorkester elsker jeg, når vi spiller Brahms Violinkoncert, fordi den rummer en kæmpe obo-solo. Men ellers må jeg sige, at den bedste musik er efter min mening slet ikke skrevet for obo. Jeg holder meget mere af værker som Schuberts Winterreise (sangcyklus, red), og Beethovens seneste strygekvartetter. Din karriere lige nu og i fremtiden? Ja, jeg sidder jo som solooboist i Sjællands Symfoniorkester, jeg er med i Athelas Sinfonietta og spiller også en del ved siden af de to ensembler. Og egentlig går jeg ikke og drømmer om den store karriere som solist. Den bedste obomusik spilles jo primært i et orkester. Ind imellem hører jeg cd’er, hvor en oboist har samlet alle mulige og umulige, ukendte obokoncerter for at fylde cd’en. Og så forstår man altså godt, hvorfor man ikke lige kender så mange af værkerne - de er det ikke værd. Længe har jeg gået og tænkt på, at jeg på sigt gerne vil være dirigent. Men så er det jo godt at have erfaring med at sidde i et orkester. Jeg har nok lyst til at styre lidt mere, end jeg har mulighed for nu. Som orkestermusiker er der ikke plads til alle ens musikalske ideer, man er nødt til at rette ind efter de andre og efter dirigenten. Hvad har det betydet at modtage Anne Marie Mortensens Legat? Som orkestermusiker er det svært at finansiere rejser til udlandet og løn til gode lærere. Det har jeg pludselig fået mulighed for nu. Jeg regner med at tage nogle timer hos Albrecht Mayer, solooboist i Berlinerfilharmonikerne. Ham har jeg spillet for før. Desuden finder jeg mere og mere ud af, at det er vigtigt og meget givende at opsøge andre musikere end oboister. Jeg skal jo ikke undervises så meget teknisk mere, men jeg vil gerne blive ved med at udvikle mig musikalsk. Og her kan det være rigtig fint at spille for en violinist eller en anden musiker, som ikke kender oboens begrænsninger - ikke ved, hvad der er svært og næsten umuligt på mit instrument - men som bare kommer med forslag til den musikalske fortolkning. Det rykker mig virkelig, kan jeg mærke. Hvor kan man høre dig de næste måneder? I Sjællands Symfoniorkester spiller vi bl.a. en koncert 30. og 31. januar med Carl Nielsens 5. Symfoni og Beethovens Klaverkoncert nr. 4. Som solist spiller jeg Bachs Dobbeltkoncert sammen med Druen (DR Ungdoms Ensemblet, red.) og Morten Ryelund den 31. marts og 2. april i henholdsvis Mantziusgården i Birkerød og i Dronningesalen i København. Jens Søndergaard Hvornår og hvorfor begyndte du at synge? Da jeg var 10 år, begyndte jeg i Herning Kirkes Drengekor under ledelse af Mads Bille. Det var virkelig lærerigt. Her blev jeg præsenteret for den klassiske musik, som skolernes almindelige musikundervisning jo går rimelig let henover. Jeg fik også en helt grundlæggende opdragelse i, hvordan stemmen fungerer i klassisk sang og fik en interesse for det. Og så oplevede jeg et fantastisk kammeratskab. Til at begynde med var det mest mine forældre, der syntes, at det var interessant med drengekor. Min far tog mig med til en koncert, og så var jeg også solgt. Da min stemme gik i overgang, måtte jeg holde pause. For mit vedkommende tog det temmelig lang tid. Men i gymnasiet begyndte jeg at synge igen og medvirkede i et par musicals, og her fandt jeg ud af, at jeg ville fortsætte med at synge. Jeg havde nemt ved det, og det føltes rigtigt. Hvem er dine forbilleder? Åh, jeg har mange. Der er f.eks. en gammel italiener, Tito Gobbi (1913- 1984, red.). Jeg er meget fascineret af, hvordan han arbejder dramatisk. Han forstår virkelig at give teksterne betydning, når han synger. Af samme januar 2008 #01 · optakt · 1 … og endnu et par legatmodtagere årsag beundrer jeg også den walisiske baryton Bryn Terfel. Hvilket værk holder du mest af at synge? Som regel holder jeg mest af det værk, jeg er i gang med. Når du spørger mig i dag, kommer jeg først til at tænke på Bachs Juleoratorium, for det har jeg lige sunget ved koncerter i Viborg og Silkeborg. Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg holder af Bach. Din karriere lige nu? Jeg er næsten lige kommet tilbage til Danmark efter tre år i Tyskland, på Das Deutsche Nationaltheater i Weimar. Her i efteråret medvirkede jeg i Verdis Rigoletto på Den Jyske Opera, og jeg har forskellige engagementer i 2008. Men ellers står jeg egentlig et sted i livet, hvor jeg glæder mig til at videreuddanne mig. Jeg har været ude og få en masse erfaring - jeg har fundet ud af, hvad jeg mangler. Nu skal jeg finde mennesker, som kan hjælpe mig med at udvikle mig yderligere. Jeg har det nok lidt som en sportsudøver - jeg vil gerne hæve mit bundniveau og blive endnu mere stabil i mine præstationer. Hvad har det betydet at modtage Anne Marie Mortensens Legat? Det giver mig mulighed for at søge den allerbedste hjælp til min udvikling. Jeg kan møde de allerbedste lærere og rejse ud for at knytte nye kontakter. Som sanger er det utrolig vigtigt hele tiden at møde nye mennesker, som kan give dig et eller andet. Legatet skal bl.a. bruges til timer hos den engelske sangcoach Fiona McSherry. Hvor kan man høre dig de næste måneder? I januar og februar har jeg en lille rolle i Monteverdis Poppeas Kroning på Det Kongelige Teater. I marts medvirker jeg i en opførelse af Bachs hmol messe. Og i september synger jeg Papageno i Tryllefløjten på Den Jyske Opera. ■
Page 1 and 2: JANUAR 2008 #01 5 Husmor og komponi
Page 3 and 4: januar 2008 #01 · optakt · Du bru
Page 5 and 6: I borgerskabets kulturelle Københa
Page 7 and 8: CD KVINDELIGE DANSKE KOMPONISTER P
Page 9 and 10: halve land kræver effektivitet. S
Page 11 and 12: ■ hOLLÆNDEREN LÆGGER TIL KAJ I
Page 13 and 14: Hornist Jeppe Rasmussen fra Sønder
Page 15 and 16: glemmer hertugen ofte hans løn. B
Page 17: dygtig fortæller, både på sin ko
Page 21 and 22: CD KVINDER SyNGER Den tjekkiske mez
Page 23 and 24: DVD Omvendt maskespil Carl Nielsens
Page 25 and 26: Januar 2008 Nordjylland En halv tim
Page 27 and 28: Nytårskoncert. Odense Symfoniorkes
Page 29 and 30: Jacob Kullberg og Per Nørgård Dia
Page 31 and 32: Lucio Silla. Det Kongelige Teaters

Prisvindere 2008: Sangens År - Optakt

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?