Bilag 5 - Københavns Universitet

ministeriet til universiteterne selv. Det enkelte universitet nedsætter selv
censorkorps og foretager fordeling af censorerne.
Aftagerpanelerne pålægges et antal endnu ikke afklarede opgaver i forbindelse
med fornyelser og kvalitetssikring af uddannelserne. Det er obligatorisk at
nedsætte aftagerpaneler, men det er ikke fastlagt hvilke fag, områder og opgaver,
de skal dække.
Det er frivilligt for universiteterne, om et eller flere af dem vil nedsætte fælles
aftagerpaneler. Finansiering af opgaveløsning og ressource allokering fremgår
ikke.
Bemærkninger til ændringsforslaget
Hvis det enkelte universitet gives økonomisk incitament til at løse disse opgaver
hver for sig ved allokering af en rund sum til kvalitetssikring under eget ansvar og
egen legalitetskontrol, vil det, efter vor opfattelse, betyde tab af kvalitet,
troværdighed og retssikkerhed.
Det er nødvendigt, at aftagerpaneler, der skal fungerer ved mere end en institution,
får ensartede funktionsvilkår og ressourceallokering.
Den del af fornyelse og kvalitetssikringen, der drejer sig om inspiration kan
udmærket være lokalt betinget og foregå i løsere rammer, men den del der drejer
sig om kontrol, niveaugaranti og retssikkerhed må med nødvendighed formuleres
klarere og mere forpligtende, så der gælder ensartede regler i hele landet.
Ligesom der bør foretages klar allokering af ressourcer til løsning af opgaverne -
ganske uanset, hvem der pålægges at løse dem.
Det er muligt, at censorformandskaber bør nedlægges og opgaverne overføres til
andre, men ministeriet skylder at oplyse, hvilke opgaver formandskaberne løser
nu og hvem, der skal overtage dem. Hvad det koster nu, og hvordan det skal
finansieres i fremtiden. Ligesom det skylder at sandsynliggøre, at de påtænkte
ændringsforslagene vil være en forbedring.
En EVA rapport fra efteråret 2005 hævder, at den danske censorinstitution er den
mest omkostningstunge i verden. Det dokumenteres ikke med en eneste faktuel
oplysning. Det anføres sammesteds, at nogle af korpsene fungerer for dårligt. Det
er muligt, men det gælder bestemt ikke for censorkorpsene i almindelighed,
hvilket rapporten heller ikke formår at dokumentere.
De problemer, der reelt måtte være, afhjælpes ikke med ændringsforslaget, der i
bedste fald kan ses som problemeksport. Det ville være mere rimeligt at rette op
på konkrete, dokumenterede fejlfunktioner, end at nedlægge alle formandskaber
over en kam og forskertse uafhængigheden.
Det foreslås, som nævnt, at indstilling af censorer til beskikkelse overtages af et
aftagerpanel, og at godkendelsen af personerne flyttes fra ministeriet til
universiteterne, der også selv foreslås at varetage opgavefordelingen for den