Familiesammen- føring i Århus Mange slags Messias - Optakt

adskillige fine værker at gå løs på, så
Lars har skaffet tegninger og fået
fremstillet sin egen baryton.
Bue-guitaren
Men meningen var, at vi skulle tale lidt
om et instrument, som næsten ikke
findes. Det blev opfundet omkring
1820. Det gik af brug kort tid efter, og
det bliver kun husket på grund af et
eneste stykke musik. I dag kalder de
fleste instrumentet en arpeggione,
men da det kom frem i 1820’erne
kaldte man det guitar-violoncel, bueguitar
eller guitar d’amore. Sådan ser
den også ud. Et kærligt, rent og smukt
instrument, harmonisk i formerne, og
det ligner faktisk et velment genteknologisk
forsøg på at parre en cello og
en guitar. Man holder instrumentet
mellem benene ligesom en cello, men
der er bånd, så man lettere rammer de
rig-tige steder på strengene som på en
guitar. Den har seks strenge, og man
kan selvfølgelig knipse som på guitar,
men normalt stryger man den med en
bue, forklarer Lars. Omfanget er ret
stort.
Så viser han hvordan. Tonen fra
før kommer igen. Her tæt på er den
fri for celloens kraft, og den lyser
mere. De gamle mente, at den mindede
om lyden fra blæseinstrumenterne,
og det er der noget om, den
synger, og den er poetisk og ren. Lars
og hans instrument arbejder sig helt
op i det højeste leje, hvor arpeggionen
klinger klart og frit. Det, der som
regel kun kommer med besvær på en
cello, smutter ud helt af sig selv – i
det mindste når Lars spiller.
En nøjagtig kopi
Oppe i Nivå sidder en mand med et
instrument, som er gået helt af brug.
Han har skaffet sig nøjagtige tegninger
af et eksemplar, som opbevares på
et museum i Berlin. Han har fået sin
ven instrumentbyggeren Robert
Knudsen i Bjerringbro til at lave en så
CD
godt som nøjagtig kopi. Og han har
stille og roligt lært sig selv at spille på
den. Men hvorfor?
Svaret kommer aldrig rigtigt,
sagen er vel bare, at han ikke kan lade
være. Det skal prøves ligesom det med
violonen og wienerbassen og barytonen.
Jeg skal lige til at spørge, hvad
sådan noget egentlig koster, men det
føles så upassende. Og helt ærligt,
hvad er den slags beløb i forhold til
det, en fiskeskipper investerer i sit
erhverv? Lars antyder, at det faktisk
ikke var slemt. Instrumentbyggeren
Robert så det som en udfordring, og
han lærte jo også noget af arbejdet.
Schuberts sonate
Hvad man spiller på en arpeggione? Ja
i orkester fungerer den slet ikke, klangen
er for lille. Kammermusik er der
ikke noget af, så egentlig må man
arrangere stykker, der er skrevet for
andre instrumenter. Lars er i gang med
at indrette blæsersonater og cellostykker
fra begyndelsen af 1800-tallet
og ellers? Ja han har da talt med komponisten
Bo Holten om at få skrevet
noget ny musik. Så er der nogle oprindelige
øvelsesstykker fra 1820’erne
og et par småstykker med guitar fra
samme tid. Men grunden til, at man
anskaffer sig sådan en hybrid er et
eneste stykke musik af Franz Schubert
som i 1824 på bestilling skrev sin
arpeggione-sonate i tre satser. Den
forsvandt og dukkede først op længe
efter komponistens død. Det er et af
Schuberts fineste værker, fuld af glæde,
vemod og gode melodier. I vore dage er
den blevet obligatorisk stof for alle
cellister, andre spiller den på bratsch
eller violin, nogle har forsøgt at spille
den på fløjte eller klarinet. Men næ-
sten ingen opfører den på det forsvundne
instrument, den faktisk er
skrevet for. Altså bortset fra Lars og et
par udenlandske kolleger. Han spiller
lidt for mig, jeg kender musikken i
versionen for cello, men det er første
Arpeggione: Vil man høre Schuberts Arpeggione-sonate, har to idealistiske
tyskere fået bygget hver deres arpeggione for at spille sonaten på den
oprindelige måde. Cd’erne kan fidnes på nettet, hvis man gerne vil høre
lyden fra fortiden. Gerhart Darmstadt (Cavalli Records CCD 242) er den ene,
Alfred Lessing (Ars FCD 368 392) den anden.
Cello: Der er ikke mange cellosonater fra romantikken, så cellister kaster sig
gerne over Arpeggione-sonaten, selv om en cello kun har fire strenge og
ikke seks. To cellister, der gør det godt, er Maria Kliegel (Naxos 8.550654) og
den gamle mester Leonard Rose (Sony SMK89749).
Kontrabas: Et af bassisternes yndlingsstykker – de har ikke så mange
originale mesterværker at øve sig på. Tyskeren Michael Rieber har lavet en
rost indspilning.(Bayer Records BR 100 353).
Bratsch: Bratschen er måske det instrument, der kommer nærmest lyden af en
arpeggione. Ikke før mørk, ikke for lys, ikke så fyldig som en cello. Indspilningen
med Nobuko Imai og Roger Vignoles er uhyre delikat (Chandos CHAN 8664).
Violin: Nu er man en oktav højere oppe og klangligt et godt stykke fra lyden
af en arpeggione, men violinisten Gil Shaham rammer sonatens intime
udtryk, og det forstærkes af, at han bliver akkompagneret på guitar.
(Deutsche Grammophon 471 568-2)
gang, jeg hører de svære passager, der
virker mere naturlige på det rigtige
instrument. Alt det lumre sentimentale
er væk, og de høje toner kommer
af sig selv, uden at det gør spor ondt.
Han henter dem lige ud af instrumentet
som en naturlig ting.
Koncert
Den 6. april skal Lars Baunkilde sammen
med pianisten Merete Westergaard
opføre Schuberts arpeggione-
december 2007 #02 · optakt · 11
sonate på Musikhistorisk Museum.
De har allerede haft den første prøve,
og de er begge begejstrede over den
genfundne lyd fra 1820’ernes Wien.
Jeg skal videre, men Lars og
fotografen skal lige lave et par
billeder, så jeg lukker mig selv ud i
novemberkulden og hører igen den
fortryllende lyd gennem den lukkede
dør. Arpeggionen er tilbage. Den bor i
Nivå og er tilsyneladende havnet i de
rigtige hænder – heldigvis. ■
Guitar: En guitar har seks strenge i samme stemning som en arpeggione –
til gengæld kan man ikke stryge på den med bue. Guitaristen John Williams
har indspillet en version, hvor et strygeorkester erstatter klaveret, og
hurtige tempi kompenserer for, at guitartonerne ikke kan holdes så længe.
(Sony SK 63385). The English Guitar Quartet ordner sagen ved at fordele
de to stemmer på fire guitarer (Saydisc CD-SDL 379).
Fløjte: Solofløjtenist Toke Lund-Christiansen indspillede i 1989 Arpeggione-sonaten
på en sjælden Flute d’amour, der har et par ekstra dybe
toner i bunden, så det dybe A i denne a-mol sonate kan frembringes.
(Kontrapunkt 32024)
Klarinet: Klarinetter har det med at stjæle repertoire hos bratscher og
celloer. Der er dog ikke så mange klarinettister, der har forsøgt sig med
Arpeggione-sonaten, men den engelske klarinet-veteran, Gervase de Peyer,
har. (Chandos 8506)
Trækbasun: Nemlig ja, trækbasun. Den svenske basunist Christian Lindberg
har altid haft et stort behov for at afprøve sin virtuositet på værker,
der er skrevet for helt andre instrumenter. The Criminal Trombone (BIS-
CD328)