Det fremmede i det kendte - OM BYENS RUM

98 99
komme efter – 5 minutter fra Hovedbanen og 10-11 fra Nørreport og Kongens
Nytorv – så København blev en by med to centre, ligesom Berlin? Hvorfor fører
Metro- og S-togsstationen Ørestad ikke op i en stad, men i et ingenmandsland
mellem et medicinalfirmas selvtilstrækkelige højhus og et butikscenters
afprellende ydermure?
Borgmestrene Bjerregaard og Bondam har fat i en lang ende; der er ikke
verdensby og byverden nok i Københavnsområdet. Men er det ikke rigelig
meget feberrreddning at ville kompensere for det hele ved at kaste en pakke
koncentreret ”by” ned på Nørrevold - især da hvis resultatet reelt ikke bliver
meget andet end endnu flere af de cafeer, tingeltangelbutikker og tøjforretninger
som den indre by i forvejen er overforsynet med, og pakken tilmed nemt
kan detonere som klyngebombe og skabe tynd by stedet for tæt? Hvor gode er
Magasins og Illums bundtal egentlig?
Jeg har valgt mine eksempler fra det centrale København, fordi det var vigtigt
at tale om steder de fleste kender til, og hvor der kommer rigtig mange mennesker
hver dag. Og også fordi jeg tror, ligesom den amerikanske bysociolog
Richard Sennet, at menneskene i en meget stor netværksby har brug for et
center – eller to eller tre – med en særlig vibrerende koncentration af byliv
og byverden. 4
Det betyder ikke at der ikke er problemer i andre af hovedstadens områder;
tværtimod, de fleste steder er problemerne større. Jeg tror ikke det er værre
end den sorte død at bo langs Gammel Køge Landevej eller i Herlev, jeg mener
ikke engang at der kan eller burde være form og centrerethed og gader fulde
af liv overalt. Men jeg tror at folk tit har affundet sig med det-der-er, fordi de
ikke kender til eller har mulighed for det-der-er-bedre. Nogle – nogle – retningslinjer
for det bedre kan vi måske finde hos Heidegger: at det byggede
skal indlade og samtidig være med til at stifte verden – himmel og jord, mennesker
og guder –, og skærme menneskene og muntre dem op på deres vandring
mod døden.
Heller ikke ud fra sådanne retningslinjer er der faste regler for præcis hvad
der skal til. Nogle gange skal man bryde ned og skabe nyt, andre gange bevare,
passe ind, eller rekonstruere. Men der er sandsynligheder, erfaringer og inspirationsmuligheder,
både i dele af det hjemlige og i dele af det fremmede, og i
det små såvel som det store.
3. Sennett 1990: 150-168.
4. Sennett 1999: 285.
I øvrigt er det kun noget af den mulige inspiration fra Heidegger vi har berørt
i dag. Guderne har vi slet ikke talt om. Jeg vil tangere dette emne her til sidst
med et afsluttende spørgsmål: Kan man bygge for menneskeheden, og ikke blot
for den ene eller den anden af de store ”kulturer”? Man kan sagtens placere
en kirke i Bombay og en moske i København, og på den måde ”blande kulturerne”.
Men hvis menneskene nu ikke længere blot tilhører den ene eller den
anden kultur, men på en ny måde samtidig har del i en fælles og ikke bare en
sær-kulturel menneskelighed – kan man så bygge for den? Det vil sige, gennem
byer og bygninger være med til at stifte den fælles menneskehed?
Nutidens arkitekter bygger stort for private bygherrer. Hvis der skal bygges
stort for det offentlige er det enten trafikanlæg eller museer. Men i tidligere tider
forsøgte man faktisk indimellem at bygge for gennem bygningsværket at
være med til at stifte en fælles menneskehed. Hadrians Pantheon i Rom (fra
120’erne) er et eksempel – netop et sted for ”alle guder”. Et andet eksempel er
det tidlige 1700-tals kejserlige sommerpaladsområde i Chengde godt 200 km
nordøst for Beijing. Men det var imperiale anlæg, engang hvor det kunne synes
meningsfuldt at ”verden” havde ét center. Det gør det ikke mere, men opgaven
står måske alligevel tilbage. Hvad ville det indebære, hvis vi i København
skulle bygge offentligt for verden, altså udtrykkeligt gennem bygningsværket
at bidrage til skabelsen af menneskeheden? Det er værd at drøfte.
LITTERATUR
Bech, H. 1987: Når mænd mødes. København: Gyldendal,
is. pp. 135-225.
Bech, H. 1992: Bylivets tidsrum: Et by/kultur/sociologisk
essay. Tendens 4(1): 7-15.
Bech, H. 1996: (Tele) Urban Eroticisms. Parallax,
2, p. 89-100.
Bech, H. 1997: When Men Meet. Cambridge: Polity
Press, is. pp. 85-159. (Revideret engelsk udgave af
Bech 1987).
Bech, H. 1998a: A Dung Beetle in Distress: Hans
Christian Andersen Meets Karl Maria Kertbeny,
Geneva, 1860. Some Notes on the Archeaology
of Homosexuality and the Importance of Tuning.
Journal of Homosexuality 35(3/4), 1998: 139-161.
Bech, H. 1998b: CITYSEX: Representing Lust in
Public. Theory, Culture & Society 15(3/4): 215-41.
Heidegger, M. (opr. 1936): Der Ursprung
des Kunstwerks. In: Holzwege, Klostermann,
Frankfurt/M., 1950, [GA5], p.7-68. Dansk oversæt-
telse: Kunstværkets oprindelse. København: Gyldendal,
1996.
Heidegger, M. (opr. 1950): Das Ding. In: Vorträge
und Aufsätze, Pfullingen: Neske, 1954, [= GA 7],
p.163-181. Engelsk oversættelse: The Thing. In
Heidegger, M.: Poetry, Language, Thought (oversat
af Albert Hofstadter), New York: Harper & Row,
1971, pp. 163-186.
Heidegger, M. (opr. 1951) Bauen Wohnen Denken.
In: Vorträge und Aufsätze, Pfullingen: Neske, 1954,
[= GA 7], p.145-162. Dansk oversættelse: Bygge Bo
Tænke, in: Heidegger, M.: Sproget og ordet (oversat
af Kasper Nefer Olsen), København: Hans Reitzels
Forlag, 2000, p. 33-54.
Sennet, R. 1990: The Conscience of the Eye. New
York: Knopf.
Sennet, R. 1999: The Spaces of Democracy. In:
Beauregard, R. & Body-Gendrot, S. (eds.): The
Urban Moment: Cosmopolitan Essays on the Late-
20th-Century City. London: Sage; 273-285.