Når du kan lide dit tv rigtig sprødt - ORDET

dantisk veltilrettelagt fra Tatis side, men alligevel
virker vanvittigt sofistikeret. På et tidspunkt i Les
Vacances de Monsieur Hulot sidder Hulot i en båd
og maler, mens malerbøtten står i strandkanten
ved siden af ham. Uden at han opdager det, fører
bølgerne bøtten om på den anden side af båden
og lidt efter tilbage igen, lige i tide til at den stadig
uvidende Hulot igen skal dyppe sin pensel. En lille
scene, der som resten af filmen er så nonchalant,
så underspillet fortalt, at man først lidt efter reage-
rer: Hvordan i alverden lavede Tati den scene? Der
kan kun være én forklaring: Tatis perfektionistiske
kontrol indbefattede en overjordisk magt over
havets skvulpen!
Animeret Tati
Som sådan er det Tatis originale komik og film-
sprog snarere end hans tematiske pointer, der
har vist sig mest langtidsholdbar. Man kan med
nogen ret hævde, at hvor hans modernitetskritik
forekommer en smule tung og altmodisch i dag,
forekommer hans subtile, komiske kreativitet sta-
dig lyslevende.
Dette gælder ikke mindst i det innovative lydar-
bejde, hvor store dele af hans komik lå. Han til-
føjede al lyd efter optagelserne og gjorde det på
en måde, så de auditive gags spiller en uvurderlig
rolle for stort set hver eneste indstilling. Der tales
ikke meget i Tatis værker, og når det sker, er dialo-
gen ikke vigtigere end eller forstærket i forhold til
alle mulige andre lyde. Ord har samme betydning,
hvis ikke mindre, som klangen af et bagagerum,
der lukker, eller en bordtennis bold, der hopper.
I Trafic er det fx overhovedet ikke meningen, at
vi skal forstå, hvad hollænderne i filmen siger
– hollandsk bliver simpelthen reduceret (eller op-
højet?) til en række sjove, redundante lyde uden
meningsindhold. Hans kompromisløse, umæ-
lende filmsprog uden punchlines eller klassisk set
up-/pay off-komik, hvor tilskueren selv skal være
mere end almindeligt årvågen for at få samtlige
jokes med, synes ikke at have enorm indflydelse
på nutidens komedier. Gjort indtryk har han dog.
Rowan Atkinson parafraserede direkte Tati i titel
såvel som indhold i sin ikke vellykkede Mr. Bean’s
Holiday fra sidste år, og Tati selv skal spille hovedrollen
i en film, der har forventet premiere i 2009.
Ikke i levende live dog (han døde i 1982), men som
tegneseriefigur i animationsfilmen The Illusionist,
som er baseret på et gammelt Tati-manuskript.
Sylvain Chomet, der fik sit gennembrud med Trillingerne
fra Belleville, skal instruere, og det lover på
papiret godt for, at Tati kan få en revival i verdens
filmoffentlighed.
”Filmen skal forstås forlæns, men opleves
baglæns”. Sådan kunne Søren
Kierkegaard måske have beskrevet
Christopher Nolans mystiske samling
af bagvendt ordnede fragmenter i filmen
Memento. En film, der suger os så
langt ind i hovedet på en mand med
hukommelsestab, at den fortæller
sin historie baglæns og umiddelbart
fremstår som det rene kaos. Ordet har
dissekeret Nolans korpus af papirlapper
og tatoveringer og kommer her
den hukommelsesfortabte læser til
undsætning.
I realiteten er Nolans film fra 2001 et stringent
mønster af den fineste orden, der åbenbarer sig,
hvis man stikker et spadestik dybere ned og ikke
mindst læser den baglæns. Eller rettere: forstår
den forlæns. Forvirret? Forhåbentlig ikke efter
have læst denne artikel. Hvis man derimod tilhø-
rer de få, der stadig har til gode at opleve Leonards
historie baglæns, og ikke ønsker oplevelsen spole-
ret, skal man nok ikke læse videre. Så er det sagt.
Anatomy of a Movie
Dissektion
af
en
psykisk
syg
fortæller
For de uindviede, og de ellers Memento-forvirrede,
handler filmen om den tidligere forsikringsagent
Leonard Shelby, som efter et voldeligt overfald på
ham og hans kone har mistet sin korttidshukom-
melse og evnen til at fastholde nye erindringer.
Staklen kan huske alt op til overfaldet, men der-
efter kan han kun huske omkring 10 minutter ad
gangen. En ulykkelig mental tilstand hos vores
kære ven, der på original vis afspejler sig formelt
ved at fortælle sin historie baglæns. Helt præcist
sker det ved, at der reelt fortælles 10 minutter
frem, hvorefter Leonard mister hukommelsen, og
der springes længere tilbage for at fortælle en ny
10-minutters periode før den foregående og så
fremdeles. Hver lille sekvens arbejder sig længere
tilbage i tid, således at hver ny sekvens slutter dér,
hvor sekvensen før startede.
Sekvenserne er adskilt af en sort/hvid scene,
hvor Leonard på et motelværelse fortæller om sin
fortid. Og i kaosets navn er de fortalt forlæns, altså
kronologisk fremadskridende, filmen igennem.
Resultatet er mildt sagt desorienterende.
For hver enkelt sekvens ved vi, og Leonard, således
ikke, hvad der er årsagen til de omstændigheder,
vi befinder os i, og vi må indrette os efter umiddel-
bare indtryk af omgivelserne. Ligesom Leonard, li-
der også vi af korttidshukommelsestab. Vi er totalt
i fortællerens vold – og han er mentalt syg!
Den fiktive hævnjagt
Lad mig hermed først forsøge at udrede denne
mentalt syge fortællers vildelser ved at ridse hi-
storiens bagvendt fragmenterede handlingstråd
op i en mere, så at sige, ’rask’form:
Under overfaldet blev Leonards kone, som
han erindrer det, voldtaget og myrdet. Og han
er nu besat af tanken om hævn. Ved hjælp af et
sindrigt system af fotos, papirnoter og tatoverin-
ger over alt på kroppen bruger han hvert øjeblik
på at efterforske sagen – ligesom også vi bruger
hans mange forskellige noter til at overskue plot-
tet. Eneste problem er dog, at Leonard allerede har
fundet og dræbt den oprindelige overfaldsmand.
Under efterforskningen fortæller han konstant
Af Henrik Østergaard, stud. film- og medievidenskab
om den tidligere kunde, Sammy Jankis, der havde
samme lidelse og en kone, der ikke troede på det
mystiske hukommelsestab, og som derfor led
under det. I virkeligheden var Jankis rent faktisk
en fupmager, og det var Leonards kone, der ikke
troede på lidelsen.
Politimanden John Gammell, der altid præ-
senterer sig selv som Teddy, hjalp Leonard med
at dræbe den oprindelige overfaldsmand. Men
da Leonard selvfølgelig har glemt dette igen, bru-
ger Teddy ham til at skaffe sig af med uønskede
kriminelle, idet han sætter Leonard på sporet af
dem med den falske oplysning, at de er morderen,
Leonard leder efter.
Da Teddy afslører den ubærlige sandhed for
Leonard, giver Leonard sig selv et spor – han no-
terer Teddys nummerplade. Leonard ved nemlig,
at dette spor på et tidspunkt, når han har mistet
hukommelsen igen, vil få ham til at konkludere, at
det i stedet er Teddy, der er hans kones morder.
Ligeledes skriver han på et andet tidspunkt på et
foto af Teddy: ”Don’t believe his lies”. Et foto, vi ser
tidligere i filmen, og således bliver alt, hvad Teddy
fortæller Leonard i løbet af filmen, aflæst som løg-
ne af såvel Leonard som os tilskuere.Vi tror ligesom
Leonard, at Teddy ikke har rent mel i posen.
Kvinden Natalies rolle i dette sammensurium af
løgn og bedrag er om muligt mere kompleks.
Øjeblikket før Teddy afslører sandheden for Leo-
nard, bruger han Leonard til at slå pusheren Jimmy
Grants ihjel. Da Jimmys kæreste, Natalie, finder ud
af dette og tilfældigt ser Leonard i både Jimmys tøj
og bil, vil hun have hævn over Leonard. Hun finder
dog snart ud af, at Leonard selv udnyttes af Teddy.
Hun bruger derfor Leonard til i stedet at beskytte
21