Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld - Bjornetjenesten.dk

Han stak en bajer over til mig, men jeg ville have ginflasken. Jeg ville have ginflasken, for han
skulle ikke bestemme, hvad jeg skulle drikke. Så fik jeg ginflasken og gylpede en slurk ned. Tore
tog den bagefter og drak tre slurke.
Så sad vi og gloede ud i halvmørket, mens det rasede rundt inde i bolden på mig, og hele verden
begyndte at kvalme rundt om mig. Jeg havde et dyr nede i maven, der hele tiden ville kravle op i
halsen.
"Hvad er du kommet hjem for, når det hele er sådan?" drævede jeg ud i luften. "Hvorfor er du ikke
blevet væk? Hvad er der i vejen med dig, dit dumme svin, hvorfor ser du sådan ud? Hva'? Hvorfor
gør du det?"
Jeg kunne godt mærke, det som sædvanlig var forkert, alt det jeg sagde, men nu var jeg så tosset,
at jeg måtte sige noget. Han sad der med sit tomme ansigt lige ud i luften.
"Du kan da sige et eller andet," skreg jeg. "Kan du ikke svare, Tore?"
"Jo," sagde han, "det kan jeg godt."
Jeg ravede ud efter flasken og fik fat i en vermouthflaske, og jeg fik en mundfuld lunkent
kanelvand ned gennem halsen. Jeg troede, jeg skulle brække mig. Hvad var det for noget underligt
skrækkeligt noget, der skete her på denne trappe, hvor der lugtede af gamle sække? Hvorfor
tændte de ikke lyset? Eller slukkede det, så man slet ikke kunne se noget?
"Kan du ikke forstå, vi skal pisse over kors?" mumlede jeg til ham.
"Min mor er syg," sagde Tore.
Det kunne han da ikke sige, når jeg sagde noget om at pisse. Det kunne han da ikke sådan sige.
"Hvad siger du?" spurgte jeg. Jeg vidste nøjagtig, hvad det var han sagde, for det var så klart og
tydeligt, som om ordene havde været formet af lysende neonrør, da de kom ud af munden på
ham.
Ja, ham Poul ..." Der kom mere neon ud af munden på ham, og jeg anede noget frygteligt, der om
et øjeblik ville stå skrevet i luften og i mig, så det ikke var til at holde ud. Poul, det var altså ham
fyren. Nu viste det sig selvfølgelig, han var en forbryder. Nu viste det sig, som jeg havde vidst hele
tiden, at det var ham, der havde ødelagt det hele.
Så begyndte Tore at tale normalt. "Vi rejste over til Ålborg," sagde han, "og kom til at bo hos Poul,
og mor fik lavet det sådan, at hun kunne arbejde. Og jeg syntes det var helt i orden, men det var
bare underligt at se mor og den fyr, når man var vant til altid at have hende, sådan alene, du ved
...."
Han sagde ikke noget et lille stykke tid, og jeg prøvede at indstille mine øjne på ham som et
fotografiapparat, men det var så svært. Ordene begyndte at løbe ud af ham igen.
"For ham Poul, han var alligevel så underlig, og lige pludselig, da vi ikke havde været der ret
længe, kom mor og fortalte, at nu skulle hun have et barn med Poul, og der stod jeg og kunne ikke
rigtig sige noget lige med det samme, fordi det var så mærkeligt, fordi det var ham Poul, og fordi
de ikke havde været gift længere. Og så da hun så mig stå dér og ikke sige noget, blev hun
underlig i hovedet og gik bare sin vej, og så var jeg helt ulykkelig ..."
33