Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

og det var helt i orden, fordi han simpelthen ikke sorterede i samme skuffe som resten af
grødfadet.
Der var sletikke tale om, at han var fører for klassen. Han skulle ikke nyde noget af at være fører,
men selvfølgelig var han det alligevel. For det var helt naturligt, at man henvendte sig til ham og
fik svar og besked.
Men det er helt forfærdeligt med sådan en fyr, der ikke er til at skyde igennem på nogen punkter.
Man kan næsten gå og ønske engang imellem, at der bare var et eller andet i vejen, men så
kommer man hurtigt til at tænke på, at hvis han ikke var i klassen, så kunne man ligeså godt gå
hjem og dø med det samme.
Når så låget rigtig lå og hoppede oven på grødfadet en morgen, når alle rødderne skulle hen i
vinduet og se dem gå til den ovre på den anden side af gaden med at få tøj på, så var der en slags
julestemning, så man blev helt glad og bare stod og gloede ud ad vinduet med de andre rødder og
hørte på Tore, der altid kunne sige noget, der fik alle de små bornerte skiderikker til at gå i gulvet
af grin. Han kunne være så sjofel, at det drev i fede kager ned ad vinduet, men det var altid noget
der var så skægt og smart sagt, at man var helt tosset af grin og imponeret.
Man kom ligefrem til at elske ham. Man kunne simpelthen ikke lade være med at elske ham på en
eller anden måde, selvom man selvfølgelig ikke kan vise sådan noget eller gøre det i
virkeligheden. Men det var som om, man sletikke kunne undvære ham. Man var helt forgabet til
op over begge ører, fordi han på en måde fyldte alle de huller ud man gik og havde i sig selv og
hele verden uden om. Man kunne nok føle sig som en idiot i sammenligning med ham, men han
var alligevel den, der altid fik een til at føle sig mere værd og bedre og mere voksen, end man
ellers gjorde. Det var selvfølgelig det, der var en af fiduserne ved Tore, at han var mere voksen end
alle os små graddrenge. Det var så oplagt, at det altid var ham, der svarede, når et spørgsmål blev
lidt kildent, fordi han turde. Han gik bare frisk til den, hvis der blev spurgt om et eller andet med
sex. Bare lige på. Og så kunne vi sidde der og vide det altsammen ligeså godt, men det var altid
ham, der tog den lige på hovedet i baljen og snakkede løs om kastrerede heste og alle mulige ord,
som man alligevel stadig havde respekt for. Så kunne vi sidde rundt omkring med vores små
dumme hoveder og prøve på at finde ud af, hvordan vi skulle anbringe læberne og kinderne, bare
fordi den tåbe oppe på katederet sad og gloede på os. Men Tore var helt rolig og sagde det rigtige
og kunne samtidig grine indvendig, fordi han vidste, at vi sad der rundt omkring og lignede små
generte børnehaverumper i ansigtet.
Hver dag kunne begynde på den måde med at alle øglerne stimlede sammen ved vinduerne for at
se de kællinger ovre på den anden side af gaden stå og vifte med brystholderne langt ud ad
vinduet. Og så var de tossede allesammen med at glo og glo, fordi de hele tiden tænkte på, hvad
der var inden under og nede i bukserne og hvordan det ville være, så man næsten til sidst kunne
høre, hvordan det murrede og brummede inden i dem. Som om de var en flok kaniner. Og det var
næsten også, som om de kællinger vidste det, selvom man aldrig kunne se det på dem. Men de
blev ved med hver dag at komme hen til vinduet og stå der og vende og dreje sig i timevis uden
noget på andet end natkjole, som om de vidste, at der stod en hel flok grødhoveder ovre på den
anden side og var lige ved at hoppe ud ad vinduet for at komme over til dem og rive og bide og
slås og slå og gå i seng og bagefter sidde på sengekanten med en cigaret og have skjorten og slipset
og skoene smidt rundt omkring i en allerhelvedes uorden, og så samtidig se strømpebånd og
hofteholdere og roll-ons og hvad sådanne nogle kællinger gik med. Og samtidig med, at man
kunne stå der og grine og skabe sig, så var man på en eller anden måde gal på dem, fordi det
gjorde ondt et eller andet sted, når man stod og så dem dreje sig rundt og skabe sig. Men så kunne
3