Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

altid Tore, der fik det i gang, fordi han turde sige noget og gå til den og lave en eksplosion.
Man kunne ligefrem mærke, hvordan der blev en slags spænding i hele klassen, som om man sad
og overværede en vigtig samtale, sådan én af dem, der kan være afgørende for hele ens liv. Når
Tore og læreren snakkede sammen, var det som om læreren blev et helt andet menneske, han
lagde en maske. Selvfølgelig kunne man ikke rigtig se, at han lagde den maske, men det var som
om ansigtet slappede mere af, som om man slap i nogle tråde og slækkede nogle muskler, så man
ikke følte sig så træt, men var levende.
Tore havde aldrig maske på, undtagen når han gav den store tur med tegnefilm og allemulige
lyde. Men der var aldrig det stramme over ansigtet med store knuder ved kæbepartiet, som man
altid ser hos de voksne, der må anstrenge sig for at se ud på en ganske bestemt måde, fordi de tror,
alle mennesker rundt omkring tror, at de tror, at de andre tror, at hvis de ikke ser sådan ud, så tror
de andre, at de andre tror osv. osv., så man allerede bliver bange for at blive voksen og selv
begynder at spænde i hovedet, og så er det, det hele snurrer rundt, fordi man ikke kan finde ud af
det.
Men når Tore og læreren snakkede, var det hele spændende og afslappet på samme tid, fordi han
kunne få ham til at diske op med en hel masse ting, han ellers gemte nede i en kramkiste et sted i
maven eller hjernen eller 'hjertet. Så kom der farver på det 'hele. Så var det ligesom om der
pludselig blev hængt spraglede tæpper op på væggene, og man var et helt andet menneske, der
havde mange flere kræfter og kunne tillade sig at tænke og gøre ting, som man i virkeligheden slet
ikke kunne.
Det var selvfølgelig mest i de timer, hvor vi snakkede om bøger, at det virkelig kunne udvikle sig
til noget helt mægtigt. Det gik endda så vidt engang imellem, at der kom nogle små pip fra
grødfadet, og en eller anden af de stakler løste op for noget inden i, og fortalte ting, som man
aldrig havde tænkt sig, de nogensinde kunne finde på at drømme om om natten. Så var det alvor,
så var det den helt rigtige alvor, hvor man glemte at det var kanariefugledrengene og cykleklemmerne
og læreren deroppe, der sad rundt omkring, så man helt glemte at se på deres munde,
som man ellers kunne blive bange for, når det ene store, fortyggede ordbær plejede at komme
væltende ud efter det andet.
Og så var det hele forbi, og så sad de der igen med deres bollehoveder, og ham deroppe brægede
om, at nu måtte vi se at komme videre med noget vigtigere, for der skulle nås en masse, og vi
havde ikke tid til det pjat, og se og tag jer sammen, og masken på, og stramme i kæberne. Og så
kunne man bare sidde og prøve på at få tiden til at gå til klokken ringede. Så måske man pludselig
kom til at lugte alle dem rundt omkring, så man blev helt desperat, fordi man kunne lugte,
hvordan de havde det derhjemme om natten, når de lå og væltede sig rundt og snorkede og
drømte en masse sludder og vågnede og lå og gloede op i loftet og så et lys glide forbi, når en bil
kørte nede på gaden. Man kunne sidde og lugte dem og se på deres skæg, som lignede en
pudderkvast, og tænke på hvem af dem der stod et par gange om ugen og skar sig, når de prøvede
på at rage de stakkels dun af. Så kunne man tænke på, hvor rædselsfuldt det var, at de allesammen
blev mere og mere tåbelige for hver dag, og hvor åndssvage de måtte blive, når de blev voksne og
pludselig skulle være tvunget til at sige noget om en hel masse ting, som de ikke havde forstand
på, fordi de hele tiden gik og bildte sig ind at de blev nødt til at sige og mene og tænke og gøre det
samme som deres cykleklemmeforældre. Så var det den mest bevidstløse flok kappebavianer, man
kunne tænke sig. Så kunne man lugte den sagosuppe, de sad og guffede i sig kl. halv seks hver
aften i 25 små lykkelige hjem rundt omkring med cotton-coaten ude i entreen og avisen parat og
radioavis og gennemtyggede og dødsenstrætte meninger og samtaler om ditten og datten og
6