Prisvindere 2008: Sangens År - Optakt

More documents

Recommendations

Info

· optakt · januar 2008 #01 CD MINIMALISME I øST OG VEST Enkle midler til enkle budskaber er holdningen hos den lettiske komponist Peteris Vasks. En bøn til Herren om fred kan siges med ordene ”Dona nobis pacem” og behøver heller ikke meget mere end tre akkorder og tre meloditoner. Vasks er præstesøn, født 1946, og vokset op i en sovjetstat hvor man skulle kæmpe for at få lov til at tro. De sidste knap 20 år har han kunnet tale frit, og i sin kirkemusik gør han det i minimalistisk stil. Dona nobis pacem har ikke uden grund været indspillet flere gange allerede. Det er et meget virkningsfuldt værk der folder sig smukt og organisk ud i løbet af sine 16 minutter, formet som én stor opspænding og afspænding. Cd’ens største værk, Missa, viser desværre at den enkelhed som er betagende og holdbar i Dona nobis pacem, kan blive irriterende. Der er ganske vist tydelige forskelle på messens fem led, men materialet og klangverdenen er meget ensartet, og Vasks’ karakteriseringer helt traditionelle: En desperat Kyrie eleison (Herre, forbarm dig), en kraftfuld Gloria (Ære være Gud i det høje) og en fredfyldt Agnus Dei (Guds lam). Mest original er Sanctus-satsen, som skinner af baltisk folkemusik og glade englebasser. Vasks binder ikke sin musik op på et selvpinerisk system som sin ældre kollega Arvo Pärt fra Estland. Styrken i Vasks’ musik kommer fra dens dynamiske volumen og de lidenskabeligt voksende melodier. Det er korstogsmusik der går til kamp for harmonien ved at bruge velklang som våben - og ved at hægte sig på den århundredgamle brug af treklangen som symbol på den hellige treenighed. Cd’ens lettiske radiokor er i verdensklasse og synger absolut strålende. Men Vasks’ vej inden for den berømte baltiske modernisme fører næppe meget længere. Enkelheden i hans musik er ikke resultatet af en søgen, men snarere en udelukkelse af spørgsmål. Det er “folke-minimalisme”: For lidt og for meget på samme tid. Helt historisk er det at lytte til en ny cd med et af de værker der kickstartede den amerikanske afart af minimalismen, Steve Reichs Piano Phase fra 1967. Stykket består af små moduler der repeteres igen og igen af to klaverer. Undervejs forskubber instrumenterne sig rytmisk fra hinanden i bittesmå skridt. Processen fører til at musikken som et optisk bedrag skiftevis er i hak og blafrer og skurrer. En slags ekstrem kanon der ruller derudaf på samme grundtone og med samme puls i et kvarter. Et benhårdt eksperiment. Næsten 20 år senere havde Reichs musik fået flere farver som blomstrer op i cd’ens største værk, Sextet, fra 1984. Et værk på en halv time, domineret af marimbaer og vibrafoner der skifter tempo fem gange som en bil skifter gear. Reichs udfordringer kræver koncentration af lytteren, men uendeligt meget mere af musikerne. The London Steve Reich Ensemble har ikke gjort andet end at tilføje navnet på deres by til det band Steve Reich selv spillede i. De unge musikere kunne næsten være hans børnebørn, men de har en fabelagtig dedikation og et lækkert, menneskeligt swing. Deres debut-cd er et godt sted at hoppe ud i musikkens skelsættende rytmiske orgier. jc Peteris Vasks Letlands Radiokor & Sinfonietta Riga Dirigent: Sigvards Klava Ondine ODE 1106-2 Steve Reich The London Steve Reich Ensemble CPO 777 337-2 5. Masterclass i Unge Stemmer Den Jyske Sangskole, Herning fredag den 7. marts til søndag den 9.marts 2008 VIDENCENTER FOR UNGE STEMMER www.ungestemmer.dk
DVD Omvendt maskespil Carl Nielsens opera Maskarade fyldte 100 år i 2006. Man fejrede den med en jubilæumsopsætning i det nye operahus og efterlod den gamle luvslidte opsætning på Kongens Nytorv. Desuden var partituret i mellemtiden blevet nyudgivet og ført tilbage til originalen. Musikalsk set var der altså mulighed for at komme helt tæt på Nielsens oprindelige idéer, men paradoksalt valgte man at lave en iscenesættelse, som river sig fuldstændig løs fra operaens manuskript. Den kan nu ses på en flot dvd fra Dacapo. Maskarade er en komedie bygget på Holbergs 1700-tals univers med tjenestefolkene Henrik og Pernille, den unge herre Leander, den gnavne Jeronimus og hans trivelige kone Magdelone. Carl Nielsen fik litteraturforskeren Vilhelm Andersen til at skrive teksten, som blev en ret bizar efterligning i overdreven Holberg-stil på 150 års afstand. Med Kasper Bech Holtens opsætning i 2006 blev der lagt et tredje lag på, for han lader operaen udspille sig i nutiden. Det er i det hele taget en omvendt Maskarade. I den nye opsætning bærer personerne hæmmende masker til hverdag, men smider dem til karnevallet, hvor de endelig kan få lov til at stå ved deres indre kriger, handyr, lolita eller dominatrice. I modsætning til Carl Nielsens original ender forestillingen med at personerne får deres kedelige hverdagsmaske på igen, når ballet slutter. En skarp men bæredygtig pointe – et coup de théatre hed det på Holbergs tid. Ligesom sine figurer er også instruktøren Kasper Bech Holten sig selv nær, når han flipper ud. Jo mindre autoritetstro desto bedre går det. De fleste af indfaldene giver dog kun mening, hvis man på forhånd kender den original, Holten spiller bold op af. Den traditionelle opfattelse af Maskarade er, at operaens 1. akt er bedst, og så går det ned af bakke. Det gælder ikke her, hvor 1. akt er delvist meningsløs, 2. akt interessant mystificerende og 3. akt en virtuos håndtering af de forvirrende enkeltscener mellem mand og kvinde, der opstår i løbet af maskeradens kaos. Forestillingen har fremragende sangere, allerbedst Niels Jørgen Riis, der må To meget forskellige bud på en klassisk musikdvd Der sidder en gruppe mennesker på en delikat og moderne restaurant. Nogle venter, nogle er på vej til at gå, nogen ankommer alene, nogen venter alene. Man aner konflikterne, de bortvendte ansigter, de pludselige rasende bevægelser, fortvivlelsen bag det nydelige ydre, når den anden ser væk. På lydsiden er det Monteverdis fjerde madrigalbog, en verdslig tekst fyldt til randen af skønhed og kærlighedssmerte. Polyfon musik med mange stemmer, men iscenesat så at hver sanger er parret med en skuespiller. Skuespilleren er den tavse modtager, den der bliver talt til. Skuespillet er gennemført, men minimalistisk, der er ingen slagsmål, men afstand og mennesker, der stille lukker en dør. Koret – I Fagiolini – har opført madrigalerne sådan på scenen rundt om i verden. Placeret væk fra hinanden og i samspil med skuespillere. Nu er det lavet til en musik-dvd. Den er vellykket, fordi den bygger på den musikalske ide, at dramaet handler om ensomhed og afsked, selvom det bliver sunget af mange stemmer sammen. Der er rigeligt med lovlig lækre boliger, kvalitetsbeklædning og polerede krystalglas, men det giver også billedsiden en ensartet diskretion, som ikke overdøver musikken. Det er en hel anden billedverden, man møder i Haydns Skabelsen med Academy of Ancient Music og solisterne Emma Kirkby, Anthony Rolfe Johnson og Michael George dirigeret af Christopher Hogwood. Musikken og fremførelsen er fornem, lydefri og betagende. Billedsiden er derimod ikke blevet til en særlig sammenhængende fortælling eller dialog med værket om, hvordan Gud skabte verden. Den er stukket sammen af tre hovedingredienser; realoptagelser fra opførelsen i Gloucester Cathedral, hvor kameraene dvæler ved søjler, glasmalerier, orkester, kor og solister, som jævnligt får indkopieret stjernetåger og anden astronomi bag sig. Tilsæt dertil et udvalg af engelsk billedkunst, fx Turner og William Blake. Og så massevis af naturfilm. Zebraer, vandfald, lavastrømme, fisk og fjerkræ, kryb og kvæg. De fleste af os ser levende billeder næsten hver dag. Og derfor har vi ubarmhjertigt meget at sammenligne med. Koncertoptagelsen er fra 1990 og det ses. Bedre linser og flere og mere bevægelige kameraer har overtaget siden da. Skabelsen er et langt værk, og når man for tredje gang ser den samme due i slowmotion og for anden gang ser græsset gro i superhurtig optagelse, gribes januar 2008 #01 · optakt · være den mest velsyngende Leander i operaens historie, og Susanne Resmark som Magdelone. Stephen Milling skaber en fantastisk stumfilmskarakter ud af Jeronimus, og hans stunt i sidste akt, hvor han vælter ned i orkestergraven og kravler ud blandt publikum med sit skummende ølkrus, må give ham udvidede beføjelser i fremtiden! Dvd’en er indbydende produceret med godt ekstramateriale, bl.a. en dokumentarfilm om vejen mod premieren og præcise, indsigtsfulde introduktioner til musikken, spontant fortalt af Michael Schønwandt. Maskarade har hidtil undgået nyfortolkninger, og denne opsætning ville nok ikke virke så abrupt, hvis der havde været lavet alternative produktioner de sidste 20-30 år. Nu er det take it or leave it: En dansk-sproget Maskarade på dvd er lig med dette omvendte maskespil, der bevidst skaber en afgrund mellem den sungne handling og den sceniske fremstilling. En distancerende oplevelse helt for sig selv. jc Carl Nielsen: Maskarade Johan Reuter (henrik), hanne Fischer (Pernille), Niels Jørgen Riis (Leander), Gisella Stille (Leonora), Stephen Milling (Jeronimus), Susanne Resmark (Magdelone) m.fl. Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor, Dirigent: Michael Schønwandt Instruktion: Kasper Bech holten - Dacapo 2.110407 Vil man hellere nøjes med lyden af Maskarade, findes der tre forskellige indspilninger på cd, alle med DR Radiosymfoniorkestret: En tjekket, men umorsom indspilning dirigeret af Ulf Schirmer (Decca 475 214-2), en mere traditionel udgave med Ib Hansen som Jeronimus, dirigeret af John Frandsen (Dacapo 6.220507-08) og en interessant historisk - og forkortet - version fra 1954 (Danacord DACOCD 357-59), dirigeret af Launy Grøndahl, der kendte Carl Nielsen. man af rastløshed. Og når man kommer til strofen: And God created great whales og bliver præsenteret for et Greenpeace-fraklip med en muntert springende spækhugger, giver man op. Det er indlysende, at den klassiske musik ikke skal holde sig tilbage fra de levende billeder som udtryksmiddel, især ikke når det drejer sig om musikdramatik. Men det er den rytmiske musik, der er blodsbeslægtet med musikvideoen, med den raffinerede og fabulerende billedside, med lys og sceneshow. Derfor kan man gå galt, meget galt, i byen, når man sætter billeder på den klassiske musik. For også mennesker, der hører klassisk musik, kan aflæse billedkoder og kende forskel på en gennemarbejdet produktion båret af en idé og et sammenstukket sammensurium af standardbilleder fra billedarkiverne. mj The full Monteverdi A film by John La Bouchardière Monteverdi’s Fourth Book of Madrigals Featuring: I Fagiolini Naxos 2.110224 haydn: The Creation Kirkby, Rolfe Johnson, George. The Choir of New College, Oxford. The Academy of Ancient Music Orchestra & Chorus. Christopher Editions. Editiond de l’Oiseau – Lyre 0t1 1269
Page 1 and 2: JANUAR 2008 #01 5 Husmor og komponi
Page 3 and 4: januar 2008 #01 · optakt · Du bru
Page 5 and 6: I borgerskabets kulturelle Københa
Page 7 and 8: CD KVINDELIGE DANSKE KOMPONISTER P
Page 9 and 10: halve land kræver effektivitet. S
Page 11 and 12: ■ hOLLÆNDEREN LÆGGER TIL KAJ I
Page 13 and 14: Hornist Jeppe Rasmussen fra Sønder
Page 15 and 16: glemmer hertugen ofte hans løn. B
Page 17 and 18: dygtig fortæller, både på sin ko
Page 19 and 20: Oboist Andreas Fosdal og baryton Je
Page 21: CD KVINDER SyNGER Den tjekkiske mez
Page 25 and 26: Januar 2008 Nordjylland En halv tim
Page 27 and 28: Nytårskoncert. Odense Symfoniorkes
Page 29 and 30: Jacob Kullberg og Per Nørgård Dia
Page 31 and 32: Lucio Silla. Det Kongelige Teaters

Prisvindere 2008: Sangens År - Optakt

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?