Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

af Poul, af et menneske som Poul var rædselsfuldt.
"Hvad hedder din ven?" spurgte Inger. Hun gik og holdt mig i hånden nu. Hun var mindst 25 år.
"Jeg hedder Tore den Store," sagde han og lo igen et eller andet sted.
"I er sgu et par sære originaler," sagde pigen. "I har vist slet ikke lov til at være ude på denne her
tid af natten."
Jeg kom til at tænke på al den te, vi plejede at drikke. Nu gik vi et eller andet sted på Vesterbro
med fjæset trykket ind sammen med en pige, der i fuldt alvor sagde "Kald mig for Inger!"
Der kom et par mennesker forbi engang imellem. De gloede ikke særlig meget. De måtte vel være
vant til at se sådan nogle optog. Vi drejede rundt om et par hjørner, og jeg havde på
fornemmelsen, at vi måtte være ude ved Søndre Boulevard eller sådan et mærkeligt sted. Så
standsede pigen og trak os med ind i en trappeopgang. Mit hoved dunkede, da vi begyndte at gå
op ad trappen. Pigen gik forrest, så kom Tore, og jeg sluttede bagtroppen. "Røven af fjerde
division," tænkte jeg, "med blodtud på vej op til en pige."
Vi kunne lige så godt være gået hjem til os selv.
Oppe på tredie sal standsede kvinden. Vi måtte have været lang tid om at komme op, for mens
hun stod og fumlede med nøglen, sagde lyset på trappen "plop" og gik ud. Vi stod helt stille, mens
hun baksede med låsen, men så fik hun den endelig op og stak hånden indenfor og tændte lyset.
Det var et af deher mærkelige værelser, som man går lige ind i, hvor der hverken er entré eller
noget. Det virkede lidt ubehageligt intimt at ramle lige ind i soveværelse og spisestue og
dagligstue og bad på een gang. Inger gik over til vinduet og satte sin taske og vendte sig så om
mod os, der stod som et par får i døren og gloede.
"Kom nu ind med jer," sagde hun en lille smule brysk.
Vi kantede os ind gennem døren. Tore tog sig sammen og svingede med den ene arm, som
verdensmand.
"Du må undskylde, vi har rodet dig ind i alt det her," sagde han til Inger. Han standsede i sin
bevægelse, og det så ud, som om han var svimmel. Det var grotesk at se ham i det nøgterne lys
med håret ned over panden og en smadret overlæbe. Jeg gik hen til ham og tog fat om hans arm.
Men Inger kom imellem og skubbede mig væk. Hun trak af med Tore hen til et forhæng i det ene
hjørne af værelset, hvor der var en håndvask. Hun hev vindjakken og trøjen af ham, så vurderende
på ham et øjeblik og trak en stol hen, som hun satte ham på. Så fik hun fat i en vaskeklud og
begyndte ganske forsigtigt at tørre blodet væk fra næsen og munden på ham.
Det måtte vel være fordi han var mest tilredt, at hun først tog ham, tænkte jeg.
Jeg stillede mig hen og gloede ud ad vinduet ned på en lang gade, der var helt øde.
Hvad mon han egentlig ville, ham Poul? Det hele var kommet een, to, tre, og nu var vi ude på
Søndre Boulevard eller dér omkring i en fremmed piges værelse, og jeg stod og havde
medlidenhed med mig selv. Jeg vendte mig om mod de andre, da Tore nævnte mit navn.
"Det er ligesom at være sultan," sagde han til mig. Jeg grinede tilbage. "Med manicuredame," sagde
jeg.
49