Magasinet 4 - 2009.indd - Center for levende visdom

Blæse og have mel i munden?
Af Søren Hauge
Ingen vej udenom
Den kendte talemåde, at ”man ikke både kan blæse og have mel i munden,” kan meget passende anvendes, når
det drejer sig om de vigtigste eksistentielle spørgsmål. Vi kan omsætte ”blæsten” og ”melet” til de følgende
udsagn, der sat over for hinanden udgør sprængfyldte modsætninger:
Jeg arbejder med spirituel udvikling
Jeg tror på menneskehedens enhed
Jeg deltager i global healing
Man kan sige, at udsagnene til venstre er sjælsrelaterede,
imens udsagnene til højre er personlighedsrelaterede.
Mange mennesker i holistiske og spirituelle
kredse vil nok have svært ved højt at vedstå
sig udsagn som dem, der er placeret til højre. Ofte
er den slags ”uønskede” i det spirituelle selvbillede,
men de ligger ofte lige under overfladen og kan provokeres
frem i pressede situationer. Og spørgsmålet
er, om vi kan sige begge dele – om vi kan ”både
blæse og have mel i munden”? Det er fair nok at
vedstå sig, at man har personlige, etniske, politiske
eller religiøse sympatier og antipatier, men man
kan ikke opretholde status quo og sige, at sådan er
det bare. Man er nødt til at vedstå sig, at mennesker
ikke kan være uønskede ud fra en spirituel forståelse.
Ordet spirituel mister sin betydning, hvis det
3
Jeg kan bare ikke lide hende
Jeg bryder mig ikke om serbere
Jeg er ikke begejstret for muslimer
forbindes med partiskhed. Det forvandler sig til noget
alt for velkendt, som ikke er spor spirituelt. Hvis
vi altså forbinder spiritualitet med næstekærlighed
og medfølelse. Der er ingen smarte undvigelser, ingen
genveje eller udenomsforklaringer.
Lige meget hvad, så er alle mennesker unikke og
spirituelle i deres essens. Det gælder, uanset hvad
de personligt roder med. Man kan ikke generalisere
og kategorisere mennesker ud fra deres nationalitet,
hudfarve, tro eller politiske ståsted. Bordet fanger.
Hvis man siger, at man er spirituel, eller mener, at
man beskæftiger sig seriøst med spiritualitet, så må
man gå planken ud. Det er ok at indrømme, at man
har fordomme, når bare man erkender, hvad det er,
og ikke lader det forblive urørt.
Ånden er vild og utæmmet
Efterhånden som den globale virkelighed kommer
mere og mere til syne i vores hverdag og relationer
på kryds og tværs, og vi forstår – ikke bare teoretisk,
men helt i dybden og praktisk – at vi alle er
indvævede i hinanden og lever i gensidig forbundethed,
bliver det mere og mere akut vigtigt, at vi
modnes i vores forhold til forskellighed, eller til, hvad
der menes med enhed i mangfoldighed. Den mangfoldighed,
som blot er vore foretrukne sympatier,
er ikke virkelig mangfoldighed, men kun selektiv
rummelighed. Vi må ud over komfortzonen og ind
i ukendt terræn, hvor der voves og investeres. Safe
play er ikke spiritualitet. ”Vinden blæser, hvorhen den
vil … sådan er det med enhver, som er født af Ånden”
(Johannesevangeliet 3,8), som tømrersønnen fra
Nazaret sagde. Ånden er som vinden. Den kan ikke
tæmmes, gøres etnisk, partipolitisk eller til personlig
ejendom. Det er ikke en bekvem nyhed for den
tryghedssøgende personlighed, der gerne vil sikre
sine værdier, sin status og sin trygge ”normalitet”.
Nr. 4 Juni 2009