Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

altsammen. Der var oven i købet nogen af dem, der var tvunget til at følges med deres gamle på
cykle, fordi han og hans latterlige cyklespænder skulle samme vej af sted på arbejde. Men det var
også mest et par af dem, der var tvunget til at læse hjemme, så kanariefuglen senere kunne få et
trygt hjem at bo i med tilstrækkelig hirse og et lagen over buret om aftenen. Hvor var der nogle
knorte imellem dem, nogle af de her sølle spir, der talte, som om de stadig sad inden i deres far.
Som om de hele tiden skulle tale ud gennem deres fars navle og passe på, ordene var tilstrækkeligt
afrundede og afpassede, så der ikke skulle komme revner i navlehullet. Dem kunne man blive helt
tosset af, fordi de var så stædige og ikke ville høre og gøre og sige andet, end det de hørte
derhjemme, selvom de samtidig godt vidste, at det var det argeste pis, de sad og diskede op med.
Man kunne tude, når de begyndte og snakke alvorligt om deres cykler og cyklevask, og om
hvordan de pudsede og polerede og deres far var med og de pudsede sammen og tog i skoven
med cyklespænder på og kedede sig og gik hjem og læste over på latinen til næste dag og prøvede
på at huske at tage cyklespænderne af før de gik i seng.
Man kunne sidde og se dem bagfra, mens de pillede sig i ørerne og nussede og fumlede med en
madpakke nede under bordet og tænkte på æggemadder. Og så begyndte manden oppe på
katederet at rode rundt i sin bog og være lige ved at blive syg af at tænke på, at om et øjeblik skulle
han til at begynde på overhøring og spørgsmål til det grødfad, der bredte sig ud neden under ham.
Så dukkede halvdelen sig, for der var jo også psykologerne som troede, de kunne undgå at blive
hørt, hvis de bare sad og så ud, som om de vidste alverdens ting og var forberedt. Hvor man
kendte det teater mellem sådan en lærer og en af dem fra grødfadet. Først ser læreren ud, som om
han ikke har fået øje på staklen nede i mudderbadet, og så sidder staklen dernede og ved godt, at
han er kikket ud, og prøver på at lade, som om det rager ham en skid, selvom han godt ved, at det
bliver rædselsfuldt at komme op. Så sidder han og prinser den, og så ser stodderen på katederet
ned på ham, og man kan se han tænker, at han ved nøjagtig, hvordan det står til med grøddrengen
dernede, og så skal han lige til at snuppe ham og give ham den store tur, men så bliver han
pludselig så irriteret på sig selv og hele den åndssvage komedie, at han slet ikke tager idioten op,
men går videre til sidemanden, der er nøjagtig ligeså dårligt forberedt og sidder og klemmer
maven sammen og håber på at få lov til at slippe, ikke bare fordi han ikke kan noget, men også
fordi han hellere vil have lov til at sove i fred.
Man kan se dem sidde og småmimre og halvsove og synes de er rædselsfulde, men alligevel være
glad for dem, fordi de er bedre end de andre sikre ovre på den anden side af gangen. Og så
selvfølgelig fordi vi har Tore, for ham kan man sletikke glemme eller komme uden om. Tore kan
også sagtens snakke med de andre håraber ovre på den anden side. Ham har de akcepteret. Det er
ikke fordi han dyrker dem, men han kan bare snakke til dem, som om det var ganske selvfølgeligt,
at man skulle kunne tale på lige fod med de latindrenge. Også fordi han var gjort til medredaktør
af skolebladet, hvor de kastede omkring sig med digte og lort og satte små pseudonymer
nedenunder, som om ikke enhver snothund vidste, hvem det var, der havde lavet de vers.
Det kan godt være, det var helt vildt at være så tosset med ham, man kunne bare ikke lade være.
Han var heller ikke bange for at komme op. Og de tog ham tit op, fordi han var så skæg at høre på.
Så kunne man sidde i en time og tygge på grøden og prøve på at høre bare en brøkdel af alt det
ævl, de diskede op med i et tempo, som om man var til sneglens begravelse. Det var meget skægt,
meget af det man snakkede om, men de fleste af dem oppe på katederet var døde for flere
hundrede år siden, bare ved tanken om at de hver dag skulle stå op og gå af sted hen til et grødfad
og sidde og se ud over det i timevis og ikke få andet ud af det end snot og søvnighed. Men engang
imellem var det pludselig som om, der gik hul på et eller andet, som om man pludselig var blevet
en voksen, der kunne sige en hel masse og få svar og mærke, at man var noget i rummet og havde
andet end et stort skrummel af et skrog og var levende. Det var det hele værd. Og det var næsten
5