Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

Det kunne godt vare hundredetusinder af år, for der skete noget, men jeg vidste lige med det
samme, at dér kom Tores pige. Jeg skævede op til ham, men denne gang mærkede han det ikke,
som han plejede. Han havde sat sine øjne fast på hende, og nu trak hun rundt med dem, som om
de var stukket i hende med knappenåle. Hun dansede med en fyr, som vi ikke kendte, og man
kunne straks se på hende, at hun var den slags, der kun dansede med særlige fyre. Hun var høj og
meget slank og så ud til at kunne finde på at lægge sig bagud i ens arme, mens man dansede, og le.
Hun ville gøre det helt frit og naturligt og se ud, som om hun glemte alle de andre tåber rundt
omkring sig bare for at le sammen med een. Hun så alvorlig ud lige nu, hun var helt koncentreret
om den foxtrot, hun var i gang med. Men vist var det Tores pige, og jeg var ikke et hak
misundelig. Ikke et hak. For selvfølgelig måtte han komme først, og det kunne slet ikke nytte noget
at tage kampen op med ham på det område, for han var naturligvis sikker vinder. Jeg fiskede en
cigaret op af lommen og tændte den på en ny måde, jeg havde lært - med een hånd. Så kom en af
fyrene fra orkestret og spurgte, om vi ville have en bajer. De havde nogle ekstra med i alle deres
musikkasser. Tore og jeg havde ikke set på hinanden endnu, men vi sagde ja med det samme. Så vi
fik hurtigt vores tomme flasker udskiftede. Det gik hurtigere med at få anden omgang drukket,
fordi der var noget ganske bestemt, der brændte på.
Tore koncentrerede sig om os. Han satte hele sin vilje ind på kun at lave skæg for os, og samtidig
sendte han sin opmærksomhed ud gennem baghovedet og ud på dansegulvet som en lang følende
polyp. Indeni var han allerede i fuld gang med at indkredse den lysende pige på gulvet, og jeg var
klar over, at hun ikke ville kunne modstå den bestråling i lang tid. Vi stod i lang tid og gassede
den sammen med orkestret og vippede med foden og svajede i kroppen, men så kom en af mine
fjogede små kusiner, som naturligvis gik i en mindre klasse på den skole, hen og inklinerede for
mig. Jeg kunne mærke, hvordan de stod og sagde Hå! Hå! Hå! indvendig alle sammen og gottede
sig over, at det ikke var dem; men så havde hun fået slæbt mig ud på gulvet, og vi var i fuld gang
med noget, som jeg til min store rædsel opdagede var tango. Jeg jokkede rundt som en ål i gelé og
prøvede på at lade være med at løbe fra det hele. Så lagde jeg mærke til, at Tore var på vej ned
langs ribberne mod udgangen. Og så så jeg også, at den lysende pige var på vej ud. Så havde
kusinen fat i mig igen og fik trukket mig med videre i nogle underlige kænguruspring. Kurt
dansede forbi med sit mest overlegne Hans Beck-smil, så jeg var lige ved at smide ham i den
nærmeste kloak. Han så ud, som om han var trukket op med en fjeder, der var tidsindstillet til at
holde op med at virke kl. halv elleve, når han skulle hjem i seng.
I mellemtiden var orkestret slået over i en vals, og kusinen roterede mig rundt, så jeg blev lam i det
ene ben af bare anstrengelse for at holde mig oprejst og i gang. Jeg holdt hele tiden øje med døren
for enden af gymnastiksalen, som om jeg var bange for, at Tore skulle være stukket af med pigen.
Jeg jokkede kusine Nele tre gange over lakskoene, men hun sagde ikke noget. Det skulle også bare
lige mangle, når det var hende, der havde slæbt mig ud.
Så blev der pause i dansen og janitscharen gav et ekstra klask på det store bækken. Jeg fulgte Nele
ud til ribberne og bukkede, og hun sagde tak for dansen og grinede. Så styrede jeg ned til
orkestret. Jeg spurgte, om de ikke ville spille "Pennies from Heaven", når de begyndte igen. Jeg
stod med ryggen til dansegulvet og spekulerede på, hvordan Tore klarede sig derude. Han havde
virket så parat til den pige. Det faldt mig pludselig ind, at alting gik efter et mønster, som var lagt
ud i forvejen, for man vidste altid, hvad der skete. Eller selvom man ikke vidste det, så anede man
altid noget i forvejen om, i hvilken retning tingene gik. Der var aldrig noget, der kom rigtig bag på
een.
Så spillede orkestret "Pennies from Heaven" rigtig slow, og jeg kunne se, hvordan jeg så ud, da jeg
vendte mig om mod dansegulvet. Jeg så skide træt og overlegen ud, som om det var en smugkro i
37