Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

sangbøgerne og skævede engang imellem op for at se, om der var nogle af lærerne, der lagde
mærke til dem, men lærerne stod bare og hørte til alle de store i de andre klasser, og så sang vi
bare endnu kraftigere med, fordi vi kendte sangen, og den på en eller anden måde sendte nogle
bånd bagud til alt det, der lå tilbage og havde mere forbindelse med de gader og villaveje, vi kom
fra. "Hiv og høøiii," sagde det fra orgelet, da sangen var forbi, og så skulle vi gå op i klasserne, og
vi tænkte overhovedet ikke på, at vi skulle gå her i 7 år, før vi slap ud og blev voksne, men masede
bare af sted for at få de gode pladser. Vi var lidt bange, fordi vi fik at vide, at vi skulle døbes næste
dag og skulle tage gammelt tøj på, så vi ikke ødelagde vores pæne, for det kom nok til at gå lidt
hårdt til, det sagde læreren, der kom ind og fortalte det. Det der med at døbes ville bare sige, at
dem fra klassen oven over os havde lov til at hælde en masse vand ned ad ryggen på os, selvom
det til hverdag var forbudt at pladre med vand. De havde også lov til at give os træben og spejlæg,
sådan nogle slag i nakken med det underste af håndfladen, så det føltes som om indmaden ryger
ud af hovedet på een.
Da vi kom ind i klassen, sad Tore allerede nede ved et af bordene i vinduesrækken og råbte, at jeg
skulle komme og sidde ved siden af ham. Det var mægtigt, at han sagde det. Jeg drønede ned til
ham og satte mig, nu var det Tore og mig, og så var den helt i orden fremover. Vi skulle nok klare
den. Tore skulle nok klare den for mig, for han sad og grinede ad det hele, som om det ragede ham
en fjer.
Den ene lærer efter den anden kom og sagde goddag og stod og vred sig lidt. Nogle var friske og
grinede himmelhøjt og lignede spejderførere med mægtige klap på skulderen, så man blev helt syg
af det, og så var der de andre, der ikke rigtig kunne lide at stå og blive gloet på af en hel masse
rødder. Og så var der et par af dem, der var, som de skulle være. Nogle af de rolige fyre, som man
godt kunne lide at le ad, fordi de sagde noget, der var rart og morsomt og ikke lød, som om man
skød et kanonslag af.
Tore sad og så på dem allesammen, og jeg sad og skævede til ham, fordi man kunne se på ham,
om det var en ordentlig fyr, der var deroppe. Så man kunne være helt sikker på, man ikke havde
taget fejl.
Vi fik allesammen fri og kunne tage hjem igen til en sikker o med en mor og hendes bløde mave og
hendes spørgsmål og en gade, som man kendte bedre. Jeg gik ved siden af Tore. Vi gik nedad den
røde gade med store huse på begge sider og biler og trafik og mennesker. Vi gik og gloede ned i
stenbroen.
"Nå, men de så da meget flinke ud," sagde han så, Tore.
"Ja."
"Ska' du hjemad nu?" spurgte han.
"Jah," sagde jeg.
"Nåh."
Så gik vi og gloede lidt mere. Jeg gik og tænkte på, at det var egentlig meget rart, at man skulle til
at gå på den skole sammen med Tore. Så skulle det nok blive til noget. Jeg gik og fik rigtig lyst til
at ordne det hele, vi skulle nok klare det og få en hel masse skæg ud af det, bare fordi jeg havde
lært den dreng at kende.
"Vi ka' jo godt følges ad et stykke," sagde jeg.
11