Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

"Hvad er det, De er ude på?" spurgte jeg og mærkede, at det lød fladt.
"Som polytekniker ..." begyndte hun. Så sad hun bare og stirrede på mig. Hendes parfume kom i et
pust over til mig. Jeg snappede efter vejret. "Om lidt kommer hun krybende igen og lægger sig
oven på dig, og så er du fortabt," tænkte jeg. Og jeg ønskede hun ville gøre det, for jeg havde sådan
en lyst til det. Det sorte vand steg op igen inden i mig, og jeg kendte det hele, som om jeg havde
oplevet det tusind gange før.
Fru Junkersen sad tavs.
"Jeg er ikke forelsket i Helle," sagde jeg. "Jeg kan mægtig godt lide hende, og Tore ... og Tore.
"Hvad ville jeg sige om Tore? At det var ham jeg elskede? Men det kunne jeg jo ikke. Det var
fuldstændig umuligt. Det var et åndssvagt ord "elske".
Det var ham, og det at få lov til at være sig selv og det at forstå hinanden og det at have det
mægtigt sammen og det at være fælles og det at han var hel og ubrugt og ikke smadret, der gjorde,
at jeg følte mig skrupskør inden i hovedet og mest af alt havde lyst til at spæne. Det var det, jeg
"elskede". Igen fik jeg lyst til at flå i noget.
"De er vist mest forelsket i Dem selv," sagde jeg til hende.
"Køter," sagde hun tilbage.
Hun sad lige op og ned, mens cigaretten osede.
"Lille hund," sagde hun, "gå hen og pis på noget mindre end mig. Jeg kan ikke mærke det."
Vi sank begge tilbage, og en sløvhed løb ud over værelset. Jeg følte mig træt indvendig. Der var
ikke noget at stille op. Det var en fallit. Hun havde ikke vundet over mig, men det var en fallit
alligevel. Fordi alt var så håbløst dér i værelset, fordi jeg var så svag, fordi hun var så billig, fordi
jeg faldt og faldt og aldrig kunne holde mig på benene og blive stående, men altid skulle glide og
synke i vand og mudder og skidt. Mine skuldre var spændte og stramme, og mine kæber dirrede.
Så slappede det af altsammen, og jeg følte mig som slim, der uhjælpeligt glider ned ad en væg.
Langt borte som et nødråb, som en druknendes stemme hørte jeg Tore råbe. Råbet kom som en
krusning i luften og var straks borte. Stemmen blev båret af solen gennem ruden og opløstes over
vore hoveder. Ingen af os reagerede. Lidt efter hørtes en ny lyd, en tvelyd som fuglestemmer.
Ganske svagt kom den nærmere og fik mere kraft, mens den blandedes med lyden af grus, der
knaser. De var på vej hjem fra spadsereturen.
Den kloroformagtige stilhed i stuen var ubrudt, men jeg begyndte at kæmpe mig ud af drømmen.
Det bevægede sig i halsen på mig, som når man prøver at skrige i søvne og ikke kan få en lyd
frem. Jeg baskede lidt med armene som en syg fugl, men formåede ikke at rejse mig.
"Nu kommer de," gylpede jeg.
Fru Junkersen rejste sig og strøg med hånden hen over nederdelen, som om det var nok til at
udviske hele denne situation. Hun bøjede sig roligt over bordet og samlede kaffekopperne op og
gik med dem ud i køkkenet.
Med en kraftanstrengelse kom jeg på benene. Den stolthed, der var et eller andet sted inden i een
trods alt efter det med hende "kald mig Inger" og de andre, var kvalt i dette øjeblik. Det var som at
vente på præsten og eksekutionspelotonen.
82