Familiesammen- føring i Århus Mange slags Messias - Optakt

0 · optakt · december 2007 #02
CD
Nye cd’er, Optakt december
SIBELIUS KOMpLET
Gennem 20 år har det svenske pladeselskab BIS udgivet hver en tone, Sibelius
har skrevet, og som sløjfe på projektet udkommer cd’erne nu i en sammenhængende,
systematisk form. Når hele serien med 13 bokse står komplet om et
par år, vil æskernes rygge stave J-E-A-N-S-I-B-E-L-I-U-S som den klassiske
musiksvar på en komplet samling Jumbo-bøger.
Indsatsen er i rent ud sagt videnskabelig klasse. Her er rub og stub: Kendte
værker, ukendte værker, halve og kvarte værker, revisioner, bearbejdninger og
studenteropgaver, som Sibelius i sin alderdom sikkert ingen erindring havde
om.
Det, man oplever gennem sådan et totalt overblik, er mere end summen af
de enkelte værker. Man får Sibelius’ tanker ind under huden ved at høre ham
formulere sig på så mange forskellige måder. Og hvilken raptus har den mand
ikke befundet sig i! Sibelius er en hvirvelvind af inspiration. Mængden af
indfald er enorm, og de åbne døre mod alle verdenshjørner skaber musik af
fantastisk udsyn.
Foreløbig er de to første æsker udkommet. Boks 1 indeholder Sibelius’
tonedigte for orkester, bl.a. de populære værker Finlandia og Svanen fra
Tuonela. De fleste stykker dirigeres af Osmo Vänskä, der har været en nøgleperson
i projektet. Vänskä får Lahti Symfoniorkester til at spille med forrygende
gejst og stil, som om de vil benytte lejligheden til at sætte ny standard for,
hvordan Sibelius lyder. Dramatiske temposkift og overvældende dynamik
fjerner alt, hvad der måtte klæbe af støvgrå nuancer til musikken, og tilbage
står visioner af uhyggelig skarphed. Scenerne fra dødsriget i den store
Lemminkäinen Suite giver gåsehud!
Boks nr. 2 er med kammermusik, især ungdomsværker for strygekvartet.
Der er 117 forskellige satser, den korteste er på 10 sekunder og er faktisk rigtig
god. Det kendteste stykke er kvartetten med det højpandede navn Voces
Intimae (”Intime stemmer”), et modent værk af samme kaliber som symfonierne.
Andre højdepunkter er Andante festivo (der klinger af paradis, men som
blev skrevet til et el-værks jubilæum) og en strygekvartet i a-mol, der har
sødme og selvtillid. De fire unge kvinder i Tempera Kvartetten spiller fremragende;
de har vovemod og indsigt og en passende grad af maskulin rastløshed.
Islands Symfoniorkester er et respekteret pladeorkester, og plademærket
Naxos har samlet orkestrets indspilninger af de syv symfonier i en æske.
Chefdirigenten er finnen Petri Sakari, som præsenterer musikken hurtigt og
spontant. Orkestret har en diskantrig klang, som understreger fortolkningernes
lyse karakter. Men hvor er smerten, vreden, angsten, der som hos
Ingmar Bergman ligger som en grundtone under det meste? Bedst lykkes
Sakari med den sejrssikre 2. Symfoni og den 6. Symfoni, hvis flygtige atmosfære
pisker afsted i overraskende fart. Til gengæld er der for lidt patos i den 1.
Symfonis fædrelandsmareridt, og den kosmiske indledning til 5. Symfoni
bliver ærgerligt hverdagsagtig.
Det islandske orkester er ikke bange af sig og har gode blæsere, men
mangler vægt og et par håndfulde violinister. Selv om boksen sælges til
lavpris, er der alternativer, f.eks. Helsinki Filharmonikernes sæt dirigeret af
veteranen Paavo Berglund (udgivet af EMI), hvor nådesløsheden virkelig
kommer til orde. De islandske indspilninger er til døgnets lyse timer. jc
Sibelius Edition vol. 1: Tonedigte
Lahti Symfoniorkester & Osmo Vänskä
Göteborg Symfoniorkester & Neeme Järvi
BIS-CD-1900/02 (5 cd’er)
Sibelius Edition vol. 2: Kammermusik I
Tempera Kvartetten
Jaakko Kuusisto, violin, Marko ylönen, cello,
Folke Gräsbek, klaver m.fl.
BIS-CD-1903/05 (6 cd’er)
Sibelius: De syv symfonier
Islands Symfoniorkester & petri Sakari
Naxos 8.504039 (4 cd’er)
BEEThOVEN: VIOLINKONCERT & KREUTZER-SONATEN
To unge violinstjerner har fået samme idé, nemlig at indspille Beethovens
Violinkoncert og hans store Kreutzer-sonate. Kreutzer-sonaten er i form og
udstyr faktisk en ”Violinkoncert nr. 2” med klaverakkompagnement, og hørt
på den måde er de to værker virkelig et fascinerende par. Det samme er de to
cd’er, der er fremragende på hver deres måde.
Den russiske violinist Vadim Repin lanceres som genfødt i sin første cd for
Deutsche Grammophon, Beethoven-plademærket over dem alle. Den får alt
hvad den kan trække, og intet mindre, end den dyreste dirigent, den sjældneste
akkompagnatør og det fineste orkester kan gøre det. Der er noget
altmodisch ved Repins fortolkninger, som læner sig kraftigt op ad gamle
konventioner, men gør det smukkere end noget, jeg kan komme i tanke om.
Beethoven er Gud, og Vadim Repin hans profet. Det er en ceremoniel
fortolkning af Violinkoncerten, gennemført med ekstrem forfinelse af alle
involverede.
På den anden cd hører man Isabelle Faust, en af Tysklands største
musikere, der underligt nok er temmelig ukendt herhjemme. Hun spiller med
et tjekkisk kammerorkester på næsten halv størrelse af Repins Wiener
Filharmonikere, men det klinger meget fyldigt pga. en imponerende og ikke
helt realistisk optagelse.
Isabelle Faust trækker koncerten ned på jorden og giver den varme og krop
- og humor i 3. satsen, der er inspireret af jagthornsignaler. I den langsomme 2.
sats er hendes høje toner utrolige og skal simpelthen høres. Repin går skridtet
videre og spiller satsen langsommere og sartere end nogen anden violinist.
Generelt er Repin 15-20% langsommere end Faust, og af samme grund breder
han sig ud over to cd’er (der dog sælges til prisen for 1).
Beethoven lader det være op til solisten, hvordan solokadencerne i 1. og 3. sats
skal være. Vadim Repin vælger de gammelkendte kadencer skrevet af Fritz
Kreisler, mens Isabelle Faust har lavet sine egne. Plus til hende for nytænkning
her, selv om Repin er brilliant inden for traditionen.
Kreutzer-Sonaten er opkaldt efter den violinist, Beethoven tilegnede
værket. Han kvitterede ved at nægte at spille den, fordi han fandt den
”fuldkommen ubegribelig”. Sådan en sippe. Musikken er et eksempel på
Beethoven, når han er allerstørst. Medrivende fremtidsmusik gjort med
fantastisk arkitektonisk geni.
Vadim Repins klaverpartner er den tilbedte Martha Argerich. Hun er en
drøm af en kammermusiker, der bruger sin eksplosivitet inden for samspillets
rammer. Som rytmisk motor for musikken er hun mere spændende end
dirigenten Riccardo Muti er i Violinkoncerten.
Isabelle Fausts pianist Alexander Melnikov er også glimrende, men har
ikke Argerichs karismatiske temperament. Faust og Melkinov er et homogent
par, mens Repin og Argerich er ret forskellige typer. Samspillet er perfekt i
begge tilfælde.
I den langsomme 2. sats træder indspilningerne i karakter. Hos Repin er
musikken en æterisk drøm, hos Faust har den dansende charme. I himmelen
eller på jorden, Beethovens musik kan høre hjemme begge steder. Alt i alt dødt
løb mellem to fremragende indspilninger af de samme værker. De vil kunne
give stor glæde og stof til eftertanke i årevis.
Isabelle Faust
prag philharmonia & Jiri Belohlávek
Alexander Melnikov, klaver
harmonia Mundi hMC 901944
Vadim Repin
Wiener Filharmonikerne & Riccardo Muti
Martha Argerich, klaver.
Deutsche Grammophon 477 6596