Det fremmede i det kendte - OM BYENS RUM

olle i enhver tanke om infrastruktur.« Wildbeest Migration 2007.
Fotograf: Martin Harvey © NHPA.
83
puls og rytme
DSB har valgt en musikalsk metafor til et afbillede S-togets driftsstatus på internettet.
En glimrende konciperet webteknologisk idé med stor informationstæthed
og flot overblik. Hjemmesiden hedder ganske forhåbningsfuldt Byens
Puls og tilslutter sig den indledende omtalte metaforik uden nogen dybere refleksion.
Det er derfor lidt ærgerligt, at denne popsmarte betegnelse skal brande
en hjemmeside, som man mest af alt har brug for, når pulsen er gået i stå:
Tilskyndelsen til at tjekke hjemmesiden sker oftest som en undtagelse, dvs. når
man har fornemmelse af, at S-togets hjerterytme er ude af takt.
Byrummets puls kan en enkelt aktør ikke tage patent på, men der er ingen
tvivl om, at offentlige transportmidler spiller en væsentlig rolle som medspillere,
og den særlige musikalske puls fra tog, metro, sporvogne (og buslinjer i
nogen grad) er mulig at sanse både som en byrytmisk virkelighed, og som en
klangbund af lyde, som ingen urbanitet kan forestilles uden. Skinner og byer
har hørt sammen, siden bilismen vandt over jernbanen på længere strækninger
og i tyndt befolkede områder. Banegårde og togstationer som offentlige
rum såvel som skinnelegemernes pågående tilstedeværelse hører hjemme i
en by, og pulsen i byen er – ganske som DSB har opdaget – afhængig af togets
tilstand.
Det burde undersøges nærmere, hvilke socialpsykologiske effekter, der ligger
til grund for at bussen er mindre attraktiv som offentlig transportform end
toget. Når spørgeskemaerne udarbejdes, bør de æstetiske og musiske aspekter
tænkes med, ligesom måderne hvorpå passagerernes sansende instinkter,
overblik og velvære påvirkes. Min påstand er, at brugen af offentlige transportmidler
vil stige af rent æstetiske grunde, hvis der satses mere på skinnebåren
trafik end på vejbaseret busdrift. Bussen som en del af biltrafikken i byrummet
kan ganske enkelt ikke forklares præcist nok med sanseligt appellerende
argumenter: Der er ikke nok musikalsk potens i den gule kolos. Man får
lettere kvalme ved at køre over vejbump i en bus end ved at passere et ujævnt
sporskift i et tog.
Charmen ved skinnebårne offentlige transportmidler er betydeligt større
end for bussernes vedkommende, der minder os om, at vi hellere ville have
kørt i vores egen bil. Og det er ikke tilfældigt, at buschauffør er den mindst
prestigefyldte stilling som frontfigur i infrastrukturens hierarki.
Den hvide støj fra en befærdet motorvej er en stressfaktor, mens den forudsigelige
rytmiske tilbagevenden af en toglinje, der passerer med nogle minutters
mellemrum – selv med samme lydstyrke – ikke generer nævneværdigt og
måske endda styrker fornemmelsen af byens tilstedeværelse ved sin skiftende