Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

par enkelte bump, før vi stod og kunne give signalet op til kontroltårnet om, at alt var i orden.
Så åd vi et stykke med folkeleverpostej hver.
Vi havde aldrig set en Spitfire i virkeligheden, men det var alligevel den, der var den bedste, med
sin spidse næse og maskinkanonerne i vingerne, og det var måske nogle af dem, der mumlede af
sted henover himlen om natten, når man lå og svedte og hørte den snurren højt oppefra og ligesom
håbede, at der på en eller anden måde skete noget, men det gjorde der aldrig. Det var så underligt
at tænke på de fyre, der sad deroppe og fløj og skulle tilbage til England langt pokker i vold, mens
vi bare hver dag kunne få lov til at gå og glo på alle de Junkere og Dornier 215. Og Anders And,
som startede ude på Refshaleøen og lå og brummede med sin åndssvage dieselmotor og aldrig så
ud til at ville blive anderledes eller skrubbe af. Man kunne ikke forestille sig, at noget skulle blive
anderledes i verden, fordi det var det samme hver dag, og man ikke rigtig anede, hvad der foregik,
men bare kunne mærke, at alting blev bestemt af tyskerne, og på en eller anden måde syntes, at
det de sagde i den danske radio alligevel var mere rigtigt og nærmere end det, der kom som en
underlig, uvirkelig stemme midt i al mulig hylen og brummen fra England, eller med hyggelig
onkeloplæserstemme fra T.T. i Sverige. Det var ikke til at finde ud af, men det var mægtigt at gå
ned i dyk med en Spitfire eller måske en Hurricane og lade splinterne af vinger og cockpit på en
Heinkel 111 flyve ad helvede til til alle sider og kanter, og se ham tyskeren vende sig og prøve på
at få cockpit-taget skubbet til side, men aldrig nå det, før maskinen gik i spin og forsvandt en lang
hale af røg efter sig. Det var meget lettere at forestille sig, fordi det var smart og teknisk, meget
lettere end sabotage fordi den var mere primitiv - der var ingen uniformer og smarte våben, og
man hørte hele tiden i radioen, at det alligevel ikke var rigtigt at gøre det, fordi det var til skade for
staten.
Så sad vi lidt og gumlede på vores leverpostejmad. Det var et hyggeligt køkken med pæn maling
og en tallerkenrække af den rigtige gammeldags slags med små krukker på.
"Det mægtigste knald, jeg nogensinde har hørt, altså sådan med sabotage," sagde jeg så til Tore,
"det var dengang, de sprængte B &W. Orv, hvor det bragede! Jeg var lige kommet i seng
derhjemme, og så var det ligesom taget røg af huset. Det var nogle mægtige brag. Der kom syv lige
oven i hinanden. "Jeg sagde det mest for at finde ud af, hvordan han havde det med alt det med
tyskerne og sabotage.
"Ja så skulle du bare have været her, mand, da de bombede dernede fra luften," sagde Tore, "da lå
mor og jeg i vinduerne og så maskinerne komme lige her henover, og vi gik ikke engang i
kælderen."
"Jah," sagde jeg.
"De skyder også tit lige hernede på gaden," sagde Tore.
"Ja, det er meget skægt at bo inde i byen," sagde jeg.
"Ja, der sker noget."
"Hvad laver din mor," spurgte jeg, "er hun billedhugger eller sådan noget?.
"Ja. Hun udstiller også, men mest dengang far var her," sagde han.
Det var noget underligt noget at snakke om.
"Min far er arkitekt," sagde Tore.
15