Sport, sjov og samvær Indenfor i Børneterapien Masser af gode ...

Fra udbrændt mor
Fra at være en udbrændt mor med
37 timers ’normal’ arbejdsuge er
Anita Bro blevet til en glad fleksjobber.
Hvordan forvandlingen skete,
fortæller hun her:
Jeg er en 40-årig, spastisk, humørfuld og lattermild kvinde,
som ønsker at dele min historie med jer, da den eventuelt kan
være til gavn for andre.
Efter mange overvejelser fik min mand og jeg en dejlig
datter i 1998. Jeg frygtede, at mit handicap ville skabe problemer
for hende i form af mobning. Heldigvis var der ikke noget
af det i børnehaven, men det kom der desværre, da hun skulle
starte i folkeskolen.
På Spastikerforeningens hjemmeside fandt jeg en masse
spændende og brugbare oplysninger. Jeg tænkte, hvis det blev
nødvendigt, ville jeg besøge min datters klasse, så kammeraterne
selv kunne spørge mig, hvad jeg ’var for en’. Det blev
ikke aktuelt, da klasselærerne var hurtige til at tage affære, så
problemerne blev løst i klassen.
Men det hjalp ikke på mine egne problemer, for det åbnede
en masse ubesvarede spørgsmål. Derfor meldte jeg mig ind
i Spastikerforeningen i 2006 for at blive mere oplyst om min
situation og om, hvad jeg selv kunne gøre for at blive klogere.
Jeg kunne nikke genkendende til mange af de ting, der
stod på hjemmesiden. Bl.a. kunne jeg konstatere, at der var
andre, som også var trætte og total brugte efter en ”almindelig”
arbejdsdag. Det var ikke kun mig, der, for det meste, faldt
i søvn på sofaen inden kl.20.30, for derefter at vågne kl. 23
og gå i seng og sove videre. Alle, helt almindelige, gøremål var
næsten ikke til at overkomme - men hvad kunne jeg gøre ved
det?
Henvisning til undersøgelser
På hjemmesiden læste jeg om CP, hjerneskade og kognitive
vanskeligheder. Der stod bl.a., at man kunne ”måle”, hvor hjerneskadet
man eventuelt er. Men hvilken grad af hjerneskade
havde jeg, og hvad skulle jeg gøre for at få det ”målt”?
Jeg valgte at skrive til Klaus Christensen, som er Spastikerforeningens
psykolog. Han var meget imødekommende og villig
til at hjælpe. Desværre var tidspunktet ikke det bedste for mig.
For det var her hele min sag begyndte at ”rulle”, samtidig med
omlægning af kommuner og jobcentre og hvad dertil hører.
Jeg talte med Klaus mange gange over telefonen og konsulterede
ham i Spastikerforeningen et par gange. Han besøgte
mig også hjemme i Jylland for at forklare, hvad der videre skulle
og kunne ske. Desuden forklarede han min chef, hvad det hele
gik ud på. Hele forløbet strakte sig over en periode på 1½ år
med en del forhindringer. En af de ting, der rigtig skubbede
14 Spastikeren 1/2011
til glad fleksjobber
Af Anita Bro
Kom i gang, hold ud og vær tålmodig – det betaler sig, lyder
Anita Bros opfordring.
det hele i den rigtige retning for mig, var da jeg gik til min læge
for at få en henvisning, så jeg kunne få foretaget en neuropsykologisk
og en neurologisk undersøgelse og lidt senere en
MR-scanning.
Efter yderligere tre måneder fik jeg svar på alle tre prøver.
Nogle af de fysiske ting, jeg havde oplevet, bl.a. hurtig træthed
og koncentrationsbesvær, hang fint sammen med de tre testresultater.
Konklusionen var, at jeg skulle have en arbejdsuge på
max. 25 timer. Så kørte rouletten igen, og jeg turde håbe på en
lidt mere overskuelig fremtid.
Omfattende ansøgningsproces
Men en ændring af en 37-timers arbejdsuge til en på 25 timer
var ikke noget, der bare skete af sig selv. Efter megen korrespondance
med Klaus, aftalte vi, at jeg skulle gå til min læge
igen. Pga. min journal fra sygehuset, skrev lægen til jobcenteret
vedr. forslag om ”social medicinsk behandling” – altså om
nedsat arbejdstid.